Alt det jeg ikke tør skrive og mere

Hvor ærlig skal man være, og hvor modig kan man blive? Hvor mange chancer skal man tage, og hvor godt kan man lytte til sig selv? Hvor meget skal man bide i sig, og hvor længe kan man protestere? Hvor forvirret, frustreret, bange, trist, vred, jaloux og forvirret* må man have lov at være? Før man har brugt sin kvote op, altså. Før der bliver lukket ned for forbindelsen.

Jeg ved det ikke. Da jeg oprettede den her blog, tænkte jeg, at jeg skulle skrive sådan lidt løst og fast om nogle betragtninger. Om gamle mennesker i svømmehaller og Jehovas vidner i gadebilledet (de ligner jo efterhånden nogen, der er castet direkte fra modelbureauet). Det kom så i stedet til at handle 97 procent om min egen navle (de sidste tre procent om elefantrelaterede emner). Og jeg syntes faktisk, jeg var blevet ret modig. Ret god til også at røre ved de farlige ting. Indtil jeg læste Vanddyrs blog. Jeg har ikke kendt ham så længe, så der er meget, jeg ikke ved. Men jeg ved, at jeg blev fuld af respekt, fordi han turde. Sætte så konkrete ord på så personlige tanker. Og fordi han tør prøve at lære sig selv så godt at kende og nå helt ind til det sted, hvor svarene findes. Det tror jeg, mange kunne lære noget af. Netop derfor synes jeg, den slags indlæg er vigtige.

Jeg har bare aldrig selv turdet. Være så ærlig, altså. Nogle gange troede jeg, at jeg havde været det. Jeg troede, at jeg havde skrevet om noget meget, meget farligt. Indtil jeg fandt ud af, at andre faktisk syntes, at det, jeg havde skrevet, var sjovt. Og det er nok min stil – på godt og ondt. At forsøge at se det komiske i det tragiske. Og nogle gange omvendt (men kun nogle gange). Det er både en forsvarsmekanisme og et forsøg på at få det bedste ud af det værste. At give sort et strejf af neon. Det er en del af mig, og den del er jeg på mange måder meget glad for.

Alligevel ville jeg en gang imellem også gerne kunne skrive det hele, som det er. Men det er jo her, det bliver rigtig farligt. For hvad nu, hvis jeg fortæller, at jeg de sidste syv uger ikke har kunnet sove ordentligt? At jeg er vågnet (først mellem klokken tre og klokken fire. Nu mellem klokken to og klokken tre) for at ligge og stirre med lukkede øjne og til sidst overgive mig og hive computeren frem. For at skrive breve, som aldrig er blevet sendt. Som nu bare er arkiveret i en mappe, fordi jeg ikke ved, om den tiltænkte modtager er modtagelig. Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er skræmt helt ind til knoglerne over, at en fremmed kvinde kunne trykke mig på maven og få mig til at skrige og tude hysterisk, fordi jeg slet ikke var klar over, at fortrængte følelser kan føles så voldsomt (og fordi jeg ved, at der stadig ligger nogle og ulmer derinde)? Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er så snothamrende rystet og forvirret over livet, at jeg igen har indset, at 900 kroner i timen er godt givet ud? Hvad så?

Risikerer jeg så, at der sidder nogen et sted og bliver bekymret og får dårlig samvittighed. Uden at jeg kan gøre noget ved det. Uden at jeg kan sige, at alt det svære jo er affødt af en grundlæggende tro på, at noget også kan være rigtigt og fantastisk og magisk og rigtigt*, hvis det ellers fik lov til at være det. Risikerer jeg, at nye bekendtskaber siger: ’Ellers tak, rodehoved. Jeg tror bare, vi stopper legen her. Det der kaos kan jeg sgu ikke lige overskue’?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad modighed gemmer på af risici. Men det finder jeg muligvis ud af nu …

noget_om_kaerlighed * Det er ikke en fejl. Der skal være to. En til hver.

2 thoughts on “Alt det jeg ikke tør skrive og mere

  1. Sejt og modigt indlæg! Min blog har efterhånden fået sit helt eget liv, og jeg har dystert måtte indse, at den efterhånden er blevet alt for lyserød og photoshoppet, for at kunne så meget som perifert berøre nogle af de store og vigtige ting, man egentlig burde skrive om, men så er det jo godt, at der findes sådan nogle som dig og Vanddyr, som både kan og tør:)

    • Jeg tror, det er godt, at der findes både det ene og det andet. En helspekulerende type synes i hvert fald, det er ret befriende en gang imellem at læse et indlæg, der får humøret til at stige ti grader ved tanken om udsigten til fantastiske burgere i New York lige om lidt:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s