Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om flødebolleri på fremmedsprog

Jeg er bange for, at jeg er blevet smittet med en form for kronisk mani, der tvinger mig til at læse samtlige skilte og navne op, når jeg er i udlandet. Tyskland og Sverige er specielt slemme, fordi landendes sprog er ekstra sjove at læse op på – og fordi vores to naboer helt klart løber med sejren i en konkurrence, hvor det gælder om at få hverdagsting til at lyde så sjofle som overhovedet muligt. Der er masser af eksempler at vælge mellem. Alene i flødebolleverdenen er der materiale nok til et par timers underholdning (i øvrigt også en kategori, hvor den danske betegnelse er godt med på sjofelhedsskalaen …)

Jeg tænker, det må være en lille smule irriterende at have sådan en halvlummer tourettestype på slæb, som konstant går og lirer ord af på sprog, hun egentlig ikke mestrer særlig godt. Men så er det heldigt, at jeg er sammen med en stadigt mere og mere rummelig langhalset type, som rent faktisk forsøger at overgå mig i stedet for at bede mig om at flette snablen.

Den slags heldighed er bare en af årsagerne til, at jeg ikke er fan af tanken om at skulle hjem i dag. Jeg kommer til at savne det hele – selv gråvejret, som jeg selvfølgelig også er ramt af her (to ugers Ruslandsregnvejr var åbenbart ikke nok). Så turen er en våd fornøjelse (sms). Men en skide god en af slagsen.

dickmanns

Super Dickmann’s er i øvrigt i hård konkurrence med Nelly’s Miniküsse – både i forhold til smagsoplevelse og sjofelhed …