Jeg farer ret meget rundt omkring på optagelser for tiden, og i dag var jeg så heldig at havne i barndomshavnebyen. Det er snart 15 år siden, jeg flyttede derfra, og selvom jeg stadig føler mig så ung, så ung, er minderne ved at få rynker.
Det blev jeg allerede mindet om i den velkendte bus 4 fra banegården, hvor to teenagepiger sad og brokkede sig højlydt over noget med gymnasielivets hårdhed og erhvervsøkonomi (hvem i himlens navn hopper også på sådan et valgfag? Spørger hende, der valgte eskimologi). Jeg kunne se, de skulle af i mit gamle kvarter og overvejede derfor, om vi mon kendte hinanden fra back-in-the-days. Indtil det gik op for mig, at de næppe havde smidt bleen, dengang jeg hang ud i deres teenagegård med lidt for stumpet t-shirt og lidt for meget lemon i min Bacardi.
Jeg stod af bussen to stop for tidligt for at nyde duften fra havnegrilleren, som stadig er helt rigtig – lige som havnegrillere i barndomsbyer skal dufte (sådan en blanding af ønskebrønd og labre larver og skumsvampe). Duften var desværre noget af det eneste, der var, som det plejede at være.
Tanken og købmanden og kiosken var lukket. Det samme var bageren og frisøren og banken og ejendomsmægleren og min tidligere nabo – Nordeuropas mindste bodega (hvad er det for en verden, vi lever i??)
Veje havde flyttet sig og virkede pludselig meget kortere, end de var, dengang tiden sneglede sig på dem. Og så var der øde. I hvert fald der, hvor jeg plejede at hænge med hættetrøjen. Det var som om, kvarteret for længst havde glemt mine hudafskrabninger og hemmeligheder, mit første kys og mit rullefald ud af min mors bil nede i svinget foran havnegrilleren (note to self: husk selen!)
Jeg fik ondt i maven, da jeg så, at et hus var revet ned, lige der hvor den gamle mand med æblerne plejede at bo. Den gamle mand findes nok slet ikke mere. I hvert fald ikke på den her side af himlen. Det er trist at tænke på.
Men heldigvis er der også kommet nye huse til. Masser af nye huse. Jeg skulle lave mine optagelser i et af dem, og det var fint og hyggeligt og helt rigtigt. Og dem, der boede der, fortalte, at der faktisk også er kommet to nye frisører til byen. Og at der er mange unge tilflyttere, som sætter gang i fællesskabet. Et nyt fællesskab.
Så er alt jo, som det skal være. For jeg er også et andet sted, i et andet fællesskab, som giver mere mening for mig nu. Med det i tankerne er det faktisk helt okay at være turist i sin egen barndom – på den der nostalgiske melankolimåde, som heldigvis føles mere godt end skidt.
Skudamuda 
Ernst Carlsens Vej!!
Ernst Carlsens Vej er the shizzle (som ungdommen nu til dags siger …)
Jeg, lille Skudamuda, havder Erhvervsøkonomi. Med en dreng der Dong. Det har intet med historien at gøre (andet end at jeg tit drømte om at sætte en date op med ham og en anden asiatisk pige, jeg kendte. Ding. Hed hun).
Nå, men nok om mig. Erhvervsøkonomi var yndlingsfaget.
Hvem er du?? Jeg tror slet ikke, jeg kender dig efter den bekendelse! I øvrigt kender jeg en, der gik i klasse med et tvillingepar, der hed Ding og Dong. Og en anden, der gik i klasse med en fyr, som hed Gunnar Ree.