Solgt til højst bydende

’Jeg har lige solgt dig til en hollandsk ven. Det er ikke til seksuelle ydelser’.

Beskeden kom fra kaninen tidligere på ugen. Det er ikke første gang, hun har forsøgt at sælge mig. Da vi sidste år ved den her tid var i Istanbul, solgte hun mig til en tyrkisk mandsperson for 10 kameler og en kat. Hun havde vist en idé om, at det ville se fint ud, hvis hun kunne ride op ad Strøget på en af kamelerne med resten af dyrene i en karavane bagved – og katten i armene. Selvom hun egentlig slet ikke er særlig begejstret for katte. Eller kameler. (’Døde dyr er søde dyr’, som hun helt uhørt siger). Men det var vist noget med signalværdi. Tror jeg.

Jeg vidste slet ikke, jeg var i så høj kurs, at man ligefrem kunne sætte mig til salg. Handlen gik heller aldrig igennem. Dengang. Men det gjorde den nu. Den hollandske handel, altså. Hvad hun fik i salær, er jeg ikke klar over. Måske noget med træsko. I hvert fald har jeg nu sagt ja til at blogge for et internationalt rejsesite, som hollænderen er med til at starte op. 20 bloggere rundt omkring i verden skriver om hver sin by. Og så er det noget med, at der snart kommer en af de der moderne apps, hvor man kan dele egne rejsetips med venner og venners venner. Det virker som et ret sejt projekt. Og eftersom jeg stadig lider af orddiarré, kan jeg umuligt sige nej, når der rent faktisk er nogen, der opfordrer mig til at skrive.

Mit første indlæg handler ikke overraskende om elefanter. Det næste er ikke planlagt, men jeg er meget åben over for forslag til nye, vigtige steder, jeg ikke er gået forbi endnu. Giv endelig lyd. Og giv også gerne en tommelfinger opad til projektet her.

elefanthus

PS: Jeg ved godt, at der mangler noget meget vigtigt på billedet. Jeg arbejder på sagen …

 

Hvordan steder dufter

Barndomsbyen dufter af havn og sommer og de små, hvide blomster i græsplænen, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Den dufter af tryghed og grillbar og uheld og lørdagsslik og sår på knæet. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

München dufter af Currywurst mit Pommes og Dirndler og store øl i pæne parker. Den dufter af usikkerhed og grå jakker; af grin og gode veninder og af salt fra tårer. Og den dufter af tag-dig-sammen og jeg-gjorde-det og af minder, jeg aldrig ville være foruden.

New York dufter af lufthavnslinoleum og gule taxaer med træer i ruden og af verdens bedste burger. Den dufter af eventyr og en sød fyr og mange, lange gåture. Og den dufter af tastaturet, som larmer bekræftende, af kriller i maven og af os og nødvendig ensomhed.

Moskva dufter af tid, som er gået, men endnu ikke overstået. Den dufter af Lenin, som er død, men ikke begravet. Af amerikanske kæder og flere tusind kroner dyr hvidvin drukket på Den Røde Plads, fordi en anden betalte. Og den dufter af gamle damer på museer og unge piger af plastik, som håber på lykke (ligesom alle os andre).

Ilulissat dufter af isbjerge og verdenshave og dyr i vand. Den dufter af stilhed og eftertænksomhed og memoir i otte bind. Og den dufter af kaffemik og gæstfrihed; af social arv og stor kærlighed til dig og mig og alle dyrene og det omkring os.

Jerusalem dufter af det, der var engang, og det, der venter. Den dufter af grædemur og glædesgrin, af mangfoldighed og respekt og sørgelige ubegribeligheder. Og den dufter af små, mørke værelser med farlige lagner; af kig her og kom herhen og kom tilbage igen.

Den hvide sandstrand på den øde ø dufter af renhed og lune og dårlig mad. Den dufter af livsfarlig tømmerflåde og livsbekræftende tømmermænd og den første impulsive lykkefølelse. Og af dejlige mennesker og ubeskriveligt held og uundgåelig livslyst. Den dufter af jeg-kan-klare-alt. Næsten.

København dufter af biografer og brune beværtninger og melankolske gåture hjem over broer i morgensolen. Den dufter sammenhold og sammenfald; af glæde og mod og modløshed og slinger på egne ben. København dufter rigtigt. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

knippelsbroPS: I dag duftede København også lidt af forår og forhåbninger. Tror jeg. Jeg er for forkølet til at bedømme det, men det føltes sådan indeni …