Noget om det rigtige Rusland

Det rigtige Rusland er et eventyr, som startede i går morges, hvor vi tog midlertidigt afsked med vores fængselscelleværelse i Moskva og hoppede på metroen i retningen mod en fremmede busstation. Der var ingen skilte og mange busser, så vi prøvede lykken ved den første og allermest faldefærdige af slagsen. Ingen talte engelsk, og vi vidste ikke, om busfætter rent faktisk forstod, hvad vi mente, da vi forsøgte at udtale navnet på den lille, russiske by, vi skulle til – eller om han bare gerne ville tjene nogle hurtige penge. Men han nikkede, viste tre fingre, som betyder 300 rubler (noget har jeg da lært om penge), og så kunne vi ellers flade ud i den rullende, orange porrestanksspand sammen med overraskende mange enlige, russiske mænd, der spiste røget bacon direkte fra pakken.

Efter fire timer blev vi, som de eneste, smidt af på en meget øde landevej (og når noget er øde i Rusland, er det ikke for sjov). Busfætter, som desværre ikke havde lært mere engelsk på vejen, nikkede bare, da vi kiggede spørgende på ham, og så tøffede han ellers videre med spanden og efterlod os tilbage. Jeg tænker, han kunne have haft en fest med at snyde os. To bundnaive tøsepiger fra vesten, som tror, de kan klare alt, lige indtil de bliver konfronteret med russisk ødeland.

De få skilte, vi fandt, var fyldt med mere eller mindre uforståelige kyrilliske bogstaver, så vi var ret meget på røven, selvom vi da efterhånden fik fornemmelsen af, at vi var i nærheden af noget rigtigt. En stor, sort russisk bil med tonede ruder spurtede forbi, og haren og jeg nåede hurtigt frem til, at det letteste ville være at stikke en tommelfinger i vejret. Den stoppede – hvilket både kunne være meget heldigt og utroligt uheldigt. Bag rattet sad en midaldrende, russisk mandsperson, som heller ikke forstod engelsk. Men han nikkede genkendende, da vi sagde navnet på vores hostel. Så vi hoppede ind og håbede på det bedste.

Og vi nåede frem – levende og det hele. Til Godzillas, som stedet hedder. Vi befinder os i en lillebitte russisk landsby midt i ingenting. Her er ikke andet end kirker og borge og tårne og dunkle kroer. Lokalkultur over hele linjen. Og det ældre, russiske par, som bestyrer stedet her, har selvfølgelig valgt det utroligt passende navn Godzillas til deres spejderhyttehostel. Jeg elsker det!

Og jeg elsker, at alt er så fremmede, at det er en succes i sig selv, hvis vi kan tyde menukortet på kroen (de er meget glade for tunge, skulle jeg hilse og sige). Heldigvis har vi lært at sige pandekager, så vi har spist pandekager med alt. Pandekager med smør, pandekager med is, pandekager med champignon, pandekager med kaviar, pandekager med kondenseret mælk (det skulle jo prøves). Og vi har set kirker og borge og museer, som tydeligvis kun er for russere. Alle er helt uforstående over for det faktum, at vi ikke kan tale deres sprog. Når vi prøver at give udtryk for, at vi intet forstår, snakker de bare videre. For det er åbenbart helt uhørt, at to unge tøsepiger fra et fremmede land tager på eventyr i deres by.

Vi fatter ikke særlig meget af det, vi ser, og vi kan ikke finde halvdelen af seværdighederne. Og det regner konstant, og når vi endelig finder frem til noget, har det lukket. Alligevel synes jeg, det er fantastisk. Selvom jeg fik en mindre nedsmeltning over vejret i dag og godt kunne ønske mig langt væk til en sydhavsø fyldt med sol og sangria og forståelig kommunikation, så er der noget helt specielt ved at være lige her lige nu. For det kan godt være, jeg er træt af, at jeg ikke fik lov til at opleve det rigtige Moskva for 20 år siden. Men om 20 år kan jeg i hvert fald sige, at jeg har nået at opleve det rigtige Rusland!