Er der en læge tilstede?

Jeg er fængslet i egen lejlighed – afsoner den uundgåelige dumhedsdom og kan nu kun håbe på en barmhjertigheds-fodlænke, så jeg kan få lov til at mærke solen lidt i dag. Nogen løber halvmaraton, nogen føder børn – jeg giver begyndende influenza den midterste finger og tager på to-døgns-dødsdruk efterfulgt af spontan-koncert med 35.000 af mine nærmeste sindssyge venner – i naiv tro på, at det vil ske ustraffet. Men når man nikker på morfar-måden til Lady Gaga søndag aften, ved man, at intet længere er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg har besejret mig selv. Kørt mig i sænk. Knækket kroppen og det mentale kasseapparat. Jeg er blevet syg.

Sådan et par dage i sengen giver rig mulighed for fri sygdoms-association – a trip down the sick memory lane. Jeg frygter læger og hospitaler næsten lige så meget, som jeg frygter risikoen for, at jeg en dag kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Men jeg har alligevel ofte stiftet bekendtskab med den medicinske verden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været et imponerende uheldigt barn (og en imponerende uheldig barnlig voksen), hvilket har resulteret i en del ar på krop (og sjæl). Grundet de uheldige  omstændigheder har jeg besluttet mig for, at jeg synes, ar er ret spændende. De har alle sammen en historie. Det kan jeg godt lide tanken om, og hvis jeg møder et andet ar på en andens krop, bliver jeg splittet mellem nysgerrigheden efter at høre netop den historie og angsten for rent faktisk at skulle høre en historie, som involverer de læger og hospitaler, jeg er så bange for at høre om. Jeg kendte engang en fyr, som havde et ar nederst på maven – sådan ude i siden. Da jeg spurgte ind til det, fortalte han en fantastisk skræmmende historie om dengang, han blev stukket ned i en mørk baggård og var døden nær, men alligevel fik reddet sig selv, fordi han var stærk og sej og næsten en superhelt. Jeg var skrækslagen og samtidig benovet over, at jeg datede en fyr, som potentielt set kunne være inspirationskilde til en Bruce Willis-film. Der gik foruroligende lang tid, før jeg lærte, hvordan et ar ser ud, efter man har fået fjernet blindtarmen. Den viden ville jeg gerne have været foruden. Den første historie var sejere.

De bedste ar er de ældste ar. Jeg har et på overlæben og et på kinden, som jeg anskaffede mig i ét hug. To for én. Jeg var effektiv. Det skete den dag, jeg lærte, at jeg ikke egnede mig til at bo på landet. Vi var på bondegårdsbesøg med børnehaven, og alt var fryd og fede tider, lige indtil jeg valgte at glide i en lort og som konsekvens heraf fik transporteret mig selv ned i en trillebør med hovedet først. Trillebøren havde ubehageligt skarpe kanter, og når den ikke blev brugt til at huse mig, blev den brugt til at transportere den slags efterladenskaber, som jeg var gledet i. Fik jeg sagt, at det ene ar er på læben? Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var voldsomt pinligt, at jeg pludselig skulle tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg kunne bedst lide at være næsten usynlig (og ikke-indsmurt i ekskrementer). Jeg kan også huske, at jeg var afsindigt utilfreds med, at jeg havde timet mit stunt til at finde sted umiddelbart inden, vi skulle have kage og saftevand. Og så kan jeg huske, at jeg fik ros hos lægen. Nok ikke for kreativitet udi egen ulykke, men mere fordi jeg overlevede at blive syet sammen.

Lægen roste mig igen et par år senere, hvor mit håndled var helet så fint, efter det havde været i gips i et par uger. Jeg havde formået at brække det ved at stå helt stille på et par rulleskøjter. Lægen var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg havde udnyttet bruddet til at inkasserer street-cred hos drengene i klassen i al almindelighed og hos torsken i særdeleshed. Af en eller anden grund havde gips-situationen nemlig affødt en leg, som gik ud på, at jeg hvert frikvarter lagde armen på bordet, mens drengene stillede sig i kø. En efter en fik de så lov til at hamre deres knytnæver ned i gipsen med alle deres kræfter. For jeg kunne ikke mærke noget. Påstod jeg. Drengene var imponerede, kunne jeg mærke. I virkeligheden gjorde det helvedes nas, og jeg var alvorligt bange for, at slagene ville resultere i en kronisk vissen venstre arm. På daværende tidspunkt syntes jeg dog, at fordelene (= tiltrængte point på sejheds-skalaen) vejede op for ulemperne, og slagsmerten har jeg heldigvis også glemt i dag.

Det var tider, dengang lægen uddelte ros for dum opførsel (samt klistermærker med dyr, som havde øjne i små plastikbobler). I dag modtager jeg ikke længere ros – nærmere opgivende suk. Jeg tror efterhånden, min læge har givet afkald på alt håb om, at jeg en dag bliver en anstændig voksen. Specielt efter jeg for et par uger siden (grundet usandsynlig alvorlig bagstivhed) kom til at foretage et uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor – muligvis var det min underbevidsthed, som forsøgte at aflede lidt opmærksomhed fra mine ekstreme moralske tømmermænd. Hændelsen resulterede i, at jeg nu kan føje fire punkter til listen over ting, som ikke er fede at opleve hos lægen.

En læge skal ikke:

1: Sige: ’Hov’

2: Sige: ’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før’

3. Forsøge at undertrykke uhæmmet grin, når jeg halvstammende prøver at forklare årsag til uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop

4. Tale belærende til mig, som om jeg var halvretarderet (bare fordi jeg opfører mig sådan, skal du ikke skue hunden på hårene, kære læge-type. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg altså HAR fattet den der med blomsten og bien nu!)

Jeg har været igennem alle fire punkter – et par af dem mere end én gang. Derfor ligger jeg lige nu i sygesengen og er godt tilfreds med, at det hverken kræver sting, gips eller nogen former for medicinske indgreb at kurere influenza!