Tips og tricks til rumineringstyper

Og her tænker jeg ikke på køer. Jeg tænker på tænkere. Mennesketænkere. Både menneskeovertænkere og overmennesketænkere, der tænker over for meget.

Lige siden jeg lærte at tænke, har jeg tænkt for meget. Meget tænkning er godt, hvis man kan finde ud af at tænke over noget klogt og konstruktivt. Det kan jeg sjældent. Så derfor har jeg forsøgt at udvikle en strategi, som kan stoppe unødvendig ruminering. Og jeg er da ikke for nærig til at dele. Så hvis du vil undgå at tygge tankedrøv, kan jeg anbefale at:

– bruge bankens penge på noget fuldstændig nødvendigt unødvendigt (så som en iPod, der er identisk med den, du har i forvejen*)

– investere nyindkøbt underskud i Jägerbombs og lade dem skyde dig hele vejen til Hong Kong (den i Nyhavn – ikke Asien …)

–  dyrke tanken** om, hvorfor hun egentlig sagde det der med osten i går

– oversætte samtlige filmtitler i reolen til finsk og læse dem højt med japansk accent

– kigge på billede af lækker baby med sejt moustache

– sortere Gajol-æsker efter farve og vurdere graden af genialitet i citaterne

– filosofere over mulige navne til andre folks sofaer**

– prikke dig selv på skulderen og hviske, at alt bliver skide godt

ruminering

* Den slags kan være nødvendigt, hvis du for nylig har været udsat for gement tyveriforsøg og nu er blevet bevidst om, at du en dag risikerer at miste elsket iPod. Ved at investere i en ekstra, sparer du halvdelen af bekymringen, da du nu er dækket dobbelt ind. Tippet egner sig ekstra godt til rumineringstyper med generel angst for at miste grundet medfølgende slipgivningskomplikationer.

** I dette tilfælde er tænkning ok, fordi det primære formål med tanken er at grine uhæmmet i en grad, som få dyr forstår.