Vooduvilje

Jeg kan kun råbe indeni. Det har jeg allerede konstateret. Men jeg glemte vist at nævne, at mine indre frustrationer ofte komme ud på anden, ucharmerende vis. Som dengang jeg ved en fejl kom til at spytte tigeren i øjet, selvom vi kun sloges for sjov, og det slet ikke var hende, jeg var irriteret på. Det var i 8. klasse, og spytklatten var bare ment som en trussel. Jeg ville slet ikke have gjort det. Men hovedet glemte at stoppe munden på halvvejen, så lige pludselig var skaden sket. Jeg ved ikke, om hun kan huske det i dag. Men jeg glemmer det aldrig.

Så var der også dengang, hvor jeg var meget tæt på at slå min lillesøster, fordi hun havde gjort noget ved mig, der var endnu mere klamt end det med spytklatten. Hun ville have min opmærksomhed og var træt af, at jeg sad med hovedet begravet i de samme bøger flere dage i træk i stedet for at underholde hende. Så derfor måtte hun ty til yderst beskidte tricks. Jeg kunne sagtens have gjort det. Slået hende, altså. For selvom jeg var lille, var hun meget mindre end mig. Men jeg gjorde det ikke. I stedet skyndte jeg mig at låse mig ude på toilettet og tælle til fire gange fire fire gange, mens jeg skammede mig over den overvældende vrede, som snurrede helt ud i knytnæverne. Alt imens lillesøs stod uden for døren og stortudede, fordi hun troede, jeg nu havde slået hånden af hende for altid. Det kommer heldigvis aldrig til at ske.

Og der var selvfølgelig også den gang, jeg kom til at nive guldfisken meget hårdt i numsen (almindelige guldfisk har slet ikke numser, men heldigvis er min guldfisk ret speciel). Hun havde taget noget, som jeg mente, jeg både havde mere ret til, mere behov for, og som jeg i øvrigt ville sætte større pris på. Og i min fuldskab syntes jeg, hun var afsindigt uretfærdig, fordi hun snuppede det foran næsen på mig. Men det gav mig ikke helt ret til at give hende et skræmmende stort blåt minde om ufinheden. Jeg blev selvfølgelig straffet for min synd umiddelbart efter med offentlig ydmygelse på Psykopaten (den første af mange ydmygelser det sted). Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at hævn aldrig føles godt – hverken i tanke eller i handling.

Men hvordan kan det så være, at tanken alligevel popper op? For nogle dage siden måtte jeg ringe til kaninen og spørge, hvor nyrerne egentlig sidder. Fordi jeg havde lyst til at sende alle mine frustrationer i et mentalt spark til rette modtager lige der, hvor det kan mærkes. Men jeg sendte ingenting af sted. Ikke engang et symbolsk smølfespark. Fordi det alligevel føltes forkert.

Jeg fandt en lille, sort dukke i en kasse for et stykke tid siden. Sådan en man kan stikke nåle i. Den fik jeg for nogle år siden, hvor jeg virkelig havde brug for den. Men da jeg sad med den i hånden igen, kunne jeg ikke få mig selv til at stikke i den (selvom en del af mig virkelig længtes efter lidt hyggepenetrering i den ene fod).

Jeg kan ikke råbe udenpå. Og jeg kan kun finde ud af at slås for sjov. Alligevel er der en grund til, at der står et ‘tæt på’ foran godhjertet i min beskrivelse af mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘helt igennem’. Men jeg har stadig mine dårlige sider (og der er flere, hvor de kommer fra). Jeg får stadig lyst til at råbe og skrige og slå og sparke og spytte, når jeg er frustreret. Men jeg håber, det er et tegn på, at jeg rent faktisk kan mærke mig selv. For de dårlige følelser fødes vel der, hvor de gode følelser bliver bremset. Og det må jo så betyde, at de gode følelser får lov til at galopere. Til en vis grænse, måske. Men det er bedre end total stilstand. Meget bedre. Og hvem ved – måske bliver den frie galop en dag legaliseret på tværs af grænserne. En helspekulerende type har vel lov at håbe …

PS: Ingen dukker kom til skade under tilblivelsen af dette blogindlæg