Nu er jeg en form for journalist, men det er nok ikke i de finere, journalistiske kredse, jeg skal forvente at hente den store anerkendelse for mit job. Jeg vinder sandsynligvis aldrig en Cavling, og jeg kommer heller ikke til at vælte nogen regering (heldigvis slet ikke lige nu). Alligevel føler jeg mig helt vildt priviligeret på grund af mit arbejde (specielt lige nu).
Guldfisken og jeg har lige været nede på vores palmestrand for at spise aftensmad. Vi blev betjent af mine to yndlingstjenere – ham, der lærer mig seje, spanske sætninger, og ham, der påstår, jeg ligner Nelly Furtado (hvilket guldfisken synes er ustyrligt morsomt, fordi jeg på kontoret i en periode gik under navnet ‘Maneater’ (som om …)). Furtado-fyren serverede kolde Piña Coladas for os og spurgte, hvad vi havde lavet på job i dag. Vi svarede, at vi havde været en tur oppe i den vildeste luksushybel, vi nogensinde har set, fordi vi skulle lave et video-indslag med Paris Hilton. Og helt ærligt – det var fandme sjovt!
Vi er havnet i vores eget private paradis. Og vi får løn for at være her. Vi får lov til at opleve nogle af de vildeste hjørner af verden, og vi griner hver dag. Så må alle de andre hjertens gerne kæmpe om pløkken og prestigen derhjemme. Og jeg forsvarer hellere end gerne mit job over for alle dem, der kalder det meningsløst. For det gør mig glad. På grund af mit job befinder jeg mig lige nu et sted i verden, hvor drømme er til for at blive dyrket, og mine tanker er endnu engang tunet ind på den frekvens, hvor alt er muligt. Omgivelserne er magiske, og de får mig til at tro på, at jeg bør kunne tage bare en lille smule af den magi med hjem og dyrke den et sted på fjerde sal i et hus af guld på en ø, der ikke udelukkende er lavet af lort.
Magien bliver muligvis ophævet mandag middag klokken sådan cirka 12.50, når vores fly rammer dansk jord. Men indtil da vil jeg prøve at holde fast i troen på, at alt kan lade sig gøre. I Mexico, i Danmark, i mit hoved og i den virkelige verden.
Skudamuda 