Dream on!

Der er mange fordele ved at være i glimrende kontakt med sit indre barn. For eksempel snyder man hverken sig selv for glæden ved balloner, Lego eller slik-orgier (både de neurotiske og de knap så neurotiske). Men der er også en række ulemper, og en af dem oplevede jeg i nat. Jeg havde mareridt på den der helt infantile måde. Nu frygter du måske, at jeg roder mig ud i en lang, ligegyldig forklaring om noget, der er sket i mit hoved i søvne og muligvis intet har med virkeligheden at gøre. Og frygt du roligt videre, for det er lige præcis det, der kommer til at ske. Tryk stop, hvis du vil sættes af, inden navlepiller-ekspressen tager dig med på en rutsjebanetur inde i den helt mørke underbevidsthed. Du har min velsignelse.

Hvis du alligevel stadig hænger på, skal jeg nok love at holde det kort og uden alt for mange detaljer – forsøge, that is. Drømmen startede med, at jeg var på et stort, dunkelt, slot med nogle af mine kolleger. Vi havde fået at vide, at vi skulle på en slags teambuilding, men inden længe gik det op for mig, at vi i virkeligheden (og her er der selvfølgelig tale om drømme-virkeligheden) var blevet taget til fange af en gruppe nazister, som ville udføre en række forsøg på os, hvor de først bedøvede os flere gange, så vi ikke kunne føle noget, og bagefter var det så meningen, at de ville slå os ihjel. Ikke det fedeste i verden, tænkte jeg, og jeg prøvede desperat at kæmpe imod. Som den eneste. De andre forstod nemlig ikke, hvad det var, der foregik. De forstod heller ikke, at de blev bedøvet og frarøvet evnen til at føle. Derfor kunne jeg heller ikke overtale dem til at forsøge at stikke af sammen med mig, for alt var jo, som det skulle være, syntes de. Efter mange overvejelser endte det med, at jeg valgte at stikke af alene, selvom det næsten skræmte livet af mig. Jeg fløj ind i en taxa, råbte “Kør, kør, kør”, mens nazister og kolleger flåede i taxadøren, som jeg rev til mig og låste. Endelig nåede jeg i sikkerhed på politistationen. Mærkelig nok var det først på det tidspunkt, jeg blev rigtig, rigtig bange. Hvorfor har jeg ikke helt regnet ud endnu. Og så alligevel …

Jeg vågnede umiddelbart efter ankomsten til politistationen. Helt igennem barnligt bange. Jeg turde ikke lægge mig til at sove igen af frygt for, at jeg skulle drømme videre, så jeg lå bare i sengen og ventede på dagen.

Det der med drømmerierne er noget, jeg gør mig ret meget i. Både i vågen og sovende tilstand. Og jeg får faktisk tit overraskende meget ud af drømmene. Nogle gange får de mig til at grine, nogle gange får de mig til at gramse, og andre gange gør de mig klogere. Nogle elementer i præcis den her drøm giver da også meget god mening. For eksempel det der med taxa-flugten. Sådan en var jeg nemlig for første gang ude i forleden nat, hvor musvitten og jeg gjorde os til medaljetyve. Vi havde drukket lige lidt mere end højst nødvendigt og var havnet på Psykopaten, hvor jeg aldrig helt kan lade være med at spille klaver, selvom jeg er håbløs til det. Vi rendte ind i en polterabend af den mandlige slags, hvor de alle havde vundet en medalje. Medaljer er noget, jeg er blevet ret begejstret for. Både dem af pap fra London og dem i oplukkerform fra Jernbanecaféen. Efter lang overtalelse fik musvitten og jeg allernådigst lov til at låne en medalje hver i bytte for et nummer på klaveret (først havde jeg egentlig fået at vide, at jeg ville få medaljen, hvis jeg gav et nummer, men prisen blev genforhandlet, da medalje-manden blev konfronteret med mine manglende musikalske evner). Jeg lånte guldmedaljen i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”, og musvitten nuppede medaljen for den største penis. Vi fik hurtigt ejerfornemmelse over det ædle metal og blev derfor enige om at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Vi stjal dem. Med et diskret tegn fik vi signaleret til hinanden, at det var nu, vi skulle tage flugten, så vi løb ud fra Psykopaten på meget opsigtsvækkende vis og kastede os ind i en tilfældig taxa, der heldigvis holdt og ventede, mens vi råbte “Kør, kør, kør” til chaufføren. Næsten lige som i drømmen. Og så alligevel ikke …

Andre elementer i nazi-drømmen giver mening på et lidt andet plan, som jeg har svært ved at forholde mig til. Min underbevidsthed kører sit eget ræs for tiden. Den har udviklet sig til en rebelsk teenager, som gør, hvad den vil (specielt i beruset tilstand), og ofte sletter alle hukommelsesspor om forbrydelserne efter sig (mine sanser kan dog i de rigtig slemme tilfælde stadig huske noget. Det er farligt!) For en uges tid siden drømte jeg, at jeg godt vidste, at jeg drømte, og derfor selv kunne bestemme, hvad (okay hvem) jeg allerhelst ville drømme om. I drømmen faldt og faldt og faldt jeg ned fra himlen, og jeg vidste, at når jeg ramte jorden, ville jeg kunne se, hvem det egentlig var, jeg tænkte på. Resultatet overraskede mig en lille smule. Og gav samtidig rigtig meget mening. Det var underbevidstheden, der talte sit tydelige sprog. Igen. Denne gang ikke i beruset, men derimod i sovende tilstand. Så vågnede jeg … og var bange!