Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!