Dag tre på første rigtige Roskilde, og jeg står stadig. Eller … lige nu ligger jeg. I et lillebitte, lunkent telt med solsorten et sted omme på den anden side af det bjerg af bagage, som har rejst sig ned langs midtergangen (er et område på halvanden gange halvanden overhovedet berettiget til en midtergang?)
Min ryg føles 30 år for gammel, mine tæer er fyldt med trædemærker (mest på pegetåen), min mund er fuld af uld (nej, iPhone, ikke Ulf), min lever hader mig … og jeg er ret vild med det hele. Ikke mindst fordi det føles så meget bedre at komme på græs, når man er omgivet af en solsort og en mus og en storebjørn og en guldfisk (ja, fisk kan altså også godt komme på græs). Indtil videre har jeg lært at:
– fremmede teltnaboer har meget luft i maven om morgenen
– nogle titler bare egner sig bedre til pornofilm (favoritterne er stadig ‘Big Bang Theory’ og ‘How I Met Your Mother’
– Justin Bieber er uren i mundtøjet
– guldfisken er udstyret med en lillebitte tap
– Nik og Jay og Kay er blevet til Nik og Jay og Key
– teltsøvn byder på endnu vildere drømme (men vist ingen natlige scener og sort snak mellem drøm og virkelighed)
– musik fra en scene giver håndholdningsabstinenser
– jeg ifølge halvfremmet, 9-årig type er alt for ung til at hedde det, jeg hedder (det går skide godt med ungerne for tiden)
Mest af alt har jeg lært, at meget kan ændre sig på et år …
Det er fedt, jeg kan lide det og er i det hele taget ret træt af, at jeg aldrig har været rigtigt på Roskilde før. Samtidig føles festivalen også som en form for undtagelsestilstand. Et underligt intermezzo mellem onsdag og mandag. For på en eller anden mærkelig måde har mandag det seneste stykke tid kæmpet sig op og ligger nu overraskende højt på favoritdagslisten. Tænk engang …
Skudamuda 
One thought on “Noget om festivalslærdom”