Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.
Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.
Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …
PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.
Skudamuda 
One thought on “Mens vi venter på genforeningen …”