‘Hvorfor ved du så meget om løg??’
Spørgsmålet kom fra guldfisken tidligere i dag, efter jeg havde tvangsindlagt afdelingen til et længere foredrag om emnet, hvor jeg fik udøst min tilsyneladende uudtømmelige viden om alt fra ristede til frysetørrede løg.
Det var først bagefter, jeg kom til at tænke over, at jeg muligvis burde lave en omprioritering af hjernecelle-indholdet i mit hoved. For selvom jeg er glad for al min ubrugelige viden og gerne blærer mig med den, kunne det også være ret fedt, hvis jeg en gang imellem kunne imponere med viden i mere brugbar form. Eller som minimum lade være med at skilte med min mangel på samme ved offentligt af stille spørgsmål som: ‘Lever Anker Jørgensen?’. Det kunne også være fint, hvis jeg én gang for alle fik styr på, om det er Jens Unmack eller Jens Veggerby, der er med i Love Shop.
Og når jeg nu er i gang med at rode rundt i hjernen, kunne jeg måske også arbejde lidt på at sortere ud i blondinekommentarerne, så jeg, næste gang giraffen spørger, om han skal lave to store eller fire små burgerbøffer af en pakke oksekød, kan undlade at svare, at jeg helst vil have én stor, fordi jeg ikke kan spise to små.
Til gengæld har jeg opgivet at blive klog på moderne salt. I min verden krydrer man nemlig skinken med saltet, men jeg kan forstå på fancy pancy emballage, at det åbenbart forholder sig omvendt. Madlavning nu til dags, altså. Tsk …