Jeg har boet på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort, i 10 år. Det fejrede jeg i bedste Amagerstil lørdag aften på bodegaen i mit hus af Guld.

Søndag formiddag gik jeg til bageren iført joggingtøj og fedtet hår – med post-opkastelig kvalme i halsen og en dåse Hustler i den rystende tømmermændshånd, så jeg let og elegant kunne bøvse højlydt på åben gade. Alt var i den skønneste orden. Lige indtil jeg pludselig blev pinligt bevidst om ligheden mellem mig og en fordomsfuld parodi på lokalbefolkningen i mit kvarter.

10 år tog det, før øen definitivt fik bidt sig fast i mig. Jeg er bange for, at jeg snart må tage flugten …