Noget om rigtig forelskelse

For en lille evighed siden talte jeg med nogle veninder om, hvad rigtig forelskelse er. Jeg argumenterede for, at rigtig forelskelse er, når man er nået til det stadie, hvor man ville drikke hinandens spyt som shots, hvis man kunne. Den købte veninderne ikke. De syntes bare, det var klamt. Så jeg har grublet videre over emnet i et par år – vurderet og analyseret og målt og vejet for at finde frem til, hvornår man ved, at følelsen er helt bundhamrende rigtig og ikke bare resultatet af nogle vildfarne hormoner, der har gang i en midlertidig, sindssyg besættelse.

Det sidste har jeg prøvet nogle gange. Hver gang bliver jeg lige forundret over, hvor rigtigt forkert kan føles i et øjebliks evighed.

Det første har jeg prøvet en enkelt gang. Heldigvis kun den ene. Og selvom det topper listen over det vildeste og mest fantastiske, jeg har oplevet, håber jeg aldrig, jeg skal opleve det på ny.

Jeg håber til gengæld, at jeg kan få lov til at holde fast i alt det vilde og fantastiske, jeg har opdaget nu, hvor jeg har givet mig selv lov til at dykke endnu dybere ned i alt det rigtige. Nu, hvor jeg har lært, at rigtig forelskelse er den, som stadig er der, efter sindssygen er fordampet. Som vokser for hver en prut, der bliver slået. Rigtig forelskelse er den, der kan glæde sig helt ind til knoglerne over fortidsdyrs dugfine kærlighed, fordi den kender følelsen fra egen form. Rigtig forelskelse er den, som ikke kun deler alt det gode, men også tør dele alt det andet, fordi rigtigheden visker angsten for at blive dømt forkert væk.

Rigtig forelskelse findes i en madkasse fra sidste år. Den findes i en bas med nye strenge, i foldet papir og lige nu i min røde sofa. Og den findes i den helt rigtige version af mig.