Jeg er blevet flyttet. Ikke privat, men på arbejdet. Truslen blev virkelighed, og jeg blev tvunget til at pakke ned og smide ud, så lige nu står mit arbejdsliv i tre flyttekasser på Christianshavn, og engang i morgen er det hele rykket til et sted på min egen ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Det sker virkelig ikke med min gode vilje, og jeg er sikker på, at de flytningsfremprovokerede slipgivningskomplikationer er medvirkende til, at jeg lige nu ligger halvsløj under dynen i stedet for at stå med et kamera i hånden og være på arbejde, som jeg burde. For sløjheden er i hvert fald ikke selvforskyldt (skriver typen, der har spist Hit Mix og Click Mix og Kinderchokolade til aftensmad – sprængfyldt med farvestofsvitaminer og chokokalk …)

Jeg duer virkelig ikke til det der med at sige farvel. Hverken til personer eller til steder, som betyder noget for mig. Og det sted har virkelig betydet noget. Så meget, at jeg blev nødt til at udskyde nedpakningen til allersidste øjeblik, hvilket betyder, at kollegerne havde været så søde at klare en del af flyttearbejdet for mig – sikkert fordi de begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne få mig selv til at lægge opslagstavlemedaljer og talisman og Gajoler og Zoologisk Have i en kasse. Den velmenende hjælp betyder dog, at jeg slet ikke nåede at sikre mig, at det hele kom med. Lige nu ligger jeg derfor halvpanisk under dynen og er bekymret for, om Hademar, den tyske sundhedsguru, overhovedet overlevede og havnede i en flyttekasse i stedet for i skraldespanden.

Må hellere gå på jagt efter en ny version af kalenderen, når jeg smutter til det sydtyske i morgen. Bare for en sikkerheds skyld. Og hvem ved – måske er han endnu mere sundhedslumsk anno 2013. Man kan jo altid håbe på, at nyt slet ikke er så farligt. Og at der efter slipgivning kommer noget andet, der er værd at holde fast i.

Jeg håber bare, at det nye sted er lige så rummeligt som det gamle. Og at handicaptoiletterne er store nok til at huse hverdagstømmermænd på langs …