Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda 

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Noget om valg

Valg kan skræmme livet af mig. Ikke kommunalvalg. Den slags giver mig bare lyst til at trække en dyne over hovedet. Men sådan nogle valg, jeg selv skal træffe. Både de store og de små, men mest de små. Mærkeligt nok. For det er nok mere normalt at panikke over, om man nu vælger det rigtige job, den rigtige bolig, de rigtige investeringer, den rigtige person at dele sig selv med. Den slags tager jeg dog som regel forholdsvis roligt, da jeg har en helt klar fornemmelse af, at hvis det føles godt, så er det godt.

De små valg, derimod. De kan drive mig til vanvid! For hvad nu hvis jeg en sen torsdag aften for snart tre år siden ikke havde valgt at drikke lige nøjagtigt den øl for meget, som gav mig mod til at sende en slet ikke gennemtænkt ansøgning til et job, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i? Var jeg så gået glip af alle de fantastiske mennesker og alle de fantastiske oplevelser, det job har givet mig? Hvad nu hvis jeg ikke havde valgt at tænde min computer en tidlig lørdag morgen, for hvad der både føles som en evighed og et par dage siden? Havde jeg så slet ikke fundet ud af, at der findes en langhalset type? Og hvad nu hvis jeg lige nu lavede noget helt andet end at sidde og skrive det her blogindlæg? Hvis jeg nu valgte at danse Limbo i stedet for. Ville mit fremtidige liv så forme sig på en helt anden måde?

Den slags valgtanker får neuroserne til at springe ud i fuldt flor. For jeg træffer jo små valg hele tiden, som har konsekvenser for, hvad der sker lige om lidt og om halvtreds år. Og hvordan kan jeg sørge for, at de valg, jeg træffer, er de bedste? De rigtige?

Nogle gange træffer jeg dog hverken de små eller de store valg selv. Nogle gange træffer andre dem for mig. Eller de tvinger mig mere eller mindre direkte til at træffe valg, jeg helst ikke ville træffe. Og nogle gange (ikke altid, men nogle gange) er det faktisk en kæmpe gave.

Så kære første, ulykkelige forelskelse. Tak fordi du valgte at vise mig, hvordan tingene ikke skal være, og hvordan følelser ikke skal føles. Tak fordi du valgte at droppe mig på sådan en ydmygende måde, så jeg i stedet for havnede et helt rigtigt sted (okay, den ydmygende dropning kunne jeg måske godt have undværet. Men tak alligevel).

Kære privatskole i fremmede land. Tak fordi du valgte at behandle mig på en måde, som fik mig til at føle mig så dum og uduelig og uvelkommen, at jeg måtte droppe dig og flygte tilbage til en ny tryghed, hvor alle små succesoplevelser føltes som en kæmpe sejr, alene fordi jeg slap for konstante nederlag, og hvor jeg pludselig genfandt motivationen til at forsøge at være den bedste version af mig selv.

Og kære, gamle chef fra gamle arbejdsplads. Du, som ændrede alt det, jeg holdt så meget af. Tak fordi du valgte at tale så ubehageligt grimt og nedladende til mig, at jeg lærte at trække grænsen for, hvad jeg vil finde mig i. Tak fordi din opførsel tvang mig til at finde noget andet at lave, så jeg i dag virkelig kan værdsætte den arbejdsplads, jeg er havnet hos, og de chefer, som forsøger at få det bedste ud af mig i stedet for at træde på mig for at vise, at jeg er mindre værd end dem.

Og kære, dejlige dyr, som vælger at bruge en del af jeres liv sammen med mig. Tak fordi I hjælper mig med at træffe de små og store valg, som føles helt rigtige og skide godt.

elefantvaeg

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser