Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser

I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Gode dage

Der findes dage, som er gode i sig selv. Lige meget hvad der sker, vil 4. december altid være en af årets bedste. Det har den været, siden jeg lærte mig selv noget om vigtige tal, dengang min krop var et ikke særlig gammelt barn. Der er flere årsager til datoens vigtighed. For det første er den placeret i december. Plus. Så er der det med firetallet. Fire er det bedste tal. Et andet rigtig godt tal er tolv, og det næstbedste tal er tre. Hvis man dividerer tolv med tre, giver det … fire. Derfor er 4. december en helt igennem god dag.

4

PS: Nej, jeg er ikke (nødvendigvis) sindssyg. Jeg har bare et meget passioneret had/kærlighedsforhold til tal og dato.

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.

Hvor mon den er …

Kloge voksne siger, at alkohol ikke har den heldigste effekt på hjernen. Jeg er dybt uenig. Altså, jeg vil da gerne give dem ret i, at sprutten får tanketusserne til at slingre lige lovlig meget på genialitetsvejen. Men jeg ser tit verden på en helt anden måde, når alkoholen går ind – og specielt når den er på vej ud igen. Tømmermænd kan få mig til at speed-snakke i en sådan grad, at jeg slet ikke når at overveje mine ord, inden de bliver formet (det kan dog også ske uden påvirkning af alkohol). På den måde får jeg tit sat ord på tanker, jeg ikke vidste, jeg tænkte.

Nu har jeg jo en hel del forskellige personligheder, jeg kan hygge mig med, så når jeg er alene med tømmermænd, er der ofte heftige diskussioner i mit hoved. Specielt mellem den-11-årige-pige (hende med drømmene, håbene og ambitionerne) og den-63-årige-mand (ham med moralen, realitetssansen og jantelovs-troen). Der var fri leg mellem de to i går, da jeg tulrede rundt på Fælleden og forsøgte at nyde solen uden at få en nedsmeltning over, at vi lige om lidt når dertil, hvor sommeren er forbi. Den indre generations-diskussion blev sat på standby, da jeg fik øje på en hest, som stod helt alene og græssede. Den var fin og rød-brun på den der måde, hvor solen virkelig fik den til at skinne. Men der var noget anderledes ved den. Hovedet var helt sort. Det så faktisk lidt skræmmende ud og fik alle mine tømmermænd til at tænke 1000 tanker på en gang. De mest dominerende var: Hvordan kan det lade sig gøre at få et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Hvordan er det at være inde i et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Ved hesten overhovedet, at den har et helt sort hoved – den har vel aldrig set sig i spejlet, og hvis den så sig i spejlet, ville den vel ikke vide, at den så sig selv? Og hvorfor tror jeg i øvrigt, at sort er andet end en farve*? Jeg blev så optaget af hesten, at jeg fik lyst til at tage et billede af den. Da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg, at hovedet slet ikke var rigtig sort. Hesten havde en eller anden form for maske på. En ret uhyggelig en, faktisk. Havde jeg været helt upåvirket af post-brandert, havde jeg nok set det med det samme. Men så var jeg jo aldrig kommet til at tænke over det med det sorte hoved.

Idéen om hesten og det sorte hoved fik på mærkelig vis sat gang i en af de helt voldsomme nedsmeltninger, som kan starte i alle verdenshjørner, men altid ender med samme spørgsmål: Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig? Der er mange mulige svar på det spørgsmål. Også dem, som jeg helst ikke vil høre. Mens mine tømmermænd skiftedes til at remse dem op, fandt jeg den pludselig. Den røde tråd. Den hang lige til venstre for mig og skinnede i solen. Det gjorde mig både glad og lettet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg så i det mindste havde fundet meningen – at jeg ikke havde forstået den endnu, var en mindre detalje. Men der var en mening.

Desværre blev forvirringen total, da jeg lidt senere opdagede endnu en rød tråd. For hvad skulle det betyde. At der er mere end én mening og mulig vej? Som om det hele ikke var uoverskueligt nok i forvejen. Når jeg nu ikke engang kan regne den første ud, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne flere veje ud? Og betyder det så, at man kan vælge imellem dem?

Spørgsmålene fik samtlige tømmermænd til at gå op og lægge sig i revnen mellem den 11-årige og den 63-årige. Der havde de nok ligget endnu, hvis ikke det var fordi, jeg også fandt en tredje og sidste rød tråd. En af mine neuroser kan godt lide tallet tre. Og mine tømmermænd kunne bedst lide den tredje tråd. Den drak de en lille sejrs-skål for. Alt er godt, og det hele skal nok gå. Hvis jeg bliver i tvivl, så har jeg heldigvis altid Ole Wedels vise ord i baghovedet. Meningen er der, og jeg kan klare alt – med eller uden tømmermænd. Jeg er stærk som titanium!

* Jeg ved godt, at sort reelt set ikke er en farve. Ligesom hvid. Men hvad er det så? En anti-farve?