Noget om betydningsfulde roller

Beæret er et stort ord, som passer præcis til den følelse, jeg sad med, da jeg juleaften fik et kort fra delfinungen med det her spørgsmål:

gudmorNu er han ikke helt gammel nok til selv at stille spørgsmålet, så initiativet kom fra forældrene. De modige, modige forældre, som for det første har tiltro til, at jeg kan klare mig igennem kirkelig seance uden at tabe ham på gulvet, og for det andet vil lade mig sige ja til at opdrage ham i den kristne tro, på trods af at jeg for få uger siden overvejede at melde mig ud af Folkekirken (nu sætter jeg ret stor pris på, at jeg alligevel ombestemte mig …)

For mig handler gudmor-rollen dog ikke så meget om, hvorvidt jeg er i stand til at give ungen en grundig indføring i Første Mosebog, og hvad der ellers findes af kristelige højdepunkter (selvom jeg uden alt for meget blær vil vove at påstå, at jeg rent faktisk kan referere mere fra Biblen end de fleste, primært grundet ekstremt nørdet pubertetsperiode). Jeg synes mest af alt, rollen handler om at gøre en indsats for at lære ham, hvordan man bliver en (tæt på) godhjertet type.

I virkeligheden er det vel egentlig det, alle former for religion burde handle om …

PS: Derudover agter jeg selvfølgelig også at lære ham, hvordan man åbner håndbajere med lightere og skjuler tømmermænd til familiefødselsdage og klapper med røven. Men alt det gemmer vi lige et par år endnu. Hånd-i-mund-tricket arbejder vi dog allerede på, og han er godt på vej til at gøre sin kommende gudmor meget stolt!

delfinhaand_i_mund