Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!

good_times

Noget om uoverskuelige projekter

Man ved, at man har holdt en for lang (alt, alt, alt for lang) pause fra alkohol, når man pludselig bliver decideret fuld af tre glas rosé og en GT.

Jeg er pille-clean på anden dag, og det føles fantastisk! Tømmermændene er dog knap så fantastiske. Lige nu har jeg faktisk glemt, hvorfor jeg savnede dem. Men det er på alle måder bedre end psykosmerten, som jeg forhåbentlig definitivt har fået judosparket ad Holland til (undskyld, Holland. Men hellere jer end mig. Smertehelvedet har gjort mig iskold).

Til gengæld tror jeg, moderate tømmermænd er meget passende en dag som i dag. Giraffen har nemlig hjulpet mig med at rydde mit loftsrum, som nu er eksploderet i lejligheden. Planen er, at jeg skal smide 90 procent ud. Rimelig ambitiøst mål for en halvneurotisk, slipgivningskomplikationsramt type. Men her er tømmermændene min ven, fordi de har det med at hive mig ind i en form for trancetilstand, hvor jeg er lidt mere ligeglad med alting. Forhåbentlig også lidt med ligeglad med alle de ting, der har stået på mit loft i alt for mange år, uden jeg har savnet dem.

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg har savnet, er Ninus. Min trofaste hyggekanin (nej, storebjørn, ikke sådan en kanin), som ved en kæmpe fejl er havnet på loftet og ikke i min seng (stadig ikke sådan en kanin). Jeg ved, den er der et sted. Så det er jo bare om at komme i gang. Når jeg altså lige har bearbejdet projektets uoverskuelighed med en morfar. Tømmermændenes befaling.

Fortsættelse følger …

20140603-095923-35963101.jpg

Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om at blive overset

Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.

Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).

Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.

Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:

neon_sign

PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.

Noget om min ø

Jeg har boet på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort, i 10 år. Det fejrede jeg i bedste Amagerstil lørdag aften på bodegaen i mit hus af Guld.

Søndag formiddag gik jeg til bageren iført joggingtøj og fedtet hår – med post-opkastelig kvalme i halsen og en dåse Hustler i den rystende tømmermændshånd, så jeg let og elegant kunne bøvse højlydt på åben gade. Alt var i den skønneste orden. Lige indtil jeg pludselig blev pinligt bevidst om ligheden mellem mig og en fordomsfuld parodi på lokalbefolkningen i mit kvarter.

10 år tog det, før øen definitivt fik bidt sig fast i mig. Jeg er bange for, at jeg snart må tage flugten … 

amager