Bittersød erfaringsnote #19

Kære min egen krop

Når du på vej til øde, filippinsk ø hører, at en rejsemakker frygter akut tandpine ude midt i ingenting, er det ikke en venlig opfordring til selv at spontanudvikle psykosmerte i egen mund. For det er virkelig ufedt at sidde fem døgn på en strand i Langbortistan med oprørsk, ond visdomstand for alle filippinerpengene, når der er fire timer til nærmeste tandlæge (som i øvrigt bor i et blikskur og opbevarer instrumenterne i en rusten værktøjskasse fra 80’erne).

Nå, nu ved jeg da, at jeg kan overleve en lille uge uden fast føde. Min krop består pt af 5 procent banana-shake, 10 procent Ibuprofen og 85 procent angst – for tandlæger i særdeleshed. Meget upraktisk, når jeg lige har lynbooket en tid i københavnerstolen til på mandag, hvor jeg agter at donere en fjerdedel af min visdom til videnskaben. Godt, min tandlæge er typen, som disker op med gratis alkohol i venteværelset …

PS: I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg kom igennem turen uden at blive dræbt på dødstømmerflåden. Af gode grunde var jeg nemlig ikke særlig meget i vandet – hvilket vel egentlig beviser, at der rent faktisk er noget, der er så skidt, at det ikke er vådt for noget …

20140515-184033.jpg

Servicemeddelelse fra cirkusmanegen

Det siges på savannen, at bloggen her har været lidt forsømt det seneste stykke tid. Det skyldes primært, at jeg har haft travlt med:

– at smutte forbi min tandlæge på Gammel Kongevej og insistere på, at jeg har en tid, samtidig med at min gamle tandlæge i Hvidovre ringer og spørger, hvor jeg bliver af (det er jo også kun fire år siden, jeg skiftede)

– at lege med olie (uh!)

– at undre mig over, hvorfor jeg altid insisterer på at lægge arm med drengene, når jeg er fuld

– at skifte unødvendig ruminering ud med ren forårsnydning

– at være i kamp på åben gade med gemen neoniPhonetyv (han var helt klart stærkest. Men jeg vandt på viljestyrke)

– at klappe uden hænder

– at gøre en ihærdig indsats for at sætte kanderekord på brun beværtning (sejren er vor!)

– at brainstorm over alternative navne til kropsdele

– at rende til møde hos youtube og tro, at jeg skal snakke om google (hvad er forskellen?)

– at kæmpe om en omgang på Kutten og trutten

– at gøre min emhætte ren (fordi den rent faktisk skulle bruges, ja)

– at fyre op under safaridyrene og fejre, at der er fest i sommerfugleflokken

safaridyr

PS: Jeg vender tilbage, når jeg er blevet en tjekket overskudstype. Eller noget …