Noget om kærlighed

Dengang min krop var barn, fandt jeg min mors vielsesring i et smykkeskrin. Der lå den, fordi min mor og far ikke længere var gift. Jeg syntes, den var fin, så jeg spurgte hende, om jeg måtte få den (på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lært, at spørgsmål kan være upassende).

Min mor, som sikkert både var overrasket over spørgsmålet og samtidig ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved ringen, svarede, at det måtte jeg gerne. Så jeg fik den og gemte den i et smykkeskrin, hvor jeg har passet rigtig godt på den i over 20 år.

For et stykke tid siden, da jeg pakkede mit liv ned i kasser, dukkede den op igen. Den var stadig fin, og jeg kunne godt lide det stykke historie, den repræsenterede. Så jeg gik med den i nogle dage. Men det føltes ikke helt rigtigt, så jeg lagde den i min pung for at have den på mig et sted.

Der lå den, indtil jeg en dag fik en idé. Jeg kom i tanke om, at ringen jo var halvdelen af et par, og at min far havde den anden. Så jeg spurgte ham, om jeg også måtte få hans (jeg har åbenbart stadig ikke lært, at spørgsmål kan være upassende). Han sagde også ja, og så stod jeg med to vielsesringe og en idé, som mine søstre heldigvis var med på.

I dag har jeg derfor været en tur hos guldsmeden for at hente tre nye ringe, der er blevet lavet af guldet fra de to, som har boet hver for sig i mange år. De tre nye ringe er til de tre børn, som blev ud af ægteskabet, som ikke holdt – mine to søstre og mig.

Faktisk har jeg hentet fire ringe. (Halv)lillesøs har nemlig fået lavet en mage til ud af en ring fra sin mor og vores fælles far. For selvfølgelig skal hun også have en søskendering. Der er nemlig ingen tvivl om, at hun er 100 procent lige så meget vores søster, selvom vi kun deler 50 procent af de samme gener.

Jeg ved ikke, hvordan idéen til ringene opstod, men jeg er virkelig glad for den. Guldsmeden havde dog lidt svært ved at forstå det der med, at to ringe skulle blive til tre, mens to andre ringe skulle blive til en, men jeg forsøgte at forklare hende, at sådan er det bare med familier. Det går ikke altid op, men derfor kan det godt gå alligevel. Nogle gange går det faktisk bedre, end man regnede med.

I mit tilfælde er det gået rigtig godt. Skilsmisser er aldrig lette, og jeg har ikke glemt, at der har været både sorg og tårer og frustration i min barndom, som har gjort indtryk. Men jeg har heldigvis lært, at selvom tilværelsen kan blive slået ud af kurs, kan livet alligevel blive helt rigtigt, hvis man vælger at få det bedste ud af det.

Jeg har fået alt det bedste. Jeg har fået en lillesøster, som jeg aldrig nogensinde ville undvære, jeg har fået papforældre, som har været med til at forme mig, og papsøstre, som har støttet mig og passet mig og sørget for, at jeg kom levende igennem min første brandert.

Og jeg har fået to forældre, som godt nok ikke er hver sin halvdel af det samme par længere, men som i dag kan være i stue sammen og snakke sammen og grine sammen og minde mig om, at tiden læger mange sår.

Nu har jeg også en ring. Og en tatovering, der minder mig om, at selvom kærligheden ikke altid overvinder alt, så gør den det alligevel. På sin egen finurlige måde.

ring

Bittersød erfaringsnote #25

Kære mig selv

Når nu du på mirakuløs vis har fået genoplivet din stakkels iPhone efter nærdruknedød i toiletkummen – så er det bare rigtig dumt at kaste den direkte ned i brostenene ude foran reparatøren og smadre skærmen 30 sekunder efter udleveringen.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej hej … 

 

Noget om en hyldest til ugens første dag

Kære mandag

Du ved, jeg har et særligt godt øje til dig. Og det er ikke nogen hemmelighed, at din charme overgår både fredag, lørdag og søndags tilsammen. Specielt alt for tidligt om morgenen, når din alarm kildrer mine øregange og på kærlig vis minder mig om, at jeg kan få lov til at stå op, mens det stadig er rockermørkt udenfor.

I dag var du ekstra sød. For du berigede min by med flotte, grå nuancer og rigeligt med blæs og himmelvæske. Det føltes så skønt at trække i vinterjakken for første gang i år og tænke, at vi nu hænger sammen til langt ind i foråret. Hvilken fryd! Og når verden i øvrigt er så leveringsdygtig i nedslående nyheder, som den er lige nu, bliver mandagsfølelsen kun stærkere.

Så for at hylde dig, som du har fortjent, valgte jeg at bringe dig en offergave i dag. Det håber jeg, du lagde mærke til. Det skulle jo gerne føles ligeså godt for dig, som det gjorde for mig, da jeg med noget nær fuldt overlæg spontandruknede min iPhone i toilettet til ære for ugens yndigste dag (ja, det er dig, jeg taler om).

Jeg håber, du samtidig kan tilgive mig, kære mandag, for det gik først alt for sent op for mig, at telefonalarmen nu ikke har mulighed for at vække mig i morgen alt-for-tidlig. Der er åbenbart ikke noget i denne verden, der er så godt, at det ikke er skidt for noget …

traet_af_pis
PS: For god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at iPhone druknede, inden jeg besørgede. Så der er stadig en chance for, at den overlever uden alt for store traumer. Man er vel optimist. Specielt på en mandag som denne …

Noget om voksenjob og sovedyr

Da jeg i morges skulle pakke til to dages voksenjobtur til det jyske, var jeg splittet. For er det egentlig okay at tage sit sovedyr med på en lønnet tur, hvor man skal forestille at være en nogenlunde seriøs type?

Jeg var i tvivl. Men tanken om en nat i en fremmed seng uden en giraf som sengekrammerat var ikke helt god. Så jeg tog chancen og smed sovedyret i tasken. 

Hurra for det. Det viser sig nemlig, at han passer helt perfekt til den seng, man åbenbart godt kan være så heldig at få tildelt, selvom man skulle forestille at være en slags voksen på job.  

 

Noget om læder og lykke

Jeg kender en langhalset type, som nu er den stolte ejer af to par Lederhosen. TO par. Så bliver verden altså ikke meget bedre!

Problemet er bare, at årets sidste Oktoberfestøl er drukket, den sidste Hendl er fortæret, den sidste borddans er hoppet, og der er så frygtelig lang tid til næste år. Så nu leder jeg desperat efter andre undskyldninger for at lokke ham i hoserne. Gode forslag modtages med læder. 
 

Noget om at være turist i egen barndom

Jeg farer ret meget rundt omkring på optagelser for tiden, og i dag var jeg så heldig at havne i barndomshavnebyen. Det er snart 15 år siden, jeg flyttede derfra, og selvom jeg stadig føler mig så ung, så ung, er minderne ved at få rynker.

Det blev jeg allerede mindet om i den velkendte bus 4 fra banegården, hvor to teenagepiger sad og brokkede sig højlydt over noget med gymnasielivets hårdhed og erhvervsøkonomi (hvem i himlens navn hopper også på sådan et valgfag? Spørger hende, der valgte eskimologi). Jeg kunne se, de skulle af i mit gamle kvarter og overvejede derfor, om vi mon kendte hinanden fra back-in-the-days. Indtil det gik op for mig, at de næppe havde smidt bleen, dengang jeg hang ud i deres teenagegård med lidt for stumpet t-shirt og lidt for meget lemon i min Bacardi.

Jeg stod af bussen to stop for tidligt for at nyde duften fra havnegrilleren, som stadig er helt rigtig – lige som havnegrillere i barndomsbyer skal dufte (sådan en blanding af ønskebrønd og labre larver og skumsvampe). Duften var desværre noget af det eneste, der var, som det plejede at være.

Tanken og købmanden og kiosken var lukket. Det samme var bageren og frisøren og banken og ejendomsmægleren og min tidligere nabo – Nordeuropas mindste bodega (hvad er det for en verden, vi lever i??)

Veje havde flyttet sig og virkede pludselig meget kortere, end de var, dengang tiden sneglede sig på dem. Og så var der øde. I hvert fald der, hvor jeg plejede at hænge med hættetrøjen. Det var som om, kvarteret for længst havde glemt mine hudafskrabninger og hemmeligheder, mit første kys og mit rullefald ud af min mors bil nede i svinget foran havnegrilleren (note to self: husk selen!)

Jeg fik ondt i maven, da jeg så, at et hus var revet ned, lige der hvor den gamle mand med æblerne plejede at bo. Den gamle mand findes nok slet ikke mere. I hvert fald ikke på den her side af himlen. Det er trist at tænke på.

Men heldigvis er der også kommet nye huse til. Masser af nye huse. Jeg skulle lave mine optagelser i et af dem, og det var fint og hyggeligt og helt rigtigt. Og dem, der boede der, fortalte, at der faktisk også er kommet to nye frisører til byen. Og at der er mange unge tilflyttere, som sætter gang i fællesskabet. Et nyt fællesskab. 

Så er alt jo, som det skal være. For jeg er også et andet sted, i et andet fællesskab, som giver mere mening for mig nu. Med det i tankerne er det faktisk helt okay at være turist i sin egen barndom – på den der nostalgiske melankolimåde, som heldigvis føles mere godt end skidt.

  

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om det hun sagde i går

Jeg har haft sådan cirka sytten blogindlæg i mit hoved den seneste måneds tid, som aldrig er blevet skrevet. Fordi jeg pludselig fik travlt. Travlt med nye arbejdsopgaver og travlt med farvel til gammelt kontor og hej til et nyt. Travlt med at flytte den grønne mand til den anden ende af byen og flytte rundt på møblerne og føle, at ting falder på plads.

Derudover har jeg også haft travlt med at filosofere over livets store spørgsmål sammen med den langhalsede. For fem minutter siden forsøgte jeg for eksempel at forklare ham, hvorfor jeg på en måde elsker ‘Det sagde hun også i går’, samtidig med at jeg føler mig begrænset af den sætning, fordi det jo ikke altid var hende, der sagde det i går. Nogle gange var det ham, der sagde det, og hvad siger man så?

Den langhalsede havde heldigvis et kvalificeret svar på spørgsmålet, så jeg kan slappe af på det punkt og i stedet glæde mig over, at min verden, midt i alle verdens uroligheder, er blevet 10 grader varmere siden sidst, fordi delfindrengen er blevet storebror til en lille delfinpige, som allerede matcher mig helt perfekt …delfinpigen

Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)

Noget om onsdagsblues

Jeg bruger størstedelen af min dag på at være sammen med mig selv og ingen andre. Før i tiden, da jeg havde sådan et rigtigt voksenjob, var der gode mennesker overalt, som jeg kunne dele hverdagenes op- og røvture med. Nu er jeg bare mig fra 9 til sådan cirka 17, og det er helt fint meget af tiden. Det skulle det også gerne være, for jeg har selv valgt det. Men nogle gange (i dag for eksempel) kunne det alligevel være rart at have nogle typer omkring mig, som kunne hive lidt opad, når verden presser nedad.

Flere faktorer spillede ind i min røvtur, men jeg vil nøjes med at beskrive kulminationen, som jeg har valgt at kalde ’De fem Bonesspænd’. Det har nemlig været sådan en dag, hvor småbekymringerne fik storhedsvanvid, og verden føltes som en krudtbanan uden egentlig at være det. Sådan en dag, hvor jeg bare havde rigtig ondt af mig selv uden egentlig at have noget decideret belæg for det.

Der er noget, som altid kan hive mig lidt op af selvmedlidenhedshullet. Nemlig ting, der er trygge. Som for eksempel en salat fra Bones. Folk, der ikke er fra provinsen, forstår muligvis ikke hvorfor. Folk, der er fra provinsen, forstår muligvis heller ikke hvorfor. Men jeg kender en håndfuld mennesker, som kender til den sande tryghedsværdi, der findes i netop en salat fra Bones. Og hvis bare de forstår mig, er jeg helt på det rene med, at andre synes, jeg er en tosse.

Derfor besluttede jeg mig for at behandle min onsdagsblues med blandet salatmedicin. Så jeg gik hele den lange vej (7 km ifølge Google) til det mørke Amager med tunge fødder – drevet af tanken om, at alt lige om lidt ville være helt okay, fordi selv den værste blues kan behandles med bacon i krymmelform (som jo er den vigtigste ingrediens i en salat. Det ved alle.) Og så havde de lukket. LUKKET! På trods af at jeg to gange havde tjekket deres åbningstider på nettet for at sikre mig, at de syv kilometer ikke blev gået forgæves.

Jeg var alle former for rasende, skuffet, hysterisk og trist på samme tid. Da alt blev kogt sammen havde jeg faktisk bare virkelig ondt af mig selv, mens jeg stormede tilbage ad Amagerbrogade og halvfældede en bøf med rygmærke foran KFC, fordi jeg syntes, det var unfair, at han tydeligvis lige havde spist sig mæt. Jeg følte mig som den eneste i verden, der kunne forstå mig selv og min følelse af totalt salatsvigt. Indtil jeg så en velkendt skikkelse komme imod mig. Min lillesøs. Som var på vej mod Bones for at købe en salat.

Ja, hun er også fra provinsen, men alligevel er det da ret fascinerende, at verden er sådan indrettet, at vi begge to vælger at være lige der på samme tidspunkt med det samme formål i en by med flere hundrede tusinde mennesker (eller en million? Jeg ved det faktisk ikke og orker ikke at Google mere i dag). Af alle mennesker mødte jeg netop en af de få, som kan forstå, at frustrationen over verdens ondhed engang imellem kan koges ned til manglen på en salat fra Bones. 

Det er sådan set ret fantastisk, synes jeg. Og måske er verden i virkeligheden slet ikke så ond, når der findes en lillesøs, som er klar på at give en krammer sådan en trods alt nogenlunde solrig onsdag på Amagerbrogade.

hoptimist

Noget om syltede agurker og metalkinddans

For ti år siden frygtede jeg, at jeg en dag ville blive så voksen og kedelig, at jeg foretrak en fredag aften hjemme frem for i byen. 

I går aftes klokken 19 råbte den langhalsede og jeg et fælles hip hurra, fordi vi fandt et helt fantastisk glas syltede agurker i Netto (man må værne om de små glæder i livet – og heldigvis har jeg mødt en mand, som også sætter stor pris på gode ting i glas).

Klokken 20 piskede jeg en ond æggesnaps med de bareste næver.

Klokken 21 tømte vi den første rødvinsboks (for en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at den ikke var fuld, da vi startede).

Klokken 21.01 åbnede vi den næste rødvinsboks og kastede os over giraffens nørdespil.

Klokken 22.58 lærte vi, at en overdosis råcreme udløser verdens vildeste hikke (jeg kender det specifikke tidspunkt, fordi jeg har videodokumenteret det fantastiske fænomen).

Klokken 00.00 troede jeg, at jeg skulle i seng.

Klokken 01.00 blev vi enige om, at vi havde drukket rødvin nok. Så vi gik over til whiskysjusser og Jim og Tonni. 

Klokken 01.30 batlede vi om, hvem der har den sejeste musiksmag (til stor begejstring for alle pensionisterne i opgangen).

Klokken 02.00 dansede vi kinddans til en omgang hård metal, og jeg tænkte lidt på, at fuldskab og lykkefølelse er verdens bedste kombi.

Aftenen sluttede ikke der, men det gør referatet. Af flere årsager. Lad os bare sige, jeg er lidt udfordret på hukommelsen. 

Da jeg vågnede i morges, lavede jeg langemandstesten på rødvinsboksen. Den er der ikke mange, der kender til, men den går ud på, at hvis man kan løfte boksen i langemanden fra stuen og ud i køkkenet, uden det gør ondt, så har man tømmermænd. Testen tog ikke fejl.

Vi forsøgte os med førstehjælp i form af en gang morgenmadsboller og blev enige om, at vores spontandruk næsten havde føltes som en bytur. Bare bedre. 

Det kan godt være, mit yngre jeg mener, at mit ældre jeg er blevet kedelig. Men mit ældre jeg er også blevet klogere på alt det, der føles godt. Ret så meget fantastisk godt. Og den slags er alle rynkerne og tømmermændene værd, skulle jeg hilse og sige …