Nyforelsket i neon

Indrømmet, forelskelse er ikke noget, der kommer legende let til mig. Sådan var det i hvert fald engang. Nu føler jeg alt for alle og alting på én gang – og særligt meget for neon. Før i tiden gik jeg altid helt i sort, men så kom neon som en tyv om natten og stjal min mørke tomgangsgarderobe. Lige nu er det hele fest og farver og glade dage, men nervøsiteten er også begyndt at melde sig, fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor neon og jeg skal afgøre, om den hede flirt blot er en flygtig forelskelse, eller om der kan være tale om én-gang-hvert-hundrede-år-miraklet: evig kærlighed.

Jeg tror og håber mest på det sidste, men det baner vejen for en større problematik. Neon er forholdsvis acceptabelt lige nu, fordi mode-diktatorerne har vendt tommelfingeren opad, men erfaringerne siger mig, at den positive tilgang til neon laver en 180’er, så snart mode-diktatorerne pludselig dikterer noget med afdæmpet, knækket hvid. Og hvad skal der så ske med min og neons potentielle herfra-og-til-evigheden-kærlighed?

Ugler var top moderne på et tidspunkt, og for dem, der ikke kan slippe kærligheden til det lille, betuttede dyr med de store, kloge øjne, er det stadig muligt at snige en diskret ugle ind i en halskæde eller på et par sokker. Men det er forholdsvis umuligt at snige et diskret stykke med neon ind i et ellers så moderigtigt, knækket hvidt outfit. Og hvad gør jeg med min elskede T-shirt med den overdimensionerede neon-ugle? Den eventuelle leverandør af løsning på problematikken vil modtage evig Skudamuda-taknemmelighed – bøjet i neon, naturligvis.

PS: Hvad fanden er knækket hvid egentlig? Og hvem har knækket det? Og hvor er det knækket? Og kan det repareres?

Hurra, jeg er bange!

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske dumt/måske genialt (de fleste beslutninger i mit liv ligger og svæver et sted mellem de to poler). Jeg besluttede mig for at gøre alt det, jeg er bange for. Okay, ikke alt. Jeg kommer stadig aldrig til at forsøge at gøre noget for-sjov-kriminelt i Asien, bare for at se om den går (er panisk angst for at ende mine dage i asiatisk fængsel uden sæbe – eller flæskestegssandwich for den sags skyld). Jeg kommer nok heller aldrig til at springe bungy jump fuldstændig Kong Hans (det er så svært at være diskret nøgen, når man er skræmt for livet med hovedet nedad).

Igennem de seneste 27 år har en forholdsvis stor forsamling af ukonstruktiv angst ligget og hygget sig i en dejlig lille rede nederst til venstre i min mave. Og de ubudne gæster har haft det så fint, så fint, for der er ingen, der har forsøgt at skræmme dem ud af min krop. I hvert fald ikke før jeg fandt ud af, at angst også kan blive bange og flygte, hvis bare man sørger for ramme der, hvor det gør allermest ondt.

Angsten vil ingen ende tage, men jeg har alligevel forsøgt at sætte lidt system i det. Her er en liste over udvalgte former for angst, som ofte kræver min opmærksomhed:

Angsten for slanger (både de store og de små, men mest de små)

Angsten for højder (både de store og de små, men mest de store)

Angsten for en dag ikke at være alene mere (for hvem er jeg så?)

For en måned siden havde jeg en slange rundt om halsen i op mod et minut. En stor slange, godt nok (bliver jo nødt til at starte i det små, så jeg ikke giver op på forhånd). Den var blød og varm og klam og havde en klump nede i enden, der muligvis var en form for død rotte, som den havde spist til aftensmad. Men den spiste ikke mig. Heller ikke selvom jeg udelukkende signalerede ’let offer’ (et af mine grund-signaler, som jeg prøver at skrue lidt ned for …)

Bevismateriale A

For en uge siden gik jeg op i Vor Frelser Kirketårn (altså de første 300 trin op til det sted, hvor man kommer udenfor. Ikke de sidste 100 udvendige trin. Det er jo sindssygt!) Jeg var helt alene (fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre det uden at holde nogen i hånden), og i dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kom ned igen. Det hele er lidt sløret, men jeg ved i hvert fald, at mine ben syrede så meget til i panik, at jeg ikke kunne bevæge dem uden at føle uudholdelig smerte de følgende tre dage.

Bevismateriale B

Før de to ret håndgribelige former for angst blev udfordret, erklærede jeg krig mod den sidste og noget mindre håndgribelige – angsten for en dag ikke at være alene mere. Med alene mener jeg single. Jeg har vænnet mig så fint og godt til bare at være mig, at jeg ikke ville ane, hvem jeg var, hvis jeg pludselig var én mere end mig. For slet ikke at tale om to mere (og her taler jeg desværre ikke om trekanter, men børnetilblivelses-nedsmeltningen).

Sidste punkt kan ikke udfordres på samme konkrete måde som de to første. Men jeg prøver alligevel på min helt egen utjekkede, kaotiske, mavekildende, hvem-ved-hvad-der-venter-i-morgen-agtige måde. Og det føles overraskende fedt at skræmme angsten. Mere fedt end skræmmende!

Get down tonight, melt down tonight

Første ting først. For at noget kan bygges op, kræver det, at noget er smeltet ned. Og lige nu er nedsmeltningen enorm for mit vedkommende. Jeg fås efterhånden kun i flydende form, og det er temmelig upraktisk. Det er også forvirrende, hårdt, trist, tragisk, sjovt, varmt og vigtigst af alt spændende. Jeg har for nylig meldt mig ind i mit eget liv i den virkelige verden. Det kan anbefales, selvom det er mere stormfuldt, end det er stille. Nu vil jeg prøve at gøre det samme i den verden, som hedder internettet.

Jeg har gennemgået en form for elefantgraviditet, før denne blog fik lov til at komme til verden. Blogger-graviditeten var dobbelt så lang som det, der kaldes normalt. Den var fyldt med håndbajere og cigaretter (som nu er røget for sidste gang (måske)), tænketanker og talte tanker, overvejelser og undervejelser og rigtig mange andre nødvendige unødvendigheder. For hvis man opretter en blog, sender man så ikke samtidig et signal om, at man tror, man har noget interessant at skrive? Det ved jeg ikke, om jeg har, men jeg ved, at jeg ikke kan lade være med at skrive. Til gengæld kan eventuelle læsere sagtens lade være med at læse med, hvis de nu keder sig helt til Horsens eller i det hele taget bare synes, jeg er ligegyldig.

En klog mejse lærte mig engang, at det slet ikke er så farligt at give noget af sig selv, og en eftertænksom and lærte mig for nylig, at det faktisk heller ikke er så farligt at give noget af sig selv i cyberspace. Så det vil jeg prøve på at gøre, selvom internettet skræmmer livet af mig. Mest fordi jeg ikke forstår, hvor det er. Cirka en gang hver anden uge er internettet katalysator for sin helt egen lille nedsmeltning af min hjerne, for hvordan kan det lade sig gøre, at jeg trykker på nogle taster, der er lavet af plastik, og lige pludselig er det blevet til en tekst, som kan læses af en helt fremmed på en helt anden ø? Når nedsmeltningen ender med at blive total, bevæger den sig ofte over i noget med, hvordan jeg kan lave et videoklip med et rigtigt levende barn og gemme klippet på det uforståelige internet, så det kan blive afspillet igen om 20 år, når barnet er blevet til en slags voksen. Jeg forstår det ikke, og det er farligt, for min nedsmeltningsguirlande ender altid ud i det helt store spørgsmål gennem et forløb, der ser nogenlunde sådan her ud:

Hvor er internettet? Hvordan kan videoklip med rigtige ord sagt af rigtige børn ligge på et internet, jeg ikke ved hvor er, indtil børnene bliver voksne? Hvordan bliver børn voksne? Hvordan bliver børn til? (Altså jeg har forstået det der med sex-delen, men hvordan bliver de sådan rigtigt til?) Hvordan blev verden til? Hvordan kan en verden, som ingen ved hvordan blev til, være uendelig? Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig, hvor jeg engang var ingenting, som blev til et barn (her forsøger jeg at ignorere sex-delen), som for nylig forsøgte at blive til en slags voksen, som kom til at arbejde med uforståelige videoklip og nu skriver om sig selv på et endnu mere uforståeligt internet?

Jeg ved det ikke. Faktisk ved jeg ikke særlig meget om det, der er rigtig vigtigt. Men jeg håber på at blive klogere. Og jeg håber på endnu flere fantastisk skræmmende nedsmeltninger, så jeg har en rigtig god grund til at forsøge at bygge noget op. I første omgang vil jeg gøre en ihærdig indsats for at bygge nyfødt blog op. Måske bliver den til en lav og tryg tørvehytte – måske til et skræmmende højt tårn. Jeg håber på det sidste. Trygt er godt, men skræmmende er levende …