Noget om sådan en type #3

Tilsyneladende er jeg typen, der render rundt med et ekstra sæt trusser i cowboybuksen.

Jetlag og arbejdstravlhed har været skyld i generel omtågethed de sidste par dage, og min krop har ikke helt været sig selv, siden jeg kom hjem fra New York. Derfor undrede det mig ikke, da jeg konstaterede en form for knude på min knæskal tidligere i dag. Jeg havde dog for travlt til at undersøge sygdomstilstanden nærmere.

Det var dumt. For det betyder, at jeg hele dagen har rendt rundt med et styks brugt og gennemsnitskinky underbeklædning, som sandsynligvis er rejst et sted fra overlåret og ned forbi knæet mod udgangen til frihed. Underbuks valgte at afstøde sig selv midt i offentlig metro. Jeg forsøgte at dræbe skammen ved at berolige mig selv med, at det trods alt ikke skete til dagens kundemøde. 

Alting kan heldigvis altid blive endnu værre!

Noget om skræmmende spådomme

For seks års tid siden havde jeg ikke styr på noget. Jeg tjente stort set ingen penge, mine kassekreditter (læg mærke til flertallet) var max’et ud, jeg keglede rundt i mine egne følelser og anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. Derfor gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg blokkerede alle opkald fra min bankrådgiver og lejede en lejlighed i New York, hvor jeg brugte nogle måneder på at gå gaderne tynde i forsøget på at finde en form for mening.

I den periode skrev jeg for første gang nogensinde en slags dagbog. Måske fordi jeg tænkte, det kunne gøre mig klogere en dag. Det er jeg glad for nu. I går gik guldfisken, hamsteren og jeg nemlig rundt i mit gamle kvarter i West Village. Vi kom forbi en af byens mange psychics, og jeg kom i tanke om, at jeg dengang for seks år siden tvangsindlagde mig selv til en tur i sandsigermøllen i et forsøg på at skrive en artikel.

Jeg har lige fundet den del af dagbogen, der handler om mit besøg hos spåkonen:

New York er blevet udråbt til verdens mediehovedstad nummer ét – som i spirituel mediehovedstad, altså. Der findes nærmest ikke en gade på Manhattan, som ikke har en ’psychic’, der reklamerer med, at de ligger inde med nøglen til fremtiden og svar på alle dine spørgsmål. Det synes jeg er ret interessant, så jeg har researchet lidt til en artikel om det. Og jeg kan jo lige så godt bruge mig selv som forsøgskanin.

Min holdning til den slags spiritualitet er delt op i tre følelser, som fylder nogenlunde lige meget. En tredjedel af mig synes, det er spændende. Den næste tredjedel tror overhovedet ikke på sådan noget hokus-pokus-lort. Og den sidste tredjedel er parat til at stikke af og aldrig se tilbage af stor, altoverskyggende grundangst for alt og alle, der prøver at bilde verden ind, at de har kontakter til de højere magter. Så det var lidt af en udfordring for mig at slæbe mig ind til en psychic. Derfor har jeg også meget passende udskudt det igen og igen – helt til min allersidste dag i byen.

De fleste af stederne ser meget skumle ud med nedrullede gardiner og et neonskilt, der blinker i vinduet. Dem udelukkede jeg hurtigt og fandt i stedet et lille alternativ på hjørnet af Bleecker og 7th Avenue, der så hyggeligt ud med friske blomster og fin indretning – og hvor man vigtigst af alt kan kigge ind fra gaden. Det vil sige, at der var noget mindre risiko for, at de skulle lægge mig i kronisk hypnose, misbruge min krop og sælge de sørgelige rester af min sjæl til djævlen.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg i hvert fald godt turde, selvom jeg rystede en lille smule i den inderste buks, da jeg tog i håndtaget i formiddags. Jeg blev mødt af en kvinde i 50’erne, som tog styringen og placerede mig i en stol ved et lille, rundt bord. Hun så egentlig meget almindelig ud – lidt hippieagtig, selvfølgelig, men hun havde ingen heksevorte, der sad ikke en sort kat på hendes skød, og hendes øjne var hverken røde eller noget. Til gengæld lignede hun lidt Scotts mor fra Beverly, og hun var jo ret skræmmende, så jeg havde selvfølgelig allerede talt skridtene hen til udgangen og lavet et mindre regnestykke omkring, hvor hurtigt jeg kunne stå i sikkerhed på fortovet igen, hvis helvede brød løs.

Det gjorde det ikke. I stedet forklarede kvinden, hvilke tilbud jeg kunne benytte mig af. Jeg kunne få læst min hånd, få lagt tarotkort eller få tilkaldt ånder fra krystalkuglen, som jeg kunne stille spørgsmål til. Det sidste var udelukket! Med mindre det altså var helt okay med hende, at jeg efterlod angstens urin på den fine stol. Og det syntes jeg på en måde ville være lidt upassende. Så var der det der med håndlæsningen. Det var det billigste tilbud – 20 dollars – men hun fortalte, at det mest ville handle om min fortid og min personlighed, og den kender jeg jo allerede.

Derfor kastede jeg mig over kortene. Damen sagde, jeg skulle blande dem, dele dem i tre bunker og vælge én bunke ud. Bagefter lagde hun kortene op i et mønster og begyndte så på sin monolog. Først var jeg lige ved at glemme at høre efter, fordi jeg blev så forskrækket over hendes stemme, der pludselig var helt anderledes og en tro kopi af Whoppi Goldbergs i Ghost. Hendes tonefald var meget, meget dybt, og budskabet startede nogenlunde sådan her:

”Først vil jeg fortælle dig, hvornår du dør…”

STOOOOOOOOP, tænkte jeg. Må man overhovedet det? Er det ikke forbudt i clairvoyantkredse at informere om den slags? Eller i det mindste bare kutyme at lade være? Det er lige præcis derfor, jeg er så bange for den slags mennesker.

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det. I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger. Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke – den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt. Jeg ser ingen skilsmisse. Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud. Du kommer til at gifte dig til penge, men kommer også til selv at tjene dem. I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år.”

Tre år senere havde jeg lige mødt giraffen, jeg kæmpede for at få udgivet min første bog, og jeg tjente rent faktisk voksenpenge for første gang i mit liv. Rimelig vildt pletskud fra en type, som ikke anede noget om mig på forhånd. I princippet kunne jeg jo have haft mand og børn dengang for seks år siden, og så var hendes teori faldet til jorden med det samme.

Jeg finder aldrig ud af, om damen, der ligner Scotts mor, rent faktisk har kontakt til højere magter, om hun er en afsindig god menneskekender, eller om hun bare har været usandsynligt heldig. Men jeg er imponeret. Og frem for alt glad for, at jeg nu ikke længere behøver at bekymre mig om min levers tilstand, for det ser ud til, at den holder minimum 60 år endnu. Skål på det!

ny.jpg

Noget om at tvinge tvangstanker på flugt

Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!

For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.

En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.

Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.

Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.

Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.

Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.

Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.

Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.

Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.

Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.

paraply

Noget om ting der lykkes

For et par år siden gik jeg i gang med at skrive første kapitel på et bogudkast. Jeg havde en historie i mit hoved, jeg gerne ville fortælle, men den ville ikke rigtig komme ordentligt ud. Da jeg havde de første par sider klar, gjorde jeg det, jeg altid gør, når jeg brænder inde med noget, jeg er bange for at vise til resten af verden. Jeg viste det til giraffen først, fordi jeg ved, at han altid er ærlig, og at han altid kan lide mig, selvom jeg skriver/siger/ligner en omgang lort.

Han syntes ikke, det var dårligt. Men han syntes heller ikke, det var rigtig godt. Lidt samme følelse, jeg selv havde. Vi snakkede om, hvordan jeg kom videre, og han spurgte, om jeg ikke kunne skrive historien i samme stil, som jeg skriver her på bloggen, fordi han mente, det ville få ordene til at flyde bedre.

Han havde ret, for historien flød pludselig noget så fint, og fire måneder senere havde jeg et par hundrede siders manusudkast klar til at blive kastet ud i 30-40 gennemskrivninger. Gennemskrivninger, hvor jeg konstant skiftede mellem at tro på historien og fortryde, at jeg nogensinde havde bildt mig selv ind, at jeg kunne skrive.

Heldigvis vandt troen over fortrydelsen. Og heldigvis havde jeg en giraf, der sagde, at jeg skulle blive ved med at skrive, fordi det gjorde mig glad. Også selvom jeg muligvis var et bedre økonomisk parti, hvis jeg brugte lidt mere tid på sådan nogle rigtige arbejdsopgaver.

Det gør mig virkelig glad at skrive. Det har det gjort siden 1992. Jeg føler mig heldig, fordi glæden stadig hænger ved, og jeg føler mig endnu mere heldig, fordi jeg nu er ramlet ind i et forlag, som tror så meget på min historie, at de vil udgive den.

Så den 18. august udkommer den endelig på rigtigt papir. Faktisk kan den allerede nu købes med en klækkelig rabat, hvis du besøger forlagets hjemmeside. Jeg belønner alle køb med en kæmpe omgang god karma på glædeskontoen.

vi_var_engang

 

Noget om bacon og sangria på fad

Jeg har aldrig været på all inclusive-ferie før. Derfor vidste jeg heller ikke, at rejseselskaberne åbenbart er så flinke at indlogere alle danskere på lige linjer, så vi rigtig kan socialisere og glemme, at vi er i det store, farlige udland.

Det er et interessant, antropologisk studie. I dag har jeg for eksempel været så heldig at overhøre følgende samtale mellem to nabokvinder:

“Altså bacon kan de ikke finde ud af at stege andre steder end i Danmark. Sådan er det bare!” 

“Nej da. Men der var kyllingestykker til frokost. Så det var jo altid noget. Nogle kan bedre lide hele kyllinger, men det er jo smag og behag …”

Efter sådan en filosofisk meningsudveksling sætter jeg endnu mere pris på at have landsfæller som naboer, så vi kan komme hinanden ved hele ugen og blive enige om, at alt er meget bedre derhjemme.

Anyways, vigtigst af alt har jeg i dag erfaret, at all inclusive-rejser ikke kun inkluderer mad ad lib og fire forskellige pools plus det løse, men også sangria på fad. Fad, siger jeg saftsusemig!

Livet er smukt, og jeg kommer aldrig hjem …