Noget om at tvinge tvangstanker på flugt

Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!

For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.

En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.

Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.

Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.

Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.

Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.

Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.

Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.

Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.

Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.

paraply

Noget om ting der lykkes

For et par år siden gik jeg i gang med at skrive første kapitel på et bogudkast. Jeg havde en historie i mit hoved, jeg gerne ville fortælle, men den ville ikke rigtig komme ordentligt ud. Da jeg havde de første par sider klar, gjorde jeg det, jeg altid gør, når jeg brænder inde med noget, jeg er bange for at vise til resten af verden. Jeg viste det til giraffen først, fordi jeg ved, at han altid er ærlig, og at han altid kan lide mig, selvom jeg skriver/siger/ligner en omgang lort.

Han syntes ikke, det var dårligt. Men han syntes heller ikke, det var rigtig godt. Lidt samme følelse, jeg selv havde. Vi snakkede om, hvordan jeg kom videre, og han spurgte, om jeg ikke kunne skrive historien i samme stil, som jeg skriver her på bloggen, fordi han mente, det ville få ordene til at flyde bedre.

Han havde ret, for historien flød pludselig noget så fint, og fire måneder senere havde jeg et par hundrede siders manusudkast klar til at blive kastet ud i 30-40 gennemskrivninger. Gennemskrivninger, hvor jeg konstant skiftede mellem at tro på historien og fortryde, at jeg nogensinde havde bildt mig selv ind, at jeg kunne skrive.

Heldigvis vandt troen over fortrydelsen. Og heldigvis havde jeg en giraf, der sagde, at jeg skulle blive ved med at skrive, fordi det gjorde mig glad. Også selvom jeg muligvis var et bedre økonomisk parti, hvis jeg brugte lidt mere tid på sådan nogle rigtige arbejdsopgaver.

Det gør mig virkelig glad at skrive. Det har det gjort siden 1992. Jeg føler mig heldig, fordi glæden stadig hænger ved, og jeg føler mig endnu mere heldig, fordi jeg nu er ramlet ind i et forlag, som tror så meget på min historie, at de vil udgive den.

Så den 18. august udkommer den endelig på rigtigt papir. Faktisk kan den allerede nu købes med en klækkelig rabat, hvis du besøger forlagets hjemmeside. Jeg belønner alle køb med en kæmpe omgang god karma på glædeskontoen.

vi_var_engang

 

Noget om bacon og sangria på fad

Jeg har aldrig været på all inclusive-ferie før. Derfor vidste jeg heller ikke, at rejseselskaberne åbenbart er så flinke at indlogere alle danskere på lige linjer, så vi rigtig kan socialisere og glemme, at vi er i det store, farlige udland.

Det er et interessant, antropologisk studie. I dag har jeg for eksempel været så heldig at overhøre følgende samtale mellem to nabokvinder:

“Altså bacon kan de ikke finde ud af at stege andre steder end i Danmark. Sådan er det bare!” 

“Nej da. Men der var kyllingestykker til frokost. Så det var jo altid noget. Nogle kan bedre lide hele kyllinger, men det er jo smag og behag …”

Efter sådan en filosofisk meningsudveksling sætter jeg endnu mere pris på at have landsfæller som naboer, så vi kan komme hinanden ved hele ugen og blive enige om, at alt er meget bedre derhjemme.

Anyways, vigtigst af alt har jeg i dag erfaret, at all inclusive-rejser ikke kun inkluderer mad ad lib og fire forskellige pools plus det løse, men også sangria på fad. Fad, siger jeg saftsusemig!

Livet er smukt, og jeg kommer aldrig hjem …

Noget om kaos og kontrol

Vi bygger om. Om lidt, altså. Lige nu lader den langhalsede op på langs, som de fleste velfungerende typer ville gøre lørdag klokken alt for tidlig morgen. Men jeg kan ikke sove, fordi jeg tænker på alt det, der skal rives ned.

Jeg har længe haft et passioneret had-had-forhold til vores køkken, som kulminerede en tømmermændsmorgen, hvor jeg kom til at sluge en gammel, forpuppet edderkop, som havde bevæget sig ud af køkkenvæggen og ned i det glas rød saft, jeg vendte bunden i vejret på. Det er tussegammelt, bordpladen er en halv meter for lav, og der falder puds fra væggene ned i gryderne. Og om lidt er det væk. Om lidt har vi revet det hele ned (plus en væg), og engang ude i fremtiden har vi et dobbelt så stort køkken med hvide elementer og opvasker og alt det dyre.

Det har jeg glædet mig til i tre år, så derfor har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvorfor jeg de sidste par uger slet ikke har kunnet være i egen krop ved tanken om, at det gamle lortekøkken skal ned. Jeg tror ikke, det handler om seperationsangst (den her gang), selvom det da er lidt vemodigt at tænke på, at det var lige netop i det køkken, den langhalsede lavede indianergryde til mig, første gang jeg besøgte ham. Måske handler det mere om, at jeg er bange for kaos. Og bange for den type, jeg åbenbart forvandler mig til i frygten for kaos. 

Jeg har altid haft en meget afslappet tilgang til praktiske udfordringer og tænkt, at det hele nok skal gå, og hvis det ikke går, så går det bare på en anden måde. Problemet er, at jeg har mødt min overmand i laissez fairenes. Giraffen har det nemlig helt cool med, at vi ikke har bestilt et nyt køkken, før vi river det gamle ned, at vi ikke har booket håndværkere endnu, og at vi glemte at spørge alle de stærke typer, vi kender, om de vil give et nap med, når vores 250 kilo tunge bordplade skal bæres ned. 

Jeg er ikke den store parforholdsekspert, men jeg er ved at lære, at der altid er en, der er mere kontrolfreak end den anden. Og selvom den langhalsede kun er to millimeter foran mig på mañana-kontoen, gør det alligevel mig til den irriterende overrealist, som sætter spørgsmålstegn ved alt. ALT! Det var meget fint, da giraffen foreslog, at vi startede med at blænde den ene dør af, og jeg pointerede, at det måske var smart at rive væggen ned inden, så vi rent faktisk kan komme ind i rummet. Men i stort set alle andre situationer er det røvsygt. Og jeg kan godt forstå, hvis han er ved at blive tosset af at have en topirriterende type i hælene, der kun kan sige sætninger, der starter med: “Hvad nu hvis …”, “Pas på …” og “NEJ!”

For nogle dage siden havde jeg en nedsmeltning, fordi jeg simpelthen blev så træt af at høre på mig selv, og fordi jeg kunne mærke, at det blev sværere og sværere at trække vejret ordentligt for hvert forbehold. Jeg er med på, at det kan være godt at være realist, men det er virkelig ikke godt for en type, som altid har befundet sig glimrende i rollen som jubeloptimist. Så jeg besluttede mig for at vende 180. Prøve, i hvert fald.

Det går ikke altid godt, men i enkelte situationer vinder jeg. Som da jeg for eksempel fik overbevist mig selv om, at det var en skide god idé at smække noget pangfarvet graffiti med en kæmpe dinosaur op på den ene væg. Giraffen holder dog på, at det er en drage, fordi den spyr ild og ikke ligner en dinosaur. Og selvom det var hans idé først, var det også ham, der meldte den ned til sidst, fordi det var lige vildt nok, og vi sikkert bliver graffititrætte efter ti sekunder (jeg plager stadig, for nu VIL jubeloptimisten have den dinosaur).

Han vågner om lidt, og så er der ingen vej tilbage. Om nogle timer er vi en væg, et råddent køkken og tre tons puds fattigere. Og hvis alt går godt (selvfølgelig går det godt), har vi et nyt køkken om tre uger plus det løse. Jeg prøver at lade være med at kegle ud og gå i kontrolpanik undervejs. For måske handler det i virkeligheden slet ikke om det køkken. Måske handler det mere om, at meget forandrer sig meget hurtigt for tiden, og gode ting sker. Det er fedt, hvis man kan følge med og undgå kaosfrygt. Og selvfølgelig kan jeg det, siger jubeloptimisten lige nu …

Noget om at tjekke ud af verden (og tjekke verden ud)

Jeg har været på ferie. Den helt rigtige slags, hvor det føles som om, jeg har været væk i to måneder, selvom kalenderen kun er rykket to uger frem. Ikke fordi det har været kedeligt, men fordi hver dag har været otte gange bedre end gennemsnittet.

Der har slet ikke været tid til bloggerier, men nu, hvor jeg igen er gået i symbiose med sofahjørnet, kan jeg da lige slynge et par af mange højdepunkter ud af undertrøjeærmet:

Det var så ferien, hvor jeg:

  • Tudede to timer i træk i 10.000 meters højde (damn you Amy-dok)
  • Transporterede et kilo remou og 48 skiver rugbrød over Atlanten (hvad gør man ikke for at glæde lillesøs)
  • Kværnede 1624 gram løsgodis
  • Afstødte visa på verdens mindste sushirestaurant – og opdagede fadæsen 263 miles senere. (Hurra for redningslillesøs, som sparede mig for (endnu) et ydmygende opkald til banken (remou-bestikkelse betaler sig virkelig))
  • Fik turist-Cartoonshår i cabriolet (note til selv – hårelastikken er en udmærket opfindelse, hvis man husker at bruge sådan en fætter)
  • Blev inviteret til en nat på madrassen af en knap så tandrig hjemløs (jeg var fristet, men foretrækker dog stadig den langhalsede, som om muligt tager sig endnu pænere ud under Cali-solen)
  • Så en ung fløs på gaden kun iført en sok – og nej, den sad ikke på foden (vi så ham endda TO gange samme dag. Så heldig har man kun lov at være i San Francisco)
  • Overlevede Highway 1 inklusiv samtlige afsindige afgrunde  (nu med uvant veltrænet bagdelsmuskulatur efter tre timers konstant knibeøvelse i svingene)
  • Dulmede højdeskræksnerver ved at vandalisere offentlig toiletdør
  • Oplevede giraffens til dato mest hånlige grin, da han blev konfronteret med meget uheldigt snapshot af mig fra harmløs familierutchebane (hvem foreviger dog den slags nærdødsoplevelser??)
  • Så stjerner på himlen, på gaden og i lufthavnen (tusindbenet slår mig muligvis ihjel, når jeg afslører, hvor tæt jeg var på at luftkysse Posh Spice. Andre ville nok være lidt mere stjerneslået over hendes mand …)
  • Var decideret lykkelig indeni og udenpå og alle steder midt imellem
  • Tøjlede jetlag i verdens lækreste Limfjordssommerhus
  • Lærte at spille ukulele (i hvert fald ifølge mig selv – de tre andre sommerhusbeboere er sandsynligvis af en anden mening)
  • Sad semirystende bag rattet som chauffør på længere roadtrip (okay, 560 meter på lukket grusvej uden mindste optræk til modkørende. Men for mig er det kæmpestort)
  • Formåede at styre uden om alle tænkelige nyheder fra civilisationen (regeringskrise, siger I??)
  • Sov fem ud af syv forkølelsesdøgn væk
  • Overskred mit feriebudget med 224 kr. (aldrig før har jeg været så tæt på sejren)
  • Spiste 86.484 kalorier (plus det løse)
  • Var tosset med det alt sammen hele vejen igennem!
toiletkunst

Noget om en af de der dage

Ikke for at blære mig – men der er altså lige en fremmed knægt, som har beriget min morgen ved at brække sig op ad mit ben i S-toget.

Torsdag, du forkæler mig!

  
PS: Fik jeg sagt, at jeg smutter på ferie om 49 timer? Jeg har store intentioner om at udskifte mit nuværende selvdød-fisk-look med en tan og to kilo ekstra burgervægt.

Vi ses på den anden side …

Noget om karmalov og kødkrop

Karma er en fantastisk ting!

Jeg startede dagen med at konstatere, at en fremmed vognmand fra Jylland havde sat et klækkeligt beløb ind på min konto. Fristet ved tanken om den nyvundne formue overvejede jeg et kvart sekund, om de penge mon kunne være til mig. Man hører jo vilde historier om jyske vognmænd, der rask væk overfører flere tusinde kroner til semi-utjekkede tøsepiger i start-30’erne med en smule rod i privatfinanserne. Som en slags hemmelig Sugarfather Theresa, der bare gerne vil gøre noget godt for de unge damer uden at forlange noget til gengæld.

Jeg valgte dog at tage et kort realitetstjek og ty til Krak for opstøve den gavmilde herre. Efter en række telefonopkald fandt jeg frem til formuens rette ejermand, som kunne fortælle, at med mindre jeg hed Kim, så var de penge ikke mine. Og selvom min stemme var en smule fredagshæs, kunne jeg alligevel ikke hive den forestilling hjem på troværdig vis.

Så nu har min konto igen direkte kurs mod spærregrænsen her i slutningen af månedens første uge. Det kunne være trist, men så kom karmaloven ind i billedet. For bedst som jeg sad der og pløjede mine udgifter igennem, kunne jeg pludselig mærke et stærkt lys fra oven og en stemme, der hviskede, at jeg på grund af min gode gerning nu fortjente at gøre noget godt for mig selv og min konto. For eksempel at opsige mit abonnement i Fitness World uden dårlig samvittighed.

Halleluja og himlen være lovet! Og så endda på en fredag, hvor der er udsigt til rigelige mængder alkohol med tømmermændsmad til følge. Min krop er mit tempel, og alt er skide godt!koedkrop