Bittersød erfaringsnote #12

Kære mig selv

Hvis du er inviteret til julefrokost i et andet land med 40 mennesker, du ikke kender, og du vil forsøge at gøre et godt førsthåndsindtryk, så er der forskellige ting, du skal prøve at undgå. For eksempel er det en rigtig dum idé at møde op på Øresund station, når bussen kører fra Ørestad station. Det er nemlig meget, meget pinligt at træde ind i en bus fyldt med fremmede mennesker, som har siddet og ventet alt for længe på dig, fordi du lige skulle bruge en halv evighed på at rejse tværs over en lorteø.

Normale typer ville nok forholdsvis hurtigt komme over den slags. For hey, jeg havde jo bare læst forkert i mailen (alle de sytten gange jeg åbnede den for at tjekke, at jeg havde husket tidspunktet rigtigt, fordi der udtrykkeligt stod, at bussen IKKE ventede). Men jeg rystede hele vejen fra Øresund til Ørestad. Og alt for langt ind i Sverige. Ikke kun fordi det var pinligt (meget, meget pinligt), men nok også fordi det fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så oven på, da jeg kom 25 minutter for tidligt til den forkerte station. Og så langt nede, da jeg alt for sent opdagede, at jeg er en uduelig idiot, som ikke en gang kan finde ud af at læse en skide mail. Heller ikke efter sytten forsøg.

Selvom jeg hverken blev mødt med vilde bebrejdelser eller buh-råb, kunne jeg først begynde at give slip på den dårlige samvittighed, da kaninen i går aftes hev mig ud af min nedsmeltningscentrifuge og spurgte, om den der helt-ude-af-proportioner selvbebrejdelse muligvis bunder i noget andet end en metromisforståelse. Og det gør den jo nok.

En del af det handler tydeligvis om, at jeg er så fandens bange for at gøre noget forkert. Noget, som skuffer og får gode mennesker til at tænke dårlige ting om mig. Og så handler det nok også om, at jeg er helt vildt nervøs for, at jeg muligvis render rundt og tror, at alt er på en bestemt måde, og jeg så lige pludselig finder ud af, at det slet ikke er, som jeg tror, det er. At det, der er helt rigtigt for mig, er helt forkert for andre.

Lige nu tror jeg dog, det er mest rigtigt for mig at arkivere metrostunt i skuffen med alle de andre top utjekkede dumheder, som potentielt set kan udvikle sig til fremtidigt underholdende historier. For der er jo heldigvis ikke noget, der er så skidt for nogen, at det ikke er sjovt for andre …

toiletdiskussion

PS: Apropos ting, der ikke er, som jeg tror, de er, fik jeg tidligere i dag et chok, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle mennesker, der folder deres toiletpapir. Tværtimod er det åbenbart mig, der er mærkelig og ordentlig og anal, for jeg er omgivet af krøllere. Både guldfisken og musvitten og solsorten (musen vandt jeg heldigvis over på min foldede side, selvom han ikke var meget for at indrømme det). Tænk en gang at det skulle overgå mig at være lige ordentlig nok …

Noget om hvordan mit hoved fungerer

Jeg render rundt med en ret så kronisk hjernenedsmeltning, fordi jeg aldrig lærer at forstå, hvordan hoveder fungerer. Slet ikke mit eget. Det meste af tiden er jeg egentlig bare helt og aldeles grundlæggende forundret over, hvorfor min hjerne for eksempel:

– kan få min krop til at ryste af skræk ved synet af en nåsåer, selvom jeg efterhånden burde have lært, at der inde bag brillerne og hugtænderne bare gemmer sig en Uffe fra Sønder Bjert med tinnitus. Men når først angsten er plantet hos en seks-årig type, tager det altså mere end 22 år at tvinge den ud af kroppen igen.

– først nu indser, at jeg ikke nødvendigvis skal råbe højt om, at jeg som barn havde et dybt passioneret forhold til klittrolden – med mindre jeg ligefrem længes efter perverse misforståelser (i øvrigt ønskede jeg mig også brændende en kæphest, men det er en helt anden fetish)

– drømmer, at der er stillet lovforslag om at afskaffe pegefingeren, fordi videnskabelige undersøgelser viser, at pegefingeren nu til dags kun bliver brugt til at pege med, og at den funktion sagtens kan erstattes ved at indføre pegning med hele hånden i stedet for kun den ene finger

– kan være fuldstændig overbevist om, at jeg har sagt ja til at tage i biffen for at se en kort dokumentarfilm om sangerinden Adeles liv og først alt for sent indser, at jeg i virkeligheden skal mentalforberede mig på tre timers lesbisk lykke på fransk. Ikke at det bliver svært, altså. Men fremover er det nok alligevel en god idé at tjekke traileren på forhånd.

En sjælden gang imellem sker det dog alligevel, at min hjerne imponerer mig. For eksempel har jeg en helt ekstremt veludviklet evne til at vurdere nøjagtigt hvor meget syntet-bland-selv-slik, der kan være i den store slikskål, uden slikket flyder over. Og den slags talenter skal man skam ikke kimse af. Jeg vil nærmest mene, at det opvejer for alle de andre brister. Mindst …

syntetslikPS: Ja, skålen stod på komfuret. I flere minutter. Jeg er en fandens karl!

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

En af de der lange sommernætter …

… hvor tankerne kører i rumineringstomgang uden særlig grund. Det sker ikke så tit mere. Men det sker. At mørket hober sig op og samler sammen i en hat til en nat som denne.

Måske er det bare blevet en dårlig vane. Eller måske er der et eller andet sindssygt hjørne af min hjerne, som synes om det. En masochistisk del, der kan lide at lide og nyder det ubehageligt voldsomme stik, som rammer, når jeg giver mig selv lov til at gå ud ad hvad-nu-hvis-vejen.

Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis det er min skyld? Hvad nu hvis jeg overser noget vigtigt? Hvad nu hvis jeg ikke gør det godt nok? Hvad nu hvis …

Men om lidt er det morgen, og alt er godt. Og det, der ikke er godt, er gemt. Væk. Indtil jeg næste gang får tid og trang til at hive den indre pisk frem. En sadistisk, nihalet satan, som jeg ikke kan skille mig af med. Måske holder jeg fast i den, fordi den på en mærkelig måde minder mig om alt det gode. Alt det, jeg er bange for at miste. Alt det, jeg alt for gerne vil passe på. For det er der heldigvis. Det gode. Og det fylder det meste. Det meste af tiden. Når det altså ikke lige er en af de der lange sommernætter …

20130711-013330.jpg

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.