Skudamuda

Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret.

Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jeg skal være. Måske er det fordi, jeg har lidt for høje forventninger til mig selv, og genforeninger tvinger mig til at gøre status over eget halvkaotisk liv. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når man frygter, ting går galt, så går de som regel galt. Ikke nødvendigvis fordi det behøvede at gå galt, men fordi man ødelægger det for sig selv.

For nogle år siden var jeg til gammel-elev-fest på mit gymnasium. Det kørte ikke helt for mig i den periode, og i et forsøg på at skjule tilværelsens tragikomiske tilstand prøvede jeg at fjerne opmærksomheden fra manglende glød ved at vende bunden i vejret på lidt for mange rødvinsglas. Det resulterede i gigantbrandert, som egentlig først slog rigtig hårdt, da jeg blev sat af på Valby station, hvor jeg skulle alene med det sidste tog mod Odense, fordi jeg havde undervisning på uni dagen efter.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg kom i hvert fald ikke med det tog. Til gengæld har jeg en svag erindring om, at jeg har siddet i mellemgangen i et andet tog og kastet op. Helt sølle på et klapsæde med hovedet mod væggen. Jeg tror muligvis, jeg blev observeret med afsky af et styks noget-mere-ædru par (heldigvis var det før, youtube-videoer af fulde stoddere i offentligt rum for alvor blev populære). Og så ved jeg, at jeg endte på Hovedbanegården (en taxabon viser, at jeg muligvis også har været et smut omkring Nørreport, men det fandt jeg først ud af flere dage senere, da jeg så min kontoudskrift). Jeg ved, at jeg kom med morgentoget hjem. Hvad der skete i mellemtiden, har jeg ingen anelse om. I princippet kunne jeg have deltaget i spontan excorsisme eller lyksaliggjort en ninja uden at vide det. Men sandsynligvis har jeg bare siddet på en bænk på spor 6 fra klokken 2 til klokken 5. I flere graders februarfrost. Jeg har været verdens letteste offer, men sikkert alligevel så sølle, at ingen gad nærme sig. Katten gider jo heller ikke jagte de døde mus. Til mit held.

Et års tid senere skulle jeg til folkeskole-reunion. De fleste gæster havde jeg ikke set, siden jeg gik ud af 9. klasse, og nervøsiteten blev næsten overskygget af forventningen om at blive opdateret.

Problemet var bare, at jeg dagen inden kom til at tage til studiefodboldfest i Aarhus, hvor jeg råbte og skreg på banen i to gange 30 for derefter at tylle fadøl i Bunkeren og tage i byen for at jagte den helt forkerte fyr. På grund af ham kom jeg ikke med mit tog klokken 2 som planlagt. Klokken 2.03 kyssede han med en anden, og jeg havde intet andet valg end at drikke mig så langt ned, at jeg først fik kastet mig ind på stuegulvet hos mine forældre, da både solen og hele familien var stået op.

Jeg nåede at få sådan cirka to timers søvn, inden jeg skulle videre til den reunion. Med sprutånde og tømmermænd helt ud i neglene. Og såret stolthed og ømt hjerte og en stemme, der var væk. Den var simpelthen forsvundet. Jeg har tit været hæs, men jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet, at jeg intet kunne sige. Som i overhovedet. Super sejt udgangspunkt for at gøre et godt indtryk på alle dem, jeg ikke havde set siden de tidlige teenageår. Jeg er sikker på, at jeg fremstod som en ret tjekket type. Specielt da min klasselærer (som jeg selvfølgelig fik æren af at sidde ved siden af), venligt bad mig om at lade være med at tale til hende. Fordi hun ikke kunne forstå den der lyd af sandpapir mod flamingopap, som kom ud, hver gang jeg åbnede munden. Flot!

I går stod den på revanche-reunion med min gymnaiseklasse. Hos mig i huset af guld, hvor jeg også boede, dengang vi blev studenter. Det kunne være gået meget, meget galt. Jeg har det sidste stykke tid gennemgået forskellige mulige skrækscenarier i mit hoved i et forsøg på at lave eventuel damage control på forhånd. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der skete. Måske er jeg rent faktisk blevet smittet med noget voksent eller det, der er værre. Men det endte på en eller anden måde med at være mig, der måtte holde fuldemandsoffer på panden og tilbringe natten mellem to sofahynder på gulvet for at sikre mig, at offeret blev ved med at trække vejret (vedkommende, som engang har fortalt mig, at fulde mennesker kan blive kvalt i eget bræk, fortjener fem smølfespark i straf for at forhindre mulig nattesøvn grundet ustyrlig bekymring).

Faktisk viste det sig at være en helt igennem uproblematisk hyggelig og sjov aften. Med opdateringer og skraldgrin og kan-du-så-huske-dengang’er. Og kig i den blå bog, hvor der åbenbart står, at mit motto i gymnasiet var: ’Jeg er ikke fuld – jeg er bare glad’. Det var jeg også i går. Og den slags følelser skal man bestemt ikke kimse af nu-til-dags …

PS: Er jeg den eneste, der aldrig har regnet ud, præcis hvordan man kimser? Jeg forstiller mig altid noget med en hamster, men jeg har ingen idé om, hvordan det billede er kommet ind i mit hoved.

PPS: Nærlæsning af den blå bog tyder på, at nogen åbenbart har været lidt bekymret for min psykiske stabilitet. Bare rolig. Der er styr på kaos (eller kaos på styret. Eller noget …)

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret.

Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare.

Så er der de ord, som vigtige personer synes er de bedste. De bliver også automatisk gode hos mig.

Der er ord i titler, som er sjove, når de bliver modereret. Af tusindbenet for eksempel. Dusk med dyrene eller Dorte med hesten.

Eller navne, som er sjove, bare fordi de er det. Autohandleren, der hedder Max Due (er der forskellige niveauer for, hvor meget due man kan være?) Eller den hollandske fyr, som ifølge solsorten hedder Max Diller.

Og navne, der bliver komiske, fordi andre forsøger at oversætte dem. Som den dag, hvor anlægget i metroen var gået i stykker, og konduktøren ville vejlede eventuelt forvirrede turister ved at råbe: ’This train continues to Waterloose’. (Seriøst? Hedder det så også Healthy town og Ear city?)

Der er selvfølgelig også alle de ord, som man ikke behøver at sætte ord på, hvis bare de kan mærkes. Rigtigt. Dem holder jeg allermest af …

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’

En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvanden meter bred.

Det var ikke farligt. Af alle mennesker ved jeg, hvad der er farligt. Specielt i trafikken. Og den situation var ikke en af dem. Hun kunne køre forbi på samme måde, som hun ville have gjort, hvis jeg ikke eksisterede. (Havde jeg derimod gået på fortovet på den modsatte side, ville jeg kort tid senere være tvunget til at krydse et trafikeret lyskryds uden fodgængerovergang. Se DET er farligt).

Jeg bliver meget bange, når folk råber ad mig og har god grund til det. Men det er endnu værre, når de råber uden grund. Og hvis først fremmede mennesker begynder at diktere over for mig, at jeg skal placere ufarlige ting i farlighedskategorien, så kan jeg jo ikke lave andet end at frygte alt det, jeg endnu ikke ved, andre synes, jeg skal være bange for.

Jeg råbte ingenting igen. Det turde jeg ikke. I stedet krøb jeg mig sammen og blev ked af det over, at der er så meget vrede i verden, som bliver spredt uden grund. Kan vi ikke bare alle sammen være gode venner?

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

Måske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.

Alt det jeg ikke tør skrive og mere

Hvor ærlig skal man være, og hvor modig kan man blive? Hvor mange chancer skal man tage, og hvor godt kan man lytte til sig selv? Hvor meget skal man bide i sig, og hvor længe kan man protestere? Hvor forvirret, frustreret, bange, trist, vred, jaloux og forvirret* må man have lov at være? Før man har brugt sin kvote op, altså. Før der bliver lukket ned for forbindelsen.

Jeg ved det ikke. Da jeg oprettede den her blog, tænkte jeg, at jeg skulle skrive sådan lidt løst og fast om nogle betragtninger. Om gamle mennesker i svømmehaller og Jehovas vidner i gadebilledet (de ligner jo efterhånden nogen, der er castet direkte fra modelbureauet). Det kom så i stedet til at handle 97 procent om min egen navle (de sidste tre procent om elefantrelaterede emner). Og jeg syntes faktisk, jeg var blevet ret modig. Ret god til også at røre ved de farlige ting. Indtil jeg læste Vanddyrs blog. Jeg har ikke kendt ham så længe, så der er meget, jeg ikke ved. Men jeg ved, at jeg blev fuld af respekt, fordi han turde. Sætte så konkrete ord på så personlige tanker. Og fordi han tør prøve at lære sig selv så godt at kende og nå helt ind til det sted, hvor svarene findes. Det tror jeg, mange kunne lære noget af. Netop derfor synes jeg, den slags indlæg er vigtige.

Jeg har bare aldrig selv turdet. Være så ærlig, altså. Nogle gange troede jeg, at jeg havde været det. Jeg troede, at jeg havde skrevet om noget meget, meget farligt. Indtil jeg fandt ud af, at andre faktisk syntes, at det, jeg havde skrevet, var sjovt. Og det er nok min stil – på godt og ondt. At forsøge at se det komiske i det tragiske. Og nogle gange omvendt (men kun nogle gange). Det er både en forsvarsmekanisme og et forsøg på at få det bedste ud af det værste. At give sort et strejf af neon. Det er en del af mig, og den del er jeg på mange måder meget glad for.

Alligevel ville jeg en gang imellem også gerne kunne skrive det hele, som det er. Men det er jo her, det bliver rigtig farligt. For hvad nu, hvis jeg fortæller, at jeg de sidste syv uger ikke har kunnet sove ordentligt? At jeg er vågnet (først mellem klokken tre og klokken fire. Nu mellem klokken to og klokken tre) for at ligge og stirre med lukkede øjne og til sidst overgive mig og hive computeren frem. For at skrive breve, som aldrig er blevet sendt. Som nu bare er arkiveret i en mappe, fordi jeg ikke ved, om den tiltænkte modtager er modtagelig. Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er skræmt helt ind til knoglerne over, at en fremmed kvinde kunne trykke mig på maven og få mig til at skrige og tude hysterisk, fordi jeg slet ikke var klar over, at fortrængte følelser kan føles så voldsomt (og fordi jeg ved, at der stadig ligger nogle og ulmer derinde)? Hvad hvis jeg fortæller, at jeg stadig er så snothamrende rystet og forvirret over livet, at jeg igen har indset, at 900 kroner i timen er godt givet ud? Hvad så?

Risikerer jeg så, at der sidder nogen et sted og bliver bekymret og får dårlig samvittighed. Uden at jeg kan gøre noget ved det. Uden at jeg kan sige, at alt det svære jo er affødt af en grundlæggende tro på, at noget også kan være rigtigt og fantastisk og magisk og rigtigt*, hvis det ellers fik lov til at være det. Risikerer jeg, at nye bekendtskaber siger: ’Ellers tak, rodehoved. Jeg tror bare, vi stopper legen her. Det der kaos kan jeg sgu ikke lige overskue’?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad modighed gemmer på af risici. Men det finder jeg muligvis ud af nu …

* Det er ikke en fejl. Der skal være to. En til hver.

Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)