Skudamuda

Listebarnets gode intentioner

Jeg er ikke den tjekkede type. Det ved de fleste, der kender mig. Jeg har lært at acceptere min utjekkede skæbne – efter mange års kamp for at forsøge at overbevise mig selv og resten af verden om, at jeg faktisk havde styr på mere end intet. For det er dumt at opbygge illusioner, hvis man ikke kan leve op til dem. Nu forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg gør en form for god gerning ved at have så lidt styr på mit liv som muligt. For det må vel betyde, at de fleste andre får det en lille smule bedre med sig selv, når de spejler sig i mig.

Dengang min krop var barn, kæmpede jeg dog stadig for at lokalisere den tjekkede del af min hjerne. For den måtte da være der et sted. Troede jeg. Tydeligvis. Det fandt jeg i hvert fald beviser for, da jeg dykkede ned i de gamle mapper med gemte skriverier fra barndommen (endnu engang tak til min mor, fordi hun har været så god til at sætte alle mine pinligheder i system …) Her fik jeg fingrene i en række huskelister, jeg lavede til mig selv som 8-årig. Igen vil jeg lige hjælpe med en oversættelse af barneskrift og stavefejl – og så i øvrigt forsøge at konkludere lidt på den unge Skudamudas listige planer.

1. december

Start med at åbne alle dine julekalendere og pakkekalender, og så tag 5 armbøjninger. Sving med armene
Gå ud og spis
Når du er færdig, pak din skoletaske
Tag tøj på, og gå i skole.

Okay, det der med ’alle dine julekalendere’ er lidt suspekt, for jeg husker ikke, at jeg havde et bjerg af dem. Måske havde jeg to. Og den ene af dem havde jeg sandsynligvis selv tegnet (det siger lidt om kvaliteten af kunstværket, at min mor ikke har gemt den). Derudover indrømmer jeg blankt, at jeg aldrig har været i stand til at tage en armbøjning. Ikke en eneste. Og da slet ikke fem. Jeg må have haft urealistisk høje tanker om egne evner allerede dengang. Til gengæld har jeg helt sikkert været i stand til at svinge med armene. Men hvorfor har jeg dog troet, at det var nødvendigt at gøre? Muligvis havde jeg udviklet en neurose, som fortalte, at armene kunne risikere at sætte sig fast, hvis jeg ikke lige fik dem kickstartet fra morgenstunden.

I forhold til rækkefølgen på sidste halvdel af listen tænker jeg, at jeg i hvert fald ikke har været et særlig blufærdigt barn, hvis jeg både ville spise og pakke min skoletaske, inden jeg tog tøj på (den eneste video-optagelse, der findes af mig fra den periode, bekræfter desværre den formodning). Og hvorfor skulle jeg i øvrigt overhovedet huske mig selv på, at jeg skulle tage tøj på? Har jeg mon engang glemt det? Det husker jeg ikke, men det kan selvfølgelig være, min selektive hukommelse har sorteret traumet fra. Min hjerne er ret god til at slette alle beviser fra de situationer i mit liv, som har været ubærligt pinlige. Nå, videre til dag to i projekt ny-og-bedre-barnlig-livsstil.

2. december

Åben dine julekalendere
Tag 5 armbøjninger
Sving med armene
Har du god tid, så gå i bad
Red dit hår
Spis
Pak din skoletaske
Gå i skole

Meget gentager sig, men her er dog også nye tilføjelser. For eksempel det der med at gå i bad. Personlig hygiejne var åbenbart kun noget, jeg prioriterede, hvis jeg havde tid til det (det havde jeg helt sikkert ikke, for jeg sov altid for længe). Og det var tilsyneladende først på andendagen, jeg fandt det nødvendigt at få styr på mit hår. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at holde styr på, eftersom min far altid insisterede på, at det skulle være helt drengekort (derfor kan jeg også med god samvittighed fralægge mig ethvert ansvar for, at jeg ikke altid opfører mig lige feminint i dag …)

3. december

Start med det, du plejer
Gå ud og spis
Spis franskbrød
Pak, og gå i skole

Okay, de gode intentioner holdt virkelig længe. ’Start med det, du plejer’ må betyde, at jeg i hvert fald ikke skulle tage armbøjninger, eftersom jeg helt sikkert ikke har gennemført det de første to dage. Dovenskaben melder sig allerede her, og det gør trangen til de tomme kulhydrater tydeligvis også.

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem min morgen den 3. december 1993, hvis jeg ikke havde haft denne uundværlige liste at klamre mig til. Jeg var muligvis stadig nøgen og sulten og havde aldrig fået taget min 9. klasses afgangseksamen, fordi jeg glemte at gå i skole. Og dog. Der findes ingen huskelister fra d. 4. december og frem, så noget kunne tyde på, at jeg lige præcis den dag indså, at lister er ret ubrugelige, hvis det, der står på dem, er indlysende. Og det er de i øvrigt også, hvis man ikke har tænkt sig at efterleve de opfordringer, man skriver til sig selv …

Den store bagedag

Jeg har været i havet. Ikke på havet, men i havet. Det store, farlige hav. Og det føltes helt rigtigt. Rammen for bølgebesøget var en sommerhus-weekend med guldfisken, musen og tusindbenet – en slags cruise-reunion uden båd. Jeg havde glædet mig. Til at grine og glemme resten af verden et par dage. Desværre var jeg kommet til at pakke en god portion ruminerings-kaos i weekendtasken, som gjorde det lidt svært at være hundrede procent til stede. Problemet viste sig allerede, inden vi nåede destinationen. Vi pit-stoppede på vejen for at handle ind til weekend-festivitassen, og jeg hører desværre til den gruppe mennesker, som tror, det er muligt at shoppe sig ud af problemerne. Rimelig svær opgave, når eneste åbne butik på landet var en Rema1000. Men sådan en smule udfordring skulle da ikke stoppe mig. Så mens de tre andre sammen gik rundt for at finde ingredienser til aftensmaden og morgenmaden, fandt jeg alt det mest nedsmeltnings-nødvendige. En liter koldskål, et neon-smykketræ, Otto er et næsehorn på dvd, en pakke tamponer, en grøn sodavand, Gummi Tarzan på dvd, en pose Click Mix og to elpærer. Heldigvis vidste de andre godt, at jeg var på et lidt kritisk stadie, så de mobbede mig ikke mere end højst nødvendigt.

Indkøbene fiksede desværre ikke kaos, så jeg blev nødt til at hanke op i mig selv og forsøge at udbedre det selv. Forsøge at opføre mig bare en lille smule voksent. Forsøge at forholde mig til egen ekstreme dumhed. Så det gjorde jeg. Selvom det gjorde lidt ondt. Bagefter besluttede jeg mig for at overgive mig til fællesskabet. Og nedsmeltningen blev da også skubbet lidt i baggrunden, da tusindbenet startede den meget modne leg: Læs-tv-guiden-op-og-forestil-dig-at-programmerne-er-pornofilm. Vi startede blødt med ’Bones’, ’Big Bang Theory’ ’Valhalla Rising’, ’To fyre, en pige og et pizzeria’ og ’Kongen af Queens’, men da vi nåede til ’How I Met Your Mother’, måtte jeg overgive mig til den infantile dumhed. Og grine. Højt. Befriende. Hvis ikke legen var sjov nok, kunne jeg altid grine lidt ad tusindbenets grin. Det lyder præcis som det grin, Benny fra Olsen Banden solgte på dåse. Hos tusindbenet får man det bare gratis.

Nedsmeltningen var dog ikke sådan at holde i skak, så efter maden fik jeg mig tvangsindlagt i sofa-skammekrogen, hvor jeg skammede mig selv i meget tidlig søvn. Næste morgen vågnede jeg op og var kampklar – parat til at opløse nedsmeltning. Af en eller anden grund fik jeg bildt mig selv ind, at den kunne bages væk. Jeg har helt utroligt dårlige erfaringer med egne præstationer udi bagværk, men jeg fik bare en meget dyb trang til at røre og ælte og forme. De andre var ikke helt uskeptiske, men jeg fik lov til at føre projektet ud i livet – også selvom jeg insisterede på, at jeg ville gøre det uden brug af opskrifter. Så mens musen, tusindbenet og guldfisken satte ’Love Actually’ på dvd’en, satte jeg en kage i ovnen. En, der var lavet fra bunden med mørk chokolade i vandbad og pasteuriserede æg og siet flormelis på toppen og alt muligt.

Havde virkelig aldrig troet, jeg skulle uploade billeder af bagværk. Oh well, here goes …

Efter kagen kom burgerbollerne. Og franskbrødet. Det gik overraskende godt, og jeg nåede at blive færdig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg lige nøjagtig kunne nå at være med til alle tude-scenerne inde hos de andre. Jeg var heldigvis i selskab med tre typer, som har en ret høj tolerance-tærskel, når det kommer til spontan-tudning, så jeg tudede mig diskret igennem den sidste halve time af filmen. Det føltes godt. Bagefter var jeg klar. Impulsshopping, problemforholdning, skamning, bagning og tudning havde gjort mig parat til det store hav. Det blev både til en fælles eftermiddagsdukkert i zen-stille vand og til det, der var endnu bedre: midnatsdukkerten. Halvsnalrede fik vi fumlet os vej i mørke ned til stranden, hvor jeg vovede mig ud i det mørke hav uden tekstil-beskyttelse – kun iført en halv liter Tuborg Classic på dåse. Havet blev på magisk vis lyst op af kril (vidste ikke, at de kunne lyse så kraftigt i Danmark), og himlen blev lyst op af stjerneskud og lyn (vidste ikke, at de to ting kunne forekomme samtidig). Det var magisk. Og næsten ikke farligt*.

I morges følte jeg mig som en cand. mag. Fugl Fønix. Drengene havde tændt grillen for at lave morgenmadsburgere af det sidste kød (vi var kommet til at købe to kilo), guldfisken havde fået sin morgen-Fanta, solen skinnede i tre minutter, og jeg tænkte, at alt egentlig var ret skønt, kaotisk tilværelse taget i betragtning. Vi ryddede op, pakkede og gjorde rent. Det føltes sært tilfredsstillende at gå og vaske gulv i verdens-største-sommerhus til tonerne af dansk Melodi Grand Prix-vinder anno 1991, som musen helt uopfordret havde sat på, fordi han vidste, at den ville gøre mig glad. Jeg bliver nok aldrig rigtig tjekket. Jeg bliver sandsynligvis aldrig hende, der kan kontrollere brandert, bekendelser eller bagstivhed. Jeg bliver nok heller aldrig hende, der har styr på rammerne – på alt det praktiske. Hende, som helt naturligt smider en kage i ovnen uden at skabe kaos i køkkenet. Men det gør ikke noget. For jeg er heldigvis indehaver af verdens bedste venner, der får mig til at føle, at jeg er ganske okay alligevel. De findes både i sommerhuset og i hovedstaden – i barndomslandet, på Sydfyn og på fastlandet. På det punkt er jeg en uheldigt heldig type!

PS: Nogle gange sker det også, at nye bekendtskaber dukker op. Det skete i dag. Og det nye bekendtskab havde endda en medalje med – den sejeste, jeg har modtaget indtil videre. Det kan godt være, at mine medaljer aldrig er 100 procent vinder-medaljer, men jeg kan faktisk bedst lide den slags, som også har plads til taberen. Medaljen i dag fik jeg, fordi jeg fandt frem til skatten, da den allerede var blevet taget af en anden. ’Kom igen næste gang’, står der på den. Jeg synes, den er helt fantastisk sej, og jeg er meget beæret over, at en (indtil for kort tid siden) fremmed person har taget sig tid til at lave sådan en til mig. Jeg er virkelig en uheldigt heldig type!

* I tilfælde af at min mor skulle finde på at læse med, vil jeg gerne lige understrege, at vi selvfølgelig skyndte os op ad vandet, så snart det begyndte at lyne. Og vi gik ikke længere ud end til navlen. Jeg bærer mine branderter på yderst ansvarlig vis. Eller noget …

Når en taber går i land

Jeg har været på havet. Ikke i havet, men på havet. Nu til dags foregår sådan noget teambuilding åbenbart i en sejlbåd – der var dømt match race. En hel-spekulerende type ville nok godt kunne se det ironiske i, at lige netop jeg skulle deltage i en konkurrence, der forener ordene match og race. Dengang min krop var barn, og jeg boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, var det moderne at sejle optimist-jolle. Det sagde mig ikke rigtig noget (jeg var mere interesseret i min værktøjskasse og nedsmeltnings-nedskrivninger). Netop derfor var jeg også yderst pessimistisk omkring egne evner på havet. Vi var 22 hold, der dystede mod hinanden, så helt ærligt vidste jeg godt, at slaget var tabt på forhånd. Specielt fordi jeg var godt i gang med en gennemgribende nedgravnings-nedsmeltning og havde selskab af sæsonens ondeste tømmermænd (primært de moralske, men de fysiske kiggede også forbi). Der er en bom i sådan en sejlbåd, og jeg var helt på det rene med, at hvis der skulle ske en katastrofe med den, var det uden tvivl mig, der enten fik den i hovedet og blev kastet i havet eller sørgede for, at en kollega fik den i hovedet og blev kastet i havet. Da kaptajnen skulle bruge en frivillig til at læne sig ud over rælingen og holde sejlet, sagde jeg med det samme, at jeg ikke turde. Nu viste det sig så bare, at den anden potentielle sejl-holder heller ikke turde, og af en eller anden grund tør jeg lidt mere, når jeg godt ved, at andre også er bange. Så jeg meldte mig frivilligt. Velvidende at katastrofe-oddsene nu var katastrofalt høje.

Ballonerne har egentlig ikke noget med noget at gøre. Og så alligevel …

Alle omstændigheder var lige til at lukke op og skide i, og hvis det her var et eventyr, havde vi helt sikkert vundet alligevel. Det gjorde vi ikke. Tværtimod var det hele sådan lidt la-la. Vi sejlede, og alt var ok, og jeg faldt ikke i vandet, men vi vandt ikke. Jeg ville også være den helt forkerte vinder til et match race. Både i konkret og overført betydning. Og apropos den overførte betydning så er jeg altså lidt fan af det der med, at der er noget, som hedder en kaptajn. En, som siger til, når man skal hale eller slække i sejlet. En, som styrer båden og kender kursen. Sådan en havde vi, og han var både god og sej. For at han kunne huske vores navne, foreslog min sejler-kammerat, at vi kunne finde på et tillægsord, der havde samme forbogstav som os. Hun mente, at vi så kunne sætte ’pålidelig’ foran mit navn. Det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg fik gennemtrumfet, at vi i stedet kunne finde på en madret. Derfor hed jeg ’Pizza’ i et par timer. ’Hal, Pizza’, ’Slæk, Pizza’, ’Hæng dig ud i sejlet, Pizza, og prøv at ligne en, som ikke har lyst til at hænge sig selv, Pizza’ (hvordan hænger man overhovedet en pizza? Den er jo helt rund).

Vi vandt ikke, men vi gennemførte. Og overlevede. Lige som vi skulle til at sejle i havn og drikke reparationsbajere, meddelte kaptajnen, at vi kunne få lov til at deltage i en B-finale (for alle dem, der ikke havde kvalificeret sig til den rigtige finale). Holdkammerat Laks ville gerne, holdkammerat Ananas orkede ikke rigtig, og derfor kunne jeg godt fornemme, at det var mig, der skulle træffe den afgørende beslutning. Jeg havde mest lyst til at give op og erkende, at det bare ikke var i match race, jeg skulle hente mine succesoplevelser. Men af en eller anden grund syntes jeg alligevel, at vi skulle gøre det. Vi missede starten med et minut, fordi vi var alt for tømmermændsramte til at opdage, at ræset var i gang, og kort efter start faldt den første regndråbe. Kaptajnen skyndte sig at meddele, at vi trak os, men jeg blev stædig og insisterede på, at vi fortsatte trods de hårde odds. Vi vandt. Og det begyndte aldrig at regne. Det var bare en trussels-dråbe for at afprøve, hvor modige vi var. På ærlig og redelig vis fik jeg derfor overrakt en guldmedalje som vinder i kategorien ’De bedste tabere’.

Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse, min indsats havde på resultatet, men jeg ved, at hvis det ikke havde været for mig, havde vi ikke sagt ja til den sidste dyst, vi havde ikke gennemført den, og derfor havde vi heller aldrig vundet. Guldmedaljen hænger stadig om halsen på mig og minder mig om, at selvom man er en taber i det første (og største) match race, kan man godt være en tabende vinder i det næste. Kaptajn, der er håb forude. Håber jeg.

Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!

P1010378 — Her blev de første nedsmeltninger født – bl.a.
Hvorfor er græsset grønt, når jorden er brun?
Er havet uendeligt, når det støder sammen i alle ender?
Hvorfor ligner skyerne noget, de ikke er?
Der er (desværre/heldigvis) mange flere, hvor de kommer fra …

En pænt uartig pige

Da jeg gik i børnehave, stjal jeg engang en lille ælling af plastik. Jeg har altid været glad for dyre-figurer – specielt de grimme af slagsen. Ællingen var nu slet ikke grim. Den var fin og utrolig populær. Blandt andet blev den brugt til at putte i munden på plastik-flodhesten. Det syntes jeg var synd. Ællingen var det første, jeg nogensinde stjal. Jeg havde ondt i maven hele aftenen og var sikker på, at alle kunne se på, mig, at jeg ikke var andet end en gemen tyv med en plastik-ælling i lommen. Næste morgen lagde jeg den diskret tilbage i legekassen. Der var nok ikke nogen, der havde savnet den, eftersom jeg altid blev hentet som den sidste i børnehaven og afleveret som en af de første (nej, det har ikke traumatiseret mig – tværtimod fik jeg et ret nært forhold til pædagogerne. Og rengøringskonerne. Og der var altid spegepølsemadder i køleskabet). Alligevel blev jeg ved med at have dårlig samvittighed. Det var nok nogenlunde på det tidspunkt, jeg fik placeret mig selv i kategorien ‘pæn pige’.

Ti år senere startede oprøret. Vi havde valgfag i 7. klasse, og jeg var kommet på ‘Uld’-holdet sammen med alle de andre pæne piger. De praktiske piger havde valgt ‘Mig og min cykel’, og de vovede piger havde valgt ‘Drageflyvning’ (senere har jeg fundet ud af, at vi åbenbart havde nogle ret alternative valgfag. Året inden havde vi haft ‘Indianer’, men det var forståeligt nok obligatorisk for alle. Jeg var en haj til bue og pil. Knap så haj til sådan noget med perler). Da vi skulle vælge fag, havde jeg allerede stemplet mig selv som den pæne pige, så der var ikke så meget at rafle om. Uld måtte det blive. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at de vovede havde det meget sjovere. Det var sjovt nok også ude hos dem, alle de søde drenge var. Inklusiv ham, jeg var håbløst vild med på den der måde, som nyfødte teenagere kan være vilde.

Efter en time med hænderne fulde af uld var jeg så indfedtet i lanolin, at jeg kunne glide hjem. Uden for vinduet kunne jeg se de andre løbe med drager i solen og have det sjovt. Misundelsen var stor, så min veninde, tigeren, og jeg tog en hurtig beslutning og stak af, så snart vores lærer havde hovedet begravet dybt i noget med garn. Sammen med ham den søde fyr (vi kalder ham torsken, selvom han ikke var en torsk-torsk) rendte vi rundt i raps-marken i en halv evighed for længe, mens vi grinede og skvattede og havde en fest. Jeg havde dog glemt at overveje det der med, at raps-marker er gule. Og når man har fjollet rundt i dem, smitter det af på tøjet. Afslørende. Desperat forsøgte vi at vaske det gule af. I hvert fald foran på trøjen, hvor det var mest tydeligt. Torsken kom med en halvfræk kommentar om mine (pubertets)bryster, som jeg stadig kan huske ordret i dag, og jeg tog det som et klart tegn på, at han var lige så vild med mig, som jeg var med ham (jeg tog fejl).

Da tigeren og jeg forsøgte at liste os tilbage til uld-lokalet, blev vi selvfølgelig opdaget. Af vores lærer. Som råbte på mig og lod min veninde trække frinummer. Jeg fik en ordentlig reprimande, og jeg orkede ikke at komme med dårlige undskyldninger, for jeg vidste på forhånd, det blev umuligt at bilde hende ind, at vi bare havde siddet oppe i fællesrummet og kartet. På det tidspunkt var jeg jo både gul og våd og rød i kinderne af teenageflirt – og jeg havde intet kartet uld, jeg kunne bruge som bevis på min ikke-eksisterende uskyld. Jeg havde ellers ikke fået rigtig skældud siden engang i 1. klasse, hvor jeg på den helt hårde måde lærte, at man ikke skal træde på andre for at få det bedre med sig selv. Lige meget hvor mange mindreværdskomplekser, man så har. Men drage-eventyret var hele møgfaldet værd. Det, der undrede mig mest, var dog, at det kun var mig, det gik ud over, mens tigeren stod længere nede ad gangen og grinede. Når det nu faktisk havde været hendes idé at stikke af. Jeg var jo den pæne pige – i hvert fald når man så mig indefra og ud. Men måske så omverdenen noget andet? Og var det nu også så slemt? Var det måske ikke en lille smule fantastisk at turde være en lille smule uartig? Bare en gang imellem? Var det ikke her, festen begyndte? På trods af og fordi det kunne være farligt?

Selvom jeg gerne ville turde alt muligt fra den dag af, kunne jeg godt mærke, at hende den pæne pige ikke var så let at ryste af sig. Så hun blev hængende lidt endnu, mens den mere modige type forsøgte at skubbe hende af pinden. Jeg tror først, det er nu, der er ved at komme balance i de to typer. At jeg tør være uartig, når det gælder, og når det er det værd. For at finde den balance vil nogen nok mene, at jeg er kommet til at overskride grænsen for god opførsel engang i mellem. Det har jeg desværre også selv ment. Så mange af eventyrene er blevet forfulgt af en god portion skam.

For et par måneder siden sad jeg i lufthavnen med guldfisken. Vi skulle til østens sol, men jeg havde svært ved at glæde mig, fordi jeg havde travlt med at skamme mig vildt og voldsomt over nybegåede, forbudte uartigheder og ville ønske, at jeg bare kunne lægge mig op på bagagebåndet og blive sendt i alle mulige retninger til alle mulige verdenshjørner, hvor ingen kendte mig – UDEN returbillet. Da var det, guldfisken (den skønne, hudløst ærlige fisk) sagde de vise ord: ‘Bare tag det roligt. Om et par måneder har du alligevel gjort noget, der er meget værre, og så fylder det her sikkert ikke så meget’. Hun prøvede på at sætte tingene i perspektiv, og det var egentlig virkelig befriende – på den skræmmende måde.

Selvom skammen ikke er min bedste ven, hader jeg den ikke altid helt så meget, som jeg holder af alt det, jeg ikke bør gøre. Der findes dem, der kæmper for at undgå kaos, og så findes der dem, der nægter at gå glip af eventyret. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg vil helst høre til den sidste gruppe. Når jeg siger, at jeg er en pæn pige, plejer store-bjørn at protestere og sige: ‘Nej, du er ikke en pæn pige, du er en flot pige’. Det sidste tror jeg primært, han siger for at massere min selvtillid. Men det er helt fint med mig. Og jeg er i øvrigt ret sikker på, at de sidste lever livet lidt mere end de første.

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

405348_10151203823943083_2045844964_n — Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!

Hvor mon den er …

Kloge voksne siger, at alkohol ikke har den heldigste effekt på hjernen. Jeg er dybt uenig. Altså, jeg vil da gerne give dem ret i, at sprutten får tanketusserne til at slingre lige lovlig meget på genialitetsvejen. Men jeg ser tit verden på en helt anden måde, når alkoholen går ind – og specielt når den er på vej ud igen. Tømmermænd kan få mig til at speed-snakke i en sådan grad, at jeg slet ikke når at overveje mine ord, inden de bliver formet (det kan dog også ske uden påvirkning af alkohol). På den måde får jeg tit sat ord på tanker, jeg ikke vidste, jeg tænkte.

Nu har jeg jo en hel del forskellige personligheder, jeg kan hygge mig med, så når jeg er alene med tømmermænd, er der ofte heftige diskussioner i mit hoved. Specielt mellem den-11-årige-pige (hende med drømmene, håbene og ambitionerne) og den-63-årige-mand (ham med moralen, realitetssansen og jantelovs-troen). Der var fri leg mellem de to i går, da jeg tulrede rundt på Fælleden og forsøgte at nyde solen uden at få en nedsmeltning over, at vi lige om lidt når dertil, hvor sommeren er forbi. Den indre generations-diskussion blev sat på standby, da jeg fik øje på en hest, som stod helt alene og græssede. Den var fin og rød-brun på den der måde, hvor solen virkelig fik den til at skinne. Men der var noget anderledes ved den. Hovedet var helt sort. Det så faktisk lidt skræmmende ud og fik alle mine tømmermænd til at tænke 1000 tanker på en gang. De mest dominerende var: Hvordan kan det lade sig gøre at få et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Hvordan er det at være inde i et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Ved hesten overhovedet, at den har et helt sort hoved – den har vel aldrig set sig i spejlet, og hvis den så sig i spejlet, ville den vel ikke vide, at den så sig selv? Og hvorfor tror jeg i øvrigt, at sort er andet end en farve*? Jeg blev så optaget af hesten, at jeg fik lyst til at tage et billede af den. Da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg, at hovedet slet ikke var rigtig sort. Hesten havde en eller anden form for maske på. En ret uhyggelig en, faktisk. Havde jeg været helt upåvirket af post-brandert, havde jeg nok set det med det samme. Men så var jeg jo aldrig kommet til at tænke over det med det sorte hoved.

Idéen om hesten og det sorte hoved fik på mærkelig vis sat gang i en af de helt voldsomme nedsmeltninger, som kan starte i alle verdenshjørner, men altid ender med samme spørgsmål: Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig? Der er mange mulige svar på det spørgsmål. Også dem, som jeg helst ikke vil høre. Mens mine tømmermænd skiftedes til at remse dem op, fandt jeg den pludselig. Den røde tråd. Den hang lige til venstre for mig og skinnede i solen. Det gjorde mig både glad og lettet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg så i det mindste havde fundet meningen – at jeg ikke havde forstået den endnu, var en mindre detalje. Men der var en mening.

Desværre blev forvirringen total, da jeg lidt senere opdagede endnu en rød tråd. For hvad skulle det betyde. At der er mere end én mening og mulig vej? Som om det hele ikke var uoverskueligt nok i forvejen. Når jeg nu ikke engang kan regne den første ud, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne flere veje ud? Og betyder det så, at man kan vælge imellem dem?

Spørgsmålene fik samtlige tømmermænd til at gå op og lægge sig i revnen mellem den 11-årige og den 63-årige. Der havde de nok ligget endnu, hvis ikke det var fordi, jeg også fandt en tredje og sidste rød tråd. En af mine neuroser kan godt lide tallet tre. Og mine tømmermænd kunne bedst lide den tredje tråd. Den drak de en lille sejrs-skål for. Alt er godt, og det hele skal nok gå. Hvis jeg bliver i tvivl, så har jeg heldigvis altid Ole Wedels vise ord i baghovedet. Meningen er der, og jeg kan klare alt – med eller uden tømmermænd. Jeg er stærk som titanium!

* Jeg ved godt, at sort reelt set ikke er en farve. Ligesom hvid. Men hvad er det så? En anti-farve?

Anden-dags-tømmermændene taler det utydelige sprog

Tømmermænd er trygge. Det er den eneste form for mænd, der har et helt igennem gennemskueligt reaktionsmønster. Og du ved som regel på forhånd, hvornår de forlader dig. Jeg er vågnet op med dem igen i dag. Dem alle sammen. Min seng er fuld af mænd, men jeg er alligevel alene.

Det bedste ved at have tømmermænd to dage i træk er helt klart, at pizza-brochuren allerede ligger klar ved siden af sengen. Da jeg rakte ud efter den, kom jeg i tanke om tre ting:

1. Man kan nok ikke bestille pizza kl. 7.06 om morgenen, når man bor på en ø (kom til at skrive ’øl’ – Freudian slip), der ikke udelukkende er lavet af lort.

2. I mit urengjorte, udskiftningsparate køleskab findes der faktisk en komplet rest-pizza fra tømmermændene i går. Alt er godt. Næsten. For

3. Jeg har faktisk ikke lyst til at spise noget. Og har heller ikke lyst til at få lyst til det.

Tømmermændene i går blev udnyttet konstruktivt. Solsorten blev for at holde mig med selskab og spise pizza. Den største beslutning, vi skulle træffe, var, hvad der skulle smækkes på dvd-afspilleren. Den indlysende idé var selvfølgelig ’Min søsters børn’. Den gode. Den med landsfis’kalen og champagne og kaviar. Men den har vi næsten lige set. Så vi besluttede os for at springe i en serie. Valget faldt på ’Nynne’.

Jeg har før nævnt mine neuroser. De er trofaste. En af dem insisterer blandt andet på at tage alt i den rigtige rækkefølge. Specielt når det kommer til serier. Man starter ikke med afsnit 4, selvom man godt kan få lyst til det, hvis man for eksempel ser ‘Matador’ (hukommelsesopfriskning: Afsnit 4 er der, hvor Elisabeth og Kristen møder hinanden for første gang. De bliver umuligt forelskede og kan ikke få hinanden. Før afsnit 23. Mange spildte år senere. Afsnit 4 er mit yndlings-afsnit. Fordi de griner på den helt rigtige måde og ved, at de hører sammen).

Jeg er inde i en periode, hvor jeg forsøger at gøre oprør mod neuroserne på bedste teenage-manér. I går var jeg meget, meget modig. Jeg fik nemlig lyst til at starte med det sidste afsnit af ’Nynne’-serien. Det med den lykkelige slutning. For hvorfor bruge tid på alt det ind imellem – alle ydmygelserne, alle sorgerne, alle bommerterne, alle fejlene – når man kan springe direkte til den lykkelige slutning? It’s my party, and I’ll springe-alt-det-svære-over if I want to!

Solsorten var frisk på idéen, så jeg fodrede dvd-afspilleren med den sidste skive i rækken. Den nægtede at spise, hvad den fik serveret. Jeg prøvede alt. Tjekkede stikkene, slukkede maskinen, skiftede batterier i fjernbetjeningen, startede forfra. Ingenting hjalp. Vi var lige ved at give op, og jeg fik pizza-stress, fordi maden var ved at blive kold, og en anden af mine neuroser siger mig, at jeg først må gå i gang med at spise, når der er styr på situationen (i dette tilfælde dvd-afspilleren – situationen i det hele taget får jeg nok aldrig styr på). Men så var det, jeg kom i tanke om, at det måske slet ikke var afspilleren, men skiven, der var noget galt med. Derfor prøvede jeg at sætte det første afsnit af serien på. Som virkede fint.

Jeg blev vildt provokeret over dvd-afspillerens signaler. Hvad fanden ligner det at insinuere, at man ikke kan skyde genvej, skrotte den lange rute på den gule stenvej og springe direkte til herfra-og-til-evigheden-kærlighed? Jeg var rasende. Men så så jeg første afsnit. Og det var faktisk meget godt. Kaotisk godt på den måde, hvor man ved, at alt det rigtig gode venter efter alt det besværlige. Jeg har set den serie mange gange. Den gør mig tryg. Men i dag tror jeg, den skal skiftes ud. Ny serie, ny vej, ny happy ending. Jeg ved endnu ikke, hvad valget falder på, men jeg ved, at jeg starter med første afsnit. Og forsøger at slutte med det sidste.

Tømmermændene taler det utydelige sprog

Kineserne hævder, at det er dragens år* i år, men jeg ved heldigvis, at det er bjørnens år (+ 1 milliard kineser kan også tage fejl). Sidste weekend fejrede lille-bjørn 40 års fødselsdag. Lige om lidt er det store-bjørns tur til at fejre 30 års fødselsdag. Og i aften er det Bubbi-bjørn, der markerer et rundt hjørne på lyv-og-tyve-måden. Det var ham, der engang fik mig til at sige sætningen ”Jeg synes, det er sjovest at drikke om fredagen, for lørdag har man altid tømmermænd”. Den har jeg hørt ret meget for siden. Og den gælder desværre også i dag, så jeg må endnu engang dukke op til en fest, hvor jeg ved, at mine hænder kommer til at ryste allerede ved velkomstdrinken.

Jeg blev fanget et sted i Vesterbros bar-mekka i går. Jeg husker ikke meget, men jeg vågnede op i min egen seng ved siden af en pige, som er iført mit tøj (altså ikke det, jeg selv havde på, men noget andet tøj). Det er betryggende. Så ved jeg, at jeg ikke har gjort noget uopretteligt dumt (forhåbentlig). Solsorten ligger der muligvis, fordi hun har følt trang til at følge mig hjem, og det gør mig tryg at vide, at jeg kender fugle som hende. Det gør mig også tryg, at der i det hele taget ligger en i min seng. Det er lig med det modsatte af ensom, selvom ensomhed desværre ikke altid er betinget af, hvorvidt man er sammen med nogen.

Jeg husker, at det var sjovt i går, og jeg husker solsorten, musvitten og guldfisken, men derudover er det hele lidt sløret. Heldigvis husker jeg også barer, værtshuse og ikke mindst bodegaer. Jeg er glad for det hele, men mest for det sidste. Der var engang en, der udskiftede mit fornavn med ’bodega’ og satte det sammen med mit efternavn. Det er der nok en god grund til. Desværre er det ikke så feminint, det der med at være bodega-entusiast. Jeg har svært ved at skabe balance mellem den feminine og maskuline side i mig, for jeg ved godt, at det biologisk set burde være den første, der blev prioriteret. Men altså – jeg er bare virkelig glad for bodegaer og håndbajere, og jeg kan også godt slå voldsomt høje bøvser, hvis jeg ikke prøver på at lade være. Det er ikke feminint, og jeg forsøger at kompensere på andre fronter. For eksempel er jeg ret tit iført kjole. Men det kan også hurtigt blive for feminint og få folk til at længes efter bukser og sneaks. Derfor prøver jeg at kompensere ved at tage mine Lederhosen** på. Men det kan også hurtigt blive for mærkeligt. I mit desperate forsøg på at finde balancen mellem feminint og maskulint – mærkeligt og normalt – ryger jeg ofte ud i en ubalanceret ubalance, og jeg ved ikke, om der findes nogen, som kan sætte pris på en barnligt voksen pige, som er i ret god kontakt med sin indre gamle mand … heldigvis er håbet ikke aflivet endnu!

* Research til det med dragens år ledte mig ind på en side, som forklarer noget om rottens år. Det år, jeg er født i. Nu tror jeg ikke voldsomt meget på kinesere og specielt ikke på deres horoskoper. Men altså. Det var ret rammende. Specielt ’kan af og til være ret trættende for de personer, de færdes iblandt’-delen.

** Man skal muligvis have boet i München for at kunne sætte ordentligt pris på et par Lederhosen. Og på Oktoberfest. Men det ER altså sjovt, hvis man er typen, der kan lægge fordommene fra sig. Livet er i det hele taget sjovere, hvis man formår at parkere fordommene og sætte pris på et par gode Lederhosen (de er dyre, skulle jeg hilse at sige, så det er ret smart at sætte pris på dem, når de først er købt).

Revolution mod de rene linjer

Jeg har været på skattejagt. Det var fedt. En skæv eksistens, jeg aldrig har mødt, havde placeret en ægte skat et sted i København. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig var fuldstændig fokuseret på at finde den først. Der var bare lige det der med, at hendes 27-årige alter ego skulle på arbejde hele dagen. Og havde uaflyselige aftaler efterfølgende. Så da hun endelig fik mulighed for at erobre skatten, var klokken blevet mange, og Garfield havde forladt hullet.

Først blev hun skuffet. Så benægtede hun det faktum, at skatten allerede var taget af en anden, og ledte manisk videre. Indtil hun blev glad. For hvis hun ikke kunne finde skatten, måtte det jo betyde, at en anden var blevet glad for at finde den først. Og selvom jagten ikke altid er bedre en byttet, så var det faktisk lidt tilfældet her. Det havde været sjovt. Den 11-årige og jeg selv vil meget gerne leve i en verden, hvor der findes barnlige voksne, som skaber skatte og mulighed for jagt. Det er levende.

Der er til gengæld en anden verden, jeg er meget træt af. Det er den med de voksne voksne, som pisser på den barnlige uskyld og optimisme (og sandsynligvis også fjerner huse af Guld i en verden af Lego). Jeg går næsten hver morgen forbi en grå bunker-agtig ting ved stranden. Den er ikke nogen øjesten, men alligevel har jeg været helt vild med at gå forbi lige netop den. For en eller anden betænksom person har været så hjertelig at efterlade et lille tegn på, at kærligheden findes. Det gør mig glad.

Engang havde jeg lyst til at turde gå ind ad den dør …

Men da jeg gik forbi i går, var hjertet væk. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på, at det var fordi, nogen havde fundet det og taget det med sig ligesom skatten i træet. At der var en lille smule mere mening og glæde og graffiti-kærlighed i en andens liv. Men jeg har en meget grum idé om, at det ikke er det, der er sket. Jeg tror, at nogen har malet det over. Nogen har tænkt, at en gennemført grå bunker er bedre end den hjertelige uorden. Hvad er det for en verden, vi lever i? Voksne er dumme! Jeg opfordrer til revolution mod rene linjer og ordnede forhold – omgående! Hvem er med mig?

Mysteriet om den grønne mand

– En kærligheds-krimi i ord og billeder

Jeg fik engang en grøn mand*. Jeg var vild med ham fra starten på den der måde, man kun kan blive det med en mand, som er helt speciel og grøn. Men jeg kunne aldrig finde ud af, om han var lige så vild med mig, eller om han bare blev hos mig, fordi det var trygt og bekvemt.

Han gad aldrig drikke sig fjollet og fuld med mig på den der måde, hvor man griner helt ind i de berusede hjerter

muscador — U-beruset, u-beruset, u-beruset

Han sang aldrig for mig i badet på den der måde, hvor jeg vidste, han bare ikke kunne lade være

bad — U-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder

Han gad aldrig snakke i hundrede år over en romantisk middag på den der måde, hvor jeg bagefter vidste, at det kommer til at give indlysende mening, at jeg har levet, når jeg dør

Han grinede aldrig ad mig eller med mig på den der måde, hvor jeg blev overbevist om, at underlighed er uundværligt

Og han forsøgte aldrig at bespringe mig i sengen. Hvis jeg var heldig, krøb han måske over til min side. Når jeg hjalp ham lidt på vej, altså …

Han gjorde aldrig noget af det, der kunne overbevise mig om, at jeg var værd at elske. Men han stak heller ikke af fra mig. Måske løb han ikke, fordi han manglede ben. Måske blev han, fordi, han havde mindreværdskomplekser over, at han ikke havde noget hoved, og han derfor ikke troede, han kunne få noget bedre end mig. Måske orkede han ikke at forlade mig, fordi han tænkte på, hvor akavet det ville være at tage på dates med nye piger og sætte dem ind i hele situationen omkring, hvorfor han ikke havde arme (og i øvrigt overbevise dem om, at de altså ikke behøvede at assistere ham på toilettet af den grund).

Jeg havde mange spørgsmål til ham, den grønne mand, men jeg turde aldrig at stille dem af frygt for at finde ud af, hvem jeg var i hans ikke-eksisterende øjne. Og nu er det for sent, for en dag, da jeg kom hjem, lå han på gulvet med et hjerte, som ikke slog.

Måske havde det aldrig slået. Jeg havde glemt at mærke efter, fordi jeg havde haft så travlt med at forsøge at regne ud, hvad jeg mon skulle gøre for at blive værdig til hans kærlighed, så hjertet kunne slå for mig. Og nu lå han så der på gulvet og var helt stiv og kold og grøn. Jeg kunne have forsøgt mig med førstehjælp, men jeg har aldrig turdet tage kurset af frygt for at komme til at slå folk ihjel i forsøget på at redde dem. Og hvordan giver man en grøn mand kunstigt åndedræt, når han nu hverken har mund eller hjerte med bankepotentiale?

Jeg gav op – erkendte nederlaget og satte ham op på en piedestal i lejlighedens fineste hjørne, så jeg altid ville blive mindet om ham. Hurtigt glemte jeg, at han egentlig aldrig havde givet mig det, jeg håbede på fandtes, for erindringens syntetiske silhuet var så fin og grøn og perfekt. Jeg har været trygt fanget i troen på, at intet nogensinde kan blive så godt, som det aldrig var med den grønne mand. Det, jeg har tilbage, er en hård og kantet, neon-krop uden hoved, arme eller ben. Solsorten har foreslået, at jeg til vinter kan fylde ham op med varmt vand og bruge ham som varmedunk. Det passer meget fint til min grundlæggende tanke om, at hvis man fylder varme i et andet menneske, har man mulighed for at lune sig hos ham ved den bølgende energi, man selv har givet. Men er det godt nok? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der står en grøn mand i hjørnet af min lejlighed, som aldrig var levende, men nu er død.

PS: Glemte helt, at det skulle være en krimi … Det var butleren, der gjorde det!

* Ja, ja, musvit, jeg ved godt, at jeg ikke har fået-fået ham. Men altså – du må da indrømme, at jeg stadig har mere brug for ham, end du har …

Sorry seems to be the easiest word

Jeg har før skrevet om yndlingsord. Der er mange gode. Der er også den slags ord, som man en gang imellem kommer til at voldbruge. Jeg kender for eksempel en halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert, som har en tendens til at bruge ordet ‘undskyld’ lidt for meget. Det er det letteste. Hun tror nemlig, at hvis hun påtager sig al skyld for alting, så er risikoen for, at andre får det dårligt med sig selv, mindre. Og hun er desværre ikke den eneste, der har det sådan, skulle hun hilse at sige. Hvis hun skulle lave en (fuldstændig hypotetisk, selvfølgelig) liste over de ting, hun kan finde på at undskylde for til en række af de folk, hun kender, kunne den nok godt se nogenlunde sådan ud:

Der er de lette:

Undskyld at jeg ødelagde dit skønsangs-image

Undskyld at jeg snuppede den grønne mand fra dig og fik det til at lyde som om, at det faktisk var dig, der gerne ville af med ham

Undskyld at jeg stjal din guldmedalje i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”

Undskyld at jeg nogle gange piller mig selv lidt for meget i navlen og tror, at du synes, det er livsvigtig info, der kommer ud af det lille hul (navlen, altså. Alle andre former for associationer er forfejlede!)

Og så er det selvfølgelig også den slags, der er lidt sværere:

Undskyld at du dømmer mig på nogle åndssvage parametre og fortæller mig om det, fordi du tror, at ærlighed er ensbetydende med, at man skal sætte ord på alle tanker og fordomme

Undskyld at jeg nogle gange glemmer, at hævn hverken er sjovt i tanke eller i handling

Undskyld at det gør mig ked af det at være vidne til, hvor meningsløst hårdt du dømmer dig selv

Undskyld at du kom til at træde mig over tæerne og var tæt på at få mig til at tro, at jeg ville være bedre i en anden version

Undskyld at jeg ikke altid kan glæde mig på dine vegne

Undskyld at du synes, jeg er mærkelig – just the way I am (som Colin Firth ville sige det. Det sidste, altså. Det første er han nok trods alt lidt for rummelig til at sige i et negativt toneleje)

Undskyld at jeg alligevel godt kan lide dig – just the way you are

Undskyld at jeg på trods af det kan få lyst til at tænke grimme (selvvalgt uudtalte) tanker om dig

Undskyld at lysten nogle gange vinder

Undskyld at jeg kan komme til at prøve at tage noget, som ikke er mit

Undskyld at du på grund af mig muligvis kom til at gøre noget, som du synes er forkert (endnu mere undskyld for, at jeg stadig ikke kan lade være med at synes, det er rigtigt)

Undskyld at jeg i fuldskab helt upassende kom til at forsøge at bespringe dig

Og undskyld, undskyld, undskyld at jeg i stedet for at fortryde det i ædru tilstand kom til at nævne, at jeg synes, der burde være én som dig til alle (og med alle mener jeg selvfølgelig udelukkende mig selv)