Skudamuda

Noget om modighed

Forleden var jeg til læge. Det synes jeg altid er en lidt pinlig affære. Mest fordi jeg føler, at jeg ligner en type, der selvforskyldt har pådraget mig en eller anden skamfuld sygdom. Så jeg forsøger som regel at sidde og fremprovokere lidt hoste, så jeg kan virke influenza-agtig. Bare for en sikkerheds skyld. For de andre patienter har selvfølgelig ikke andet at gå op i end at fundere over, hvad jeg mon har påført mig selv af diverse skank-diagnoser.

Mens jeg sad der og hyggerømmede mig, kom der pludselig en pige ind, som gik direkte hen til lægesekretæren, mens hun helt tydeligt og uden den mindste rystelse i stemmebåndet sagde: ‘Jeg skal have taget en klamydiatest’.

Jeg var fuldstændig i chok over hendes modighed (og måtte selvfølgelig diskret dreje nakken, så jeg fik så meget af samtalen som overhovedet muligt med). Jeg tør knap nok hviske den slags ting direkte til lægen bag lukkede og låste døre. Hvis jeg (selvfølgelig totalt hypotetisk) nogensinde skulle have bedt om sådan en test, ville sætningen uundgåeligt være ledsaget af en længere mumleforklaring om, at der bestemt ikke er nogen som helst grund til bekymring, fordi jeg jo altid har været en pæn pige. Men den fremmede pige stod bare der og lod som om, at det var det mest naturlige i hele verden. Hvilket det vel egentlig også burde være, for det er jo uden tvivl dummere at lade være med at blive testet for den slags.

Jeg var mere imponeret end foraget. Og selvom jeg slet ikke kender pigen (og knap nok nåede at få et ordentligt glimt af hende, fordi jeg er så skide diskret), inspirerede hun mig til også at være modig. Ikke lige på det punkt, dog. Men sådan helt generelt. TIl at sætte ord på mine tanker og sige tingene, som de er. Klart og tydeligt og (så vidt muligt) uden rystende stemmebånd. For jeg tænker, det faktisk kan ende med at gøre alting meget lettere, hvis jeg tør åbne munden og sige det, der skræmmer mig.

Fortsættelse følger …

Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Noget om at lyve

For et stykke tid siden havde jeg en snak med kollegerne om, hvor mange gange vi egentlig lyver på en dag. Sådan i gennemsnit. Jeg har nemlig en klar fornemmelse af, at jeg lyver meget mere, end jeg lige går og tror. Ikke om de vigtige ting. Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af (og jeg har heller ikke samvittighed til det). Mest bare om de ligegyldige ting.

Snakken blev kickstartet af, at jeg havde haft en samtale med en af de mange skønne telefonsælgere, som ringer til mig hver uge, fordi de tror, jeg er sådan en slags selvstændig erhvervsdrivende, som har en masse penge, jeg kan kaste i deres retning. Dem lyver jeg stort set altid over for, hvilket er åndssvagt, for jeg burde jo bare sige, at jeg ikke er interesseret i deres tilsyneladende helt uundværlige avis eller mobilabonnement eller ergonomiske musemåtte. Avissælgertypen får at vide, at jeg som journalist selvfølgelig allerede har adgang til alle aviser, som jeg i øvrigt læser meget grundigt hver dag (løgn). Mobilsælgertypen får at vide, at jeg desværre lige har bundet mig hos et konkurrerende selskab for de næste hundrede år (løgn). Og den ergonomiske musemåttetype har sikkert fået en eller anden røver om, at jeg endnu ikke er gået over til det der nymodens EDB.

Efter kollegasnakken begyndte jeg at tælle løgne. Sådan på daglig basis. Og umiddelbart stod det faktisk slet ikke så slemt til, som jeg havde frygtet. Lige indtil jeg havnede i Fætter BR i fredags, fordi jeg havde set, at de havde et Supergirl-kostume, som jeg følte en dyb trang til at eje. Specielt fordi jeg så slap for at være misundelig over delfinungens seje Supermand-kostume. Så jeg impulsshoppede den største børnestørrelse, jeg kunne hive ned fra hylden, og skyndte mig hen for at betale.

Det var først, da kassedamen spurgte til alderen på det barn, som skulle bruge kostumet, at jeg begyndte at fornemme det pinlige i situationen. For jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at indrømme, at jeg købte det til mig selv. Og så begyndte løgnene at rulle i nogenlunde den her stil:

Kassedametype: Hvor gammel er barnet?
Mig: Øh … øh … 10 år.
Kassedametype: Så tror jeg altså, størrelse 140 er for stort. Der kommer mange forældre ned og bytter, fordi det er så stort i størrelsen.
Mig: Jamen … hun er sådan meget stor i det af sin alder.
Kassedametype: Men det er meget, meget stort.
Mig: Hun er også meget, meget stor.

Jeg fik først lov til at købe kostumet, da jeg lovede, at den 10-årige pige ville være forsigtig, når hun prøvede det, så vi kunne komme ned og få det byttet igen, hvis hun virkelig ikke var stor nok til at udfylde det.

Bagefter blev jeg en lille smule træt af mig selv. For hvorfor kunne jeg ikke bare sige: ‘Det er sgu til mig selv. Jeg synes, det er sejt. Og som du kan se, er jeg mand for at fylde sådan en smule børnekostume ud. Punktum’? Jeg kender jo ikke kassedamen, så hvis hun syntes, jeg var åndssvag, så op i bagkanalen med det.

Nå, men i det mindste var jeg da ikke begyndt at lyve om noget så latterligt over for folk, jeg rent faktisk kender. Den tanke lunede jeg mig ved, lige indtil jeg i går aftes troppede op hos min søster i fuld Supermondering i håbet om, at delfinungen også havde sit kostume på. Det havde han ikke. Og min søster var tydeligvis ikke lige så imponeret over mit kostumes sejhed, som jeg selv var. Så da hun undrende spurgte, hvorfor jeg dog havde købt det, pippede jeg et forsigtigt: ‘Men det var bare fordi, det var på tilbud,’ hvilket er et vindende jydeargument for at købe alt.

Behøver jeg at fortælle, at jeg selvfølgelig havde betalt fuld pris? Christ, Supergirl, grow a pair!

Noget om mig og Peter

Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver super feminin. At jeg ikke bliver hende, der kan kaste koket med de lange lokker og stå helt stille på et par yderst passende stilletter. Jeg er alt for glad for at kommentere på ting, hun sagde i går, og overgå langhalset type i upassende udtryk fra morgenstunden til nogensinde at blive betragtet som en pige-pige.

Men altså – når lægesekretærtype afslutter vores telefonsamtale med sætningen: ‘9.40 næste fredag. Det er en aftale, Peter’, tænker jeg, at jeg muligvis bør tage mit toneleje og ordvalg op til overvejelse. Det var i øvrigt specielt foruroligende, fordi jeg rent faktisk ringede for at booke tid til rutinetjek for celleforandringer i et område af kroppen, som jeg tror bliver meget svært at finde på en Peter. Men hvad ved jeg om det mandlige underliv …

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

Noget om betydningsfulde roller – part II

Jeg skal være gudmor til en delfinunge i morgen. Det er meget voksent og seriøst.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, det er det en lille smule foruroligende, at højdepunktet for min aften i går var en video af to skildpadder, som knalder. Jeg får stadig grineflip, hver gang jeg kommer til at tænke på det fesne paddestøn, og eftersom jeg har en tendens til at tænke upassende tanker på de helt forkerte tidspunkter, frygter jeg, at netop dén lyd trænger sig på, når jeg skal stå med lækker unge på armen og forestille at være en fornuftig og ansvarlig type i noget Marmorkirke. Specielt fordi min track record for grineflip ved døbefonten ikke er noget at blære sig med på en søndag.

Eneste formidlende omstændighed er, at det var barnets egne forældre, der viste mig videoen. Som de i øvrigt selv havde filmet på deres ferie i Thailand (Two Oscars coming up!). Jeg tænker, den meget passende kan bruges som isbryder, den dag delfinungen stiller det obligatoriske spørgsmål om, hvordan han egentlig er blev lavet.

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

Noget om mit arbejde

‘Dry hump’er man en pige, eller dry hump’er man med en pige’, spurgte guldfisken i dag.

Det var et arbejdsrelateret spørgsmål. Endda et relevant et af slagsen.

Vi har begge taget en uddannelse, hvor det var på højeste mode at rende rundt og råbe aktindsigt og stræbe efter at skubbe til ministre for at se, om de mon ville vælte. Men underviserne glemte altså at lære os de basale regler for, hvordan man omtaler sex, som ikke er rigtig sex.

Gad vide, hvordan voksne mennesker arbejder?

Noget om Big Band Theory – part II

Jeg gjorde det. Jeg kom igennem Tiramisu-koncerten uden at sprække nederdelen, strinte på stolen eller skvatte i jack-jack-kablet (ja, giraffen forsøger at lære mig nogle fagtermer). Jeg spillede endda næsten ikke forkert. Inde i mit hoved spillede det hele faktisk meget godt.

Og ja, ja, så kan det da godt være, at der er nogen, som har filmet en del af koncerten, hvor det ligner, at jeg bare sidder og drikker Elefantøl, men det gjorde jeg altså kun noget af tiden. Til gengæld spillede jeg med på to numre i stedet for et. Det sidste med mere end fire toner (det vil sige fem).

Det lader faktisk til, at drengene stadig gerne vil have mig på prøve i deres band. Så skal vi bare lige diskutere os frem til, om det i så fald betyder, at jeg bliver en af drengene, eller om de bliver tre af pigerne. Jeg er villig til at maskulinisere mig selv, hvis vi så til gengæld kan blive enige om, at den Tiramisu, som bandet er opkaldt efter, er lavet på kakao i stedet for kaffe.

Det bliver råk og rul!

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …