Har du talt med din Candy Prince i dag?

Jeg har lige impulsshoppet 700 gram bland-selv-slik. Uden egentlig at have rigtig lyst til det. Men altså – når nu jeg alligevel kom forbi Candy Prince …

Bagefter fik jeg en lille smule dårlig samvittighed. Så jeg gik i Netto for at få syndsforladelse. Startede i grøntafdelingen – kom ud med to frysepizzaer, to colaer og … en pose slik.

Købemanien kommer til mig i perioder. Ofte i forskellige temaer. På et tidspunkt var det salatpizzaer, men da min pizzamand begyndte at hilse på mig, når vi mødte hinanden på gaden, og pludselig sagde sætninger som ’Den 20’er kan du bare give mig næste gang’, tænkte jeg, at jeg måtte skifte spor.

En mandag udviste manien sig i form af alkohol. I alle afskygninger. Jeg havde ikke tænkt mig at drikke noget af det (sådan lige med det samme), men jeg syntes bare, at det var en meget god idé at få fyldt op. Så jeg købte øl. Og vin. Og bobler. Og tonic til min gin (kan tonic drikkes uden alkohol?). Der var også tilbud på specialøl. Og da jeg kom op til kassen, fangede mit øje en flaske discount-vodka, som kassedamen (servicemedarbejderen?) var flink nok til at række mig, da jeg bad om den. Først på det tidspunkt gik det op for mig, at mandag eftermiddag måske ikke er det helt rigtige tidspunkt at fylde op i barskabet, hvis man gerne vil undgå opmærksomhed i Netto. Folk kiggede på mig, som om jeg havde et problem. Det havde jeg muligvis også, men det var ikke helt, som de troede. Jeg blev pinligt bevidst om alt for klirrende poser, og det hjalp heller ikke på situationen, at jeg netop havde afleveret en flaskebon på et betydeligt beløb, så jeg skyndte mig ud. Og væk. Meget hurtigt. Lidt for hurtigt. For lige pludselig rendte en af kvarterets knægte i hælene på mig og råbte: ’ Hey daaaame. Du glemt’ din vodkaaa!’ Så skiftede jeg spor. Igen.

Jeg forsøgte kortvarigt at kaste mig over noget lidt mere harmløst. Hygiejnehylderne. Men da mit impuls-shoppe-gen ikke altid opfører sig rationelt, endte det også i en form for problemer, da jeg blev overrasket af et vennepar ved kassen, mens jeg stod med en pakke tamponer i den ene hånd og en to-pak-graviditetstest i den anden. De, der er sat bare nogenlunde ind i situationen omkring blomsten og bien, ved vel, at behovet for det ene burde udelukke behovet for det andet. Alligevel insisterede begge ting på at hoppe ned i min kurv. Supermarkederne kan jo også bare holde op med at lade sidstnævnte ligge og lokke på hylden ved kassen. Heldig-heldig-heldigvis var det førstnævnte, jeg havde brug for, men det var lidt svært at forklare vennepar, at jeg bare godt kunne lide at være på den sikre side.

Så jeg gik altså over til slik. Og frysepizzaer – for at undgå personkontakten med pizzamanden. (Har til gengæld erfaret, at dem fra Urtekram næsten er ligesom den ægte vare). Jeg ved ikke, hvorfor det altid dukker op, det der behov for at købe ting/mad/syntetsukker, jeg ikke rigtig har brug for. Slik kan nå at blive for gammelt i mit skab, og den sidste pose chips, jeg spiste, havde ligget urørt i mit køkken i over to måneder. Så det er ikke så meget forbruget af varen, der trækker. Det er mere det med at få det ud af butikken og hjem til mig selv.

Tror dog alligevel, jeg dykker en tur ned i de 700 gram igen, inden jeg lægger mig til at sove … helt alene. Var der nogen, der sagde substitut? Muligvis. I aften er det bare mig og min Candy Prince Charming!

Weekenden, hvor jeg …

Det har været en mærkelig weekend. Selvom den har været helt normal. Når jeg gør status over den, er der i hvert fald ikke så meget decideret mærkeligt ved den for de, der ser på den udefra, men den føltes mærkelig indeni mig. Det har nok noget at gøre med, at jeg brugte størstedelen af fredagen på at dyrke en skræmmende fornemmelse, der sagde mig, at noget vildt skulle ske. Det vildeste, der skete, var, at jeg fik det dårligt af al den spekulation og dermed for en gangs skyld prøvede at ligge i min seng inden midnat på en fredag. Endda i nogenlunde ædru tilstand.

Men derudover har det her været weekenden, hvor jeg:

– tog alene i Tivoli for at kigge lidt på en karussel, som den-11-prige-pige-indeni-mig godt kan lide

– lærte, at humøret ikke nødvendigvis stiger, fordi man får farvet hår og køber to par nye støvler på MasterCard

– indså, at det til gengæld hjælper på humøret at finde ud af, at der et sted i den anden ende af byen findes én, som kender det humør, jeg var ramt af

– fandt ud af, at der ved siden af hesten med det sorte hoved står en hest med et lyst hoved. Den holder det sjovt nok noget højere end førstnævnte

– igen kom til at grine over, at filmen ‘Girl, Interrupted’ på tysk hedder ‘Durchgeknallt’. Den står i min filmreol, og det er som regel lidt svært at overbevise folk om, at det ikke er en pornofilm

– blev skræmt over en handske

– prøvede at være ’en af drengene’ en hel aften. Eller som musen så fint sagde det: ’Måske var det os, der var tre af pigerne’. Note to self: Når man er ’en af drengene’, skal man passe på med at sige sætninger som: ’Jeg gik kun til spejder, fordi jeg helt vildt gerne ville ha’ dolken’

– som ene publikum overværede generalprøve-koncert med det soon-to-be-legendriske Jeppe N Band, der nu har skiftet navn til Tiramisu, fordi Jens Unmack syntes, det var en god idé

– formåede at være på Psykopaten uden at spille på klaveret. Det er aldrig sket for mig før, og det affødte da også så stærke spilleabstinenser, at jeg måtte sidde en halv times tid ved klaveret hos musen her til aften, mens han lavede mad. Igen blev jeg bekræftet i omfanget af mine egne begrænsninger, og jeg skøjtede 70-80 sange igennem, før jeg endelig nåede til ’Hvalen Hvalborg’, som jeg kunne spille en nogenlunde hæderlig version af. Syntes jeg selv. Musen mente nærmere, at mine musikalske forsøg lød som titelmelodien til Beverly Hills

– endnu engang formåede at koordinere gigant-brandert med hamsteren, selvom vi denne gang slet ikke befandt os til samme fest. Jeg var på Psykopaten, mens hun var et sted på Enghavevej hos en pige, jeg ikke kender, men som åbenbart kender mig godt nok til at kunne berette om, at jeg på min stambar går under navnet Sukker-Ulla. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men efter at have konsulteret store-bjørn er jeg nået frem til, at første del af navnet har noget at gøre med min evne til at indtage rollen som Sugar mamma over for tidligere drengebekendtskab

– vågnede op til et toiletbræt, der var slået op, og måtte bruge flere minutter på at regne ud, om det: A: Var fordi jeg havde kastet op, inden jeg gik i seng, eller B: Var fordi der havde været en fyr i min lejlighed (jeg nåede frem til, at det med 99 % sikkerhed var A)

– blev så dehydreret, at jeg nåede det laveste vægt-niveau i 10 år

– fik blomster af musen, lige som jeg var trist over, at undulatens blomster var døde (jeg er ret heldig)

– havde en plan om, at jeg skulle bruge søndagen på Statens Museum for Kunst med efterfølgende bif-tur, men endte med at ligge i tømmermænds-fosterstilling på sofaen og se ’Far laver sovsen’, mens jeg planlagde fremtidig fest i forbindelse med Tiramisus store debutkoncert (der på en eller anden måde skal foregå i min lejlighed)

– ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle sige til den unge, blonde kassedame i SuperBrugsen, at hun havde et klistermærke på skulderen, hvor der stod ’Reduceret pris pga. dato’. (Jeg gjorde det ikke. Ville ikke forhindre andre i at have det sjovt på hendes bekostning)

– endnu engang overspringshandlede ved at skrive navlepillerier i stedet for at komme i gang med det arbejde, der skal ligge færdigt i morgen tidlig. Det bliver en lang aften!

Et råb om hjælp

Jeg har aldrig prøvet at råbe. I hvert fald ikke med succes. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg med til at skrive og instruere skolens årlige teaterstykke. Det fortrød jeg mange gange, at jeg havde sagt ja til. Mest fordi jeg egentlig slet ikke vidste, hvordan man gjorde. En del af øvelserne med skuespiller-holdet gik ud på, at de én efter én skulle svinge sig i et reb og råbe så højt, de overhovedet kunne. Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på øvelsen, men eftersom det var mig, der skulle sætte dem i gang med det, var det også min opgave at instruere dem i, hvordan de skulle gøre. Først troede jeg, det ville være let, men da jeg løb hen mod rebet, fandt jeg ud af, at det var vildt angstprovokerende. Og så blev det ydmygende. For det viste sig, at jeg slet ikke kunne finde ud af at råbe ordentligt. Jeg turde i hvert fald ikke. Så det, der skulle have været et brøl, blev til en forkølet brægen, der ikke var særlig forbilledlig.

Jeg har det dårligt med råb. Aggressive råb i særdeleshed. Specielt når de er rettet mod mig. For nylig blev jeg overfuset af en sports-kendis – muligvis en smule berettiget, men det var så unødvendigt voldsomt, at jeg blev helt lille og ikke kunne andet end at sige undskyld, undskyld, undskyld, selvom jeg nok i virkeligheden burde bede ham om at slappe af. Han ødelagde mit humør i en sådan grad, at det tog mig sådan cirka 10 genstande at ryste oplevelsen af mig. De fleste andre havde nok bare vendt ryggen til og glemt det.

Heldigvis sker det ikke så tit for mig, det der med, at folk råber ad mig. Men de gange, det er sket, husker jeg tydeligt. Specielt fordi jeg har haft et ret uheldigt reaktionsmønster, når råbene har overrumplet mig. En af de værste episoder fandt sted, da jeg gik i 6. klasse. Jeg var på vej hjem fra skole, og da jeg skulle gå over skolegården, var der pludselig en håndværker-type, som råbte vildt og voldsomt efter mig. Jeg tror, det var noget med, at jeg var kommet til at gå under hans stige, og hvis det der med stige-uheld virkelig er rigtigt, var der ret kontant afregning hos mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg kom til at lække, og netop derfor giver udtrykket ’at tisse i bukserne af skræk’ så fin mening for mig. Og så skulle det selvfølgelig ske i skolegården. I pubertetsalderen. Heldigvis var det i den gode periode, hvor lag-på-lag-moden herskede, og det reddede min situation på daværende tidspunkt. Jeg var nemlig iført en form for syntetisk, sort underkjole, som gik ud over mine (lyse) kassebukser og dækkede for den uheldige situation, så jeg kunne skynde mig hjem og skifte, uden nogen opdagede, hvad der var sket.

Jeg skammede mig så meget over det og har faktisk aldrig fortalt nogen om episoden. Før i går. Her kunne hamsteren så berolige mig med, at hun har et tilsvarende uheldigt adfærdsmønster i forbindelse med uhæmmet råberi. I hendes tilfælde udviser det sig bare i form af højlydte prutter. Vi har heldigvis begge lært at kontrollere uønskede udslip forårsaget af voldsomme aggressionsanfald, og siden episoden i skolegården har jeg (u)heldigvis kun i sjældne tilfælde oplevet inkontinens – som reaktion på ustyrligt sjove oplevelser. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg stadig har utroligt svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker har så stort et behov for at råbe ad andre, mens jeg selv ikke engang tør prøve med et uskyldigt brøl i situationer, hvor jeg er tvunget til det. Ved lejlighed tror jeg lige, jeg skal finde mig et lydisoleret lokale, hvor jeg helt alene kan prøve at råbe igennem. Det kan jo være, jeg kunne trænge til det …

Ned af hesten

Den er ret indholdsrig, den der konfirmationsmappe, som bekræfter mig i, at underlighed ikke er noget, jeg er vokset mig til. Mappen minder mig blandt andet om, at jeg i en tidlig alder havde svært ved at erkende mine begrænsninger udi egne musikalske evner. For eksempel troede jeg tydeligvis stadig på, at jeg havde en form for singer/songwriter-talent, da jeg skrev følgende udkast til ’Ugens uundgåelige’:

Igen vil jeg være behjælpelig med en oversættelse fra barnsk til dansk:

Mine Sange

Jeg har altid interesseret mig for heste,
lige siden jeg var ganske lille.
Første gang jeg red,
var da jeg var to år.

Altså, motivationen for et gennembrud på scenen fejlede i hvert fald ikke noget, men jeg ville meget gerne have hørt 8-årige Skudamuda forsøge at få en decideret sang ud af det der. Det rimer ikke, og jeg er ked af at måtte skuffe mit barnlige jeg, men det er altså heller ikke videre poetisk. Til gengæld synes jeg, det er meget sjovt, at jeg referer til ’dengang jeg var ganske lille’, for det indikerer tydeligt, at jeg på daværende tidspunkt har haft en idé om, at jeg var fantastisk stor. Muligvis endda større, end jeg nogensinde vokser mig.

Selvom jeg ikke er imponeret over sangen i sig selv, fangede indholdet i teksten mig alligevel. Det der med hestene. Jeg elskede heste. Kunne slet ikke få nok af dem, og derfor plagede jeg min mor om at få lov til at gå til ridning, selvom vi ikke havde råd. Jeg fik lov, og i flere år travede jeg rundt på lige linje med alle de andre hestepiger og lavede volter og ottetaller og havde det så skønt, så skønt. Problemet var bare, at det havde jeg slet ikke. Jeg var bange og panisk nervøs, hver eneste gang jeg bevægede mig hen imod den rideskole. Det turde jeg bare ikke fortælle nogen, for det var mest normalt at elske at gå til ridning. Det gjorde alle de andre jo. Men jeg syntes, ridelærerne råbte for meget, jeg frygtede at være skyld i andres styrt, og alt det, der skete i hallen, faldt mig slet ikke naturligt. Det indøvede hesteshow føltes helt forkert.

En af de første gange, jeg var af sted, havde jeg glemt at spænde sadlen ordentlig fast, hvilket resulterede i, at jeg for hvert skridt, hesten tog, lige så stille gled længere og længere ned ad siden på den, indtil jeg ramte en 90-graders-vinkel, som fik tyngdekræften til at sejre. Det har helt sikkert set dybt åndssvagt ud, men ikke lige så åndssvagt, som dengang, jeg fik tildelt rideskolens mindste pony, Bamse, fordi jeg var den mindste elev. Den stak af med mig hver eneste uge. Stejlede og sparkede og spænede rundt, indtil mine korte ben måtte give op og slippe desperations-klamren til kræet. Konfrontationen med savsmuldet slog altid luften ud af mig, men alligevel hoppede jeg op på hesten igen.

Hvorfor jeg blev ved, er jeg ikke rigtig klar over. Jeg fik ondt i maven, hver eneste gang jeg skulle af sted, og jeg vidste, at de penge, der blev lagt på rideskolen, helt sikkert kunne bruges bedre et andet sted. Jeg ville bare så gerne være hende, som var den fødte hestepige og vandt alle de store stævner. Hende, som alle de andre drømte om at blive. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide hestene. De søde af dem i hvert fald. De havde bløde muler og gode øjne. I virkeligheden ville jeg have det meget bedre med bare at stå ude i stalden og strigle dem og ae deres muler. Men jeg var desværre godt klar over, at jeg i så fald ville være en barnlig version af ’hende med kattene’ (som jo ligger utroligt langt fra hende, jeg er i dag).

Den sidste hest, jeg stiftede bekendtskab med, var den bedste. Den var kæmpestor og brun og boede ikke på en rideskole, men i verdens mindste stald ude i skoven. Jeg fik lov til at passe den, og det gik mest ud på, at jeg skulle muge ud og strigle og alt det praktiske, der var så dejligt ufarligt. Men engang imellem skulle jeg også ride på den. Det foregik ovre på galopbanen, og det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en form for ridelykke. Der var ingen sure lærere, ingen indoktrinerede rideskoleheste med oprørstrang og intet show. Der var bare fart. Det gik så fantastisk stærkt på den galopbane, og det handlede kun om at komme fremad. Det er den eneste bane, jeg aldrig er blevet smidt af på, og jeg er glad for, at jeg sluttede på den. I det hele taget er jeg bare glad for, at jeg sluttede. Interessen for heste blev skiftet ud med interessen for drenge, og jeg kunne drage så mange metaforiske paralleller mellem de to hobbyer, men det vælger jeg ikke at gøre. Jeg er bare lettet over, at jeg tog mig sammen til at komme ned af den hest og acceptere, at det er okay ikke at være som de andre. Og at det frem for alt er okay at nægte at hoppe op på hesten igen, selvom ordsproget siger, at man skal. Ordsprog har nemlig ikke altid ret. Heldigvis.

Sådan en af de der dage …

Jeg har et lidt anstrengt forhold til døden. Ikke kun fordi jeg synes, det er en fuldstændig uforståelig nødvendig del af livet, men også fordi jeg jo godt ved, hvorfor den er nødvendig. Det er jeg sandsynligvis ikke ene om. En af de første gange, jeg blev direkte konfronteret med døden, var dengang min krop var barn. Det var sommer, solen skinnede, og jeg spænede rundt i haven med min usynlige veninde og alle vores usynlige heste (jeg ejede dem, hun passede dem. God fordeling). Lige pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den. Den hang i et træ og havde indtaget en lille, fin, farvestrålende fugl, som aldrig skulle flyve mere. Fuglen var helt stiv, hovedet vendte nedad, og fødderne var viklet ind i et net. Jeg blev forskrækket, forundret, bange og ked af det på én gang. Og så løb jeg væk. Jeg kan regne mig frem til, at jeg har været 10 år på det tidspunkt, og jeg ved ikke, hvorfor det stadig står så klart for mig, for jeg tror egentlig aldrig, jeg har fortalt nogen om episoden. Men der blev jeg helt overbevist om, at det med døden altså ikke var noget for mig.

12 år senere var jeg med haren i Sankt Petersborg. Vi besøgte et museum med en udstilling, der fokuserede på sygdomsforskning illustreret ved en masse misfostre på glas. Store fostre, der lignede rigtige babyer og på meget ubehagelig vis blev et symbol på døden før livet. En uge tidligere havde vi stået flere timer i kø i Moskva for at se Lenin i balsameret udgave. Han er den eneste døde person, jeg nogensinde har set, og det kunne jeg af en eller anden grund sagtens klare. Måske fordi, han mest af alt lignede en lille dukke, men nok også fordi, det var svært at forholde sig til, at han engang havde levet. De der fostre på glas kunne jeg desværre alt for godt forholde mig til. Jeg var ikke i rummet i meget mere end et halvt minut, før jeg måtte sætte mig udenfor og vente på haren, mens jeg kæmpede mod kvalmen. Her stod en pige i 10-års-alderen og stor-tudede i panisk desperation, mens hendes mor hev hende voldsomt i armen for at få hende med ind til udstillingen. Nu er jeg ikke så stærk i russiske gloser (kun dem, der har noget med vodka at gøre), men hvis jeg var, håber jeg, at jeg havde turdet gøre oprør mod fuldstændig fejlagtig børneopdragelse. Hvis den fugl i træet kan have sat så dybe spor i mig, dengang jeg var 10, vil jeg slet ikke tænke på, hvad udstillingen kan have gjort ved hende.

Døden dør aldrig, det ved jeg godt. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke behøvede at blive konfronteret med den. I morges var jeg ved at falde over et dødt pindsvin ved strandvejen. Jeg var iført melankoli-t-shirt og nåede lige at håbe på, at det ikke var det sidste pindsvin i byen. Så fik jeg øje på det næste fladkørte pindsvine-lig, som lå lige under en velkendt sky, der lignede et par sneakers. Verden er dum, og mærkelige tilfældigheder skræmmer mig næsten ligeså meget, som døden gør!

Glædesmenu ude af balance

Hvornår bliver man for gammel til at bestille Happy Meal? Jeg prøvede for et par timer siden, hvilket fik ekspedienten til at spørge, om det var til mig selv, eller om jeg skulle have legetøj med. Hun kiggede mærkeligt på mig, da jeg svarede ja til begge spørgsmål. Selvom legetøjet dog blev doneret væk, mindede situationen mig endnu engang om, at jeg muligvis har en smule svært ved at finde balancen mellem barn og voksen.

Dengang min krop var barn, og jeg lige var begyndt i børnehave, fik jeg en specialbygget stol med armlæn, fordi jeg blev ved med at skvatte ned fra de stole, som alle de andre børn kunne sidde så fint og velbalanceret på. I mange år troede jeg, det var fordi, at jeg var motorisk udfordret, og da ingen modsagde mig, blev jeg til sidst sikker på, at det var sandheden. I hvert fald indtil jeg en dag vel inde i det, der vel betegnes som voksenlivet, blev gjort opmærksom på, at jeg kom i børnehave et år for tidligt og i øvrigt var et ualmindeligt lille barn, så det kunne muligvis være derfor, jeg havde lidt svært ved at holde balancen.

Jeg er blevet større. Både af krop og sind, men nok mest det første. Jeg har dog stadig ikke helt fundet balancen. Mellem barn og voksen. Fuld og ædru. Fornuftig og fantasiudlevende. Jeg ved ikke, om det i en alder af 27 er okay at ønske sig et par armlæn. Og jeg ved heller ikke, hvordan man monterer sådan nogle på den mentale stol. Men måske er det slet ikke så slemt at sidde lidt usikkert i det – så længe man bare husker at nyde både Happy Meal, Gin/Tonics og fantasifuldførelse.

Helbreds-status: Min lever lever

Jeg har på fornemmelsen, at læsere af denne blog godt kunne få det indtryk, at jeg drikker lige i overkanten af, hvad min lever har godt af. Det gør jeg muligvis også, men det er altså bare fordi, jeg er inde i en (meget lang) periode, hvor der bliver holdt mange fester og lagt op til mange byture. I aften er jeg dog pinligt ædru. Det sker ikke så tit på en lørdag, men det er faktisk meget sjovt at prøve. Så har jeg dejligt meget tid til at tænke over livets store spørgsmål – for eksempel spørgsmålet om, hvorfor man i grunden siger ’pinligt ædru’. Efter min opførsel i går at dømme, ville det være mere passende, hvis man sagde ’pinligt fuld’.

Jeg arbejder hos et firma, der i branchen er kendt for at holde årets fest. Den fandt sted i går. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg huske brudstykker fra det meste af aftenen, hvilket er et godt tegn, for det betyder som regel, at jeg ikke har gjort noget helt forfærdeligt dumt. Jeg har tidligere nævnt, at min underbevidsthed har udviklet en helt speciel evne til at slette alle hukommelsesspor, hvis jeg begår de helt slemme forbrydelser, og eftersom jeg stadig har en hel del hukommelse i god behold, er jeg nogenlunde rolig. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg virkelig var pinligt fuld. Og at nogle hændelser er lidt slørede for mig. For eksempel havde jeg i morges en klar fornemmelse af, at jeg havde kørt i taxa med guldfisken. Men eftersom hun ikke lå i sengen ved siden af mig, da jeg vågnede, gik jeg ud fra, at jeg huskede forkert. Da jeg talte med hende senere på dagen, kunne hun dog informere mig om, at min hukommelse var helt rigtig på den. Vi havde kørt i taxa sammen af den simple årsag, at taxa-chaufføren nægtede at køre alene med mig, når jeg var så fuld (det har jeg utroligt nok aldrig oplevet før på trods af, at jeg for en sikkerheds skyld altid holder mig opdateret på, hvad det koster at brække sig i en taxa nu-til-dags). Guldfisken fortalte også, at vores chef havde læsset mig af på hende med ordene: ’Hun er meget fuld. Kan du ikke sørge for, at hun kommer ordentligt hjem?’ Sådan noget er altid så skønt at få at vide dagen derpå!

I morges kunne jeg også konstatere, at mit dankort var væk. Af en eller anden mærkelig 6.-sans-agtig-grund var jeg overbevist om, at det lå i min postkasse. Så inden jeg påbegyndte den helt store gennemrodning af taske og jakkelommer, gik jeg ned og kiggede. Og det lå der. Hvordan jeg har regnet det ud, fatter jeg ikke helt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en eneste hverken rationel eller irrationel grund til, at jeg selv skulle have fundet på at smide det i postkassen i nat, så det må der være en anden, der har gjort – muligvis en form for telepatisk type.

Min krop bærer tydeligt præg af aftenens udskejelser. I går eftermiddags kunne jeg konstatere, at jeg var meget tæt på at være blå-mærke-fri – en tilstand, jeg sjældent er i. Det er jeg ikke mere. Jeg har adskillige af slagsen – både store og små – rundt omkring på hele kroppen (samt en form for blåt øjenbryn). Derudover har jeg et sår på storetåen, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvordan jeg har anskaffet mig. Jeg ved dog, at jeg havde meget svært ved at komme op på 4. sal, efter guldfisken havde sat mig af, og jeg skvattede på hvert andet repos, så de blå mærker er heldigvis ikke det store mysterium.

Da jeg spurgte guldfisken, hvor fuld jeg havde været på en skala fra 1-10, var hendes svar: ’Altså, du var ved bevidsthed’. Og det er jo altid rart at vide. Jeg har dog lidt svært ved at regne ud, hvorfor jeg ikke kan sige stop i tide. På et tidspunkt var jeg faktisk gået over til danskvand, men så var der nogen, der råbte shots, og da der var fri bar, gik omgangene på omgang, og jeg gik i tomgang, som jeg ofte gør, når promillen er oppe i de helt høje højder. På et tidspunkt vil jeg gerne lære at blive hende der, som ved, at ’fri bar’ ikke er et koncept, der er opfundet med henblik på at man skal drikke, til man glemmer alle problemer. For det avler desværre som regel nye problemer. Jeg slap (så vidt jeg ved) rimelig problemfrit fra branderten i går, selvom jeg da ikke kunne undgå et par af de semi-slemme brølere. Men det er helt okay, prøver jeg at sige til mig selv. For ellers ville jeg vel ikke være mig. Musvitten lavede en ret rammende analyse, da jeg snakkede med hende tidligere i dag. Hun sagde: ’Dit liv er jo ligesom Glamour. Jeg behøver ikke nogen soap i mit liv. Jeg kan bare få den daglige eftermiddags-opdatering fra dig. Og det er en stor ting at sige, når du ved, hvor højt jeg for eksempel elsker Dollars. Du er den nye Alexis. Nej, du er den nye Krystle. Hende, der har alle de gode intentioner, men som alligevel altid ender med at ligge og slås i poolen.’

Jeg havde en plan om, at det her skulle være et indlæg, der kunne overbevise eventuelt bekymrede læsere om, at jeg altså ikke har et alkoholproblem. Den klarede jeg sgu meget godt. Måske har det noget at gøre med min tendens til konstant at bryde planer. Min telefon har været glødende i dag, og jeg talte blandt andet med hamsteren, som om muligt var endnu mere fuld end mig i går. Vi blev enige om, at næste gang vi skal til fest, bliver vi nødt til at lave en plan om, at vi skal te os tossede, drikke sans og samling væk og i øvrigt ydmyge os foran de folk, som vi tilbringer størstedelen af vores hverdag sammen med. For når vi nu føler det strengt nødvendigt at bryde alle planer, kunne der jo så reelt set være en chance for at undgå skandalerne og køre den upinligt fulde stil. God plan!

Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

 

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.

Er der en læge tilstede?

Jeg er fængslet i egen lejlighed – afsoner den uundgåelige dumhedsdom og kan nu kun håbe på en barmhjertigheds-fodlænke, så jeg kan få lov til at mærke solen lidt i dag. Nogen løber halvmaraton, nogen føder børn – jeg giver begyndende influenza den midterste finger og tager på to-døgns-dødsdruk efterfulgt af spontan-koncert med 35.000 af mine nærmeste sindssyge venner – i naiv tro på, at det vil ske ustraffet. Men når man nikker på morfar-måden til Lady Gaga søndag aften, ved man, at intet længere er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg har besejret mig selv. Kørt mig i sænk. Knækket kroppen og det mentale kasseapparat. Jeg er blevet syg.

Sådan et par dage i sengen giver rig mulighed for fri sygdoms-association – a trip down the sick memory lane. Jeg frygter læger og hospitaler næsten lige så meget, som jeg frygter risikoen for, at jeg en dag kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Men jeg har alligevel ofte stiftet bekendtskab med den medicinske verden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været et imponerende uheldigt barn (og en imponerende uheldig barnlig voksen), hvilket har resulteret i en del ar på krop (og sjæl). Grundet de uheldige  omstændigheder har jeg besluttet mig for, at jeg synes, ar er ret spændende. De har alle sammen en historie. Det kan jeg godt lide tanken om, og hvis jeg møder et andet ar på en andens krop, bliver jeg splittet mellem nysgerrigheden efter at høre netop den historie og angsten for rent faktisk at skulle høre en historie, som involverer de læger og hospitaler, jeg er så bange for at høre om. Jeg kendte engang en fyr, som havde et ar nederst på maven – sådan ude i siden. Da jeg spurgte ind til det, fortalte han en fantastisk skræmmende historie om dengang, han blev stukket ned i en mørk baggård og var døden nær, men alligevel fik reddet sig selv, fordi han var stærk og sej og næsten en superhelt. Jeg var skrækslagen og samtidig benovet over, at jeg datede en fyr, som potentielt set kunne være inspirationskilde til en Bruce Willis-film. Der gik foruroligende lang tid, før jeg lærte, hvordan et ar ser ud, efter man har fået fjernet blindtarmen. Den viden ville jeg gerne have været foruden. Den første historie var sejere.

De bedste ar er de ældste ar. Jeg har et på overlæben og et på kinden, som jeg anskaffede mig i ét hug. To for én. Jeg var effektiv. Det skete den dag, jeg lærte, at jeg ikke egnede mig til at bo på landet. Vi var på bondegårdsbesøg med børnehaven, og alt var fryd og fede tider, lige indtil jeg valgte at glide i en lort og som konsekvens heraf fik transporteret mig selv ned i en trillebør med hovedet først. Trillebøren havde ubehageligt skarpe kanter, og når den ikke blev brugt til at huse mig, blev den brugt til at transportere den slags efterladenskaber, som jeg var gledet i. Fik jeg sagt, at det ene ar er på læben? Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var voldsomt pinligt, at jeg pludselig skulle tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg kunne bedst lide at være næsten usynlig (og ikke-indsmurt i ekskrementer). Jeg kan også huske, at jeg var afsindigt utilfreds med, at jeg havde timet mit stunt til at finde sted umiddelbart inden, vi skulle have kage og saftevand. Og så kan jeg huske, at jeg fik ros hos lægen. Nok ikke for kreativitet udi egen ulykke, men mere fordi jeg overlevede at blive syet sammen.

Lægen roste mig igen et par år senere, hvor mit håndled var helet så fint, efter det havde været i gips i et par uger. Jeg havde formået at brække det ved at stå helt stille på et par rulleskøjter. Lægen var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg havde udnyttet bruddet til at inkasserer street-cred hos drengene i klassen i al almindelighed og hos torsken i særdeleshed. Af en eller anden grund havde gips-situationen nemlig affødt en leg, som gik ud på, at jeg hvert frikvarter lagde armen på bordet, mens drengene stillede sig i kø. En efter en fik de så lov til at hamre deres knytnæver ned i gipsen med alle deres kræfter. For jeg kunne ikke mærke noget. Påstod jeg. Drengene var imponerede, kunne jeg mærke. I virkeligheden gjorde det helvedes nas, og jeg var alvorligt bange for, at slagene ville resultere i en kronisk vissen venstre arm. På daværende tidspunkt syntes jeg dog, at fordelene (= tiltrængte point på sejheds-skalaen) vejede op for ulemperne, og slagsmerten har jeg heldigvis også glemt i dag.

Det var tider, dengang lægen uddelte ros for dum opførsel (samt klistermærker med dyr, som havde øjne i små plastikbobler). I dag modtager jeg ikke længere ros – nærmere opgivende suk. Jeg tror efterhånden, min læge har givet afkald på alt håb om, at jeg en dag bliver en anstændig voksen. Specielt efter jeg for et par uger siden (grundet usandsynlig alvorlig bagstivhed) kom til at foretage et uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor – muligvis var det min underbevidsthed, som forsøgte at aflede lidt opmærksomhed fra mine ekstreme moralske tømmermænd. Hændelsen resulterede i, at jeg nu kan føje fire punkter til listen over ting, som ikke er fede at opleve hos lægen.

En læge skal ikke:

1: Sige: ’Hov’

2: Sige: ’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før’

3. Forsøge at undertrykke uhæmmet grin, når jeg halvstammende prøver at forklare årsag til uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop

4. Tale belærende til mig, som om jeg var halvretarderet (bare fordi jeg opfører mig sådan, skal du ikke skue hunden på hårene, kære læge-type. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg altså HAR fattet den der med blomsten og bien nu!)

Jeg har været igennem alle fire punkter – et par af dem mere end én gang. Derfor ligger jeg lige nu i sygesengen og er godt tilfreds med, at det hverken kræver sting, gips eller nogen former for medicinske indgreb at kurere influenza!

Nemesis, dit navn er nar!

Nemesis, din nar. Hvor kommer vi fra, hvor ender vi henne, og hvorfor møder jeg dig aldrig på vej op, men altid på vej ned? Og hvorfor minder det, jeg skriver, pludselig foruroligende meget om en Nik & Jay-sang? Bør jeg stoppe nu? Ja! Uden tvivl! Men jeg orker ikke.

Midnats-svømning finder ikke ustraffet sted. Heller ikke selvom det var en form for magisk med brandert i blodet, kril i vandet og lyn og stjerneskud på himlen. Jeg blev en form for syg. Ikke den form, som sidder i tanke-delen af hovedet, men den, som sidder i den fysiske del af hovedet. Og i resten af kroppen. Jeg blev slap. Det lyder forkert og føles forkert. I går eftermiddags erkendte jeg mit nederlag, gik hjem og gik op og lagde mig på Maude-måden og tænkte, at det var sådan, min fredag aften skulle bruges. Jeg skulle straffes for uforsvarlig natbadning.

Men så var det, jeg pludselig kom i tanke om, at det var den sidste sommeraften. Og skulle jeg virkelig bruge den sidste sommeraften på at ligge i min seng? Skulle jeg overgive mig til efteråret uden kamp? Tage min straf sådan uden videre? Mig? Under ingen omstændigheder! De kloge siger, at man skal lytte til sin egen krop. Det prøvede guldfisken også at sige til mig. Men min krop kan ikke tale. Til gengæld kan den drikke. Så jeg væltede ud af sengen, og skiftede NyQuil-shots ud med Fernet (puha) og Fisk (lidt mindre puha).

To do. Hurtigst muligt …

Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen, at jeg var i byen. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg var på vej hjem. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke tog hjem til mig selv, men tog hjem til musvitten. Og drak videre. Jeg var hjemme kl. 9.30 i morges. Har muligvis sovet 2×15 minutter. Jeg har det forfærdeligt. Og jeg har lovet at være klar til den helt hårde omgang igen om tre timer. Jeg skriver med bagstivhedshænderne, men min krop kan stadig ikke snakke. I morgen er jeg dog ret sikker på, at den skriger. Kan man få tvangsfjernet sin egen fysiske eksistens på grund af voldsom mishandling? I så fald – meld mig ej til myndighederne! Jeg lover, at forsøge at forbedre mig … snarest! Undskyld …

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …