Først havde jeg tænkt mig at skrive verdens korteste blogindlæg. Noget i retningen af: ‘Bite me, karma!’
Så fik jeg en mail fra en klog mejse, som gav mig lyst til at skrive noget andet kort i retningen af: ‘Jeg betaler gerne prisen for at være mig’.
Så gik jeg forbi det røde hjerte og opdagede, at det var væk. Det gav mig trang til at skrive noget endnu kortere i retningen af ‘Lorteø!’. Eller endnu bedre: ‘Lorteverden!’.
Egentlig havde jeg allerede set, at hjertet var væk, da jeg kørte fra lufthavnen i mandags. Men jeg håbede, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Det var det desværre ikke. Nogen må have fjernet hjertet, mens jeg har ligget i den orange hængekøje. Det gjorde ondt at erkende. Meget mere ondt end dengang, jeg opdagede, at det grå hjerte var væk. For det røde hjerte var på mange måder meget mere rigtigt. Og så var det placeret lige ved skinnerne, hvor det rigtige tog kører. Det, som i én retning fører til flyvende eventyr og i den modsatte retning fører hjem til et trygt hus af guld.
Men så læste jeg det her. Det gav mig lyst til at skrive, at jeg tror på, det er et godt tegn, at der er genforeningsglæde i elefanthuset. Jeg havde på fornemmelsen, at der var sket noget godt derinde, sidst jeg kiggede over hegnet. Nu ved jeg, hvorfor to af elefanterne danser i takt.
Jeg opfatter ikke mig selv som specielt troende i kristen forstand. Egentligt tror jeg vel mest på meningen i håbet om, at der findes en mening et eller andet sted. Men der er ret mange af de bibelske fortællinger, som har gjort indtryk på mig. For eksempel den om Noahs ark. Jeg kan godt lide tanken om, at der var plads til elefanterne på båden, selvom de fylder så meget (er dog en lille smule fortørnet over, at der ikke var plads til dem her). Men jeg har indtil nu haft svært ved at forstå, hvorfor myggene blev inviteret med på den tur. Hvilken plads er det lige, de udfylder i fødekæden, som for eksempel bananfluer ikke kunne udfylde mindst ligeså godt? Jeg forstår det ikke. Og så forstår jeg det måske alligevel lidt bedre i dag.
Myggene er nemlig en af de eneste grunde til, at jeg kan finde en lille smule glæde ved tanken om, at jeg lige nu befinder mig på en grå ø og ikke i en orange hængekøje med udsigt til tropisk paradis. Jeg ramte dansk jord for et par timer siden og er allerede ramt af den velkendte post-rejse-eventyrs-nedtur. Men så minder de mange kløende stik mig om, at jeg trods alt kan varme mig lidt ved tanken om, at der går mange, mange måneder, før jeg kan redde mig et ærligt myggestik her i Danmark.
Myggene elsker mig. Og selvom kærlighed vel altid er en form for bekræftende, ville jeg meget gerne være fri for den i det her tilfælde (eller allerhelst skifte den ud med en anden lidt mindre smertefuld/lidt mere meningsfuld version). Hver gang guldfisken og jeg er i troperne, bliver jeg ædt, mens hun stort set trækker frinummer eller i værste fald stolt fremviser et enkelt eller to sølle stik. Jeg fik 24. Den første aften. Derefter opgav jeg at tælle. På et tidspunkt syntes jeg, stik-frekvensen begyndte at falde lidt i takt med, at guldfisken fik hele tre stik, så jeg håbede på, at myg måske alligevel deler en form for adfærdsmønster med mænd, og de derfor ikke rigtigt gad stikke mere i sådan et forstukket bolsje. Jeg tog desværre fejl.
Da vi var i Thailand for et par måneder siden, blev vi præsenteret for en teori om, at vi udskiller et eller andet stof efter fysisk kontakt med det modsatte køn. Det stof kan myg ikke lide, så derfor er antallet af stik ofte en rimelig god indikator for, hvor heldig man er for tiden. Den teori kunne jeg sjovt nok ikke se det sjove i – da slet ikke på det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-måden (der er virkelig ingen retfærdighed til, hvis man skal straffes for at befinde sig i en i forvejen ret frustrerende situation). Så i stedet forsøgte jeg at give guldfisken skylden for en del af mine stik, efter hun i en brandert kom til at låse mig ude, så jeg måtte tilbringe en nat på en solseng ved offentlig pool med noget, der mindede om en vaskeklud som dyne. Jeg kunne være blevet ædt af en thai-forbryder, men alligevel magtede jeg ikke at bide hovedet af al skam og gå op i den fine, fine hotel-reception klokken fem om morgenen for at bede om en ekstra nøgle. Specielt ikke fordi, jeg kun var iført bikini og betydelig promille efter netop veloverstået natbadning. Men jeg blev (heldigvis) kun ædt af myg. De helt onde af slagsen, som (muligvis på grund af min generelle mangel på udskillelse af føromtalte stof) også har brugt min krop som privat slaraffenland den sidste uges tid.
Så nu ligger jeg her i min egen seng, mens jeg vrider mig på den helt forkerte måde og håber på, at den helt rigtige helt ville komme forbi og klø mig lidt på de allerfarligste steder. Min kuffert står stadig uåbnet på gulvet. Jeg tør ikke røre ved lynlåsen af frygt for, at der springer en tarantel ud. Jeg havde nemlig opholdt mig flere dage i troperne, før jeg fik at vide, at man altså ikke skal lade sin kuffert stå fyldt og åben på gulvet, hvis man vil undgå at få venner med hjem. Derefter turde jeg ikke lukke den, for hvis der nu allerede var hoppet en tarantel derned, skulle den jo have mulighed for at stikke af igen, inden jeg rejste. Alligevel stiller jeg gerne op som frivillig stikke-skive for den helt onde myggesværm – og jeg tager samtidig hellere end gerne en tarantel under hver arm, hvis det kan købe mig en billet tilbage til den orange hængekøje.
Sidste aften i troperne lå jeg og gyngede i den, mens jeg så solen gå ned. Jeg gyngede så højt, at det næsten føltes som om, at jeg blev slynget ud over det store, stille hav. Men jeg var ikke bange, for det hele var så fantastisk smukt, at det føltes mere magisk end farligt. Næste morgen stjal jeg mig til et ekstra kvarter i køjen med helt rigtig musik i ørerne, mens guldfisken var i bad. Det var stadig mørkt, og stjernerne lyste meget klart ned på en stor båd, som havde ligget ved vores strand i et par dage. Jeg overvejede muligheden for at flygte fra hjemrejse og skynde mig ned til båden, så jeg kunne høre, om der mon var plads til en enkelt helspekulerende type, som bare gerne ville sejle væk. Ud i eventyret. Men jeg gjorde det ikke. Og det var ikke kun fordi, jeg ikke turde, men også fordi jeg nu faktisk er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kunne dele den slags eventyr med nogen. Så jeg krammede hængekøjen farvel, stak myggene den midterste finger, lukkede øjnene, mens jeg lukkede kufferten – og så tog jeg hjem. Til virkeligheden. I håbet om at der måske også kan gemme sig en lille smule eventyr her et sted …
Nu er jeg en form for journalist, men det er nok ikke i de finere, journalistiske kredse, jeg skal forvente at hente den store anerkendelse for mit job. Jeg vinder sandsynligvis aldrig en Cavling, og jeg kommer heller ikke til at vælte nogen regering (heldigvis slet ikke lige nu). Alligevel føler jeg mig helt vildt priviligeret på grund af mit arbejde (specielt lige nu).
Guldfisken og jeg har lige været nede på vores palmestrand for at spise aftensmad. Vi blev betjent af mine to yndlingstjenere – ham, der lærer mig seje, spanske sætninger, og ham, der påstår, jeg ligner Nelly Furtado (hvilket guldfisken synes er ustyrligt morsomt, fordi jeg på kontoret i en periode gik under navnet ‘Maneater’ (som om …)). Furtado-fyren serverede kolde Piña Coladas for os og spurgte, hvad vi havde lavet på job i dag. Vi svarede, at vi havde været en tur oppe i den vildeste luksushybel, vi nogensinde har set, fordi vi skulle lave et video-indslag med Paris Hilton. Og helt ærligt – det var fandme sjovt!
Vi er havnet i vores eget private paradis. Og vi får løn for at være her. Vi får lov til at opleve nogle af de vildeste hjørner af verden, og vi griner hver dag. Så må alle de andre hjertens gerne kæmpe om pløkken og prestigen derhjemme. Og jeg forsvarer hellere end gerne mit job over for alle dem, der kalder det meningsløst. For det gør mig glad. På grund af mit job befinder jeg mig lige nu et sted i verden, hvor drømme er til for at blive dyrket, og mine tanker er endnu engang tunet ind på den frekvens, hvor alt er muligt. Omgivelserne er magiske, og de får mig til at tro på, at jeg bør kunne tage bare en lille smule af den magi med hjem og dyrke den et sted på fjerde sal i et hus af guld på en ø, der ikke udelukkende er lavet af lort.
Magien bliver muligvis ophævet mandag middag klokken sådan cirka 12.50, når vores fly rammer dansk jord. Men indtil da vil jeg prøve at holde fast i troen på, at alt kan lade sig gøre. I Mexico, i Danmark, i mit hoved og i den virkelige verden.
Jeg har hørt historien fortalt i flere forskellige versioner, og jeg er ikke klar over, hvilken en der ligger tættest på sandheden. Den version, jeg bedst kan lide, kommer her:
I slutningen af 60’erne flyttede en rig, italiensk kunstner til Mexicos stillehavskyst, hvor han byggede og byggede og byggede, til han kunne kalde sig indehaver af en række af landets smukkeste og mest luksuriøse ferieboliger. Manden, der ejede alt, mistede pludseligt sin kone. Sorgen blev drivkraften til et nyt bygningsværk, som skiller sig markant ud fra de andre – Copa del Sol.
Det runde, gigantiske monument står i dag som symbol på mandens evige kærlighed til sin kone. Når man befinder sig i den ene side af cirklen og hvisker helt stille, kan man høre det meget tydeligt i den anden side mange, mange meter væk. Og når man ligger i bunden af koppen, blive alle lyde lukket ude. Min yndlings-detalje i historien-som-muligvis-kun-er-sand-for-mig er, at én dag om året – på konens dødsdag – står solen på en helt bestemt måde, så det ligner, den hviler i koppen.
Den dag var ikke i dag. Alligevel viste stedet sig at være noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Trappen op til kanten af koppen var meget, meget farlig. Det var også farligt at gå rundt deroppe med et kamera. Men jeg ville så gerne forsøge at dokumentere noget magi, så jeg besluttede mig for, at det godt kan betale sig at være modig …
Det kan godt være, jeg stoler blindt på piloter. Chauffører har jeg dog et lidt mere anstrengt forhold til. Forskelsbehandlingen er forholdsvis ubegrundet. Og dog. Enkelte episoder har præget mine forbehold – for eksempel dødskørsel i Sankt Petersborg en tidlig morgen med haren ved min side og en chauffør bag rattet, som manglede begge ben. Derfor skulle han styre alt med armene. Det var imponerende, at han kunne, og jeg syntes, det var sejt, at han bestred den slags job – hvis altså ikke det var fordi, han tydeligvis følte, han skulle kompensere ved at lege James Bond på speed i russisk morgentrafik. Den slags oplevelser bidrager ikke positivt til min manglende chauffør-tillid.
Jeg har selv kørekort, men bruger det kun, når jeg skal identificere mig selv (i det hele taget en kompliceret opgave). Jeg er ulogisk bange for at køre, og det er få, som forstår hvorfor. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg selv forstår det. Men det har nok primært noget at gøre med min grundangst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Derfor overlader jeg altid rattet til en anden, og hvis det er folk, jeg har tillid til, og kørslen samtidig foregår i forholdsvis flade omgivelser, elsker jeg at være passager. Jeg elsker følelsen af at blive transporteret fra et sted til et andet – specielt i selskab med nogen, jeg holder af. Jeg tænker bedre, når jeg er i fart, jeg lytter bedre (både til musik og ord), og jeg taler bedre med de rigtige personer, når det går fremad. 10 timer på vejen ligger derfor næsten ligeså højt på min hitliste som 10 timer i luften.
I går var der dog kun tale om 3 timer på vejen. Heldigvis. For en stor del af turen foregik på en bjergskrånings lange, autoværnsmanglende vej med snoede sving og alt for mange huller. Det var farligt! En del af hullerne opstod sidste år, hvor guldfisken og jeg tilfældigvis også befandt os i området. Dengang under en ret voldsom orkan, som tog halve veje og hele broer med sig. De lokale reparerer stadig på skaderne, men forhåbentligt ender vejen med at blive bedre, end den var før stormen.
Jeg havde med vilje sat mig i venstre side, så jeg ikke skulle kigge direkte ud over havet, men det fortrød jeg hurtigt, for jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle kommunikere med mine medpassagerer, blev jeg jo nødt til at kigge til højre – direkte mod afgrunden. Vi kørte i en stor bus, og jeg kunne derfor ikke følge med i vejens forløb gennem forruden. Det gjorde turen endnu værre, for når vi slog et sving, vidste jeg ikke på forhånd, om vejen slog svinget med os. Jeg endte derfor med at tilbringe det meste af turen bag vinduets tunge, trygge gardin.
Her sad jeg og forsøgte at knibe alle sydlige muskler sammen, fordi jeg rummede en halv liter cola, som truede med øjeblikkeligt exit, hver gang jeg følte mig usikker. Der var et toilet bagerst i bussen. Et af den slags, som man gør meget for at undgå, og det prøvede jeg virkelig også på. Men jeg gav op. Toiletoplevelsen var om muligt endnu mere skræmmende. For at vælte rundt inde i sådan et lille, klaustrofobisk rum, mens bussen slingrer fra den ene til den anden side – til og fra mulig afgrund – er meget angstprovokerende, når overblikket ligger på den anden side af den låste dør. Den voksende angst fik mig til at tænke på det paradoksale i, at jeg for nylig selv er blevet sammenlignet med en flugtbil. Sådan en, som paniske mændesker lægger beslag på, når de forsøger at flygte fra deres egen virkelighed (og som de i øvrigt sørger for at efterlade et skjult sted, efter de har slettet alle deres spor). Den rolle håber jeg, at jeg har fået ved en fejl, for jeg tror faktisk slet ikke, jeg egner mig som flugtbil. Jeg egner mig tydeligvis heller ikke til det der med god timing. For lige da jeg drejede nøglen om og jublende åbnede toiletdøren, mens jeg konstaterede, at jeg havde overlevet potentielt traumatiserende toiletoplevelse, standsede bussen. Ved en tankstation. Med rigtige toiletter, som stod helt stille. Dermed fik jeg endnu engang bekræftet, at tålmodighed betaler sig. Specielt på de lange, snoede og hullede veje.
Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.
Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.
Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.
Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.
Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax. Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte. Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose? Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke. Mig: Men mere end et? Guldfisken: Ja.
Hos en bestemt del af min omgangskreds har der længe været tradition for at stille et shot Fernet foran mig, hvis festen trænger til et festligt indslag. Det afføder nemlig frembringelsen af det efterhånden legendariske Fernet-fjæs. Mine smagsløg har en alvorlig aversion mod de grumsede dråber, og jeg kan virkelig på ingen måder forstå, at man kan drikke det med velbehag. Fernet-fjæset udløser som regel sikker applaus. Det er blevet foto-dokumenteret adskillige gange, og mine kolleger lavede endda en slags billed-tegneserie af fænomenet, som prydede kontorets opslagstavle i flere måneder og dermed gav nye kolleger og arbejdsrelaterede gæster et ret karakteristisk førstehåndsindtryk af mig.
Hvorfor jeg selv bliver ved med at bunde glasset, selvom indholdet trække mundvigene nedad og truer med øjeblikkelig returnering, har jeg lidt svært ved at svare på. Måske er det fordi, jeg er en opmærksomhedskrævende type, der driver vold mod egen krop i kampen om at blive centrum i et par minutter. For Fernet-fjæs-opmærksomhed er vel bedre end ingen opmærksomhed. Men jeg tror egentlig mere, det er fordi, jeg har et helt grundlæggende problem med at sige nej tak til det, andre tilbyder mig. Ikke kun i shots-sammenhæng, men også sådan helt generelt. Derfor prøver jeg ofte at undgå at blive tilbudt noget som helst. Det løser ligesom problemet på forhånd, hvis nu det, jeg bliver tilbudt, viser sig at være noget, jeg egentlig ikke vil have.
Det resulterer så bare i et andet (og større) problem, fordi det samtidig betyder, at jeg uundgåeligt må gå glip af at blive tilbudt ting, som jeg slet ikke ved (eller måske netop godt ved), jeg gerne vil have. Kaninen sagde noget ret rammende til mig sidste weekend, som ikke helt er i Fernet-kategorien, men dog relaterer til problemet med at modtage. Vi talte om fyre og forholdet til dem både helt generelt og mere konkret. Det er ikke nogen hemmelighed, hverken her på bloggen eller i den virkelige verden, at det med forhold ikke ligefrem er en disciplin, jeg mestrer til perfektion. Det var kaninen også helt klar over, da hun spurgte mig, om jeg egentlig nogensinde har tænkt over, at det kan være lidt svært for en fyr at finde sin rolle sammen med mig, når jeg nu er så vant til at klare mig selv, at jeg insisterer på konstant at give udtryk for, at jeg altså ikke har brug for noget, andre kan give mig. For hvad er så meningen med at være to?
Det har jeg aldrig tænkt over før, men jeg er bange for, at hun har ret. Jeg har nok egentlig virkelig, virkelig svært ved at vise, at jeg ikke altid synes, det er så fedt at have nok i mig selv. Når man ikke er selvvalgt alene, er det selvfølgelig en meget fin egenskab at have, det der med at finde ud af, at man rent faktisk godt kan klare sig selv. Men den kan godt være lidt farlig, når man er delvist selvvalgt alene, men meget gerne vil prøve at være selvvalgt to. Det er bare så svært at give slip, før man er sikker på, at en anden tager over. For hvad er hønen, og hvad er ægget i den proces, og fik vi egentlig nogensinde slået fast, hvad der burde komme først?
Da jeg luftede problemet for guldfisken, sagde hun: ’Du kan bare ikke spille det der uskyldighedskort, der viser, at du har brug for en, som kan tage sig af dig. Det ligger ikke til dig’. Og nej, det gør det muligvis ikke. Delvist kan det være fordi, jeg mangler de store, ærbare øjne og det lange, lyse, naive hår, men jeg mangler nok også helt grundlæggende evnen til at signalere, hvad jeg gerne vil have, andre skal give mig. For helt ærligt tør jeg godt hviske meget stille, at-jeg-helt-vildt-gerne-vil-møde-en-som-kan-gennemskue-mig-og-tør-insistere-på-at-tage-lidt-over-selvom-jeg-insisterer-på-at-klare-mig-selv. Men det skal selvfølgelig være den rigtige. Jeg har prøvet at stå i en situation, hvor jeg ville ønske, at det var sket. Det skete bare ikke. Den chance vil jeg helst ikke misse igen, så næste gang vil jeg prøve at hviske bare en lille smule højere. Til gengæld skal jeg så også huske, at det er okay at sige nej, hvis jeg får tilbuddet fra den forkerte. At jeg ikke er noget dårligt menneske, fordi jeg siger ’nej tak’ i håbet om en dag at kunne sige ’ja tak’ til den rigtige.
I sådan en situation er ’ja tak’ desværre stadig en lille smule sværere for mig end ’nej tak’. I Fernet-situationen har det indtil nu været omvendt. Men forleden fik jeg taget mig sammen til at proklamere, at jeg har drukket min sidste Fernet. Det budskab blev faktisk modtaget med stor forståelse, og det gav mig mod til fremover at prøve at føle lidt mere efter og mærke, hvad min mave (og mit hoved og resten af mig) egentlig har lyst til. Det gav mig endda også en lille smule håb om, at jeg måske en dag bliver modig nok til at bryde mine egne regler, så jeg tør tage springet og råbe, hvad jeg gerne vil kunne sige ’ja tak’ til, når jeg bliver tilbudt lige præcis det, jeg har allermest brug for.
Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig. Du kan derimod gøre tre ting: #1 Du kan slå røven i vandpytten og have ondt af dig selv. #2 Du kan snuppe den første charter sydpå og lulle dig ind i flugtens syntetiske sødme. #3 Du kan acceptere, at der muligvis er en mening med vejret, forsøge at forholde dig til det og i øvrigt vente på det forår, som altid venter derude et sted.
Jeg får allerede efterårs-stres i maj. Lige når solen rigtigt brænder igennem for første gang. For jeg ved, at den forsvinder igen, og derfor får jeg så travlt med at skulle nyde den, at jeg helt glemmer at nyde den. Jeg er vinterbarn, så jeg burde kunne klare det meste, men tanken om seks måneder i mørke bliver ikke budt hjerteligt velkommen. Jeg vil have lys. Jeg vil have sommer. Jeg vil have alt det, der gør tankerne lettere og sanserne levende. Mørke gør det bare svært at se. Og synsbesvær skaber spørgsmål. Og spørgsmål kræver svar. Og svar bør give mening. Omgående!
I min desperate higen efter at starte fra bunden og arbejde mig opad forsøgte jeg at opsøge mening i dag i håbet om, at det kunne skabe en form for opadgående domino-effekt, som ender ved lyset. Mening kan opsøges mange steder, men den trygge løsning er altid Gajol-pakker. Så jeg købte otte styks. De seks af dem sagde det samme, og det fik mig til at overveje, om der muligvis alligevel sidder en et sted deroppe og vinker til mig med en stang fra en vogn.
Ordsprog giver dog ikke altid mening, og de færreste er skabt for at give mening for alle. Engang troede jeg, at ordsprog var en form for endegyldig sandhed, som jeg burde trække ned over hovedet på mig selv, men da jeg oplevede andre gøre det samme, fandt jeg ud af, hvor mange begrænsninger det i virkeligheden kan sætte, hvis man følger de forkerte af slagsen. Hvor mange ben, de kan fælde på vejen, og hvor stor en portion potentiel magi de kan dræbe, hvis man vælger at lytte til ordsproget frem for først at lytte til sig selv. Altså lytte helt derinde, hvor fornuften er forment adgang. Alligevel var der noget ved netop det ordsprog, jeg blev bombarderet med i dag, som gav mening over hele linjen på trods af tydeligt klodset oversættelse.
Fejl er okay. Specielt i mørke. Så kan man bedre slippe af sted med dem, lære af dem og i bedste fald indrømme dem fuldt ud over for sig selv og andre den dag, det igen er muligt at løbe ind i de lysere tider.
Meget sker under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. Her var der for eksempel en fremmed fyr i en stor Audi, som i morges svingede ind foran mig, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ville med. Rimelig friskt på en tirsdag. Og hvad svarer man egentlig til sådan et spørgsmål? I princippet kunne det jo være en direkte billet til det helt store eventyr, som faldt ned fra himlen. Måske var det meningen, jeg skulle lukke øjnene, smide solbrillerne, hoppe ind på passagersædet og bare vente og se, hvad verden havde af vilde planer med mig. Men det gjorde jeg ikke. Tværtimod rystede jeg voldsomt på hovedet og svarede noget i retningen af: ‘Nej, nej, jeg skal altså overhovedet ikke med’, mens jeg prøvede med et venligt afvisningssmil, som skulle signalere tommelfinger-opad for modigt forsøg. Så gik jeg videre og tænkte, at det da måtte køre ret godt for mig i dag, når nu jeg havde inkasseret et næsten-frieri allerede før klokken ni.
Det spirende selvtillids-boost blev dog slået ret hurtigt ned, da jeg mødte på arbejde og væltede ind gennem salgsafdelingen. Her blev jeg passet op af den fremmede Audi-fyr, som desværre ikke var så fremmed alligevel. Tilsyneladende har han siddet ti meter fra mig hver dag i halvandet år. Og der var ikke tale om et næsten-frieri. Tværtimod var der tale om et meget høfligt tilbud om et lift til arbejde, som han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg skulle afvise på den mærkelige måde. Og det kunne jeg sådan set heller ikke give ham nogen forklaring på. Ud over at det muligvis er fordi, jeg er syg.
Guldfisken har nemlig en form for forklaring på mit reaktionsmønster. Hun har engang læst en artikel om en kvinde, der er ramt af en lidelse i hjernen, som betyder, at det center, der gemmer på alle genkendelserne, alt for ofte brænder sammen. Jeg er uden tvivl ramt af det samme. Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg lørdag aften/nat (okay, søndag morgen) blev stoppet af en fyr på en bar i Aarhus, som råbte mit (for- mellem- og efter)navn på en meget insisterende måde. Jeg vendte mig om, overbevist om at det var en eller anden type, mine veninder havde støvet op og forsøgte at smede mig sammen med. Så jeg fik ret hurtigt signaleret til ham, at jeg altså ikke var interesseret. Men han blev ved. Og ved. Lige indtil det gik op for mig, at det var en af mine barndomsvenner. Jeg kunne ikke genkende ham, selvom jeg slet ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Og desværre kunne jeg ikke engang give den alt for genkendelige promille-djævel skylden for min forvirring.
Jeg vil virkelig gerne forklare min manglende genkendelsesevne med, at jeg er en meget lidt overfladisk person og derfor slet ikke tænker over, hvordan folk ser ud. Desværre bliver problemet alt for ofte opfattet som en form for fornærmelse. Nogle tror, jeg er snobbet, fordi jeg ikke hilser, og selvom man højst sandsynligt kan sætte mange meget lidt flatterende adjektiver på mig som person, så tør jeg godt hævde, at snobbet ikke er et af dem.
Jeg gør meget for at undgå unødvendigt uheldige situationer grundet genkendelses-problemer. For eksempel prøver jeg altid at være en af de første, der dukker op til fester og arrangementer, så jeg er den, der bliver hilst på, og ikke den, der skal hilse på andre. Det er nemlig så pinligt at gå rundt og præsentere sig ved navn til folk, som man for eksempel har tilbragt en uge sydpå sammen med (og her taler jeg primært om sydpå i geografisk forstand). Problemet er dog ekstra problematisk, når nu jeg til hverdag skal forestille at være en form for journalist. Jeg er flere gange kommet til at stille den samme person det samme spørgsmål på den samme dag, fordi jeg ikke var klar over, at jeg allerede havde interviewet ham/hende/den/det.
Hvis ikke det var fordi, min læge allerede tror, jeg er retarderet, ville jeg ringe og spørge, om jeg kunne få en form for lægeerklæring, jeg kan bruge som dokumentation for lidelsen, når jeg skal forsøge at bevise, at jeg altså ikke er en afsindigt afstumpet person, som har nok i mig selv. Men det tør jeg ikke. Og så tør jeg i øvrigt heller ikke tænke for meget over, at sygdommen i værste konsekvens kan udvikle sig i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv …
Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.
Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.
Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!
Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.
Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.
Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.
Lav sol over AarhusMorgenmadEn hyldest til den geniale kombination af softice og SnickersHest nummer etEn strand og en broNostalgi-buslinjenSkibe i sikker havnMit diskrete og knap så vellykkede forsøg på at tage et billede af hest nummer toTigerungen og hendes seje sengetøj (er stadig træt af, at mønstret ikke findes i passende størrelse til et barn, der er fanget i en voksen krop)Hund nummer etTigerflokken på turHund nummer toUdpluksklip fra min mormors køleskabDet er ikke grafitti-hjerter, men det er tæt på. Min mormor er med-revolutionær på den broderede måde!Min søde mormor sørger for, at toiletrullen kan holde varme. Og så har hun i øvrigt også en and. Den passer på sæben …
Solen skinner. I hvert fald i Aarhus. Det er lørdag, jeg er tømmermændsfri og lige nu væsentligt lettere i hovedet end for en uge siden. Det kan hurtigt vende, så jeg vil skynde mig at markere situationen.
Jeg har tidligere opfordret til revolution mod de rene linjer og mere kærlighed i gadebilledet. Selvom jeg tvivler på, at de hjertelige gerningsmænd er flittige læsere af denne blog, er revolutionen tydeligvis i fuld gang hjemme på min ø. Her er et beskedent udvalg af bevismateriel kærlighed – både den røde og den blå (men mest den røde).
Forhåbentlig kan den bemalede beton en dag smitte af på både mig og dig (hvis du altså ikke allerede er typen, der står hjemme i køkkenet og tilbereder fyldte Karl Johan-svampe til din kæreste …)
Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.
Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.
Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.
Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.
Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …
Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.
Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.
80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!
* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …
Skudamuda 