Virkeligheden ifølge en halvneurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert
Det er koldt. Udenfor, hvor kulden tager overhånd og bider sig så voldsomt ind i mine fingre, at grænsen for rar smerte lige nøjagtigt bliver overskredet. I det store åbne skab af land, der ligger ned og lukker sig om de frosne pyt’ter, som er splintret i tusind stykker.
Og det er koldt indenfor. Både over og under dynen.
PS: Men måske behøver det slet ikke at være slemt. Måske kan vinteren være en tryg ven. Hvis vi rykker tæt tæt sammen (dykker ned og henter lidt af varmen … )
For tyve år siden tænkte jeg, at 28 var en form for voksenalder. Noget med en tjekket lejlighed og et køleskab fyldt med broccoli og Stryhns og hakket oksekød. Og nok også noget med en mand. I hvert fald noget med ansvar og jegvedhvadmeningenmeddetheleer-attitude.
Jeg ligger under dynen med den pink hættetrøje trukket helt ned i tømmermændspanden og sovedyret ved min side. Herfra, hvor jeg ligger, kan jeg se en havenisse og en fez og et varmehjerte og et Wii-board. Det eneste voksne, jeg kan få øje på, er en mappe fra revisor-typen med systemer i, som jeg hverken selv har lavet eller forstår.
Måske havde jeg misforstået noget, dengang min krop var barn. Måske er 28 slet ikke voksenalder, men voksealder. Jeg får stadig vokseværk i mine knæ engang imellem, selvom mine ben holdt op med at blive længere cirka ti centimeter for tidligt. Det er muligvis et tegn på, at min krop er helt på linje med mit hoveds højlydte protest mod, at jeg er lavet færdig.
Jeg er ret sikker på, det er første gang, jeg fejrer min fødselsdagsaften alene. Men jeg er så fyldt op af gode ting, at jeg har det helt fint med at ligge for mig selv og fordøje frysepizza og fantastiske timer og tænke over, at jeg er meget, meget heldig, fordi jeg kender alle de vigtige. Dem, der enten fysisk eller i ånden var med mig i går til middag på det lumre hjørne og håndbajere på sundet og skarpe på det gyldne nedbør og fadøl på den trygge bar og shotroulette i den farlige kælder. Jeg blev fuld på den helt rigtige måde. Ikke orkanfuld (meget vigtigt), men voldsomt beruset. Af alt. Og jeg kan for en gangs skyld huske helt frem til klokken halv syv i morges, hvor jeg efter slingrende hyggebrok over at skulle hjem allerede lå i min seng og kneb øjnene sammen i forsøget på at læse livsvigtige ord på internettet, som der pludselig var dobbelt-op på.
Jeg var stadig fuld, da jeg vågnede tre timer senere. Muligvis blev jeg ædru et sted mellem brunch og bevægelse rundt på de rigtige stier i den vigtige skov med sol i panden og Marie Key i hovedet (som solsorten helt rigtigt pointerede, at jeg muligvis kunne have godt af at præsentere både det syge og det raske øre for). Nu ligger jeg her og lægger an til missionering i den røde sofa. Det lyder på én gang frækt og fromt, men er (desværre/heldigvis) ingen af delen. Til gengæld er det en påmindelse om, at jeg aldrig nogensinde vil blive så voksen, at jeg glemmer at være barn.
PS: Her skulle have været et billede af en pink kage formet som et vigtigt dyr. Men jeg har netop bevist, at jeg ikke er blevet gammel nok til at brillere i et køkken, og det er på en måde meget betryggende. Så jeg holder mig til et sikkert kort i stedet for. Med dyret, som muligvis ikke har forstået, hvad meningen med det hele er, men som ikke er i tvivl om, hvad der føles vigtigst og rigtigst.
Hjælper det at sige Ave Maria’er, hvis man ikke er katolik? Og kan det overhovedet betale sig at bede om syndsforladelse, hvis man ikke angrer? Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan man Ave’er de Maria’er – så jeg forsøger i stedet at improvisere med følgende:
’Tilgiv mig o høje bankrådgiver-type, thi jeg har syndet og brugt mere, end hvad jeg har. Men hvis folk som dig virkelig gerne ville undgå den slags, synes jeg ærligt talt, at opfindelsen af MasterCard er en streg i regning på jeres konto’.
Jeg er vinterkulret på den der måde, hvor jeg føler, at jeg kan tillade mig alt, fordi foråret endnu ikke har meldt sin ankomst. Derfor dømmer jeg afgang. Ikke nødvendigvis til mere solrige himmelstrøg, men til destinationer, som forhåbentlig varmer lige meget hvad.
For-sjov-søgning på Momondo resulterede i hovsa-køb på den helt rigtige måde. På den alt for dyre måde. Og for ligesom at skabe balance i regnskabet forsøgte jeg at opveje køb af dyr rejse med tillægskøb af billig rejse. Bare for at bevise, at jeg godt kan ferie-shoppe økonomisk.
Jeg burde have dårlig samvittighed. Men det er der ikke plads til i min krop, for den er fyldt op af glæde ved tanken om, at jeg om en god måned sidder i Berlin med musen, og at jeg til påske går op ad gaden ned igen i New York med mig selv.
Berlin har jeg ikke besøgt siden kort efter murens fald. Mit tydeligste minde derfra handler om et æg, som jeg syntes var lidt for hårdkogt (børnehjerner har en underligt skøn måde at selektere fremtidige minder på). Men så er det godt, at jeg har musen med, for han har været der mange gange før og kan huske detaljer, der ikke udelukkende handler om æg. Guldfisken har netop pointeret det ironiske i, at vi skal rejse på Valentine’s Day – forhåbentlig betyder det, at jeg kan kaste min kærlighed på endnu en fantastisk by, der kalder på at blive eventyrsopdaget.
New York skal jeg genopdage på eventyrlig vis for syvende gang. Mine ben savner at gå op og ned ad Bleecker og kigge på pladebutikker og sidde på kaffebar og sluge limonade i takt med tasterne for derefter at tage musik i ørerne og gå videre ned til bænkene i de mørke parker, hvor jeg kan være lige dele skræmt og fascineret af dyrene, som piler forbi mine fødder.
Jeg kan allerede mærke, at det bliver alle pengene værd. Dobbelt op, endda. Berlin, Berlin og New York, New York.
Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.
Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.
PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.
Se Hushpuppy.
Måske ikke alene, som jeg valgte at gøre. Klumpen i maven kan godt virke lidt overvældende ved siden af et tomt sæde. På den anden side er klumpen i maven svær (men ikke umulig) at dele, og måske netop derfor kan det være rart at fordøje den uforstyrret. Foran det store lærred. Meget vigtigt.
Bare lov mig, at du ser den.
I min stue står to store kasser. De indeholder et sted mellem 150 og 200 VHS-bånd (hårdt slag på tasken – jeg orker ikke at fintælle). Kasserne har stået stort set urørt i flere år, end jeg kan tælle til på min venstre hånd (den, der stadig kan høre). Og jeg havde lovet mig selv, at det var i dag, jeg skulle skille mig af med dem. Sortere og smide alt ud på nær få, livsvigtige minder som for eksempel min konfirmationsvideo (en odyssé i én indstilling) eller videobåndet med optagelserne fra filmholdet i 9. klasse. Dengang jeg lavede satireprogram med drengene og spillede vært i tv-programmet ’Dus med dræberslangen’ for efterfølgende at blive besat af en ikke-eksisterende heks ude i en meget farlig skov. Den slags kan man jo ikke smide ud (og hvem ved, en dag møder jeg måske en, som synes, det kunne være sjovt at se).
Så er der de andre optagebånd. En lang række med afsnit af ’Mad About You’. Serien, jeg elskede på grund af Helen Hunt og to linjer i titelmelodien*, og som redede mig igennem utallige regnfulde eftermiddage i München.
Der er båndet med gamle afsnit af Beverly Hills og korte beskrivelser af episoderne (Dylan er syg – Brandon er på disco). Det står med min søsters skrift og er derfor helt sikkert en del af de mange tyvekoster, jeg har raget til mig gennem årene, når jeg virkelig havde brug for dem og vurderede, at de sikkert ikke ville blive savnet (undskyld søs, jeg skal nok aflevere sammen med din ’Jagged Little Pill’-cd).
Der er båndet med Bodilfesten fra år 2000. Tryghedsbåndet, som blev set igen og igen og igen, fordi det er rart at se mennesker blive glade og hyldet for deres præstationer (ligesom det er rart at se Oscar-videoer på Youtube igen og igen og igen).
Og der optagebåndet med titlen ’Dronningen besøger Fredericia 14.9. 2000’. Det, som til en fest for et par år siden ved en stor fejl væltede ud af en af kasserne sammen med en 30-40 andre tilfældige bånd til stor underholdning for mine allerede halvstive gæster. Ja, jeg har et bånd med dronningen. Jeg har aldrig set det og kommer nok heller aldrig til det, men det er de allerførste journalistiske tv-optagelser, jeg var med til at lave, da jeg i 9. klasse var i praktik på TV Syd. Og den slags kan man da ikke skille sig af med. Det kan jeg i hvert fald slet ikke efter i dag, hvor jeg for første gang tog båndet ud af coveret og kunne læse, at min praktikantvejleder, en hyggelig, ældre fuldskægstype, havde skrevet en tilføjelse til titlen: ’Skudamuda og Dronningen mødtes i Fredericia. Det er Dronningen m. hatten’.
Så er der alle de bånd, der ikke står noget på, og hvem tør smide den slags ud? Der er også det, hvor der bare står tre prikker på, og det er Skudamudask teenagesprog for noget meget hemmeligt og vigtigt. Måske endda noget pinligt (og nej, det er ikke porno).
Der er også de uerstattelige bånd. Tre et halvt afsnit af ’Sådan er kvinder’. I det program stiftede jeg bekendtskab med mejsen for første gang (cirka 10 år inden jeg gjorde det i virkeligheden), og af uforklarlige årsager er programmet aldrig blevet udgivet på dvd. Det samme gælder for ‘Lex og Klatten’, men rygterne vil vide, at den er på vej. Martin Brygmann lovede mig i hvert fald for et par år siden, at han ville arbejde på sagen (men det var vist mest for at få mig til at holde op med at græde, efter han lige havde vist mig parken, hvor han skrev ’Strømmen’).
Til sidst er der de rigtige købebånd. Dem er der mange af, og jeg kunne godt bruge tid på at nævne nogle af de seje og lettere intellektuelle titler, der findes i min samling. For tro det eller ej – de er der faktisk. Men eftersom det netop er gået op for mig, at jeg ikke kan stave til intellektuel uden hjælp fra stavekontrollen, vil jeg hellere fokusere på de vigtige. Min første udgave af ’Up Close and Personal’, for eksempel. Det er min hemmelige yndlingsfilm. Den, der er for pinlig at nævne. Sådan en tror jeg, alle har, og dem, der påstår det modsatte, lyver sandsynligvis. Jeg har to dvd-versioner af filmen, men det er jo aldrig det samme som den første, der blev voldset på det grønne pubertetsværelse.
’Love Actually’ har jeg fået dvd-erstattet, men hvad med den film, hvor Hugh Grant ser meget ung ud på coveret. Den som ingen kender? Jeg fik den aldrig set, og den findes garanteret ikke på moderne afspilningsmidler, og hvis den nu er genial (det er den helt sikkert ikke – den ser håbløst dårlig ud), så er det jo en stor fejl at smide den ud.
Til sidst er der de livsvigtige film, som jeg ved, jeg kan købe på dvd, men som jeg ikke har fået fingrene i endnu. ’Lærerinden’, for eksempel. Den skal jeg altid eje. For slet ikke at tale om ’Fucking Åmål’ – filmen, der gav mig lyst til at rende ud og snave den første, den bedste pige bare for at se, om det mon føltes lige så godt, som filmen føltes i 8. klasse (det gjorde det ikke helt, så jeg må tage til takke med stadig at befinde mig i kategorien ’Helt almindelig dødelig heteroseksuel’).
Jeg ville have skrevet et kort indlæg om, at jeg har svært ved at give slip. På mine VHS-bånd. Det har nu taget så lang tid, at jeg heller ikke i dag fik tid til at skille mig af med dem. Og det får jeg nok heller ikke i morgen. Eller dagen efter. Heldigvis!
* Tell me all your secrets and I’ll tell you most of mine,
They say nobody’s perfect but it’s really true this time
Hvad for noget musik er du til? Simpelt spørgsmål. Umiddelbart. Men nu er jeg ikke i stand til at svare på det. Engang var det let – dengang min krop var barn, og spørgsmålet lidt omformuleret lød ’Hvem er du fan af’. Da var det bare om at sige alt det rigtige. Tjekke toppen af listen på P3 eller se, hvem der prydede fanplakaterne i MIX den måned. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ingen musiksmag. Jeg kan i hvert fald ikke kategorisere den. Det handler meget mere om, hvordan numrene føles. Ikke så meget om, hvordan genren smager.
En uge i sengen betyder virkelig meget tid til (tiltrængt) fuldstændig unødvendig beskæftigelse. Så som gennemgang af samtlige 5588 (godt tal) sange i mit iTunes-bibliotek. Bare for at mærke efter, hvordan de føles. Størstedelen føles ret ligegyldige. Mange føles rare. Af de rare er der også en liste med sange, som giver mening helt ned i maven. Og en del af dem føles som minder.
For eksempel er der en, der føles som tryghed i walkman’en på de første bilferier ned gennem Europa og op gennem de franske alper. Som fastspænding i autostol og en søster på hver side, der brokker sig over, at den mindste absolut skal fylde det meste. Som højdeskræk, og hvornår er vi der, og hvor i verden er den nummerplade fra.
Så er der en, der føles som blandet bånd i papfars bil, og en anden, der føles som kinddans til Maxifest i 5. klasse (og retro-kinddans til Guldhusfest i 2012).
Der et digt, som blev til en sang, der blev spillet i en film, som er lavet over en bog, jeg engang har læst i stykker. Den føles som grønt pubertetsværelse og poetiske eksperimenter og frygt for lysten til at smadre smukke vaser. Men den føles mest af alt som længslen efter at møde en ven med det samme blik. Ham, jeg ikke vidste, hvem var.
Så er der den, der føles som MTV (da de rent faktisk spillede musik) og glæde og grim dans alene i stuen. Den, der hænger ved og stadig bliver spillet og danset grimt til, hver gang der sker noget ud-over-det-sædvanlige fantastisk.
Og der er den, der føles som alt for korte weekender på tysk teenageværelse. Som tryghedslæsning og hjertebankende nedtælling til mandag morgen og endnu en uge, der skulle overstås.
Og den, der føles som hvide vægge og udlængsel og indadvending på hospitalslignende kollegieværelse, der slet ikke lignede et rigtigt hjem.
Så er der en, der føles som lange, tågede, søndag eftermiddage i sengen med en tryg bog. I ny Guldhuslejlighed, der dengang var et tiltrængt sen-teenagehjem.
Og der er den, der føles som meningsgivende gymnasieprojekter og trang til at kaste sig ud på dybt vand.
En anden føles som fire uger i Grønland med kun én eneste engelsksproget cd, som derfor blev spillet igen og igen, mens notesbøger blev udfyldt og tykke bøger læst. Og så er der en, der føles som tusindvis af kilometer på vejen gennem USA med kun én eneste person i hovedet. Som uventet eventyr, der pludselig opstod i den eventyrlige by. Og lange mailkorrespondancer sommeren over og trangen til at hoppe på det første fly tilbage til det store æble og nogle meget vigtige skrå brædder, som ham i hovedet skulle stå på.
Der er også den, der føles som en regnfuld festival med køretur i ægte ambulance og møde med skovskadestuen. Den føles som frygten for at dø uden at have givet mening for noget eller nogen. Uden at det hele har betydet noget. (Og så føles den også lidt som en kirkegård på en sensommerdag).
En anden føles som lange gåture gennem Odenses villakvarterer. Som forvirrende følelser og trangen til at ryge alt for mange forkerte frustrationscigaretter.
Så findes der en sang, der føles som den første meningsfulde 9-17-tjans med skriverier og forbilleder og fyraftensøl. Der er også en, der føles som natlig dans på skræmmende skøn virkelighedsflugt i eventyrbyens west end.
Og der er en, der føles som eftertænksom melankoli på lange gåture gennem København. Over Rådhuspladsen, forbi Tivoli, over broen og hjem til den røde sofa.
Til sidst er der en, der føles som en vinteraften alene under dynen, mens det resterende overskudskrudt fra nytåret oplyser himlen gennem det vindue, jeg ligger med ryggen til.
PS: Derudover er der selvfølgelig også alle de andre. De glade, de fjollede, de optimistiske og de trygge fylder heldigvis en hel del …
Barndomsbyen dufter af havn og sommer og de små, hvide blomster i græsplænen, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Den dufter af tryghed og grillbar og uheld og lørdagsslik og sår på knæet. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.
München dufter af Currywurst mit Pommes og Dirndler og store øl i pæne parker. Den dufter af usikkerhed og grå jakker; af grin og gode veninder og af salt fra tårer. Og den dufter af tag-dig-sammen og jeg-gjorde-det og af minder, jeg aldrig ville være foruden.
New York dufter af lufthavnslinoleum og gule taxaer med træer i ruden og af verdens bedste burger. Den dufter af eventyr og en sød fyr og mange, lange gåture. Og den dufter af tastaturet, som larmer bekræftende, af kriller i maven og af os og nødvendig ensomhed.
Moskva dufter af tid, som er gået, men endnu ikke overstået. Den dufter af Lenin, som er død, men ikke begravet. Af amerikanske kæder og flere tusind kroner dyr hvidvin drukket på Den Røde Plads, fordi en anden betalte. Og den dufter af gamle damer på museer og unge piger af plastik, som håber på lykke (ligesom alle os andre).
Ilulissat dufter af isbjerge og verdenshave og dyr i vand. Den dufter af stilhed og eftertænksomhed og memoir i otte bind. Og den dufter af kaffemik og gæstfrihed; af social arv og stor kærlighed til dig og mig og alle dyrene og det omkring os.
Jerusalem dufter af det, der var engang, og det, der venter. Den dufter af grædemur og glædesgrin, af mangfoldighed og respekt og sørgelige ubegribeligheder. Og den dufter af små, mørke værelser med farlige lagner; af kig her og kom herhen og kom tilbage igen.
Den hvide sandstrand på den øde ø dufter af renhed og lune og dårlig mad. Den dufter af livsfarlig tømmerflåde og livsbekræftende tømmermænd og den første impulsive lykkefølelse. Og af dejlige mennesker og ubeskriveligt held og uundgåelig livslyst. Den dufter af jeg-kan-klare-alt. Næsten.
København dufter af biografer og brune beværtninger og melankolske gåture hjem over broer i morgensolen. Den dufter sammenhold og sammenfald; af glæde og mod og modløshed og slinger på egne ben. København dufter rigtigt. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.
PS: I dag duftede København også lidt af forår og forhåbninger. Tror jeg. Jeg er for forkølet til at bedømme det, men det føltes sådan indeni …
Der er et eller andet helt specielt nervepirrende spændende ved at tage hul på første dag i et nyt år. Sådan føles det i hvert fald på den sidste dag i det gamle år. Fordi ordet nyt (muligvis fejlagtigt) bliver forvekslet med godt. Men hvis man laver en statistik (ikke at jeg vil forsøge mig med tal), tror jeg, den vil vise, at første januar er årets største opslåningsdag. Tømmermændene lægger sig, og folk går fra hinanden. Fordi de har dummet sig, fordi de er blevet udsat for andre fristelser, fordi de bliver i tvivl. Fordi de føler sig tvunget til at tage deres liv op til revision på grund af et tolvtal, der blev til et trettental.
Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg har ikke nogen at slå op med, så hvem er jeg til at snakke? Til gengæld har jeg et øre, som ikke kan høre. Det begyndte at strejke på ondeste vis i går aftes, og dermed hoppede jeg ind i det nye år på en cocktail af Panodil og Ipren. Da jeg talte i telefon med manden fra lægevagten, som havde trukket nytårstjansen, glemte han at minde mig om, at man skal være varsom med at blande smertestillende og afsindige mængder alkohol (man skal nok bare være varsom med afsindige mængder alkohol sådan helt generelt). Måske troede han, at det gav sig selv. Eller også troede han, at jeg var et barn, og der derfor slet ikke var nogen risiko for, at jeg ville fylde mig med procenter. Tilsyneladende er mellemørebetændelse nemlig kun noget, børn får. Der kunne jeg så fortælle, at min papfar har lagt sig med samme problem. Men han ønskede sig selvfølgelig også primært ting til sin togbane i julegave.
Jeg troede, jeg ville vågne op med spænding i maven på trettenerens første dag. Måske endda kriller. Jeg vågnede op med en ubændig trang til at amputere højre side af mit hoved. Sammen med den del af min krop, hvor tømmermændene sidder (altså alt fra knæene og op). Hvis lægen havde mindet mig om det med alkoholen i telefonen, og jeg havde valgt at lytte (med det raske øre), kunne jeg muligvis have undgået at padle rundt i bunden af min brusekabine to gange inden klokken otte. Men benene forsvandt under mig, og det tog en hel del overtalelse, før de indvilligede i at bære mig ned mod lægevagten.
Da jeg gik forkert for anden gang og endte for enden af en blind vej, gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg sparkede til et wannabe-baobabtræ. Så hårdt jeg overhovedet kunne. Det fik jeg ret meget ud af. Blandt andet en meget øm storetå og en frygteligt forskrækket pegetå (jeg sender god karma til den, der kan fortælle mig, hvad tå nummer to egentlig hedder). Og så fik jeg alt det regnvand i hovedet, som havde ligget og hygget sig oppe i træet. Det var specielt rart, fordi jeg netop havde kæmpet for at tørre mit hår uden at besvime igen.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor kirkegårde og kapeller ligger i forlængelse af hospitalerne. Det opmuntrer vel ikke ligefrem folk til at hænge i? Men det kunne jeg i princippet være ligeglad med, for jeg havde jo bare ondt i øret. Det sagde jeg også til den alt for pæne turnuslægetype, da han stak en kold metaldims ind for at stille den diagnose, som jeg allerede kendte. Det var svært at snakke, når jeg samtidig skulle koncentrere mig om at holde vejret. Så han ikke kunne lugte, at jeg stadig var fuld. Der burde være en lov om, at man ikke må sende pæne mænd på arbejde, når singletyper stinker af sprut og er iklædt en fejlagtig kombi af grå joggingbuks og neon. Og så burde underviserne på medicinstudiet i øvrigt også afsætte tid til at forklare de internationale regler for benflirt. Så en bagstiv, helspekulerende type ikke behøver at blive forvirret over, hvad det egentlig er, der foregår, når tresekundersreglen for fysisk kontakt overskrides med adskillige minutter.
Og så synes jeg, man bør afskaffe døre. For jeg kan åbenbart ikke finde ud af at bruge dem. Heller ikke i år. Men så var det rart, at turnuslægetypen havde overskud til lige at forklare, hvad en lås er, og hvordan den fungerer sådan i al almindelighed. Han havde dog ikke tid til at følge mig helt ud. Det var ærgerligt, for det ville måske have sparet mig for endnu en vildfaring. Jeg er bange for hospitaler, og jeg er endnu mere bange for den slags, jeg ikke kan finde ud af. Jeg gik forbi venteværelset, tog elevatoren ned, drejede rundt om mig selv, gik op ad trappen, forbi samme venteværelse (nu med forundrede tilskuere), tog elevatoren ned. Igen. Drejede rundt om mig selv. Igen. Snuppede en ekstra halv runde. Havnede på en alt for akut gang. Den lange med lyset for enden. Skyndte mig tilbage til trappen. Valgte nu at tage de trin, der gik nedad. Endte i en øde baggård, jeg aldrig havde set før. Men i det mindste var jeg ude. I sikkerheden.
Og jeg fandt ned på apoteket og købte for 256 kroner blandet. Nu med oversvømmelse i øjenkrogen af ydmygelse og ondthed. Det er faktisk ikke så svært bare at betale. Skulle man tro. Men inden jeg nåede dertil, kom jeg til at kaste sytten identiske kvitteringer på 900 kroner fra min pung op i luften. Og ind mod den flinke apotekerpige, som hjalp mig med at samle dem sammen og diskret spurgte, om jeg havde hørt om deres nye chat-konsultationer. Det var sagt i den bedste mening, er jeg sikker på. Og det var ikke helt okay, at jeg følte trang til at råbe.
Men jeg råbte ikke. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg er jo en pæn pige. Jeg sagde tak, tørrede øjnene, tog imod de medicinske redningspakker og mine gamle kvitteringer (som jeg altså virkelig bør smide ud). Og så gik jeg hjem. I regnvejr. Forbi brugte batterier og vådt, gråt pap, som engang indeholdt noget flot.
PS: Måske lyder det ikke sådan. Men jeg er stadig optimistisk. Jeg ligger ned på en mere stående måde, end jeg plejer. Og jeg tror på, det går fremad nu. Jeg er jo trods alt både vågen og i live. Og hvem ved – tretten viser sig måske at være en meget god legeplads …
– formåede at kaste op i tre forskellige lufthavne (og i Kastrup ved tre forskellige lejligheder)
– fik en elefant for livet
– for første gang formåede at blive så fuld, at en taxachauffør nægtede at køre med mig (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse er at se det som en bedrift …)
– rejste verden rundt med alle de dyr, som jeg aldrig vil være foruden (og begyndte at glæde mig til fantastiske ture i det nye år med dem, jeg ikke kom afsted med i år)
– virkelig begyndte at sætte pris på vandfast mascara
– blev bekræftet i vigtigheden af notesbøger. Både de gamle, de digitale, og ikke mindst dem, der findes på gaden
– fandt ud af, at det faktisk føles bedre at pille sig selv i navlen end at pille i sår
– forsøgte at lære at følge hjertelinjerne på min hånd
– overlevede ufrivillig overnatning på skræmmende solseng i Thailand (guldfisk, tavlen er nu visket ren og undskyldningen endeligt accepteret, så drop den dårlige samvittighed)
– endnu engang blev overbevist om, at børn kan være kloge på en helt anden måde end voksne (det gælder specielt en meget vigtig 9-årig …)
– debuterede på karaokescenen (og erfarede dermed, at ting rent faktisk godt kan gå værre, end man frygter)
– lærte, at det godt kan betale sig at lade være med at forhandle sig selv ned i pris
– dummede mig (og blev klogere)
– faldt pladask i sjasket for den sødeste tigerunge i verden
– beviste, at det alligevel godt kan lade sig gøre at transformere 50 kvadratmeter lorteø-lejlighed til et rimelig okay koncertlokale for en enkelt aften
– som udgangspunkt forsøgte at være glad uden grund frem for sur for en sikkerheds skyld
– indtog Bulgariens solrige strand 10 år for sent og fik en slange om halsen (men dog ikke i halsen)
– lærte, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop ikke altid er en ubetinget god idé (min læge griner muligvis stadig, selvom det er strengt)
– gik op ad gaden ned igen (igen, igen, igen, igen)
– sagde ja
– blev klogere på de vigtige ting
– accepterede, at det kan være helt ok at indrømme, at det er svært at stå på egne ben
– påbegyndte, færdiggjorde og ændrede en mission
– opdagede, at vigtige dyr kender hinanden i skove (heldigvis!)
– fik nye (savnede) bekendtskaber og udviklede de (uundværlige) gamle. Måske allervigtigst det til mig selv
– kunne konstatere, at melankolien i afskeden med det forgangne (og hidtil vildeste) år endte med at blive lige så overvældende som den krilrende nysgerrighed omkring det år, der lurer lige om hjørnet. 2013 virker slet ikke så farligt mere. Jeg tror faktisk på, at det bliver godt!
PS: Godt nytår (hvorend du er … )
Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder.
Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager. Den har ikke ændret sig voldsomt det seneste årti, selvom den bevidner, at verden er forandret. Den stationære computer i hjørnet er skiftet ud med en bærbar (i sengen). Stereoanlægget med plads til tre cd’er (i Taulov var det banebrydende engang) er skiftet ud med en iPod-dock. Og mine VHS-bånd er skiftet ud med dvd’er og Blu-ray (okay, skiftet ud er måske så meget sagt. Jeg arbejder på sagen …) Derudover er der ikke sket det vilde.
Hvis jeg var en kendt type, som blev udsat for en omgang ’Vis mig dit køleskab’, tror jeg ikke, jeg turde få at vide, hvordan køleskabseksperten ville karakterisere mig som person. Efter dagens (sjældne) indkøbstur i Netto, indeholder køleren netop nu:
14 Carlsberg
1 Santa Ale
1 flaske Muscador
3 flasker hvidvin
3 tonic
2 Cola Zero
2 iste
2 Mountain Dew
1 rød sodavand
1 grøn sodavand
6 Lille Lise kakaomælk
Ketchup
Ristede løg
Rejeost
Toastost
Hamburgerryg
Ved siden af køleren med en 80/20-fordeling af flydende og fast indhold (okay, 85/15 – teknisk set tilhører ketchup vel flydende-kategorien) ligger tre poser chips og hygger sig ved siden af en pose Kinder-chokoladeæg og syntetiske Trolli-burgere (dem af slik). Og vi skal slet ikke forsøge at bevæge os ind i fryseren.
Jeg forestiller mig, at voksne typer har ting som fuldkornspasta og friske grøntsager i køleren. Jeg forestiller mig også, at de kalder det ’køleskabet’ og ikke ’køleren’. Derudover forestiller jeg mig, at de ikke behøver at vaske gryder og pander af for støv, inden de skal bruge dem. Måske har de endda et skab til den slags, så potter og pander slet ikke kan samle støv. Og så forestiller jeg mig, at de stoler på, at de er voksne nok til at have slukket for komfuret efter brug og derfor ikke behøver at tjekke det en time, et døgn eller en måned senere (de har selvfølgelig brugt komfuret mere end én gang på en måned, så den sidste tilføjelse er vel i princippet unødvendig).
Sidst jeg var i biografen, så jeg en film med en målgruppe på 12-18 år. En af de dybeste samtaler, jeg har haft inden for den seneste uge, var med min 9-årige niece (men hun er altså også ualmindeligt klog). Og efter sigende fandt følgende samtale sted i julen:
Nevø: ’Skal moster Bib egentlig ik’ snart ha’ en kæreste?’
Søster: ’Hun skal jo lige vente, til hun er blevet voksen nok til at finde den rigtige.’
Nevø: ’Nå ja.’
Søster: ’Men når hun engang bliver voksen, hvilken slags kæreste synes du så, hun skal finde?’
Nevø: ’En fodboldspiller!’
Min familie har altså tilsyneladende accepteret, at jeg ikke har turdet invadere de voksnes forjættede land endnu. Min nevø blev endda forarget, da han så mig drikke en øl juleaften (’Helt ærligt, moster Bib, må du gerne det?’) Og jeg har det faktisk også fint med at hønse rundt og lege barn/teenager/63-årig-nybarnlig-type et stykke tid endnu. Men nogle gange dumper forstyrrende elementer ind i mit liv og ryster min opfattelse af, hvem jeg er.
I dag var det et julekort fra min revisor, som dumpede ind i min postkasse. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet, siden … ja, siden jeg fik et tilsvarende kort sidste år. Det er jo kun voksne typer, som får den slags.
Åh gud, måske er jeg slet ikke den, jeg tror, jeg er. Måske er jeg en helt anden …
’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.
Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.
Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.
Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.
Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.
PS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.
* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.
Skudamuda 