Skudamuda

Den første dag i resten af mit liv

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet. Om Lederhosen, Klittrolden eller irriterende nærgående mandspersoner.

Men så skete der noget helt utroligt. Noget skelsættende, banebrydende – nærmest uvirkeligt. En oplevelse så vild, at jeg helt ærligt kan sige, at der er mit liv før og mit liv efter.

Giraffen fik en Astronaut-is med seks vingummier. SEKS VINGUMMIER! Det er jo større end at vinde i Lotto.

Først så vi de to røde. Det var enormt heldigt i sig selv. Derefter dukkede først en, så to, tre og fandeme også fire gule op.

Stor tak til vingummiindputningsmanden fra Astronaut-isfabrikken for at ændre min verdensopfattelse. Nu tror jeg virkelig på, at alt kan lade sig gøre!

Indkravlingsmusik i solosædet

Når det engang (formodentlig inden for den nærmeste fremtid) bliver muligt at rejse tilbage til fortiden, bør alle smutte forbi DR’s Koncerthus 23. maj 2013 og høre Marie Keys musikalske troldetrylleri på den scene, som altid tager mig med lydstorm.

I min verden er hun en af de mest originale sangskrivere i de her dage, og oplevelsen blev endnu bedre af, at hun var underholdende på den rigtige måde, frem for den der jeg-bør-sige-noget-krampagtigt-sjovt-på-scenen-måde. Hendes musik er lige til at kravle ind i, og den følelse var endnu stærkere live. Desværre sad jeg helt palle og havde kun mulighed for at rykke tæt tæt sammen med de to store, fremmede mænd, som jeg var spændt fast mellem i mit solosæde, mens jeg kunne vinke over til guldfisken på den anden balkon, katten på den tredje og solsorten under mig (note til selv – køb billetter i GOD tid næste gang).

På en måde var der noget fedt ved at sidde helt alene i salen. Alligevel ville jeg gerne have udskiftet Arne-Bjarne til højre for mig med et velkendt dyr – fugl eller fisk eller måske sådan en type med en meget lang hals, som kunne give en synsudfordret snabeltøs et fyldigt referat af, hvad der rent faktisk foregik på scenen (og muligvis også lægge koncertgramselår til ved samme lejlighed).

PS: Apropos Google tænker jeg, at en søger meget passende havde held i sprøjten her på bloggen i går. Måske var det endda en af de mindre sindssyge af slagsen …

Drengeunderkjoler og andre uartigheder

Jeg tænker, de fleste læsere af denne blog er havnet her ved en fejl. I hvert fald hvis jeg skal tro Google, som sladrer om, hvad I søger på for at komme herind. Jeg har lavet listen en gang før, men jeg fornemmer, det er ved at være tid til en sequel. Og den går nogenlunde sådan her:

1. underkjole disciplin for drenge (Frækt. Hvor og hvornår?)

2. sex sede pigerhar ben krysset nå de stå (Ahwafornåt? Frækt. Måske …)

3. lort i svømmehal (Søg mod bruseområdet. Omgående!)

4. løber jeg ind i psykopater (Sandsynligvis)

5. jeg ser min mor nøgen jeg voldtager hende (Tænker, du muligvis er psykopat. Lad venligst være med at løbe ind i nummer 4)

6. hvorfor er min pakke havnet forkert (Jeg ved det ikke. Men friskt, at du tror, Google gør)

7. mormor måne (Stakkels mormor. Der findes operationer, som kan løse den slags)

8. mobbe med et træben (Det er ikke pænt at gøre. Stop det. Omgående!)

9. blonde piger sex uskyldig mindre ulovlig (En lille tommelfingerregel – enten er det ulovligt, eller også er det ikke ulovligt)

10. uldmåtte- bagning (Godt nok har jeg ikke så meget forstand på madlavning – men kan det være lækkert?)

11. uartig ungdom (Hvad har du hørt? Det kender jeg ikke noget til!)

12. Kønssygdom hvad nu? (Søg egen læge, er mit umiddelbare bud. Ikke at jeg ved noget om den slags …)

13. kløe hos undulat (Søg dyrlæge)

14. pludselig klumpfod (Stakkel! Bare sådan ud af det blå?)

15. jeg har ingen trusser (Stakkel! Fræk stakkel!)

16. jeg er sej og du er dum (Og mere er der ikke at sige til den sag)

17. english translation undskyld jeg var bare for sjov, i virkeligheden er jeg dansk (Say what?)

18. mer kruslager (Fordi du fortjener det)

19. smølfespark i maven (Kan man slet ikke mærke ordentligt. Gå efter panden)

20. fisk med skuffe (Sej sild!)

21. folk kan komme langt med mig men ik pis på mig (You said it, gørlfrææænd)

22. snehaderen (Finder du her. Men pas på – han er sur)

23. semi-vanddyr der stinker (Semi-dyr? Halvt dyr, halvt hvad?)

24. tungekysser med min søster (Hvad har du hørt? Det kender jeg ikke noget til!)

25. solbriller til hest (Sejt. Fås de i neon. I så fald vil jeg overveje at købe et par. Og en hest, der kan bære dem)

Den sidste nadver

Jeg har muligvis valgt den forkerte helligdag til den sidste nadver. Men den er tiltrængt nu. Eller det er måske nærmere tiden efter den sidste nadver, der er tiltrængt, Den, hvor jeg igen skal kæmpe mig igennem en måned uden slik og kager. Første omgang var åbenbart ikke tilstrækkelig – måske fordi jeg valgte at fejre sejren med en festcocktail af romkugler og milkshakes og hindbærsnitter og syntetslik og alt andet, der er skide godt.

Den her gang har jeg indgået afholdenhedsaftale med hele to dyr – både panteren og haren. Så det er dobbelt så vigtigt at overholde reglerne. Det gør allerede ondt i smagsløgene, når jeg tænker på, hvor hårdt det bliver. Derfor har jeg sørget for at få det bedste ud af den sidste dag i sukkerhimlen. Heldigvis befinder jeg mig i et land, som har specialiseret sig i søde syndere.

Nogle tager på kulturel sightseeing i udlandet. Haren og jeg tog på sukkersightseeing. Og for første gang kastede jeg mig over den velkendte specialitet Spagettieis. Den blev toppet med pat- og penisvingummier og til sidst et rent orgie af Kinder-chokolade. Så nu er jeg helt tanket op og i topform til en udfordring, som bliver alt andet end et stykke med kage.

Vi ses på den anden side!

Bittersød erfaringsnote #2

Hvis man drikker alkohol, får man tømmermænd. Hvis man drikker meget alkohol, får man mange tømmermænd.

Det burde være logik for burdrankere. Alligevel kommer konsekvenserne af mine drikfældige vaner altid bag på mig. Som i morges, hvor jeg vågnede på den helt forkerte side af sindssyv i skabssengen i München med gulvlægning på øverste og to øjenbryn, der vendte hver sin forkerte vej. Og en hare ved siden af, der kunne informere mig om, at jeg havde alkosnorket hele natten, mens hun havde haft en nærdødsoplevelse – liggende på badeværelset med intenst krammende arme om toiletkummen.

Efter en omgang akut juicebriksgenoplivning begyndte jeg at kunne huske årsagen til håndværkerinvaderingen. Heldigvis er tømmermænd altid bedst, når de er dyrket godt. Og det blev de i går på tilfældig tysk homobar. Haren og jeg havde hørt rygter om, at Danmark ville vinde det der melodunte, og selvom jeg slet ikke var opdateret på, hvad der skete i den konkurrence, ville jeg under ingen omstændigheder gå glip af potentiel mulighed for at førstepladsblære mig – eller gå glip af at lege lesbisk lykkepar for en aften (med giraffens velsignelse).

Alt var lige, som det skulle være. Med storsprittede gigantdrinks, nye mandeparsbekendtskaber og våde vinderkys. Og efter en heftig fastfoodindsprøjtning begynder jeg nu at tro på, at jeg overlever i så stor stil, at jeg rent faktisk kan holde mit løfte om at stable en discokuglefest på benene for vores nye venner i København til næste år …

Bittersød erfaringsnote #1

Hvis du en onsdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du kommer halvberuset hjem til et hus af guld og tænker, det kunne være en knippelgod idé at forsøge at klippe eget hår ved hjælp af sløv saks importeret fra slut-80’erne, kunne du i stedet overveje andre hobbymulighedsafprøvninger med færre fatale konsekvensrisici såsom:

– rengøring af hjem

– udbytterig aftenlæsning (-læning?)

– smugtræning med det hvide rat

– beduftende bespringning af gramsebamse

PS: Det vokser vel ud igen? Godt, man ikke er typen, der skal til festligt arrangement i morgen (skrev hun med sarkasmen helt ud i fingerspidserne …)

Lammerskål i teenageskuret

Har du talt med din indre teenager i dag? Jeg genoplivede min i går. Eller … hun har vist aldrig været væk, hende der, som går i lige i overkanten opmærksomhedskrævende glimmersko og hører musik, som ikke har ramt radioen siden sluthalvfemserne. Det er også hende, der stadig har ID klar, når hun køber en flaske sprut, og som aldrig har lært at stoppe med alkoholen, før benene begynder at strejke, og ordene kommer baglæns ud i alverdens upassende kombinationer.

Hun blev sluppet løs til Blå mandag. Den syvende af slagsen. Den første blev afholdt, dengang min krop var teenager. Så fulgte alle de andre, der traditionen tro er løbet af stablen, siden jeg var til konfirmation hos min ti år yngre kusine og blev så fortørnet over, at jeg tilsyneladende havde mistet retten til at drikke mig i teenagehegnet og te mig tosset på ugens første dag, bare fordi min krop var blevet ældre.

Den plejer at stå på sol i Kongens Have med Lambrusco og Breezers og lunkne discountøl, og hvad ungdommen ellers drikker nutildags. I går strejkede solen dog, så det blev en alternativ blå nuance på semibrun stambeværtning med cider og sjåts og fodbold i et bord. Og med lidt for standhaftige voksenben. Den14-årige Skudamuda var i hvert fald ikke imponeret over promillehøjden. Heldigvis åbner det bare op for muligheden for at tage revanche og indføre endnu en teenagetradition. Jeg tænker Neononsdag. Med pink pudekamp, ølstafet og S, P eller K. Det bliver skide godt!

PS: I øvrigt er jeg dybt forarget over, at det åbenbart kun er folk med nyerhvervede huer, der lovligt kan få lov til det der studentervognkørsel. Diskrimination, siger jeg bare!

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

Fra børn og fulde folk – part II

Forleden blev jeg spurgt, hvordan jeg har det med børn. Spørgsmålet kunne tolkes på flere måder, og da jeg ikke orkede den store snak, valgte jeg meget hurtigt at svare, at jeg har det ret godt med andre folks børn.

Børn er (for det meste) seje – blandt andet fordi de er ærlige. Og det er jo fantastisk. Lige indtil ærligheden rammer. Som i dag, hvor jeg forsøgte at imponere kollegas charmerende afkom ved at jonglere og gøgle til stor begejstring. Alt var skønt, indtil minimand valgte at pege op på mig, kigge på sin mor og spørge: ‘Hvad laver han?’

Så ved man, at håret er blevet for kort, og brysterne er blevet for små.

PS: Det er ikke kun børnene, der har problemer med at afgøre, hvilket køn jeg tilhører. Min veninde rakte mig engang sit lige så charmerende afkom med ordene: ‘Skal du over til onkel?’ Så er der jo ikke noget at sige til, at ungerne bliver forvirrede.

Elefanthus i regnvejr

Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.

Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).

Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.

Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …

Held i lykkeklat

Jeg er blevet skidt på. Fra oven. Først troede jeg, at nogen havde tyret en tennisbold tværs over kanalen og ramt mig i ryggen. Så chokerende voldsomt føltes det. Men det kan åbenbart godt gøre ondt at blive ramt af en lort, hvis bare den er stor nok. Sådan lærer man noget nyt hele tiden …

Jeg er nu næsten kommet mig over attentatet og regner med, at krisepsykologen kan afbestilles. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det altid skal gå ud over mig. Jeg kan nævne fire situationer i løbet af de sidste par år, hvor jeg er blevet skidt på af en fugl, mens jeg har siddet i solen ved siden af guldfisken og drukket mig i hyggehegnet. Ikke en eneste gang er hun blevet ramt. Der er noget lorent ved den statistik.

Uglen mener, det måske er fordi, jeg ser anderledes ud end alle andre 200 meter oppefra. Og han burde jo vide, hvad han taler om, når nu han er en ugle. Men jeg havde altså dækket neontøjet til og alt muligt, da jeg blev ramt i går. Det er ikke fair!

Eller måske er det. For det er jo noget med, at der er held i den slags klatter. Og jeg synes faktisk, at jeg er ud over det sædvanlige heldig for tiden. Det føles så godt, at jeg hellere end gerne agerer skydeskive for en klat eller to mere, hvis det betyder, at alt bliver ved med at være skidegodt.

PS: Nu ved jeg godt, man skal passe på med at stille for mange krav, men når nu klatten var så enorm, tænker jeg, at heldet måske kan spredes lidt ud og ramme mig på flere områder. Så for en sikkerheds skyld har jeg givet heldet alle muligheder for at vise, hvad det kan, når det kommer til sådan noget med tal …

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)