Skudamuda

Destination snabelhi

Lige om lidt tager jeg hjem på ubestemt tid for første gang, siden min krop blev voksen. Sådan cirka i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er landet i Kastrup uden at vide, hvornår jeg skulle lette derfra igen. Uden at kende min næste destination. Derfor er jeg heller ikke helt tryg ved situationen nu, hvor det rent faktisk er tilfældet.

Men ak og ve, jeg skal spare og være så satans wannabe-voksen-og-fornuftig, og det betyder åbenbart også, at bankbogen ikke skal åbne sig op for ikke-livsnødvendige udenlandske eventyr (og her er det åbenbart bankrådgivertype, der afgør graden af livsnødvendighed. Vi er ikke helt enige, skulle jeg hilse og sige …)

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når min kuffert ryger på loftet, så jeg ikke længere behøver at gå og skvatte over den i spisestuen. Men jeg overvejer at bygge en hule. Sådan en stor og varm og vamset vinteragtig én med plads til to savannedyr plus det løse. Og med den plan i elefantærmet er det faktisk helt okay at skulle hjem.

Vig sles på den anden side …

Noget om en guldfisk

Jeg har tidligere sagt, at jeg har været kronisk single de første 28 år af mit liv. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke helt rigtigt. I de år havde jeg muligvis ikke prøvet sådan noget klassisk kæresterishow. Men jeg har levet i, hvad der svarer til en form for venskabsægteskabeligt cirkus med guldfisken, siden vi mødte hinanden for syv år siden.

Jeg hapsede den purunge akvarievårhare allerede på vores rustur – primært fordi hun var den, jeg følte, jeg havde mest tilfælles med, når det kom til uhæmmet druk med tåkrummende historier til følge, frustration over manglende mad, smugrygning i krogene (jeg er altså holdt op for længe siden, mor) og generel uambitiøs journalistisk tilgang til målsætning om aktindsigt og regeringsvæltning. Vi ville bare gerne have det sjovt.

Og det har vi haft. Mange gange i selskab med solsorten og musvitten og musen og tusindbenet og andre fantastiske studiedyr, som heldigvis godt kan overskue den ægteskabelige tilstand, vi af og til falder ind i. Andre gange helt alene sammen.

Der gik ikke mange kvarte øjeblikke, fra jeg sendte den første venskabsflirtende sms med et helt ligegyldigt improviseret spørgsmål bare for at skabe kontakt (smooth operator), til hun flyttede ind i min ejendom, og vi indledte vores makkerskab, som varede hele studiet igennem.

Folk omkring os var bekymrede, da vi blev færdiguddannede, fordi de ikke kunne forestille sig, hvad der dog skulle blive af os, når vi ikke længere kunne få lov til at gå konstant kærligt småhakkende op og ned ad hinanden. Men måske findes der en eller anden højere magt, som også synes, vi hører sammen, for da guldfisken fik job, fulgte jeg efter på samme arbejdsplads i samme afdeling to uger efter – hvilket betyder, at jeg har siddet og kigget på hende over computerskærmen hver dag i snart tre år.

Kollegerne bytter om på os, ligesom studiekammeraterne gjorde, selvom guldfisken er høj og lyshåret (ret atypisk for en fisk af den art, men hun er også meget speciel), og jeg er lille og mørkhåret. Men vi er muligvis sådan et par, der ligner hinanden i vores forskellighed. Vi har altid noget at snakke om, og hvis vi alligevel ikke har, drikker vi os bare så fulde, at vi ikke kan huske noget, så vi kan snakke om det hele én gang til på bedste Groundhog Day-manér, som om det var første gang.

De første fire-fem år sov vi sammen noget nær hver anden nat, spiste sammen, næsten hver gang vi var sultne, og når jeg havde tømmermænd, vidste guldfisken altid, hvornår et glas lækkert danskvand og en våd klud på panden var altafgørende for min overlevelse. Derfor vil jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand, da storebjørn pludselig møvede sig ind og fratog mig min konstante adgang til våd ansigtsklud og andre fiskefortræffeligheder. Men jeg lærte hurtigt at se fordelene i, at det blev ham, der så måtte samle hende op fra Gothersgade, når hun besvimede ude foran Alpehytten, mens jeg kunne drikke videre og danse på bordene på af og til usvigtende bentøj. Og jeg fik da også hurtigt lov til at være tredjehjul (nej, ikke tredjeben) i deres forhold, hvilket betød, at jeg i en lang periode var fast inventar i deres søndagshyggekæresteshow.

I går gjorde guldfisken mig opmærksom på, at vi muligvis har en hang til at dyrke noget upassende kollegial opførsel (nej, ikke på den måde) – for ekempel når vi insisterer på at sove i samme seng i Mexico (stadig ikke på den måde) i stedet for at være lykkelige over, at vi er så heldige at have en luksushybel med to gigantsoveværelser. Men hvis jeg ligger helt inde i et andet værelse, hvem skal så berolige den stakkels isøvnesnakkende fisk, når hun panisk vågner om natten og tror, hun er ved at smide en baby på gulvet? Og hvem skal sørge for at få mig op, når jeg igen-igen har formået at slå mig selv ud med en overdosis af lige dele antihistamin og tequila-long-islands-fadøl-hvidvinssjusser?

Hun er en fantastisk kollega-rejsemakker-veninde-kone, og da hun i går luftede spørgsmålet om, hvad vi dog skal gøre, hvis vi en dag ikke kan få lov at arbejde sammen længere, skiftede vi begge hurtigt emne, fordi vi ikke kunne overskue konsekvenserne af det scenarium. Efter syv års parløb er vi enige om, at vi ikke fornemmer snerten af syvårskrise. Og helt ærligt, hvor mange kan lige sige det?

Derfor er dette indlæg en hyldest til fisken i mit liv!

10 timer i luften part II

Der findes mange gode steder i verden, og så findes der steder, som både er gode og trygge og fyldt med minder.

Den magiske læsesten i parken i New York, som nogle gange er dobbelt så stor og andre gange er halvt så lille.

Altanen i Sydfrankrig, som er fyldt med glade grin og krilrende historier og bobler i maven.

Badekaret i München, som bliver bedre og bedre af mange årsager – og altid er trygt, fordi der ikke kan gå ild i det (modsat udklapningsskabssengen, som er dejlig og farlig på samme tid af lige så mange årsager).

Og så er der hængekøjen i Mexico, som jeg er på vej til lige nu – i skrivende stund svævende i luften på sjette time ud af ti. Jeg glæder mig til at fortælle den om alt det, der er sket, siden jeg tog afsked med den for et år siden. Alt det gode, som jeg ikke vidste skulle ske, da jeg lå og drømte i den sidst. Og så glæder jeg mig til at gynge videre og drømme videre …

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 2

Det går faktisk meget godt, det der med at spare penge. Jeg har flere gange været meget stolt af mig selv. Da jeg sent lørdag aften stod og ventede på bussen, der aldrig kom, og bekæmpede fristelsen til at bespringe en ledig taxa. Da undulaten kom på besøg, og jeg tøede noget restværk op fra fryseren i stedet for at hente take away. Og da jeg samlede alle mine tomme flasker sammen for at få råd til en pose pasta sidst på ugen.

Det lyder måske ikke imponerende, men det er store sager for en økonomisk analfabet* som mig. Og der er endda overskud i bufferbøssen. Og jeg har skåret ned på de faste udgifter, blandt andet ved at sige mit abonnement op i 80’er-træningscentret** (for alle ved jo, at man skal skære udgifterne til motion fra, inden man skærer ned på junk og alkohol). Jeg har faktisk ikke engang brugt mindre formuer på snuskede barer de sidste mange uger (hvilket muligvis bare er et tegn på, at jeg ikke har noget liv. Men lad det nu ligge …) Summa summarum: Jeg er slet ikke den, jeg tror, jeg er. Jeg er en helt anden. En økonomisk ansvarlig én.

Men blandt alle de rosenrøde, selvskulderklappende succeshistorier er der alligevel et ømt, problematisk punkt: min ynkelige evne til at benytte det lille, effektive ord, der hedder ‘nej’. Det er specielt et dyrt problem, når det kommer til sådan noget velgørenhed. For en ting er at skulle sige nej til noget, jeg selv har lyst til. Det gør jo kun ondt på mig, hvis jeg må melde fra til en bytur eller droppe en rejse. Noget andet er, når velgørenhedstype ringer mig op og fortæller om alverdens ulykke og derefter understreger, at min hjælp er af yderst stor betydning. For hvordan siger man lige nej til at hjælpe børn, der sulter, eller dyr, der danser (altså, nu elsker jeg jo generelt seje dyr, der danser, men de skal helst ikke tvinges til det af store, onde barylere …)

Det er et særligt stort problemt for mig, fordi jeg er udstyret med sådan et CVR-nummer, som åbenbart giver alskens velgørenhedsorganisationer fripas til at ringe et par gange i timen (sammen med dem, der tilbyder mig fordelagtige kantineordninger og toiletrens til mit verdensfirma). Det betyder, at jeg det sidste stykke tid blandt andet er blevet overtalt til at investere i 40 stiftblyanter til ca. 50 kroner stykket (lav selv regnestykket. Og hvem bruger overhovedet den slags nutildags?), fire pakker fin, fyldt chokolade (til hende, som foretrækker discountslik) og senest cashewnødder og saltede mandler til den nette sum af 750 kroner for 640 gram (det er ikke med løg på). Men når jeg kiggede på den slunkne bankbog, kunne jeg i det mindste trøste mig med, at nogle nød godt af mine afladskøb. Lige indtil jeg fandt ud af, at det kun er 10 % af pengene, der rent faktisk går til velgørenhed. Av min lange næse!

Dog gik det helt galt forleden, hvor jeg lå alene og sumpede på giraffens sofa, da det bankede på døren. Manden på den anden side fik mig overtalt til at støtte en lejrskoletur. Ved at købe utroligt flotte og for mig dybt uundværlige lykønskningskort. Et for 30 kroner og to for 50, sagde han. Og gav mig 40 kroner tilbage, da jeg snuppede to og stak ham en hund. Jeg turde ikke at brokke mig, så jeg skyndte mig bare at smile til typen. Og kom først bagefter til at tænke på, at det vel i grunden er lidt underligt, at en voksen mand samler ind til børns lejrskoletur. Ved at sælge kort, som ligner noget, man kan købe til det halve lige ovre i Leifs Servicekiosk. Oh well, jeg håber i det mindste, mine penge så er gået til en rigtig god brandert. For jeg får ikke selv råd til den slags festligheder det næste lange stykke tid …

* Er jeg den eneste, der ikke kan læse det ord uden at få halvperverse associationer?

** Under opsigelsesseancen var fitnesstypen bag disken så sød at informere mig om, at jeg jo bare kunne sætte mit medlemsskab på standby, hvilket helt instinktivt fik mig til at udbryde, at jeg skulle flytte. For alle ved jo, det er bedre at lyve end at indrømme, at man er doven. Hvis jeg da så for fanden bare kunne finde ud af at lyve overbevisende. Nu er jeg både doven og dum …

Noget om børn og barnlige sjæle

Jeg mødtes med tigeren og løven og pumaen i dag. Vi er alle barndomsveninder, og ingen kunne tælle sig frem til, hvor mange år det er siden, vi sidst var samlet.

Der er noget helt specielt ved at have den slags gamle venskaber, og en dag som i dag giver mine slipgivningskomplikationer virkelig mening, for de er med til at sørge for, at jeg bliver ved med at holde fast i dem alle tre. Gamle venskaber er specielt gode, når man befinder sig i sådan en skrøbelig semisentimental boble, som jeg svæver rundt i for tiden, for de dejlige dyr kender mig så godt, at de kan mærke den slags og ved præcis, hvad jeg har brug for at høre.

Samtidig er der også noget helt vildt skræmmende over sådan nogle genforeningsmøder. De giver virkelig anledning til at gøre status over, hvor langt i livet vi er nået. Eller nærmere hvor langt nogle af os er nået. For mens tigeren kunne vise billeder af verdens dejligste tigerunge og fortælle om den lille, nye unge, som rumsterer rundt i hendes fine mave, føler jeg mig stadig som barnet i mit eget liv. Sådan en type, som bare sidder under børneinstitutionens systematiske velcrobilleder og venter på at blive hentet af en voksen.

Sådan vil jeg muligvis altid have det. For selvom verden vender mere rigtigt i dag, er der alligevel en del af mig, som trænger til at ligge i fosterstilling. Eller til at sætte det trygge Turtlesbånd på VHS’en eller snuppe en omgang Ormen Willy (her vil jeg gerne understrege, at der er tale om et computerspil. Jeg er en pæn pige!)

Og jeg har det faktisk ret godt med at lade de andre om at producere skønne unger, mens jeg giver mig selv lov til stadig at være en. For så er der mange flere legekammerater til mig. Lige om lidt er der endda en spritterny lille fyr meget tæt på, som helt sikkert bliver et pragteksemplar. Hvis ellers storesøs vil lade det rigtige vand gå. Fortsættelse følger …

Sådan en af de der dage … part II

I forgårs gik jeg i panik, fordi jeg ikke kunne få en dvd ud af min arbejdscomputer. Jeg råbte og skreg og genstartede og trykkede hårdere og hårdere på udspytningsknappen (for alle ved jo, at det er graden af hårdhed, der afgør, om knappen vil adlyde). TIl sidst fornemmede guldfisken, at der var noget helt galt, så hun hidkaldte ny kollegatype for at spørge, om han mon kunne hjælpe mig. Han forsøgte at sætte sig ind i problemet, men nåede aldrig at assistere, fordi guldfisken forsigtigt pegede på en skive på mit bord og spurgte, om problemet måske i virkeligheden var, at jeg havde glemt at putte dvd’en i computeren til at starte med. Hun havde ret.

I går var jeg så udmattet i hovedet, at jeg måtte lægge mig til at sove i fosterstilling under mit skrivebord (handicaptoilettet er ikke så sovevenligt i ny kontorbygning), mens hamsteren og guldfisken så undrende til.

I dag hidsede jeg mig op, fordi min stationære computer ikke registrerede, at jeg hamrede i tasterne i forsøget på at skrive en mail. Her hjalp det heller ikke at taste endnu hårdere. Måske fordi det viste sig, at jeg prøvede at skrive en mail på den stationære computer ved hjælp af tastaturet fra den bærbare, som stod foran.

Kort tid forinden kunne jeg under et toiletbesøg konstatere, at jeg nu igen er nået til et stadie, hvor jeg ikke kan finde ud af at vende mine trusser rigtigt om morgenen, og kort tid efter sad jeg og vrælede på selv samme toilet (dog ikke det handicappede), fordi jeg ikke kunne regne ud, hvorfor jeg har så svært ved at følge med i mit eget liv for tiden. Der var egentlig ikke noget decideret galt, hvilket gjorde vræleseancen endnu mere frusterende. Og meget svær at stoppe. Så jeg måtte udvandre fra kontoret med våde øjne. Mens kollegerne sad i nye sofaer og drak fredagsøl og grinede og udstrålede rigtig godt selskab, lagde jeg mig til at sove en af den slags fredagaftenslure, som jeg ellers aldrig har tid til at spilde tiden på, fordi fredag plejer at være såden en dag, hvor jeg har det snalresjovt og skråler og danser på borde og bænke og glæder mig til weekenden.

Men jeg ved ikke, hvor plejer er for tiden. Jeg ved ikke engang helt, hvor jeg selv er. Et sted mellem udefinerbare frustrationsøjeblikke og en indtil for nylig ukendt grundlykkefølelse, som sidder det helt rigtige sted lige midt i maven. For selvom det muligvis ikke lyder sådan lige nu, er jeg det meste af tiden meget, meget glad på en måde, som stadig er ret overvældende for en helspekulerende type. Måske er det derfor, det er endnu mere frustrerende, når de der små, mørke stød prøver at tage pladsen fra alt det gode. Når alle de dunkle tanker og den irrationelle angst tager overhånd på en måde, som gør, at jeg ikke føler, jeg kan være i egen krop og derfor bliver nødt til at ligge og vride mig og vælte rundt i sengen og forsøge at huske mig selv på, at det hjælper at trække vejret med åben mund.

Jeg ville ønske, jeg efterhånden var blevet gammel og erfaren nok til at regne ud, hvordan jeg styrer mit neurotiske tankespind og sparer mig for alle de unødvendige bekymringer, som rigtig gerne vil voldgæste det gode og snyltespise fra de glades bord. Men nogle gange føles det lidt som om, at det er fire skridt frem og fire tilbage, fordi min glæde over gode ting vokser proportionelt med angsten for, at der sker noget skidt.

Det er fredag aften, og jeg ligger i min seng og venter på, at jeg bliver træt nok til at kunne sove. Indtil det sker, slår jeg tiden lidt ihjel ved at forsøge at glemme frustrationerne over, at nogle dage føles som sød, kontrapunktisk musik klippet sammen med en ikke-eksisterende voldsscene. Og jeg forsøger ikke mindst at minde mig selv om, at jeg midt i alt det forvirrende ofte er glad på den helt rigtige måde. Specielt når jeg har plads nok i hovedet og kroppen til at være det. Jeg har de bedste intentioner om at give mere plads fra nu af. Så meget som overhovedet muligt.

Til en start vil jeg gå ud på badeværelset og vende mine trusser rigtigt. Og satse på, at verden også vender mere rigtigt, når jeg vågner i morgen.

Noget om flødebolleri på fremmedsprog

Jeg er bange for, at jeg er blevet smittet med en form for kronisk mani, der tvinger mig til at læse samtlige skilte og navne op, når jeg er i udlandet. Tyskland og Sverige er specielt slemme, fordi landendes sprog er ekstra sjove at læse op på – og fordi vores to naboer helt klart løber med sejren i en konkurrence, hvor det gælder om at få hverdagsting til at lyde så sjofle som overhovedet muligt. Der er masser af eksempler at vælge mellem. Alene i flødebolleverdenen er der materiale nok til et par timers underholdning (i øvrigt også en kategori, hvor den danske betegnelse er godt med på sjofelhedsskalaen …)

Jeg tænker, det må være en lille smule irriterende at have sådan en halvlummer tourettestype på slæb, som konstant går og lirer ord af på sprog, hun egentlig ikke mestrer særlig godt. Men så er det heldigt, at jeg er sammen med en stadigt mere og mere rummelig langhalset type, som rent faktisk forsøger at overgå mig i stedet for at bede mig om at flette snablen.

Den slags heldighed er bare en af årsagerne til, at jeg ikke er fan af tanken om at skulle hjem i dag. Jeg kommer til at savne det hele – selv gråvejret, som jeg selvfølgelig også er ramt af her (to ugers Ruslandsregnvejr var åbenbart ikke nok). Så turen er en våd fornøjelse (sms). Men en skide god en af slagsen.

dickmanns — Super Dickmann’s er i øvrigt i hård konkurrence med Nelly’s Miniküsse – både i forhold til smagsoplevelse og sjofelhed …

Slipgivningskomplikationer part III

Jeg er blevet flyttet. Ikke privat, men på arbejdet. Truslen blev virkelighed, og jeg blev tvunget til at pakke ned og smide ud, så lige nu står mit arbejdsliv i tre flyttekasser på Christianshavn, og engang i morgen er det hele rykket til et sted på min egen ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Det sker virkelig ikke med min gode vilje, og jeg er sikker på, at de flytningsfremprovokerede slipgivningskomplikationer er medvirkende til, at jeg lige nu ligger halvsløj under dynen i stedet for at stå med et kamera i hånden og være på arbejde, som jeg burde. For sløjheden er i hvert fald ikke selvforskyldt (skriver typen, der har spist Hit Mix og Click Mix og Kinderchokolade til aftensmad – sprængfyldt med farvestofsvitaminer og chokokalk …)

Jeg duer virkelig ikke til det der med at sige farvel. Hverken til personer eller til steder, som betyder noget for mig. Og det sted har virkelig betydet noget. Så meget, at jeg blev nødt til at udskyde nedpakningen til allersidste øjeblik, hvilket betyder, at kollegerne havde været så søde at klare en del af flyttearbejdet for mig – sikkert fordi de begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne få mig selv til at lægge opslagstavlemedaljer og talisman og Gajoler og Zoologisk Have i en kasse. Den velmenende hjælp betyder dog, at jeg slet ikke nåede at sikre mig, at det hele kom med. Lige nu ligger jeg derfor halvpanisk under dynen og er bekymret for, om Hademar, den tyske sundhedsguru, overhovedet overlevede og havnede i en flyttekasse i stedet for i skraldespanden.

Må hellere gå på jagt efter en ny version af kalenderen, når jeg smutter til det sydtyske i morgen. Bare for en sikkerheds skyld. Og hvem ved – måske er han endnu mere sundhedslumsk anno 2013. Man kan jo altid håbe på, at nyt slet ikke er så farligt. Og at der efter slipgivning kommer noget andet, der er værd at holde fast i.

Jeg håber bare, at det nye sted er lige så rummeligt som det gamle. Og at handicaptoiletterne er store nok til at huse hverdagstømmermænd på langs …

Er for dopet til at finde på (u)passende rubrik …

Hvis jeg alligevel bliver forvekslet med en mand blandt en anseelig del af den danske minibefolkning, vil jeg faktisk også mene, at jeg har ret til at forsøge at leve op til den velkendte fordom omkring mandepiveri. Specielt nu, hvor jeg er blevet velsignet med influenzalignende symptomer her i den røde sofa, hvor jeg med matchende næse forsøger at ramme lige nøjagtigt dén cocktail af danske, tyske og amerikanske drugs, som kan holde mig oprejst fra i morgen tidlig.

Muligvis mister jeg dog en smule af mine maskuline rettigheder, når jeg lige om lidt giver efter for tøsetrangen og sætter en skive med ‘Pretty Woman’ på afspilleren, så jeg helt trygt kan ligge og have ondt af mig selv, mens jeg guffer videre på den apotekermadpakke, min mor stak mig i hånden, inden jeg tog fra Jylland i morges.

Men okay, hvis jeg alligevel skal sætte mig mellem to kønsstole, kan jeg vel lige så godt vænne mig til titlen som tøsedreng …

Fra børn og fulde folk – part III

Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.

Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.

En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.

Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)

PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?

Slipgivningskomplikationer part II

Giraffen mener, at mine problemer med at give slip har taget overhånd, og han kommer muligvis til at følge mig hele vejen ned til skraldespanden for at sikre sig, at jeg kommer af med det, han mener bør være affald. Giraffens eget affald i øvrigt.

På en måde kan jeg godt se problemet. For ét er, at jeg kan have svært ved at skille mig af med mine egne VHS-bånd eller gamle biografbilletter eller sten, jeg engang har samlet op på en strand, fordi jeg syntes, de lignede noget sjovt. (Jeg burde nok som minimum kunne skille mig af med dem, jeg ikke kan huske, hvad ligner, og som så bare er tilfældige sten nu). Men noget andet er, når jeg ikke kan finde ud af at skille mig af med andres ting. For det er vel, hvis ret skal være ret, ikke min opgave at vurdere, om giraffen må få lov til at smide de gamle bukser ud, som han kom til at revne på bowlingbanen, fordi han skulle blære sig med sine lækre sportsmandsmoves.

Jeg syntes bare pludselig, det var så sørgeligt med de bukser. For de lignede sådan et par med en historie, som ikke skal ende i skraldespanden. Ting med historier er nemlig ret så levende i min verden – og derfor meget, meget vigtige at holde fast i. Havde jeg brugt det som argument, er jeg temmelig overbevist om, at selv en ekstremt rummelig, langhalset type ville hælde til at tro, at jeg virkelig er tosset. Så i stedet lagde jeg en anden taktik, som gik ud på at overbevise ham om, at jeg ville få guldfisken til at sy revnen, så jeg kunne bruge dem som søndagsbukser, fordi de (ligesom deres tidligere ejermand) er så dejligt rummelige.

Gad vide, om der findes støttegrupper med speciale i slipgivningslæring?

PS: Slipgivningskomplikationerne betyder desværre også, at mit hoved i alt for mange dage har haft meget svært ved at give slip på den her.

En af de der uger …

Guldfisken udtrykte bekymring i går, fordi hun ikke har læst et eneste blogindlæg fra mig i løbet af den uge, hun har været på ferie. Derfor var hun begyndt at tvivle på, om jeg mon stadig var stående. I tilfælde af at andre skulle sidde med samme bekymring, vil jeg lige melde, at jeg fortsat trækker vejret (næsten lige så tit, som kloge typer anbefaler). Jeg er bare på sådan et stadie, hvor jeg bytter om på alting. Hvor jeg ikke kan kende forskel på min pung og en tom plastikpose (sidstnævnte er så skide svær at betale med i Netto. Men meget praktisk til at transportere alle de vare, jeg ikke har mulighed for at købe). Og hvor alt for meget af det, jeg rører ved, falder fra hinanden.

Derfor forsøger jeg at befamle så lidt som overhovedet muligt – tastatur inklusiv. Det er ikke nogen let opgave for en begramsningsglad type, skulle jeg hilse og sige. Så jeg håber, at jeg kan ændre tingenes tilstand hurtigst muligt. Vender tilbage, så snart jeg har fået lort på styret. Og styr på lortet …