Sådan en af de der dage … part II

I forgårs gik jeg i panik, fordi jeg ikke kunne få en dvd ud af min arbejdscomputer. Jeg råbte og skreg og genstartede og trykkede hårdere og hårdere på udspytningsknappen (for alle ved jo, at det er graden af hårdhed, der afgør, om knappen vil adlyde). TIl sidst fornemmede guldfisken, at der var noget helt galt, så hun hidkaldte ny kollegatype for at spørge, om han mon kunne hjælpe mig. Han forsøgte at sætte sig ind i problemet, men nåede aldrig at assistere, fordi guldfisken forsigtigt pegede på en skive på mit bord og spurgte, om problemet måske i virkeligheden var, at jeg havde glemt at putte dvd’en i computeren til at starte med. Hun havde ret.

I går var jeg så udmattet i hovedet, at jeg måtte lægge mig til at sove i fosterstilling under mit skrivebord (handicaptoilettet er ikke så sovevenligt i ny kontorbygning), mens hamsteren og guldfisken så undrende til.

I dag hidsede jeg mig op, fordi min stationære computer ikke registrerede, at jeg hamrede i tasterne i forsøget på at skrive en mail. Her hjalp det heller ikke at taste endnu hårdere. Måske fordi det viste sig, at jeg prøvede at skrive en mail på den stationære computer ved hjælp af tastaturet fra den bærbare, som stod foran.

Kort tid forinden kunne jeg under et toiletbesøg konstatere, at jeg nu igen er nået til et stadie, hvor jeg ikke kan finde ud af at vende mine trusser rigtigt om morgenen, og kort tid efter sad jeg og vrælede på selv samme toilet (dog ikke det handicappede), fordi jeg ikke kunne regne ud, hvorfor jeg har så svært ved at følge med i mit eget liv for tiden. Der var egentlig ikke noget decideret galt, hvilket gjorde vræleseancen endnu mere frusterende. Og meget svær at stoppe. Så jeg måtte udvandre fra kontoret med våde øjne. Mens kollegerne sad i nye sofaer og drak fredagsøl og grinede og udstrålede rigtig godt selskab, lagde jeg mig til at sove en af den slags fredagaftenslure, som jeg ellers aldrig har tid til at spilde tiden på, fordi fredag plejer at være såden en dag, hvor jeg har det snalresjovt og skråler og danser på borde og bænke og glæder mig til weekenden.

Men jeg ved ikke, hvor plejer er for tiden. Jeg ved ikke engang helt, hvor jeg selv er. Et sted mellem udefinerbare frustrationsøjeblikke og en indtil for nylig ukendt grundlykkefølelse, som sidder det helt rigtige sted lige midt i maven. For selvom det muligvis ikke lyder sådan lige nu, er jeg det meste af tiden meget, meget glad på en måde, som stadig er ret overvældende for en helspekulerende type. Måske er det derfor, det er endnu mere frustrerende, når de der små, mørke stød prøver at tage pladsen fra alt det gode. Når alle de dunkle tanker og den irrationelle angst tager overhånd på en måde, som gør, at jeg ikke føler, jeg kan være i egen krop og derfor bliver nødt til at ligge og vride mig og vælte rundt i sengen og forsøge at huske mig selv på, at det hjælper at trække vejret med åben mund.

Jeg ville ønske, jeg efterhånden var blevet gammel og erfaren nok til at regne ud, hvordan jeg styrer mit neurotiske tankespind og sparer mig for alle de unødvendige bekymringer, som rigtig gerne vil voldgæste det gode og snyltespise fra de glades bord. Men nogle gange føles det lidt som om, at det er fire skridt frem og fire tilbage, fordi min glæde over gode ting vokser proportionelt med angsten for, at der sker noget skidt.

Det er fredag aften, og jeg ligger i min seng og venter på, at jeg bliver træt nok til at kunne sove. Indtil det sker, slår jeg tiden lidt ihjel ved at forsøge at glemme frustrationerne over, at nogle dage føles som sød, kontrapunktisk musik klippet sammen med en ikke-eksisterende voldsscene. Og jeg forsøger ikke mindst at minde mig selv om, at jeg midt i alt det forvirrende ofte er glad på den helt rigtige måde. Specielt når jeg har plads nok i hovedet og kroppen til at være det. Jeg har de bedste intentioner om at give mere plads fra nu af. Så meget som overhovedet muligt.

Til en start vil jeg gå ud på badeværelset og vende mine trusser rigtigt. Og satse på, at verden også vender mere rigtigt, når jeg vågner i morgen.

neonhjerte

2 thoughts on “Sådan en af de der dage … part II

  1. Måske skulle du overveje at tage nogle dage helt uden trusser.

    Badabum-tsch.

    Hvor skriver du dog fint og “rigtigt” om den slags dage. Jeg føler med og for dig. Dybe vejrtrækninger, en lang gåtur iført hoodie så ingen genkender dig – og så kaffe og croissant. Måske der kunne være et åndehul der?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s