Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Noget om Gert og hans banjo

En gang imellem sker der det, at jeg går rundt og tror, jeg kender en langhalset type. Og så hiver han pludselig dette vidunder frem fra pladesamlingen

mig_og_min_banjo

Ingen kan vel være i tvivl om, at jeg om muligt synes endnu bedre om giraffen, efter han afslørede, at han har hang til banjo og boller med smør. Som ekstra bonus behøver jeg pludselig heller ikke gå rundt og være så flov over, at soundtracket til Jesus og Josefine i øjeblikket ligger som mest afspillede på min liste. Og fik jeg i øvrigt nævnt, at han også er den stolte ejer af Bruce Willis’ ømme udgave af Under the Boardwalk på vinyl?

Alt er skide godt!

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Noget om flødebolleri på fremmedsprog

Jeg er bange for, at jeg er blevet smittet med en form for kronisk mani, der tvinger mig til at læse samtlige skilte og navne op, når jeg er i udlandet. Tyskland og Sverige er specielt slemme, fordi landendes sprog er ekstra sjove at læse op på – og fordi vores to naboer helt klart løber med sejren i en konkurrence, hvor det gælder om at få hverdagsting til at lyde så sjofle som overhovedet muligt. Der er masser af eksempler at vælge mellem. Alene i flødebolleverdenen er der materiale nok til et par timers underholdning (i øvrigt også en kategori, hvor den danske betegnelse er godt med på sjofelhedsskalaen …)

Jeg tænker, det må være en lille smule irriterende at have sådan en halvlummer tourettestype på slæb, som konstant går og lirer ord af på sprog, hun egentlig ikke mestrer særlig godt. Men så er det heldigt, at jeg er sammen med en stadigt mere og mere rummelig langhalset type, som rent faktisk forsøger at overgå mig i stedet for at bede mig om at flette snablen.

Den slags heldighed er bare en af årsagerne til, at jeg ikke er fan af tanken om at skulle hjem i dag. Jeg kommer til at savne det hele – selv gråvejret, som jeg selvfølgelig også er ramt af her (to ugers Ruslandsregnvejr var åbenbart ikke nok). Så turen er en våd fornøjelse (sms). Men en skide god en af slagsen.

dickmanns

Super Dickmann’s er i øvrigt i hård konkurrence med Nelly’s Miniküsse – både i forhold til smagsoplevelse og sjofelhed …

Bittersød erfaringsnote #5

Kære mig selv

Gør aldrig grin med en hysterisk følsom guldfisk, hvis du selv risikerer at padle rundt i samme ynkelige følesø på et senere tidpunkt.

Sidste år, da vi rejste til det famøse og sagnomspundne Sunny Beach, blev jeg hentet af en sejlende guldfisk, som vandede høns hele vejen til lufthavnen, fordi hun ikke kunne holde ud at tænke på, at hun skulle være adskildt fra storebjørn i to uger. TO UGER! Jeg syntes, det var en lille smule komisk. Og så har jeg helt grundlæggende en tendens til at komme til at grine på de mest upassende tidspunkter. Det er en form for forsvarsmekanisme, og jeg prøver at skille mig af med den, men det går ikke så godt.

I nat var det dog guldfiskens tur til at undertrykke et fnis i taxaen, da jeg småhønsevandende sad og analyserede lidt på, hvor lang tid tre uger egentlig er. Helt ærligt – tre små uger. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig. Men heldigvis tænker jeg, at det hysteriske følelsesudbrud bare er endnu et tegn på, at noget er skide godt.

PS: Nu, hvor det værste hysteri over midlertidig adskillelse fra langhalset type har lagt sig, er det meget lettere at sætte pris på alt det, der sker omkring mig. For eksempel den vigtige detalje at vi bor på værelse 404, som er blandt de allerbedste tal. Det gør mig tryg og får andre ting til at give mening på en måde, som jeg ikke kan forklare. Endnu.

20130625-171552.jpg

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.

Kunsten at overleve

Jeg tager på eventyr. Giraffen har sagt, at jeg skal passe på mig selv, så jeg har aftalt med guldfisken, at det her bliver turen, hvor hun ikke forsøger at slå mig ihjel ved et uheld (eller ved et held).

Første attentatforsøg fandt sted på en filippinsk tømmerflåde for to år siden. Det var nat, vi var fulde, og en eller anden elefanttype havde fået den fantastiske idé at svømme derud i mørket. Det var en udfordring at få guldfisken op på flåden, men jeg fandt en højst upassende teknik, som de tilstedeværende mandspersoner syntes var yderst fascinerende. Guldfisken valgte at kvittere for min hjælpsomhed ved (med fuldt overlæg og efter de store, stærke mænd var svømmet i land) at fælde mine ben, så jeg først hamrede hovedet ned i tømmerflåden og derefter endte i den mørke balje (’Jamen det var jo bare for sjoooov’, peb hun forskrækket). Jeg overlevede, og i dag kan jeg også godt se det sjove i det, men vi er blevet enige om, at det måske er en meget god idé at gemme de morsomme påfund til tidspunkter, hvor det er lyst, vi er ædru, og hvor vi kan bunde (og hvor de store, stærke mænd stadig er til stede i øvrigt. Godt nok er hun en fisk, men jeg tvivler på, at guldfisken kan få en bevidstløs elefant sikkert i land).

Andet attentatforsøg fandt sted sidste år i Thailand. Omstændighederne er svære at forklare kort (og vi boarder om alt for snart), men på grund af guldfiskens yderst passionerede sovehjerte var jeg udsat for muligt fald fra altan og efterfølgende potentielt overfald af hjemløse voldsmænd (og reelt overfald af psykopatiske dræbermyg) på offentlig solseng i nattens mulm og mørke.

Da det er en decideret overlevelsestur, vi skal ud på nu, har jeg planer om netop det. At overleve. Og at have det skide godt i øvrigt. Det er svært at undgå, når man er så heldig, som jeg er lige nu.

kuffert

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Noget om bestøvet lassofiskeri

Jeg ved ikke, om den altid har været der – grundangsten for at gøre noget forkert. Frygten for at bryde reglerne uden at vide det. Men jeg har i hvert fald meget svært ved at slippe den, og den fylder altid lidt mere, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg ikke er helt så godt inde i paragrafferne, som jeg er derhjemme. Specielt i USA, hvor der er så mange regler, som ikke engang min ellers i-bedste-velgående-levende fantasi har fantasi til at gøre sig forestillinger om.

For eksempel har jeg hørt, at det i Tennessee er forbudt at fange fisk med lasso, og at man får en bøde i Pennsylvania, hvis man bliver afsløret i at feje støv ind under gulvtæppet. Og selvom jeg hverken er udstyret med lasso eller kost (og i øvrigt befinder mig i en helt anden stat), kan jeg godt blive panisk angst for, at jeg alligevel pludselig kunne komme til at stå med en lassofanget fisk i hånden oven på et støvbeskjulende gulvtæppe sådan lidt hovsa-agtigt.

Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke kender alle regler. Specielt lige for tiden. Ellers kunne jeg meget vel være typen, der begrænsede mig selv ved at sidde og spekulere over, om jeg nu er gladere, end politiet tillader, om jeg rykker for hurtigt (sagde hun egentlig det i går?), om jeg er for ærlig, for ivrig – for helt igennem på røven begejstret over, at ting kan være, som jeg altid har håbet, ting kan være.

Og er det i øvrigt ikke noget med, at alt bliver meget mere fantastisk, hvis man tillader sig at leve efter sine egne regler? Det tør jeg i hvert fald godt bestemme nu.

dont_worry