Skudamuda

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

Slipgivningskomplikationer

Ordet ‘barselshotel’ blev nævnt over frokosten forleden. Og jeg blev skruk. Ikke babyskruk. Bare barselshotelskruk. For en helspekulerende type, som hverken excellerer i at stå på egne ben eller passe på sig selv, lyder barselshotellet som det eneste rigtige. Et sted fyldt med hvide lagner, man kan sove i. Og friske blomster, man kan dufte til. Og rød saft, der bliver serveret sammen med flødeskumskager. Og personale, der bekymrer sig og lærer fra sig om de basale ting. Og besøgstider, så man er sikret doseret selskab og alenetid. Og en have, man kan gå rundt i.

Jeg var klar til at booke tre uger. Men så var der en erfaren føder, som gjorde mig opmærksom på, at man kun får lov til at blive et par dage. Med mindre man altså har besvær med at amme. Det krav kunne jeg muligvis godt opfylde, eftersom jeg hverken har lagt eller har tænkt mig at lægge krop til babyudrugning inden for den nærmeste (muligvis også fjerneste) fremtid. Den sidste detalje sortlister mig desværre fra rekreationsparadiset, siger de kloge.

Så er det noget med, at jeg muligvis kan redde mig en ordentlig omgang maveonde, hvis jeg spiser den rigtigt forkerte danske torsk eller sild. Det er også en mulighed. I tilfælde af indlæggelse ville jeg stadig få opfyldt nogle af ovenstående punkter. De hvide lagner og den røde saft og besøgstiderne. Muligvis blomsterne. Problemet er bare, at jeg er bange for hospitaler. Og jeg tror ikke, jeg kan holde til sygdom lige nu.

Midt i alle spekulationerne fik jeg et af den slags tilbud, som det er vanvittigt at sige ja til.

Jeg havde muligvis gjort det. Hvis altså ikke det var fordi, at jeg har prøvet at være vanvittig. At jeg har prøvet at stikke af. Det var rigtigt dengang. Men det er ikke min tur nu. Desværre. Tværtimod er det nok nærmere min tur til at stikke ind. Helt ind.

I første omgang stikker jeg en tur til Jylland. Der er lagnerne blå, og saften er grøn. Havet er et sted midt imellem. Og det ligger heldigvis og skvulper trygt ved den samme strand, som altid har været der og altid vil være der. Alt er fint.

Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

Sjælden serviceydelse til lumre læsere

Jeg har på det seneste opdaget et lidt skræmmende mønster i de søgeord, der leder læsere herind på bloggen. Hvordan mønstret i første gang opstod, har jeg svært ved at forstå, men det er åbenbart blevet forværret, efter jeg kom til at nævne det i et indlæg om google-søgeord. Tydelig blogbegynderfejl. For at undgå af begå samme fejl x 37 har jeg derfor samlet de pågældende søgeord i en billedfil. (Muligvis gør det ingen forskel – i det tilfælde må folk, der forstår internettet, meget gerne give mig et praj, inden tilstrømningen af lumre læsere tager helt overhånd).

Men altså, søgemønstret ser nogenlunde sådan ud:

Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har skrevet noget som helst, som vil kunne tilfredsstille de ivrige læsere i deres søgen (af den simple grund at jeg desværre/heldigvis intet ved om emnet). Derfor frygter jeg, at samtlige søgere i ovennævnte kategori bliver skuffede, når de havner her. Og jeg hader at skuffe folk. Det er noget af det værste, jeg ved. Som en lille serviceydelse har jeg derfor selv lavet lidt research på området, og guldfisken har nu oplyst mig om, at der findes både information og levende billeder af fænomenet i dette tv-program. Hvordan hun selv har fundet ud af det, melder historien intet om, men der bliver tilsyneladende ikke lagt skjul på noget, og uden af afsløre for meget kan jeg fortælle, at der efter sigende skulle foregå noget med en helikopter. God fornøjelse!

PS: Til den læser, der har googlet: ’hvilken hund har den største penis’, vil jeg gerne understrege, at der er grænser for min velvillighed inden for serviceydelser!

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

Brevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.

Hvid og sort

Hvid magi er en gave, som ikke fungerer uden den sorte samvittighed. Heldigvis. I dag blev jeg (gen)forelsket i de seks skrøbelige spejderpiger med sår på knæene. Måske for sidste gang (men det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på …)

Grøn gul rød

Jeg elsker min pakkekalender. Men den skræmmer mig også lidt. Måske er det bare fordi, haren er halv-telepatisk. Eller måske er der nærmere tale om tilfælde. Men i går kom jeg ubevidst til at lægge dagens gave i rød-gul-grøn-rækkefølgen – klar til at blive spist.

Så gik jeg ud i verden for at lære, at rød nogle gange er bedre end grøn. Det lyder absurd, jeg ved det, men det passer. Og i dag var der så denne sang-hilsen i pakkekalenderen:

Den 11-årige blev pludselig modig. Så modig at hun turde spise julemændene i en grøn-gul-rød-rækkefølge. Måske finder hun også en dag ud af, hvad det egentlig er, vi venter på …

En overraskende heldig type

En af de gode ting ved ikke at have styr på særlig meget er, at jeg elsker overraskelser. Engang troede jeg fejlagtigt, det måtte betyde, at alle andre også elsker overraskelser. Jeg har dog efterhånden lært, at ordensmennesker kan have lidt svært ved at kapere den slags, fordi overraskelserne saboterer alt det planlagte. Derfor er det en god idé lige at varsle en overraskelse hos et ordensmenneske, inden man overrasker. Man kan for eksempel sende en besked om, at ordensmennesket gerne må sætte kryds i kalenderen en bestemt dato og i øvrigt spare appetit op, inden man overrasker med en spontan gourmet-middag. For mit eget vedkommende er en helt bestemt del af min mave indrettet til netop den slags, så lige meget hvor mange frysepizzaer og karamelvafler, jeg har kørt ned i løbet af dagen, er der altid plads i overraskelsesmaven.

I Miami overraskede guldfisken og jeg hamsteren med en luksusovernatning den sidste aften. I dagene op til kom jeg dog til at tænke på, at jeg muligvis ikke kendte hamsteren godt nok til at vide, om hun havde et ordensmenneske gemt i sig. Måske foretrak hun i virkeligheden brunt, gulvtæppebeklædt lufthavnsmotel frem for lys og overdådig balkon-suite ved stranden – fordi det jo var sådan, vi havde planlagt den sidste overnatning hjemmefra. Heldigvis blev hun glad på den helt rigtige måde, og det gjorde mig glad på den helt rigtige måde. Det bedste ved overraskelser er nemlig, når de gør afsenderen lige så begejstret som modtageren.

Forleden modtog jeg en af de helt igennem gode overraskelser. Da jeg kom op fra frokost på arbejdet, stor der en kurv på mit skrivebord med 24 pakker i. Jeg var helt forvirret og tænkte først, at den var havnet et forkert sted (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse ved modtagelse af overraskelser som regel er, at de ikke er til mig). Heldigvis var den havnet det rigtige sted. Jeg har ikke helt forstået, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men haren syntes åbenbart ikke, at en overraskelses-rejse til London var nok. Hun har også lavet pakkekalender til mig. En over-kodyl-fantastisk en af slagsen. Selvom hun ikke fejrer jul på samme måde, som jeg gør, ved hun, at jeg elsker december lige så meget, som jeg elsker overraskelser. Gaverne er helt rigtige, men indpakningen er næsten endnu bedre. Med hver gave følger nemlig et vers fra en sang, som både passer til gaven, men som jeg også kan mærke, hun har tænkt over i forhold til mig. I morges, da jeg skulle lede efter dagens pakke, kom jeg til at smugkigge på sangen til d. 24. … og blev endnu engang mindet om, at jeg på mange måder virkelig er en heldig halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert.

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

PS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.

Gode dage

Der findes dage, som er gode i sig selv. Lige meget hvad der sker, vil 4. december altid være en af årets bedste. Det har den været, siden jeg lærte mig selv noget om vigtige tal, dengang min krop var et ikke særlig gammelt barn. Der er flere årsager til datoens vigtighed. For det første er den placeret i december. Plus. Så er der det med firetallet. Fire er det bedste tal. Et andet rigtig godt tal er tolv, og det næstbedste tal er tre. Hvis man dividerer tolv med tre, giver det … fire. Derfor er 4. december en helt igennem god dag.

PS: Nej, jeg er ikke (nødvendigvis) sindssyg. Jeg har bare et meget passioneret had/kærlighedsforhold til tal og dato.

München om morgenen

Dengang min krop var teenager, var jeg i en periode nabo til et slot. Nogle betegner det som et af verdens smukkeste. Det blev bygget i der-var-engang-tiden af en fyr med et sjovt navn, som ville give sin kone en gave, efter hun havde født deres fælles søn. Pæn gestus, synes jeg.

Slottet er fint om sommeren, men finest om vinteren. Efter min mening. Engang gik jeg tit rundt i haven og følte mig malplaceret. Efter jeg flyttede væk derfra, er jeg dog blevet bedre venner med stedet.

I morges var det ekstra fint. Og ekstra koldt. På den der fine, kolde måde, hvor man først opdager, hvor koldt det egentlig er, når kuldetårerne er frosset til is.

Der er ordnede forhold i slotshaven. På den tyske måde. Ikke noget med at stå på ski eller gå på is, som ikke eksisterer. Intet roderi. Men uden for den fine have findes en større park, hvor man kan gøre, hvad man vil. Her kan barnligt voksne teenage-typer få lov til at lave sneengle i fred. De ordnede forhold inden for murene er fine, men de frie forhold er bedst.

PS: I udkanten af den store park ligger tre smalle, høje huse. Der er mange gamle halvneurotiske, helspekulerende, melankolske tanker gemt på værelset bag den midterste altan i det midterste hus. Når jeg flytter fra et sted, har jeg altid svært ved at forestille mig, at andre flytter ind. Derfor overraskede det mig, at der hang fremmed tøj på min altan. MIN ALTAN! Hvad bilder folk sig egentlig ind?

Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen. — Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.