Skudamuda

Noget om hvordan jeg ikke døde

‘Taxachauffører er skidte fyre’, sagde vores receptionist i går, da vi spurgte, om han ville bestille en vogn. Så det ville han helst ikke. I stedet tilbød han selv at køre os til Bourgas efter fyraften, så vi kunne shoppe rene trusser for vores kuffertforsikringspenge (Batman var ikke længere en glad mand, lad mig bare sige det sådan …)

Hamsteren og guldfisken var en lille smule nervøse for, om receptionistfyren muligvis kunne være sådan en type, der synes, det er lidt spændende at bortføre tre naive tøsepiger ud til en øde mark og gøre unævnelige ting mod dem. Jeg tsk’ede af dem og sagde, at jeg altså havde overlevet at tage den på stop på meget øde russisk mark og blive samlet op af en suspekt bøf i bil med lidt for tonede ruder, så det her var et stykke med kage i forhold til det. I værste fald havde jeg jo stadig Batman til at beskytte helligdommene.

Men jeg burde for helvede efterhånden have lært, at jeg ikke skal spille en fandens karl uden at forvente, at det får konsekvenser. For 10 minutter senere var det mig, der sad og peb som en hysterisk trunte på bagsædet (der selvfølgelig ikke var udstyret med sikkerhedsseler), fordi speedometeret rockede 110 i en 60 km zone.

‘Not so fast, please’, prøvede guldfisken forsigtigt. Men det havde desværre samme effekt som at sige til pizzamanden, at man kun skal have en lille smule chili i sin kebab. Receptionisttype slog en skinger, psykopatisk mandeskraller op a la Eddie fra ‘Friends’ og trådte ekstra hårdt på sømmet, mens han overhalede i et sving op ad bakke.

Da han drønede over et par jernbaneskinner uden bomme (men med fuldt stop-skilt) overvejede jeg, om det ville være en fordel eller en ulempe, hvis jeg begyndte at tude (tårerne ville komme ret let til mig, fornemmede jeg). Jeg droppede idéen og afledte i stedet tankerne ved at forsøge at regne ud, hvorfor taget på bilen bulede så afsindigt meget nedad. Men da receptionisttype tog endnu en dobbeltoverhaling, mens vi kunne se en bil i modsatte spor komme så tæt på, at jeg var alvorligt bange for, om han havde gang i noget bulgarsk Chicken Race, var mine baller så spændte, at man kunne knække hasselnødder mellem dem. Og jeg indrømmede over for guldfisken, at ja, det her var rent faktisk værre end dengang, haren og jeg kørte med en farttosset taxachauffør uden ben en tidlig morgen i Sankt Petersborg.

Da vi efter tre uudholdelige, balleknebne kvarter nåede levende til shoppingcenteret, havde vi kun lige overskud til at glæde os over, at han i det mindste ikke havde voldtaget os på en mark. Jeg knuselskede den faste grund under mine rystende fødder og priste mig lykkelig over, at det var overstået.

Og da psykopatisk receptionistfyr spurgte, om han også skulle sørge for vores hjemtransport, sagde vi selvfølgelig bestemt nej tak. Ville jeg ønske. Men nogle gange bliver jeg decideret imponeret over egen snotdumhed …

Bittersød erfaringsnote #22

Kære mig selv

Næste gang du skal ud at rejse, så er det en rigtig god idé at fylde håndbagagen med brugbare ting. Det er nemlig virkelig sur rævkanal at strande i Sunny Beach* uden kuffert, når du er iført Batman-trusser og en kjole, du hev op af vasketøjskurven, da du tog hjemmefra. Så er det lige pludselig ikke så stor en fest at have fyldt håndtasken med Stjernemix og Salte fisk. Specielt ikke, når man befinder sig et sted, som udelukkende sælger tøj af mærkerne Adidos, Mike og Puha. Oh well, i det mindste er jeg tosset med neon …

* Igen er det en arbejdstur. Og nej, jeg skal hverken være guide for Ungrejs eller bartender på Vikingen. Jeg skal til gengæld bo på pensionisthotellet lige som sidst, mens ungdommen-nu-til-dags indtager partyhotellet. Så slipper jeg også for at høre på den 17-årige lige så bagageløse fyr, der var rasende over, at han havde lagt sin fisseparfume i kufferten. Jeg elsker mit liv!

Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!

Bittersød erfaringsnote #21

Kære Roskilde-mig selv

Du har husket vabelplaster og kærlighedsplaster og fire forskellige slags chips og gode nødder. Du har husket girafnøgleringsbamsen og poletgajolerne og diverse nødsmedikamenter. Du har husket den gode hovedpude og vodka på plastikflaske og tørshampoo til mørkt hår og syvogtyve 90’er-mixes på din iPod.

Men du har glemt sko. Flot!

Noget om nakkefedt og min krop generelt

Bedst som jeg gik og glædede mig over, at jeg endelig havde bekæmpet helvedssmerter post fjernelse af helvedestand, viste min krop endnu en gang, hvem der er boss. Den skaffede mig nemlig en helt ny diagnose, som jeg slet ikke anede fandtes, men som i det mindste har et meget imponerende navn.

Af hensyn til sarte bloggersjæle vil jeg undgå at beskrive min spritternye sygdom i detaljer, men i stedet bare berolige med, at det ikke smitter. Og at jeg i øvrigt er i behandling. Det burde jo i sig selv være en fordel, tænkte jeg. Indtil jeg læste indlægssedlen fra apoteket og erfarede, at en mulig bivirkning ved behandlingen er, at man risikerer at få rødt, måneagtigt ansigt og øget fedt i nakken.

Med den viden i bagagen vil jeg råbe pik og skride på Roskilde. Jeg håber, vi ses. Kend mig på tyrenakken …

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

Noget om livets store uretfærdigheder

Der findes uudholdelig frustration, og så findes der det, som er endnu værre. Den slags ubegribelige uretfærdigheder, der er så frygtelige, at det er svært at sætte ord på katastrofens omfang.

Som da jeg oven på rørende loftgenforening under projekt livsoprydning endelig kunne hellige mig spilledrengen over alle spilledrenge efter alt for lang tids adskillelse. Det hele var fryd og fede tider, indtil jeg nåede bane tre i Super Mario Land, og maskinen pludselig genstartede og kastede mig helt tilbage til første bane. Jeg gik i panik. Tænkte, det måtte være en grusom fejl. Brugte to timer og en DR1-dokumentar på at falde ned igen. Og så kastede jeg mig ud i endnu et forsøg. Med succes. Nåede bane fire og videre til bane fem i bedste mesterspillerstil. Og så skete det igen. Fordømt, fordømt, fordømt!!!

Det, der skulle have været en smuk genforeningstur ned ad mindevejen, endte på tragisk vis med sort skærm og skrig og skrål. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her???

Fuck dig, verden. Jeg går i seng!

PS: Jeg vil gerne sende en dybfølt undskyldning til den 9-årige og den 10-årige. Jeg ved godt, jeg lovede at aflevere jeres maskine tilbage, så snart jeg fandt den på loftet. Og jeg ved også godt, at jeg havde muligheden for det i weekenden, men bevidst valgte at forpasse den. Den 11-årige-pige-inden-i-mig skammer sig og skylder en omgang med sofavand og syntetslik …

Noget om nyt liv og kriminelt korte shorts

Jeg har været på genbrugspladsen med alt mit sidste skrald fra den tid, som er gået. Det er ikke et sted, jeg besøger så tit. Faktisk tror jeg kun, jeg har været der én gang før, hvor jeg blev så skræmt over de strenge sorteringskrav, at jeg siden har gemt alt (for meget) gammelt lort på loftet.

I dag gik det dog noget bedre. Ikke mindst fordi jeg opdagede, at man kommer meget langt med kriminelt korte shorts den slags steder. Jeg ville egentlig have skiftet til noget mere tækkeligt, inden jeg tog hjemmefra, men jeg glemte det. Halleluja for den forglemmelse. For bedst som jeg stod der på pladsen med en kæmpe kasse fyldt med blandet gøgl i elektronikgenren, kom ung genbrugsfyr (undskyld, jeg ved godt, der sikkert er et meget flottere ord for det) forbi, kastede øjnene ud i et par elevatorture og tilbød at sortere hele rodebutikken for mig. Billigt trick – jeg ved det. Men det er vel okay, når jeg ikke brugte tricket med vilje …

Så nu er jeg indehaver af et styks gennemsorteret liv. Og en platte, som blev reddet i 11. time, fordi jeg ved, min mor vil sætte pris på, at jeg gemmer den slags …

Bittersød erfaringsnote #20

Kære mig selv

Du er dygtig. Du formåede at klare dig igennem den sidste store branchefest med verdens bedste arbejdsplads uden at lave de store skandaler. På trods af at promillen ramte det punkt på skalaen, som giver højdeskræk, var du ikke decideret, tåkrummende pinlig. Jeg tror faktisk, du ligefrem lød en smule fornuftig og usnøvlende på et enkelt tidspunkt eller to (og ja, jeg har selvvalgt glemt episoden, hvor du kommanderende beordrer kendt skuespiller slash tv-vært-type til at tage toget til Hobro for at købe en slikholder til dit nye kontor). Du formåede endda at vente, til de fleste gæster var smuttet, før du og hamsteren voldvalsede rundt på et tomt dansegulv og krængede hjerterne helt ned i fadøllene. Det var faktisk ikke så ynkeligt (okay, måske en lille smule, da du gav den stakkels dj en højlydt røffel, fordi sjuften valgte at skifte Backstreet Boys ud med Medina).

Når nu du håndterede din gigantbrandert så uvant flot, var det så virkelig strengt nødvendigt at lave stilletsnublende rullefald foran hele den hårde kerne to meter fra taxaen? Så tæt på mål??? Nej, vel. Skam mig, siger jeg bare. Og av …

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!