Natlig overspringshandling #178

– Skrive blogindlæg om egen elendighed.

Jeg håber, resten af verden enten er fulde eller sover lige nu, så jeg nøjes med at ramme en minimal gruppe af stakkels medmennesker med min ukonstruktive ynkelighed.

For jeg har lige dopet mig. Igen. Nu har jeg kun tre af de skønne, stærke piller tilbage (My Precious!), og jeg overvejer derfor, om det kan betale sig at kriminalisere mig selv ved at skaffe nye forsyninger på uautoriseret vis. Men jeg er jo alt for uskyldig og bangebuksagtig til overhovedet at forestille mig, hvordan man gør den slags. Umiddelbart tænker jeg, det er noget med at trække en nylonsstrømpe over hovedet og lave rullefald ind på Steno med en banan i lommen. Og jeg har ingen bananer, så jeg må hellere holde mig på lovens dydige, smertefulde sti.

Om fem timer vågner jeg igen, fordi pillerne holder op med at virke. Hold kæft hvor ville jeg bare ønske, at jeg i stedet blev vækket af tømmermændenes kvalmende insisteren på at tale i den store telefon. Men ak og ve – for fjerde weekend i træk har jeg meldt pas på sprut og festivitas. Identitetskrisen dunker derfor helt ud i det yderste hjørne af leveren.

Ikke mindst fordi jeg rent faktisk gin i seng (GIK i seng – freudian slip), mens det var lyst. Det tror jeg ikke er sket, siden jeg var ung og kæk og væltede ud fra Hong Kong klokken syv om morgenen med en medalje om halsen og syv stempler på underarmen. Da det var blevet lyst på den anden side af natten, altså.

I går brugte jeg 871 kroner hos vagttandlægen på at få bedøvet kæben med et koncentrat af nellikejuice blandet med svovlsulfatdioxidsafløbsrens (jeg ved godt, det ikke er et rigtigt ord. Men det burde det være!) For den pris fik jeg da også vagttandlægens velsignelse til at dope mig lige så tosset, jeg vil, indtil knoglen er ordentligt dækket igen.

Det fejrede jeg ved at gå direkte ud og købe tre par sko på mit MasterCard. I snart et år har jeg været så skide fornuftig og holdt impulsshopping på et absolut minimum. Jeg har derfor også lovet mig selv, at mit nye MasterCard kun må bruges i absolut nødstilfælde. Hvilket det her må siges at være. For jeg smager af jul på den ondeste måde, og nogen har glemt at udbetale min løn igen-igen, og kommunisterne er kommet på besøg, og det er så syyyyyynd for mig!!!

Desværre er det som om, resten af verden formår at fortsætte rundt omkring mig, mens jeg har umådeligt svært ved at deltage, fordi jeg har for travlt med at dele noget så rundhåndet ud af selvmedlidenheds-muleposen. Da jeg i torsdags for tredje gang på en halv time gav udtryk for, at jeg følte en inderlig trang til at amputere den nederste del af hovedet, sagde guldfisken, at hun altså syntes, jeg skulle tænke på noget andet. Det hjalp. Jeg kom instinktivt til at tænke på, at jeg fik lyst til at pande hende i gulvet. Indtil jeg kom i tanke om, at hun jo kun sagde det, fordi hun ikke aner, hvordan det føles at være inde i amputeringslystent kæbeparti. Så fik jeg lyst til at tude, da det samtidig gik op for mig, at jeg de seneste uger virkelig må have været trættende at høre på, når jeg stort set ikke har været i stand til at tale om andet end eget forbandede mundtøj.

Jeg fik det først bedre med mig selv, da jeg snakkede med tigeren, som sidestillede knoglefræser-efterveerne med at føde. Af respekt for de fødende vil jeg gerne indrømme, at hun muligvis overdrev en lille smule. Men det hjalp, og jeg var dybt taknemmelig over at få fripas til at pive med god samvittighed over for en mega sej og generelt upivet type, som for det første er læge og for det andet har overlevet to tigerungefødsler plus amputering af to tænder fra helvede.

Til gengæld vil jeg gerne love, at jeg ikke sender mere ynkelighed ud i cyberspace i den her omgang. Den skabagtige divatand har allerede fået alt for meget opmærksomhed.

Så vi ses på den anden side, når jeg igen er i stand til at skrive om dødstømmermænd og neuroser og ruminering og generelt kaos. Hold da op, kan I klare spændingen derude? …