Dream on!

Der er mange fordele ved at være i glimrende kontakt med sit indre barn. For eksempel snyder man hverken sig selv for glæden ved balloner, Lego eller slik-orgier (både de neurotiske og de knap så neurotiske). Men der er også en række ulemper, og en af dem oplevede jeg i nat. Jeg havde mareridt på den der helt infantile måde. Nu frygter du måske, at jeg roder mig ud i en lang, ligegyldig forklaring om noget, der er sket i mit hoved i søvne og muligvis intet har med virkeligheden at gøre. Og frygt du roligt videre, for det er lige præcis det, der kommer til at ske. Tryk stop, hvis du vil sættes af, inden navlepiller-ekspressen tager dig med på en rutsjebanetur inde i den helt mørke underbevidsthed. Du har min velsignelse.

Hvis du alligevel stadig hænger på, skal jeg nok love at holde det kort og uden alt for mange detaljer – forsøge, that is. Drømmen startede med, at jeg var på et stort, dunkelt, slot med nogle af mine kolleger. Vi havde fået at vide, at vi skulle på en slags teambuilding, men inden længe gik det op for mig, at vi i virkeligheden (og her er der selvfølgelig tale om drømme-virkeligheden) var blevet taget til fange af en gruppe nazister, som ville udføre en række forsøg på os, hvor de først bedøvede os flere gange, så vi ikke kunne føle noget, og bagefter var det så meningen, at de ville slå os ihjel. Ikke det fedeste i verden, tænkte jeg, og jeg prøvede desperat at kæmpe imod. Som den eneste. De andre forstod nemlig ikke, hvad det var, der foregik. De forstod heller ikke, at de blev bedøvet og frarøvet evnen til at føle. Derfor kunne jeg heller ikke overtale dem til at forsøge at stikke af sammen med mig, for alt var jo, som det skulle være, syntes de. Efter mange overvejelser endte det med, at jeg valgte at stikke af alene, selvom det næsten skræmte livet af mig. Jeg fløj ind i en taxa, råbte “Kør, kør, kør”, mens nazister og kolleger flåede i taxadøren, som jeg rev til mig og låste. Endelig nåede jeg i sikkerhed på politistationen. Mærkelig nok var det først på det tidspunkt, jeg blev rigtig, rigtig bange. Hvorfor har jeg ikke helt regnet ud endnu. Og så alligevel …

Jeg vågnede umiddelbart efter ankomsten til politistationen. Helt igennem barnligt bange. Jeg turde ikke lægge mig til at sove igen af frygt for, at jeg skulle drømme videre, så jeg lå bare i sengen og ventede på dagen.

Det der med drømmerierne er noget, jeg gør mig ret meget i. Både i vågen og sovende tilstand. Og jeg får faktisk tit overraskende meget ud af drømmene. Nogle gange får de mig til at grine, nogle gange får de mig til at gramse, og andre gange gør de mig klogere. Nogle elementer i præcis den her drøm giver da også meget god mening. For eksempel det der med taxa-flugten. Sådan en var jeg nemlig for første gang ude i forleden nat, hvor musvitten og jeg gjorde os til medaljetyve. Vi havde drukket lige lidt mere end højst nødvendigt og var havnet på Psykopaten, hvor jeg aldrig helt kan lade være med at spille klaver, selvom jeg er håbløs til det. Vi rendte ind i en polterabend af den mandlige slags, hvor de alle havde vundet en medalje. Medaljer er noget, jeg er blevet ret begejstret for. Både dem af pap fra London og dem i oplukkerform fra Jernbanecaféen. Efter lang overtalelse fik musvitten og jeg allernådigst lov til at låne en medalje hver i bytte for et nummer på klaveret (først havde jeg egentlig fået at vide, at jeg ville få medaljen, hvis jeg gav et nummer, men prisen blev genforhandlet, da medalje-manden blev konfronteret med mine manglende musikalske evner). Jeg lånte guldmedaljen i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”, og musvitten nuppede medaljen for den største penis. Vi fik hurtigt ejerfornemmelse over det ædle metal og blev derfor enige om at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Vi stjal dem. Med et diskret tegn fik vi signaleret til hinanden, at det var nu, vi skulle tage flugten, så vi løb ud fra Psykopaten på meget opsigtsvækkende vis og kastede os ind i en tilfældig taxa, der heldigvis holdt og ventede, mens vi råbte “Kør, kør, kør” til chaufføren. Næsten lige som i drømmen. Og så alligevel ikke …

Lad dig ikke forvirre af ikonerne på medaljerne. Der er tale om medaljen for den største penis til venstre – og den i kategorien ‘Undgå at kigge på bryster’ til højre

Andre elementer i nazi-drømmen giver mening på et lidt andet plan, som jeg har svært ved at forholde mig til. Min underbevidsthed kører sit eget ræs for tiden. Den har udviklet sig til en rebelsk teenager, som gør, hvad den vil (specielt i beruset tilstand), og ofte sletter alle hukommelsesspor om forbrydelserne efter sig (mine sanser kan dog i de rigtig slemme tilfælde stadig huske noget. Det er farligt!) For en uges tid siden drømte jeg, at jeg godt vidste, at jeg drømte, og derfor selv kunne bestemme, hvad (okay hvem) jeg allerhelst ville drømme om. I drømmen faldt og faldt og faldt jeg ned fra himlen, og jeg vidste, at når jeg ramte jorden, ville jeg kunne se, hvem det egentlig var, jeg tænkte på. Resultatet overraskede mig en lille smule. Og gav samtidig rigtig meget mening. Det var underbevidstheden, der talte sit tydelige sprog. Igen. Denne gang ikke i beruset, men derimod i sovende tilstand. Så vågnede jeg … og var bange!

Gramsebamse søges – død eller levende!

Jeg skal på søndagsdate. Det er blevet en tradition. For to uger siden var vi på rutsjebanetur i Tivoli, sidste søndag sprang vi balloner til Stella Polaris, og i dag skal vi grille i gården. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et rigtigt seriøst parforhold. Problemet er bare, at jeg kører med som det tredje hjul. Jeg snylter mig til guldfisken og store-bjørns toenighed. De har parforholds-adopteret mig – måske af medlidenhed, måske af lyst. Det er kommet så vidt, at mit navn ved en fejl blev sagt i ægtesengen for nylig (jeg vil dog undlade af afsløre, om det var guldfisken eller store-bjørn, der kom til at sige det).

Det der med at være single har egentlig altid været ret trygt for mig. Ensomhed = tryghed, hvor mellemregningen hedder, at jeg ikke føler alt for meget ansvar for at gøre en person, jeg holder af, glad for at være den, han er. Men det handler ikke altid om at være tryg. Det kan jeg mærke nu. Bevidst og underbevidst.

Der har ligget mange piger i min seng gennem årene på den helt ufrække måde. Min lejlighed er blevet døbt ´Heartbreak Hotel´, fordi det som regel er her, veninderne flytter ind, når kærligheden flytter ud. Og der er overhængende bespringningsfare, når man pludselig ligger ved siden af et styks pige, hvis krop har vænnet sig til at være to i sengen på den lidt mere frække måde. Derfor er jeg flere gange vågnet op i akavet omfavnelse med situationsforvirret veninde. Det har som regel været dem, der ubevidst kom til at overskride grænsen for god venindeopførsel, fordi de troede, at de var et andet sted med en anden person af et andet køn.

For et par dage siden var det dog mig, der fik drømme-bildt-mig-selv-ind, at jeg lå et andet sted med en anden person af et andet køn. Det resulterede i, at jeg var indflettet i min 17-årige lillesøster, da jeg vågnede. Jeg hævdede selvfølgelig, at det var hende, der havde forsøgt at bespringe mig, for så behøvede jeg hverken at forholde mig til, hvorfor jeg havde indflettet mig, og hvem det egentlig var, jeg troede, jeg havde indflettet mig med.

Der skal handles hurtigt, for jeg er ude på et skråplan. Løsningen tænker jeg kunne være en gramsebamse. Sådan en, der kan ligge midt i sengen og parere bespringninger fra alle sider. Men jeg ved ikke, hvordan man skaffer sådan en. Jeg arvede engang en grøn mand fra musvitten, da hun selv fik den helt rigtige levende og ugrønne mand i virkeligheden og derfor ikke længere havde brug for en mand, der var grøn og manglede arme, ben og hoved. Den grønne mand er jeg meget glad for, og han kunne fint ligge i sengen mellem mig og muligt bespringningsoffer. Men han er bare sådan lidt hård og kantet i det. Og så er der også det der med, at han ikke har noget hoved. Det er et problem. Så jeg søger en gramsebamse – helst med hoved, arme og ben. En, der kan holde min underbevidsthed beskæftiget, mens jeg prøver at ignorere det der umulige, som jeg egentlig søger. Dusør udloves. Den er høj!

Nok endnu en sang om beundringens misundelse

”SYNG, SYNG, SYNG, SYNG”!

Klokken er kvart over kvalme for et par måneder siden, og jeg er i gang med at prøve noget af det, jeg er allermest bange for – karaoke. Det er frygteligt angstprovokerende at stå på sådan en scene, når man ikke er født på den. Derfor var jeg også glad for, at min karaoke-debut kom til at foregå et sted, hvor jeg helt sikkert ikke kendte andre end tusindbenet, guldfisken og musen, som jeg rejste med. Vi var på Oslobåden (alle har ret til et fedt cruise), og jeg skulle synge den sikre vinder-duet ’Ain’t No Mountain High Enough’ med guldfisken. Hun var bare sjovt nok tilfældigvis ude at ryge, lige som det blev vores tur. Et kort øjeblik frygtede jeg derfor, at jeg skulle synge duet med mig selv (symbolikken er tragikomisk), men heldigvis udnytter tusindbenet alle chancer for at komme til at stå på en scene. Han har også engang sunget for dronningen med Danmarks Drengekor. Og han har også indspillet en cd. Han er god, og det vidste publikum godt, for han havde nemlig lige brilleret med en Ronan Keating-ballade. Musikken gik i gang, ordene kom på skærmen, og jeg gik i panik. Jeg kunne slet ikke få hverken musik eller ord til at passe med den sang, jeg troede, vi var i gang med. Tusindbenet var også forvirret, så vi stod helt handlingslammede uden at vide, hvad vi skulle gøre af vores hænder. Og så var det, publikum begyndte at råbe det samme ord igen og igen og igen og igen. Det var forfærdeligt og meget, meget utrygt!

Hvis du tilfældigvis overvejer at starte din karaoke-karriere med samme sangvalg, vil jeg gerne bringe en advarsel. Der findes to sange med næsten samme titel. Jeg troede, vi var i gang med at synge den her, men det viste sig, at vi rent faktisk var i gang med en helt anden sang, der er så ukendt, at jeg ikke engang kan finde den på Youtube. Problematisk. Endnu mere problematisk fordi det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt. Jeg troede bare, forvirringen opstod, fordi jeg var fuld og havde glemt, hvordan teksten var. Så i et desperat forsøg på at få publikum til at stoppe med at råbe, prøvede jeg at synge teksten på skærmen til den melodi, som jeg kendte. Og som ikke passede til den melodi, der blev spillet. Det lød ikke godt. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med katastrofens omfang, men det endte med, at vi måtte forlade scenen halvvejs inde i sangen. Tusindbenet var rasende på mig. Det kan jeg godt forstå. Jeg havde ødelagt hans skønsangs-image, fordi jeg troede, jeg også kunne synge.

I mit næste liv vil jeg være sådan en type, der ikke har helt vildt meget lyst til at være én, hun ikke kan være. Det er nemlig så ukonstruktivt at føre krig mod sine egne begrænsninger. Da jeg var helt, helt lille og stadig boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, nåede jeg ikke at gå særlig mange af mine første skridt rundt om kassettebåndoptageren, før jeg besluttede mig for, at jeg ville være sådan en musikalsk type på naturtalentsmåden. Jeg startede til violin som tre-årig. Det var ingen succes. Men det skulle sandelig ikke knække mig, så jeg forsøgte lige med klaveret og blokfløjten og jagthornet (!) og saxofonen. Intet virkede for mig.

Egentlig var det vel også det der med sang, jeg allerhelst ville. Det er jo den perfekte kombination af den musik, jeg elsker, og de ord, jeg elsker. Desværre er det ret umuligt at fremprovokere naturtalent. Jeg har for længe siden erkendt, at jeg aldrig bliver hverken hende her eller hende her eller hende her eller hende her eller hende her (okay, det sidste er ikke en hende, men han kan nå de høje toner, og så er musikvideoen fin). Jeg kommer nok ikke engang til at kunne synge en hæderlig karaoke. Men jeg lærte først at værdsætte talentfordelingen i min familie, da jeg hørte hende her synge en sang, hun selv har skrevet og komponeret.

Hurra for den glade alders-skizofreni

Jeg skal til 40 års fødselsdag hos lille-bjørn. Jeg har en ven, der bliver 40! Jeg kan huske, da min mor blev 40. Dengang var hun meget voksen og mor-agtig. Det er lille-bjørn heldigvis ikke (hverken det første eller det sidste). Han har dog givet så meget slip på sin barnlige side, at han ofte føler trang til at mobbe mig med, at jeg hvert år til jul får tilbagevendende optur over soundtrack’et til ‘Jesus og Josefine’ (det ER altså godt).

Jeg har en veninde, som er så ung, at hun ikke kan huske, at der engang blev sendt ‘Dollars’ i tv. Til gengæld får hun helt naturligt flettet talemåder som at ‘faldbyde sig’ eller ‘svinge træbenet’ ind i sine sætninger. En anden af mine veninder var biografduelig, dengang ‘Harold & Maude’  havde premiere (gid, det var mig). Til gengæld er hun ikke for gammel til at græde over Toy Story 3 (helt ærligt – hvis man er blevet så voksen, at man kan se slutningen med helt tørre øjne, så er der altså ikke meget håb).

Jeg har tidligere nævnt den-11-årige-pige-inden-i-mig. Det er hende, der bygger huse af Guld i en verden af Lego. Det er også hende, som har titelmelodien til ‘Nana’ som den mest afspillede sang i iTunes (jeg havde samme frisure som Nana og stillede muligvis også mange af de samme upassende spørgsmål, dengang min krop var barn (det med spørgsmålene stoppede vist aldrig)). Ved siden af hende den-11-årige-pige-inden-i-mig sidder en 63-årig mand og råber om ro, så han kan koncentrere sig om sin farvefri film med gamle skuespillere, som engang spillede på gamle teatre. Når filmen er færdig, smutter han på Kanalbodegaen eller Bobi Bar og håber på et stykke med John Mogensen.

Ind imellem de to findes der selvfølgelig også en masse andre typer i en masse andre slags aldre. Jeg er ret glad for dem alle sammen. Og et eller andet sted inden i mig findes der også en pige på 27. Hun er ikke så god til at følge reglerne for ordentlig opførsel, men det synes jeg faktisk er helt okay. I min verden er det nemlig lige præcis den alder, hvor det er meget passende at være gammel nok til at vide, hvad man ikke skal gøre, men ung nok til at gøre det alligevel.

En dans på neuroser

Jeg er bange. Det er de fleste engang imellem, og de, der påstår det modsatte, er det muligvis hele tiden. Min angst udfolder sig ikke kun i nedsmeltninger. Jeg har tidligere nævnt en af mine noget meningsløse slik-neuroser, og der er mange flere af slagsen. Også på slikfronten.

For eksempel skal vingummier (hvis muligt) altid spises i en rød-gul-grøn-rækkefølge. Ideelt set skal de (hvis muligt) kombineres med en lakrids, som symboliserer noget, der passer til den farve vingummi, de parres med (rød mand stå, grøn mand gå, gul mand … afvent og håb på det bedste).

Lakridsbogstaver er helt utroligt sigende i forhold til, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Bevæger vi os væk fra slik-fronton, så ligger jeg selvfølgelig også inde med de mindre meningsløse tvangstanker – er komfuret slukket, er stearinlysene pustet ordentligt ud, er askebægeret glødefrit? (Det er det i hvert fald nu, hvor jeg hverken tænder festsmøger eller frustrationssmøger mere). Den slags tanker er mindre meningsløse, fordi huset jo rent faktisk godt kunne risikere at brænde ned (7-9-13 …(!)) Og så er der selvfølgelig også den der med, at der skal være ligevægt. Mellem højre og venstre (fod, hånd, skulder, øre, øje). Ubalance er farligt!

Jeg slipper nok aldrig for dem, de der små, fine neuroser, som efterhånden danner en ret omfattende buket. (Det er i øvrigt den eneste form for planter, jeg har herhjemme. Måtte smide potteplanterne ud, da en ny angst for, hvad der ville ske, hvis de døde, plantede sig hos mig). Nogle af neuroserne giver som sagt ikke så meget konkret mening. Andre giver skræmmende meget ukonkret mening. For eksempel kan jeg ikke lide, hvis to ting på et bord rører ved hinanden. To rødvinsglas er det værste. Det kan let blive farligt!

Jeg kan godt lide Gajoler. Både pakkerne og det, der er indeni. På mit bord har jeg en masse pakker, som altid skal stå på en helt lige række. Det ved alle, men en dag var der alligevel én, der havde været modig nok til at bygge et tårn af dem. Det var farligt! Og det faldt selvfølgelig sammen. Overraskende nok medførte sammenfaldningen ikke nogen katastrofal katastrofe. Men det fik dog en form for konsekvens. Jeg lærte i hvert fald, at når et tårn falder sammen, kan det faktisk godt bygges op igen …

Symbiose-smeltninger nedefra og op

Da min barndomsveninde ringede og fortalte, at hun var gravid, begyndte jeg at græde. Da hun skrev til mig, at hun ventede en pige, begyndte jeg at græde. Da hun sendte mig det første billede med meldingen om, at hun havde født, var jeg fuld. Og da jeg i dag for første gang fik lov til at holde det lille, nye væsen, smeltede jeg. Heldigvis var der ikke tale om en børnetilblivelses-nedsmeltning. Det var nærmere en opsmeltning. Jeg lærer aldrig at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg kan få lov til at gå i sofa-symbiose med en mirakuløs mini-person, som ikke var der for en uge siden – men fra nu af vil jeg prøve på at lade være med at tænke alt for meget over mysteriet. Jeg vil i stedet forsøge at føle, hvor fantastisk det rent faktisk er, at det kan lade sig gøre.

Jeg droppede i øvrigt planen om bakterie-bamserne og købte i stedet en, som jeg syntes, var helt og aldeles passende.

Ordet er mit

Engang læste jeg en artikel om en statistik, som fortalte, hvor mange ord en gennemsnitlig mand og en gennemsnitlig kvinde siger om dagen. De fleste, der blev konfronteret med statistikken, hæftede sig ved, at kvinder bruger flere ord end mænd. Jeg hæftede mig mest ved, at nogen overhovedet havde formået lave sådan en statistik. Hvordan er den blevet til? Er der seriøst en, der har fulgt sådan-cirka-1200 vilkårlige mænd/kvinder en hel dag og talt alle de ord, som kom ud af deres munde, for derefter at sætte tallene ind i et kæmpe Excel-ark og regne et gennemsnit ud? Og hvis vedkommende har koncentreret sig om at tælle alle ordene, er der så overhovedet nogen, der har lyttet efter, hvad der blev sagt? Måske faldt vigtige budskaber til jorden, fordi tallene fik så meget opmærksomhed, at ordene aldrig fik den eftertænksomhed, som de egentlig fortjente. Måske blev ordene slet ikke mærket.


Jeg er helt-og-aldeles-herfra-og-til-enden-af-internettet begejstret for ord. Og jeg skriver meget. Det ved jeg godt. Jeg er stadig en grøn blogger og arbejder derfor på at finde et moderat niveau i længden og antallet af mine blogindlæg. Sagen er bare den, at jeg gennem de sidste par år har oparbejdet et kæmpe underskud på skrivekontoen (også på skrivekontoen), og så er det lidt svært at holde sig tilbage på det internet, som jeg nu én gang for alle har accepteret er uendeligt. Specielt nu hvor jeg har ferie. I dag havde jeg for eksempel lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive et nyt indlæg. I stedet oprettede jeg en ny side. For det er jo noget helt andet. Jeg sneg mig på snedig vis uden om den regel, jeg nu er i gang med at bryde med halvberuset overlæg. Til gengæld blev jeg enig med mig selv om, at jeg kun skulle skrive et meget kort indlæg om mit yndlingsord. Måske med et enkelt billede. Det går meget godt indtil videre.

Nogle ord er bedre en andre. Men det er svært at vælge det absolut bedste. Jeg kender en, som er specielt begejstret for ordet ’komfur’, og en anden, som er virkelig glad for ordet ’emhætte’ (måske man burde introducere de to for hinanden ved lejlighed …) Suzanne Brøggers yndlingsord er ’jazz’, og Bjarne Reuters yndlingsord er ’støvregn’. Jeg kan godt lide dem alle sammen, men hvis jeg skulle vælge et enkelt ord, som ryger ind på toppen af listen, må det være ’melankoli’. Jeg synes, det er rart at sige og rart at tænke på. Og da jeg for nogle år siden fandt den her T-shirt i London, gav ordet lige pludselig endnu mere mening.

For et par uger siden fandt jeg en gammel notesbog, som jeg engang har købt på en roadtrip i USA. Jeg har ikke skrevet i den i en del år, men det var sådan en, som jeg brugte til at gemme ord, der var blevet sat sammen til sætninger, som gav en helt speciel mening for mig på det tidspunkt. Og selvom min kærlighed til ord er uendelig, er jeg stadig helt enig i den betragtning fra Lars Muhl, som fik lov til at stå nederst på siden …

Dagen hvor burde blev besejret

Jeg er på baby-standby, og mens jeg venter på at få lov til at se et helt nyt menneske, skete der noget ret fantastisk. Jeg vågnede i morges og havde en hel dag uden planer. Som i fuldstændig helt og aldeles uplanlagt. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, og jeg brugte derfor de første par minutter på at tænke over alt det, jeg burde gøre. Jeg burde for eksempel:

– Pakke ud efter OL i shopping

– Tjekke saldoen på min bankbog

– Følge min revisors venlige opfordring om at få styr på mine bilag (og mit liv i det hele taget)

– Skrive en laaang faktura (det er så smart, når man husker at tage penge for sit arbejde)

– Droppe idéen om selvindbildt knæskade og løbe en tur

– Afrime min fryser (det har jeg aldrig gjort. Jeg plejer at skifte mit køleskab ud, når den tid nærmer sig. Det er ligesom lettere)

Det er sidst på eftermiddagen, og jeg har ikke gjort noget af det, jeg burde. Til gengæld har jeg:

– Sovet længe

– Set en gammel film med gamle skuespillere som engang arbejdede på gamle teatre (en af mine personligheder er ret vild med replikker som: ”Jeg gad vide, om man ikke burde sende bud efter distriktslægen” og ”Så, så lille de. Nok se, men ikke røre”)

– Været begejstret over, at det lykkedes mig at undgå tømmermænd trods voldsomt alkoholindtag i går

– Ringet til veninderne for at høre, om jeg burde skamme mig over noget, jeg ikke kan huske, jeg har gjort/sagt/spist (trak heldigvis frinummer)

– Spist en Mini Kæmpelæske (den dækkede mit daglige begejstringsbehov for små-ting-der-burde-være-større)

– Spist en isvaffel (den lille kæmpe formåede dog ikke at dække mit daglige isbehov)

– Spist en Sun Lolly (den med cola-smag. Nægter at købe champagnebrus-smag efter de har ændret navnet til det politisk korrekte ’vindrue-smag’. Hvad bliver det næste? Afskaffelse af lakridspiben? Jeg råber vagt i gevær!)

– Spist en Astronaut-is (med rød vingummi. Det er vigtigt …*)

– Spist en frysepizza (den falder uden for is-kategorien, men har trods alt også været frossen)

– Sovet middagslur på sofaen

– Undret mig over, at det endnu engang kan undre mig, at tømmermænd godt kan komme snigende hen ad eftermiddagen

– Hørt nostalgimusik (og blev blandt andet sendt tilbage til 13-årige Skudamuda på roadtrip i USA, da jeg nåede til den her)

– Badet elefanten i Østersøen

– Tænkt over, at det måske alligevel er meget smart at være to på et tidspunkt. To mennesker på en strand er for eksempel godt, fordi der på den måde ville være en til at smøre mig ind på ryggen, så jeg også kunne prøve, hvordan det føles at ligge på maven

– Smilet til søde fyre i badeshorts

– Smilet til søde fyre i badeshorts’ kærester

– Sovet eftermiddagslur i solen og drømt, at livet er dejligt

Jeg burde have dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har gjort noget af alt det, jeg burde. Men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere tage på Bryggen og drikke hvidvin og grille store Frankfurtere i fantastisk selskab og snakke om, hvad der mon kan ske i morgen …

* … fordi en af mine mange slik-neuroser går ud på, at farven på vingummien i Astronaut-isen er en slags forvarsel om, hvad der kommer til at ske for mig. Rød er det bedste. Jeg fik engang en Astronaut med to røde vingummier. Der stod jeg ved toppen af en kommende nedtur (eller mulig rutsjebanetur). Jeg burde have droppet neurosen på det tidspunkt, da den snød mig. Men sådan nogle slik-neuroser er sjældent rationelle. Og varslet siger jo ikke noget om, hvornår opturen indtræffer. Jeg venter stadig i spænding …

Du-gjorde-det-guld

Det var egentlig slet ikke meningen, men lige pludselig udviklede OL i shopping sig rent faktisk til OL i sport. Nærmere betegnet OL i herrehåndbold. Fire billetter faldt (næsten) ned fra himlen, og selvom jeg ikke er trofast tilskuer, kan jeg godt forvandle mig til sådan en råbende, piftende (jeg øver mig stadig) type i 2×30 minutter, når nu Danmark er på banen. Specielt fordi det samtidig er en fremragende undskyldning for at hælde håndbajere i sig på den der helt primitivt voldsomme måde.

Billede

På nogle punkter kan jeg dog godt mærke, at jeg er lidt grøn i sportsverdenen. For eksempel havde jeg ikke helt styr på det der med, at man møder op i gennemført rød-hvide farver, når landsholdet er på banen. Og det var heller ikke helt gået op for mig, hvor meget neon egentlig lyser op i den slags selskab. Rimelig opmærksomhedskrævende type, der tager neon-top på i en hal med 16 kameraer. Da jeg tidligere på dagen havde været en tur i Camden, spurgte en ekspedient mig helt seriøst, om jeg var professionel svømmer, fordi han troede, neon-sagen var en badedragt. Det fik mig til at tænke over to ting: Kunne jeg virkelig ligne sådan et vaskeægte medaljehåb med mine korte stænger? (Han kunne selvfølgelig have kigget på mine gigant-fødder og konstateret, at jeg havde en klar fordel der). Og hvilken professionel svømmer tager sin badedragt på, når hun går på shopping?

Billede

Min manglende viden om sport blev dog overgået af min sidemand (kilden har valgt at være anonym, men er kendt af redaktionen), som efter første halvleg spurgte mig, hvor lang anden halvleg så er. Det spørgsmål gjorde mig helt tryg og rolig, og så råbte vi lidt videre – også til de mål, som ikke blev godkendt. Når jeg ikke lige råbte, sad jeg og tænkte lidt over det der med, at jeg nok aldrig kommer til at vinde en medalje for uovertruffen fantastisk sportspræstation. Jeg svømmer som regel kun i selskab med pensionister, og den ene gang, jeg forsøgte mig på en håndboldbane, insisterede min hold”kammerat” på, at jeg blev sat ud på bænken efter første angreb. Men det er helt okay. For i Camden fik jeg en guldmedalje af en fremmed mand, som lignede én, der syntes, jeg havde fortjent den. Den røg straks om halsen, og når jeg tænker over det, synes jeg faktisk, den er lidt sejere end dem, der bliver uddelt på et sportsstadion.

Billede

Ballon-barn på nedturs-eventyr

OL i shopping er indtil videre en stor succes – i hvert fald på min personlige skala, hvor succes måles i imponerende indhug på bankbogen (en af mine personligheder kan meget godt lide ord som bankbog. Og EDB. Og kassettebåndoptager. Mere om ham på et senere tidspunkt). Til gengæld har disciplinen været knap så stor en succes på selvtillidsskalaen. Nedturen startede, da en ellers så venlig og servicemindet ekspedient kiggede ned på mine fødder og spurgte, om jeg brugte størrelse 49 i sko (ja, jeg ved godt, jeg har store fødder af sådan en lille pige at være. Jeg satte hæl for tidligt, dengang jeg blev til, og derfor er jeg til gengæld også velsignet med et par proportionelt set usandsynligt korte ben. Træd i det, søde ekspedient, vil du ikke nok?) Næste nedtur stod jeg selv for, da jeg efter et tilsyneladende ret fantastisk buksekøb kunne konstatere, at jeg ved en fejl var kommet til at investere i et par “maternity pants”  (jeg syntes bare, de var så behagelige, og så var der jo også plads til en treretters uden risiko for efterfølgende stramningskriser). Jeg ved godt, hvad man siger om store fødder, og jeg ved også godt, hvad man siger om store maver. Heldigvis er jeg stadig mere hunkøn end hankøn (ved egentlig ikke, hvorfor jeg kom til at bruge ordet “stadig”), og der er umiddelbart ingen risiko for personlig børnetilblivelses-nedsmeltning, så jeg forsøger at holder efterveerne fra shopping-nedturene på et absolut minimum.

Og så hjalp det selvfølgelig også betydeligt på selvtilliden hos den-11-årige-pige-inden-i-mig, da en tilfældig engelsk mand var så venlig at minde mig om, at jeg trods voksenlignende nedture stadig udsender en form for barnlige signaler. Han gav mig i hvert fald en ballon. En rigtig fin, grøn én. Nogle ville takke pænt nej eller overrække ballonen til sådan et rigtigt barn med små fødder og mave uden for graviditetsrisikozonen. Jeg vurderede dog, at den ville skabe større glæde, hvis mine store plader lige fik lov til at gå en tur i London med den.

Billede

PS: Det der med helium er stadig sjovt!

Verden er af klodser

Lige om lidt flyver jeg til London for at deltage i OL i shopping – en disciplin, som ingen dårlig taber skal udfordre mig i. Jeg havde en storslået plan om, at jeg for første gang i år skulle prøve at pakke kufferten i så god tid, at jeg også kunne nå at komme i tanke om, hvad jeg har glemt. Det kommer ikke til at ske. I stedet overspringshandler jeg lidt med en verdens-nedsmeltning.

De sidste to somre har været dedikeret til New York, og selvom London er et fint substitut, bliver jeg en lille smule trist til mode ved tanken om, at det eneste store æble, jeg virkelig gerne vil sætte tænderne i, bliver indtaget af alle andre end mig i år. Jeg har svært ved at acceptere det, men den-11-årige-pige-inden-i-mig tror heldigvis stadig på, at verdens distancer kan forkortes, hvis bare man drømmer langt.

For en uges tid siden byggede hun derfor sit eget hus af Guld og flyttede det rundt i en verden af Lego. Børnefamilier og turister kiggede meget mærkeligt på hende – specielt fordi hun var iklædt neon og så meget 27-årig ud udenpå. Det er åbenbart ikke normalt for sådan en burde-være-voksen-type at lege med klodser i en forlystelsespark, lige meget hvor 11-årig man ellers føler sig indeni. Men hun var heldigvis ret ligeglad, og derfor fik huset af Guld både lov til at bo lidt i Amsterdam, ved Amalienborg og i Hollywood, inden det endelig fandt frem til New York.


Jeg ved godt, at man ikke må ødelægge den fine udstilling i Legoland, men der er heldigvis ikke nogen, der har været opfindsomme nok til at opstille skilte med regler, som siger, at man ikke må tilføre nye bygningsværker. Derfor efterlod 11-årige Skudamuda det lille hus af Guld bag hegnet for foden af Frihedsgudinden. Måske står det der stadig helt nede i den børnehøjde, hvor alle drømme er tilladt. Måske er det blevet fjernet af en voksen, som nu har travlt med at nedskrive nye regler …

Kram en kønssygdom

Lige om lidt bliver en stor fin mave til et lille, fint, nyt menneske et sted på Sydfyn. Selvom jeg ikke har mødt den nye verdensborger endnu, ved jeg allerede, at jeg kommer til at knus-elske hende fra første øjeblik. Det sker ikke så tit med børn, og det kan godt skræmme dem en lille smule, når jeg først folder min uforbeholdne kærlighed ud, men de vænner sig som regel til det, inden de når konfirmationsalderen.

Mens vi venter på veerne, prøver jeg at holde mit hoved forholdsvis aktivt med praktiske ting, så jeg ikke får alt for mange børnetilblivelses-nedsmeltninger. En af de ting, jeg kan koncentrere mig om, er at finde den perfekte fødsels(dags?)gave. Begge forældre er læge-typer, så da jeg faldt over det her, tænkte jeg umiddelbart, at det var genialt. “Krammedyr i form af sygdomme og andre mikroorganismer forstørret en million gange!”


Jeg har som altid en lille smule svært ved at bedømme, hvad der er aldeles upassende, og hvad der er ualdeles passende. Altså, jeg kan godt regne ud, at det nok ikke er en skide god idé at give en nyfødt fnat i bamseform. Det ville sandsynligvis være at sende et forkert signal og agere dårligt eksempel. Og selvom man jo godt kan være et dårligt eksempel på en konstruktiv måde (så forældrene i fremtiden let kan komme med konkrete eksempler på, hvad man under ingen omstændigheder skal gøre), så vil jeg bare gerne gøre det rigtige den her gang.


Nu forholder det sig heldigvis sådan, at fnat-bamsen slet ikke er særlig sød, så den kan jeg godt udelukke. Til gengæld er jeg lidt lun på herpes. Men da jeg ikke ved, om det er den ene eller den anden version af sygdommen, er det også et usikkert valg. I øvrigt har forældrene nok ikke lyst til at se deres datter kramme nogen former for herpes, nu hvor jeg tænker mig om. Den sikre vej ville selvfølgelig være at vælge en hjernecelle, men jeg vil slet ikke begynde at kommentere på, hvad min egen forskruede hjerne kan få den til at ligne. Det er en syg, syg verden, vi lever i!