Skudamuda

De små ting

Jeg blev engang spurgt om, hvad jeg ledte efter hos en fyr. Det kunne jeg ikke finde ud af at svare på. Dels fordi jeg helst ikke ville spænde ben for mig selv ved at have en eller anden røvsyg skabelonforestilling om fyrens frisure eller musiksmag eller sko (ingen afsløringer om sejlerskosfetish her). Men mest fordi, jeg ikke vidste det. Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg gerne ville møde en, som kunne få mig til at grine helt ned i maven (og det føles lige så skide godt, som jeg havde håbet på).

Jeg har stadig ingen liste. Men jeg er blevet klogere. Det er let at opremse alle de egenskaber, som grundlæggende er et plus. For hvem vil ikke gerne møde en, som er sød og betænksom og god mod (tøj)dyr? Jeg har dog lært, at de små ting gør den store forskel. Specielt hvis der er mange af dem. Listen over de små ting kan ikke laves på forhånd, for det er overraskelsen over deres pludselige tilstedeværelse, som gør forskellen.

Nu ved jeg, at de små ting for mig blandt andet er at:

– holde liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver og top daler

– have den bedste frysepizza i skuffen

– navngive sofaer

– sætte pris på asier og rytmebokse

– huske at besprøjte en Bodil

– vide, at man klapper på to og fire

– grynte i søvne og indrømme halvpsykopatiske drømme

– ryge en god lakridspibe

– knipse Bififormfoto og sende beskeder, som gør morgener meget bedre at vågne op til

– kæmpe mod shoppesyge tøsepiger i stormagasin på første udsalgsdag

Jeg er heldigvis ramt af så mange helt rigtige små ting, at jeg ud over den generelle laaaaange liste også kan lave en dagsliste. På dagens liste over små ting står blandt andet, at jeg er ovenud lykkelig for at kende en langhalset type, som forudser panik over glemt slikpose præ biftur og sørger for at afværge potentiel sliksorgskatastrofe i salen ved at stikke glemt pose i egen taske. Hvem sagde hverdagshelt?

SMID UD!

Ordren modtog jeg i en arbejdsmail i dag. De to ord stod i versaler 19 gange (ja, jeg har talt efter), så afsenderen må virkelig mene det. Jeg er både bange for store bogstaver og ulige antal gentagelser, så rædslen ramte med det samme.

Anledningen til den uignorerbare opfordring er, at firmaet skal flytte. Og flytning betyder oprydning og udsmidning. Som hovedregel forsøger jeg så vidt muligt at holde mig fra det der flyttefjolleri. Derfor har jeg også (med få ubehagelige afbrydelser) klamret mig til mit hus af guld i snart ti år – uden behov for den helt store inventaraflivningsproces med slipgivningskomplikationer til følge.

Men arbejdspladsen er jeg ikke herre over. Så jeg må flytte, når der bliver sagt flyt. Og selvom der er flere måneder til det store ryk, gør det allerede ondt at tænke på, at jeg muligvis skal sige farvel til noget godt. For hvad skal der dog blive af det hele, når nu vi flytter til nymodens lokaler, som muligvis ikke matcher gak og gøgl lige så godt? Hvad skal der blive af den zoologiske have med de gode dyr, som alle har en helt speciel historie? Hvad skal der blive af alle mine bedste Gajoler? Hvad skal der blive af opslagstavlen med alle de unødvendige nødvendigheder? Og har den der fremtid overhovedet plads til mit yndlingshomoplastikpar Ullafant og Hellefant og deres nye donorven Pellefant?

Fortsættelse følger …

Fra børn og fulde folk – part II

Den ni-årige: ’Moster Bib, du har godt nok tabt dig, hva’!’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja. Nu kan du i hvert fald godt gå i kjole.’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja, kan du ikke huske den der jul, hvor du havde en rød kjole på? Det var altså ikke så godt …’

Hold kaje, hvor er jeg glad for, at jeg skal tilbringe min weekend i bikini – omringet af sandhedsråbende unger. Er der nogen, der skal med ud og løbe i morgen tidlig?

Hvem der dog bare havde en Ponduskonto

Det er 11 år siden, jeg flyttede til København. Det vil sige, at det har taget mig 11 år at blive modig nok til at skifte bankafdeling fra verdens mindste by i provinsen til verdens største by i Danmark.

Jeg har haft en slange om halsen og en slange i halsen. Bekravlet tårnhøje tårne og befløjet skib i himlen. Jeg har endda fundet mod til at overgive mig fuldstændig helt og aldeles. Trodset frygten for pludseligt opstået skræmmende sårbarhed og indset, at alt er meget mere skide godt, når man tør prøve at lade det være skide godt.

Men jeg tør ikke gå ind i en meget lidt livsfarlig hovedstadsbank og bede om en ny rådgiver, som befinder sig mindre end 200 km fra mit hus af guld. For tænk nu, hvis de henretter mig – dømt for ulovligt dårlig omgang med egen bankbog og skandaløst ringe forståelse for Excel-ark. Det kan jo ske. Måske.

Jeg er dog nået frem til den konklusion, at kun en tåbe frygter en bankmus. Så nu skal det være slut! I næste uge indtager jeg skræmmende farlig københavnerfilial og tager det som en form for voksen. Jeg har allieret mig med hamsteren, som lider af samme bankmusfobi. Og vi har besluttet os for at overleve. Den yderst seriøse taktik er at lægge ud med at bede om en bankrådgiver, som ikke kan finde ud af at råbe. Og en, der ikke taler ned. Det ser jo også så fjollet ud, hvis en bankmus forsøger at tale ned til en elefant.

Fortsættelse følger …

Tips og tricks til en sund start på dagen

Det siges på gaden, at det er populært at blogge om mad. Jeg gør det ikke så tit – primært fordi min mad sjældent går ind under kategorierne paleo/gourmet/raw, eller hvad man ellers kan score gadekredit på i foodster-kvarterer. Selvom jeg kunne holde lange foredrag om frysepizzaers (såvel som toast og syntetsliks) postive indvirkning på livskvaliteten, tvivler jeg på, at det kunne danne grundlag for en decideret madblog.

Men i dag fik jeg alligevel en tommelfinger opad på konteret, da jeg i forbindelse med en snak om kost, træning og sundhed viste et billede af min morgenmad. For som hamsteren pointerede, så bestod den jo udelukkende af frugt og proteiner (hvilket tilsyneladende er godt). Var der nogen, der sagde sundhedsguru?

PS: Nu var maden rent faktisk tilberedt af giraffen, så jeg kan ikke helt tillade mig at tage æren for den. Til gengæld sætter jeg meget stor pris på, at han ikke er for fin til at servere en Bifi-far fra morgenstunden.

Noget om et nedtursnavn

Pai er lagt på hylden. I hvert fald indtil guldfisken og jeg skal udenlands igen om et par uger. Så i mellemtiden er det tilbage til standardnavn. Et navn, jeg har det lidt ambivalent med.

Altså, det er jo mit, så jeg har besluttet mig for at acceptere det. Men jeg har nok aldrig følt, at det passer så godt til mig. Mine omgivelser har tydeligvis slet ikke.

Et par af yndlingsdyrene lærte mit navn at kende, før de mødte mig. Både kaninen og hamsteren har været praktikanter i afdelingen og haft mig som kontaktperson. Nu, hvor vi er blevet venner, tør de godt indrømme, at de ikke helt kunne få navnet til at passe med stemme og udseende (for slet ikke at tale om opførsel), da de mødte mig første gang.

‘Du udstråler jo autoritet i dit navn’, sagde kaninen på et tidspunkt (underforstået – jeg som person udstråler aldeles ingen autoritet).

Den anskuelse passer også meget godt til hamsterens beskrivelse af det umiddelbare indtryk af mig, da hun skulle til samtale om praktikpladsen, og jeg for første gang nogensinde skulle prøve at sidde på den anden side af bordet og lege den voksne.

‘Jeg var så nervøs, og så sad der bare sådan en neontrunte’, fortalte hun (her vælger jeg at tage det med neontrunten som en kompliment).

Det er ikke kun ordlyden, jeg (og mine omgivelser) har det svært med. Betydningen giver mig også præstationsangst. For hvem har lige lyst til at forsøge at leve op til titlen ‘Den fromme’? Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke kan (og så har jeg ikke sagt for meget).

Jeg kan takke min søster for mit navn, for egentlig skulle jeg have heddet noget så dejligt uproblematisk som Julie. Men storesøs protesterede, smed sig på gulvet og råbte og skreg og vred sig og nægtede at troppe op til min barnedåb, hvis jeg skulle hedde Julie (sådan forlyder historien i hvert fald). Så derfor måtte familien finde på noget andet. Og det blev virkelig laveste fællesnævner. Jeg fik ikke det navn, som mine forældre bedst kunne lide, men det, der sikrede, at alle mødte op til barnedåben.

Nå, men i det mindste kan jeg da forsøge at leve højt på, at mit navn meget snart er meget unikt. Det siger den flotte statistik i hvert fald. For resten af Danmark har åbenbart fået øjnene op for, at der (for manges vedkommende) følger nogle ret uønskede politiske association med i navnepakken. Blandt andet derfor tror og håber jeg, det er positivt ment, når nye bekendtskaber igen og igen siger: ‘Det er simpelthen så mærkeligt, at du hedder Pia’.

nedturspia — Sjovt nok begynder statistikken ved mit fødselsår. Men det er jo altid rart at starte på toppen. Eller noget …

Velkommen hjem til vanviddet

Jeg kom tilbage til min ø i går morges efter en fantastisk uge i eventyrland. Normalt plejer jeg at blive ramt af noget posteventyrlig depression, når jeg rammer dansk jord, men den her gang overskygger tanken om gensyn med langhalset type heldigvis den følelse.

Til gengæld blev jeg ramt af noget andet, da jeg i går eftermiddags tulrede rundt på Fælleden for at akklimatisere. Jeg var lullet helt ind i tryghed og idyl, da en eller anden (muligvis lettere sindssyg) type sørgede for at lave om på den orden.

Han stod lige pludselig foran mig på en ellers øde skovsti og råbte og skreg med fråden løbende helt ned ad inderlårene. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad råberiet gik ud på. Men så så jeg dem. Lemmingtyperne, som kom spurtende efter hinanden lige mod mig. Hundredevis af dem, som blev tvunget ned i vandhul og op over menneskeskabte forhindringer, fordi diktatorfætter råbte, at de skulle.

Jeg blev ufrivilligt fanget midt i det hele. Det er ikke nogen hemmelighed, at folk, der råber, får mig til at tisse i bukserne. Så min første indskydelse var at stikke af med det samme – tilbage hvor jeg kom fra og ikke stod i vejen. Men af en eller anden grund kunne jeg pludselig finde ud af at være stædig. Så jeg sprang over afspæringen og ind på torturterritoriet, hvor jeg insisterende bevægede mig mod lemmingstrømmen ad min sædvanlige rute.

Der gik jeg så og tænkte lidt over, at jeg nok aldrig kommer til at forstå den der trang til at sætte unødvendige forhindringer op for sig selv.

PS: Lige nu sidder jeg i morgensolen på min sten på stranden efter en løbetur i svagpisserkategorien. Uden selvskabte forhindringer og ad den vej, jeg selv har valgt. Det er det bedste for mig.

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

Status fra en overlever

Melder alt godt fra fjernkontoret i de varme lande. Guldfisken har ikke formået at tage livet af mig (endnu), og jeg er kun blevet stukket moderat i. Ikke mere end jeg kan holde til.

Indtil videre har jeg lært, at man ikke skal bunde fire øl på tom mave efter 10 timers arbejde i solen, og at gin tonics alligevel ser ud til at virke mod myg. Så jeg kommer hjem som en klogere, mindre bleg og forhåbentlig kun moderat bestukket type.

PS: Har netop konstateret, at jeg, mens jeg har skrevet dette indlæg, har fået fire myggestik, hvoraf det ene nærmest kan kategoriseres som et tredje bryst bedømt på størrelse og udseende (men dog ikke på placering, da jeg synes, underarmen er et forholdsvis ufrækt sted (selvom det er tæt på albuen)). Dermed har jeg nu også lært, at Nemesis stadig er en sjuft!

Kunsten at overleve

Jeg tager på eventyr. Giraffen har sagt, at jeg skal passe på mig selv, så jeg har aftalt med guldfisken, at det her bliver turen, hvor hun ikke forsøger at slå mig ihjel ved et uheld (eller ved et held).

Første attentatforsøg fandt sted på en filippinsk tømmerflåde for to år siden. Det var nat, vi var fulde, og en eller anden elefanttype havde fået den fantastiske idé at svømme derud i mørket. Det var en udfordring at få guldfisken op på flåden, men jeg fandt en højst upassende teknik, som de tilstedeværende mandspersoner syntes var yderst fascinerende. Guldfisken valgte at kvittere for min hjælpsomhed ved (med fuldt overlæg og efter de store, stærke mænd var svømmet i land) at fælde mine ben, så jeg først hamrede hovedet ned i tømmerflåden og derefter endte i den mørke balje (’Jamen det var jo bare for sjoooov’, peb hun forskrækket). Jeg overlevede, og i dag kan jeg også godt se det sjove i det, men vi er blevet enige om, at det måske er en meget god idé at gemme de morsomme påfund til tidspunkter, hvor det er lyst, vi er ædru, og hvor vi kan bunde (og hvor de store, stærke mænd stadig er til stede i øvrigt. Godt nok er hun en fisk, men jeg tvivler på, at guldfisken kan få en bevidstløs elefant sikkert i land).

Andet attentatforsøg fandt sted sidste år i Thailand. Omstændighederne er svære at forklare kort (og vi boarder om alt for snart), men på grund af guldfiskens yderst passionerede sovehjerte var jeg udsat for muligt fald fra altan og efterfølgende potentielt overfald af hjemløse voldsmænd (og reelt overfald af psykopatiske dræbermyg) på offentlig solseng i nattens mulm og mørke.

Da det er en decideret overlevelsestur, vi skal ud på nu, har jeg planer om netop det. At overleve. Og at have det skide godt i øvrigt. Det er svært at undgå, når man er så heldig, som jeg er lige nu.

Bittersød erfaringsnote #4

Kære mig selv

Næste gang du har tænkt dig at spankulere rundt med pivåbent tishul i ædru offentlighed, så sørg for guds skyld for at undgå neonfarvede underbenklæder. Undgå i øvrigt også at befinde dig i en større menneskemængde, når fremmed kvinde højlydt gør dig opmærksom på sydstatskrisen. Og når så de 30-40 omkringstående publikummer kigger hånende på dig, og du derfor diskret vender dig om for at hive op i lynlåsen, så sørg lige for at tjekke, om du nu skulle befinde dig med front mod Lagkagehusets vinduesparti til frit skue for stirrende sultne torsdagkunder.

PS: Skulle det alligevel ske for dig, så husk på, at nye bekendtskaber, du netop er blevet introduceret for til hipstergadefest, måske ikke som det allerførste har brug for at høre dig fortælle historier om offentlig fremvisning af underbenklæder.

Bittersød erfaringsnote #3

Øjencreme er ikke til øjnene. Tilsyneladende.

Efter at have begået samme frygtelige fejl flere gange, har jeg nu én gang for alle accepteret, at det er til området umiddelbart omkring øjnene.

Svindel og humbug, siger jeg bare! Helt ærligt, hvad bliver det næste så? At læbestift er til området umiddelbart omkring læberne? Sig ikke, at klovnen alligevel fik ret!

PS: Jeg forsøger at få det bedste ud af situationen ved at se det positive i, at jeg for en gangs skyld rent faktisk kunne forklare, hvorfor jeg spontanvandede hele hønsegården.