Det var så året hvor jeg … – vol 4

… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)

Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed. 

Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.

Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude … 
 

Noget om at finde meningen

Jeg var i Berlin med den langhalsede i weekenden. Det er næsten tre år siden, jeg var der sidst sammen med musen. På en måde føles det som om, det er 30 år siden.

I den periode stolede jeg ikke helt på, at mine fødder kunne holde mig oprejst. Og jeg var flere gange om dagen så træt af at være inde i mit eget hoved, at jeg overvejede at få installeret en mental muteknap (man kan jo så meget nutildags).

Jeg var forvirret og fortvivlet og mest af alt træt af, at jeg ikke kunne finde en mening med noget af det, der skete omkring mig.

To uger senere blev jeg inviteret på verdens koldeste strandpicnic af verdens varmeste giraf. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk er mørkest inden daggry.

Jeg har flere gange oplevet, at verden kan falde sammen på fem sekunder. Men det var først der, jeg lærte, at det modsatte også kan ske.

Nogle gange kommer meningen heldigvis meget hurtigere, end man tør håbe på … goldelse

Noget om voksenjob og sovedyr

Da jeg i morges skulle pakke til to dages voksenjobtur til det jyske, var jeg splittet. For er det egentlig okay at tage sit sovedyr med på en lønnet tur, hvor man skal forestille at være en nogenlunde seriøs type?

Jeg var i tvivl. Men tanken om en nat i en fremmed seng uden en giraf som sengekrammerat var ikke helt god. Så jeg tog chancen og smed sovedyret i tasken. 

Hurra for det. Det viser sig nemlig, at han passer helt perfekt til den seng, man åbenbart godt kan være så heldig at få tildelt, selvom man skulle forestille at være en slags voksen på job.  

 

Noget om læder og lykke

Jeg kender en langhalset type, som nu er den stolte ejer af to par Lederhosen. TO par. Så bliver verden altså ikke meget bedre!

Problemet er bare, at årets sidste Oktoberfestøl er drukket, den sidste Hendl er fortæret, den sidste borddans er hoppet, og der er så frygtelig lang tid til næste år. Så nu leder jeg desperat efter andre undskyldninger for at lokke ham i hoserne. Gode forslag modtages med læder. 
 

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om det hun sagde i går

Jeg har haft sådan cirka sytten blogindlæg i mit hoved den seneste måneds tid, som aldrig er blevet skrevet. Fordi jeg pludselig fik travlt. Travlt med nye arbejdsopgaver og travlt med farvel til gammelt kontor og hej til et nyt. Travlt med at flytte den grønne mand til den anden ende af byen og flytte rundt på møblerne og føle, at ting falder på plads.

Derudover har jeg også haft travlt med at filosofere over livets store spørgsmål sammen med den langhalsede. For fem minutter siden forsøgte jeg for eksempel at forklare ham, hvorfor jeg på en måde elsker ‘Det sagde hun også i går’, samtidig med at jeg føler mig begrænset af den sætning, fordi det jo ikke altid var hende, der sagde det i går. Nogle gange var det ham, der sagde det, og hvad siger man så?

Den langhalsede havde heldigvis et kvalificeret svar på spørgsmålet, så jeg kan slappe af på det punkt og i stedet glæde mig over, at min verden, midt i alle verdens uroligheder, er blevet 10 grader varmere siden sidst, fordi delfindrengen er blevet storebror til en lille delfinpige, som allerede matcher mig helt perfekt …delfinpigen

Noget om syltede agurker og metalkinddans

For ti år siden frygtede jeg, at jeg en dag ville blive så voksen og kedelig, at jeg foretrak en fredag aften hjemme frem for i byen. 

I går aftes klokken 19 råbte den langhalsede og jeg et fælles hip hurra, fordi vi fandt et helt fantastisk glas syltede agurker i Netto (man må værne om de små glæder i livet – og heldigvis har jeg mødt en mand, som også sætter stor pris på gode ting i glas).

Klokken 20 piskede jeg en ond æggesnaps med de bareste næver.

Klokken 21 tømte vi den første rødvinsboks (for en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at den ikke var fuld, da vi startede).

Klokken 21.01 åbnede vi den næste rødvinsboks og kastede os over giraffens nørdespil.

Klokken 22.58 lærte vi, at en overdosis råcreme udløser verdens vildeste hikke (jeg kender det specifikke tidspunkt, fordi jeg har videodokumenteret det fantastiske fænomen).

Klokken 00.00 troede jeg, at jeg skulle i seng.

Klokken 01.00 blev vi enige om, at vi havde drukket rødvin nok. Så vi gik over til whiskysjusser og Jim og Tonni. 

Klokken 01.30 batlede vi om, hvem der har den sejeste musiksmag (til stor begejstring for alle pensionisterne i opgangen).

Klokken 02.00 dansede vi kinddans til en omgang hård metal, og jeg tænkte lidt på, at fuldskab og lykkefølelse er verdens bedste kombi.

Aftenen sluttede ikke der, men det gør referatet. Af flere årsager. Lad os bare sige, jeg er lidt udfordret på hukommelsen. 

Da jeg vågnede i morges, lavede jeg langemandstesten på rødvinsboksen. Den er der ikke mange, der kender til, men den går ud på, at hvis man kan løfte boksen i langemanden fra stuen og ud i køkkenet, uden det gør ondt, så har man tømmermænd. Testen tog ikke fejl.

Vi forsøgte os med førstehjælp i form af en gang morgenmadsboller og blev enige om, at vores spontandruk næsten havde føltes som en bytur. Bare bedre. 

Det kan godt være, mit yngre jeg mener, at mit ældre jeg er blevet kedelig. Men mit ældre jeg er også blevet klogere på alt det, der føles godt. Ret så meget fantastisk godt. Og den slags er alle rynkerne og tømmermændene værd, skulle jeg hilse og sige …