Noget om læder og lykke

Jeg kender en langhalset type, som nu er den stolte ejer af to par Lederhosen. TO par. Så bliver verden altså ikke meget bedre!

Problemet er bare, at årets sidste Oktoberfestøl er drukket, den sidste Hendl er fortæret, den sidste borddans er hoppet, og der er så frygtelig lang tid til næste år. Så nu leder jeg desperat efter andre undskyldninger for at lokke ham i hoserne. Gode forslag modtages med læder. 
 

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om det hun sagde i går

Jeg har haft sådan cirka sytten blogindlæg i mit hoved den seneste måneds tid, som aldrig er blevet skrevet. Fordi jeg pludselig fik travlt. Travlt med nye arbejdsopgaver og travlt med farvel til gammelt kontor og hej til et nyt. Travlt med at flytte den grønne mand til den anden ende af byen og flytte rundt på møblerne og føle, at ting falder på plads.

Derudover har jeg også haft travlt med at filosofere over livets store spørgsmål sammen med den langhalsede. For fem minutter siden forsøgte jeg for eksempel at forklare ham, hvorfor jeg på en måde elsker ‘Det sagde hun også i går’, samtidig med at jeg føler mig begrænset af den sætning, fordi det jo ikke altid var hende, der sagde det i går. Nogle gange var det ham, der sagde det, og hvad siger man så?

Den langhalsede havde heldigvis et kvalificeret svar på spørgsmålet, så jeg kan slappe af på det punkt og i stedet glæde mig over, at min verden, midt i alle verdens uroligheder, er blevet 10 grader varmere siden sidst, fordi delfindrengen er blevet storebror til en lille delfinpige, som allerede matcher mig helt perfekt …delfinpigen

Noget om syltede agurker og metalkinddans

For ti år siden frygtede jeg, at jeg en dag ville blive så voksen og kedelig, at jeg foretrak en fredag aften hjemme frem for i byen. 

I går aftes klokken 19 råbte den langhalsede og jeg et fælles hip hurra, fordi vi fandt et helt fantastisk glas syltede agurker i Netto (man må værne om de små glæder i livet – og heldigvis har jeg mødt en mand, som også sætter stor pris på gode ting i glas).

Klokken 20 piskede jeg en ond æggesnaps med de bareste næver.

Klokken 21 tømte vi den første rødvinsboks (for en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at den ikke var fuld, da vi startede).

Klokken 21.01 åbnede vi den næste rødvinsboks og kastede os over giraffens nørdespil.

Klokken 22.58 lærte vi, at en overdosis råcreme udløser verdens vildeste hikke (jeg kender det specifikke tidspunkt, fordi jeg har videodokumenteret det fantastiske fænomen).

Klokken 00.00 troede jeg, at jeg skulle i seng.

Klokken 01.00 blev vi enige om, at vi havde drukket rødvin nok. Så vi gik over til whiskysjusser og Jim og Tonni. 

Klokken 01.30 batlede vi om, hvem der har den sejeste musiksmag (til stor begejstring for alle pensionisterne i opgangen).

Klokken 02.00 dansede vi kinddans til en omgang hård metal, og jeg tænkte lidt på, at fuldskab og lykkefølelse er verdens bedste kombi.

Aftenen sluttede ikke der, men det gør referatet. Af flere årsager. Lad os bare sige, jeg er lidt udfordret på hukommelsen. 

Da jeg vågnede i morges, lavede jeg langemandstesten på rødvinsboksen. Den er der ikke mange, der kender til, men den går ud på, at hvis man kan løfte boksen i langemanden fra stuen og ud i køkkenet, uden det gør ondt, så har man tømmermænd. Testen tog ikke fejl.

Vi forsøgte os med førstehjælp i form af en gang morgenmadsboller og blev enige om, at vores spontandruk næsten havde føltes som en bytur. Bare bedre. 

Det kan godt være, mit yngre jeg mener, at mit ældre jeg er blevet kedelig. Men mit ældre jeg er også blevet klogere på alt det, der føles godt. Ret så meget fantastisk godt. Og den slags er alle rynkerne og tømmermændene værd, skulle jeg hilse og sige …
  

Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …

spruttearme

Noget om festival og bar røv og balancegyser

Tre dage på græs har lært mig:

– at vende potentiel koldgang til øjeblikkelig optur ved at blande lige dele kondivand og gin og hvidvin og vingummi (min krop er mit tempel)

– at lækre, svenske damer altid stønner lummert (hvis jeg var mand, ville det drive mig til vanvid)

– at fællesmadlavning stadig er noget, fanden har skabt (jeg blev presset til det for andet år i træk. Og jeg var rasende!)

– at det bare er sjovere at købe en ramme øl ved siden af to ungersvende i bar røv og bollehår

– at guldfisk også kan tisselet

– at balancere på skuldrene af Storebjørn til årets smukkeste koncert (med hans lange krop og min lange ryg var vi højere end Orange scene. Mindst. Og jeg var verdens lykkeligste i over et minut, indtil bjørnebenene begyndte at ryste)

– at hidse mig gevaldigt op over anmeldere, der hører musik med røven

– at børste tænder i rød saft (undskyld, tandlægetype. Jeg gør det aldrig igen. Måske)

Det har været en fest. Men lige nu er det en mindst lige så stor fest at flade på sofaen, mens den langhalsede er i Netto for at hente nye forsyninger af bacon og cheddar og skub-op-is og energidrik. Som sagt – min krop er i sandhed mit tempel!

orange_feeling

Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om en elefantunge

Elefantungen i Zoo er død. Det er så trist, at jeg ikke engang har lyst til at skrive om det.

Jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg har været vild med ham, siden jeg besøgte ham første gang sammen med giraffen for snart to år siden. Derfor har jeg også hængt trofast ind over hegnet med mit kamera, hver gang muligheden bød sig.

Ingen kan bære hår på ryggen så flot som ham. Ingen kan dyrke mudderbad så lystigt og elefant.

Jeg burde muligvis skrive de sidste to sætninger i datid. Men jeg er ikke helt klar endnu.

Verden, din onde satan, vil du ikke nok prøve at opføre dig lidt pænere fra nu af? Bare lidt? elefantunge

Bittersød erfaringsnote #24

Kære mig selv

Hvis du absolut skal vælge at halvbesvime i en propfyldt 6A, så prøv at time det så smart, at det ikke sker lige efter midnat på J-dag. For selvom du godt ved, at du bare har været i biffen og derfor er så langt fra spritter-teenage-stiv i julebajere, som man kan være, ser det altså ekstra sølle ud at blive slæbt ud af bussen i foruroligende bleg tilstand og vælte ned på fortovet på Vesterbrogade over for PlayHouse lige præcis den dag.

Heldigvis var den langhalsede der til at holde fast i mig. Og til at føre følgende samtale med slingrende teenagetøser, der havde fået øje på min ynkelighed.

Slingrende teenagetøs 1: “Vil hun have noget kakaomælk”.

Giraffen: “Nej tak, det tror jeg ikke”.

Slingrende teenagetøs 2: “Vil hun have noget vand?”

Giraffen: “Ja tak, har I noget?”

Slingrende teenagetøs 2: “Øh … nej”.

Ungdommen-nu-til-dags er nu så betænksomme. De har tydeligvis lært det der med, at det er tanken, der tæller, så den langhalsede måtte pakkere mig på en bænk foran 7-Eleven, hvor jeg sad og vrælede for mig selv, fordi jeg ikke kunne undvære ham de 45 sekunder, det tog at købe en flaske vand (det er altså helt ekstremt heldigt, at jeg har fundet verdens mest rummelige mand).

Bagefter fik han slæbt mig hjem i en nødstaxa. Og jeg lærte, at jeg slet ikke behøver alkohol for at virke sølle og stiv fredag aften. Det er nu så skønt at blive ældre og klogere …

briller_fundet

Noget om fornuftig ufornuft

I går gjorde jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. Jeg lænsede min opsparing for at købe en rejse. Eller rettere to rejser. Normalt plejer jeg at lænse min kassekredit for at købe en rejse. Men sådan en har jeg ikke mere. Så for første gang har jeg rent faktisk sparet op til herlighederne.

Og selvom jeg synes, det er meget skræmmende at være blevet sådan en fornuftig type, der rent faktisk først bruger pengene, når jeg har dem, føltes det alligevel skide godt at kunne købe billetter med god samvittighed, så jeg kan rejse til verdens bedste æble sammen med verdens dejligste giraf. Nu har jeg så knap fire måneder til at bygge en shopping/restaurant/drinks-opsparing op. Kloge typer ville nok mene, det så var smart at holde budgettet helt nede indtil da. Jeg mener derimod, at jeg i mellemtiden lige så godt kan fyre nogle penge af på flere rejser, så jeg kan øve mig i at holde budgettet nede på turene.

Derfor står den på en-liters-øl og Currywurst i München fra i aften. Og igen om en måned. Bare fordi jeg kan. Så Prost og Tschüß og alt det dyre. Vi ses, når pungen er tom. Som man siger …

dickmanns