Skudamuda

Noget om fornuftig ufornuft

I går gjorde jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. Jeg lænsede min opsparing for at købe en rejse. Eller rettere to rejser. Normalt plejer jeg at lænse min kassekredit for at købe en rejse. Men sådan en har jeg ikke mere. Så for første gang har jeg rent faktisk sparet op til herlighederne.

Og selvom jeg synes, det er meget skræmmende at være blevet sådan en fornuftig type, der rent faktisk først bruger pengene, når jeg har dem, føltes det alligevel skide godt at kunne købe billetter med god samvittighed, så jeg kan rejse til verdens bedste æble sammen med verdens dejligste giraf. Nu har jeg så knap fire måneder til at bygge en shopping/restaurant/drinks-opsparing op. Kloge typer ville nok mene, det så var smart at holde budgettet helt nede indtil da. Jeg mener derimod, at jeg i mellemtiden lige så godt kan fyre nogle penge af på flere rejser, så jeg kan øve mig i at holde budgettet nede på turene.

Derfor står den på en-liters-øl og Currywurst i München fra i aften. Og igen om en måned. Bare fordi jeg kan. Så Prost og Tschüß og alt det dyre. Vi ses, når pungen er tom. Som man siger …

Noget om nedtursafhængighed

Jeg er blevet junkie. Fuldstændig uhelbredeligt afhængig af et iPhone-spil med en tyv, der løber og løber, mens han hopper fra den ene farvede gang til den anden. Når jeg rammer forkert, splatter han ud på væggen eller styrter ned i et hul, og så er det forfra. Man får et point for hver overstået forhindring. Min rekord er 48. I skrivende stund.

Jeg kender ikke rigtig nogen børn på min egen alder, der er lige så afhængige af det spil, som jeg er. Derfor ved jeg ikke, om 48 er godt. Men jeg ved, at der ikke er særlig langt fra optur til nedtur i min verden for tiden. Sådan er det i nogle perioder, og det er nok prisen, jeg må betale for til gengæld at være i stand til at føle afsindigt meget i begge ender af barometeret. Det kan være enormt frustrerende og hårdt og dårligt for lungerne og for leveren med sådan en periode. Og jeg skulle hilse og sige, at røde øjne og hævede kinder klæder ingen – slet ikke mig, der i forvejen er halv hamster.

Jeg ved ikke, hvorfor det er specielt slemt lige nu. For grundlæggende har jeg det faktisk rigtig godt. Derfor er det dobbelt-frustrerende, at mit hoved slår unødvendige kolbøtter, så jeg føler, jeg splatter ud og falder ned uden grund.

Når jeg har det sådan, er det så dejligt distraherende at flygte over i en verden med en lille, sort tændstiksmand, der potentielt kan inkassere 48 opture, inden nedturen rammer. Men det er faktisk endnu bedre at turde slukke telefonen og være helt slatten med hovedet begravet i en meget lang hals, som sidder godt fast på en betryggende rummelig type, der minder mig om, at alt nok skal blive skide godt. Så føler jeg mig meget heldig. Både oppe og nede.

Noget om aldersforvirring

“Moster Bib, jeg troede slet ikke, du kom ud til mormor og bedstefar i dag. Jeg troede kun, at der kom tre børn,” sagde den 4-årige i går.

Jeg valgte instinktivt at tage det som en kompliment, at han mener, vi er jævnaldrende. Specielt fordi jeg tidligere på ugen blev overfaldet af en telefonsælgertype, som mente, jeg ligner sådan en type, der har teenageunger med mobilabonnementer.

Han solgte mig selvfølgelig intet, den sjuft. Til gengæld bestak jeg den 4-årige med en ekstra sodavand som belønning for at have gennemskuet, at jeg nok aldrig bliver rigtig voksen …

Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

Noget om held og fugle og kønsdele

Det er ikke let at finde en firkløver. Det er endnu sværere, når man opdager, at den samling planter, man så ihærdigt tæller blade på, rent faktisk er mælkebøtter.

Indrømmet, jeg er ikke verdens sejeste til sådan noget med natur. Indtil i går troede jeg for eksempel, at Djämes Braun synger, at han kigger på fugle, “når de sidder på min pik”. Og selvom sangen har nogle rimelig lumre undertoner, kan jeg da godt se, det giver mere mening, at fugle sidder på en hæk og ikke på en kønsdel.

Heldigvis føler jeg mig lige for tiden rimelig heldig sådan helt fra naturens hånd. Så jeg skrotter de ugrønne fingre op og glæder mig i stedet over det, der rent faktisk fungerer for mig. Det føles nemlig ret så skide godt, skulle jeg hilse og sige.

Noget om cyber-skizofreni

Min Facebook-profil lever sit eget liv for tiden. Enten er min konto blevet hacket, eller også er der vrøvl med teknikken. Jeg har i hvert fald fået flere notifikationer fra mere eller mindre fremmede mennesker, der har accepteret venneanmodninger, jeg aldrig har sendt. Samtidig har jeg også fået besked om, at jeg har deltaget i diverse politiske demonstrationer og andet gøgl, som jeg slet ikke anede fandtes.

Det er en lille smule skræmmende, at mit cyber-jeg lever sit eget liv. En ting er, at cyber-jeg sender signaler til omverdenen om, at jeg har en meget stærk holdning til emner, jeg meget nødig vil tvinges til at forholde mig til, fordi jeg grundlæggende mener, verden er et bedre sted, hvis man blander sig uden om konflikter, man ikke ved nok om. Noget andet er, at jeg tilsyneladende stalker både mænd og kvinder verden over og kaster mit venskab i grams som en anden desperado-dulle, der har opgivet alt håb om at finde venner i den virkelige verden.

Jeg ved ikke, hvor mange ufrivillige invitationer jeg har sendt afsted. Jeg ved dog, at nogle har accepteret dem. Det er meget sødt. Nu er problemet så bare, at jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at slette dem fra vennelisten igen, fordi jeg som udgangspunkt prøver at holde mig til kun at være venner med folk, som jeg også ville sige hej til ude i virkeligheden.

Det kan jo rent faktisk være, at de nye venner synes, det er noget så dejligt at blive stalket af et styks fremmed, kontakthungrende kvindfolk. Og så ville det da være synd at vrage dem helt koldt og kynisk. Når nu de lige har rakt en venlig lillefinger frem, mener jeg.

Åh, det er hårdt at forsøge at være et ordentligt menneske!

PS: Der er selvfølgelig også den mulighed, at der hverken er tale om hackning af konto eller tekniske problemer, men at jeg ganske enkelt er blevet cyber-skizofren. Måske ligger jeg inde med en ekstra personlighed, som er meget mere interessant og gøglet end hende, jeg selv tror, jeg er. Eller også har jeg bare alt for meget tid til at sidde alene på kontoret og snakke med mig selv, mens jeg funderer over livets ligegyldigheder …

Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

Noget om bekymrende bekymringer

Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.

Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.

Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.

Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.

Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.

Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.

Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …

Noget om dårlig tønde-timing

Delfinungen tog sine første rigtige skridt i går, mens jeg var på besøg hos den lille familie. Det var et stort øjeblik og helt vildt fantastisk at opleve.

Det sagde min søster i hvert fald. For hun oplevede det rent faktisk live modsat mig. Jeg valgte nemlig at side på tønden lige præcis i de to minutter, hvor han afviklede det banebrydende glansnummer. Der kunne jeg så sidde og trøste mig med, at jeg i det mindste kunne høre storesøs råbe i ren og skær begejstring, fordi hun havde fået lov til at være vidne til noget så stort. Min begejstring for det store, jeg oplevede på samme tidspunkt, var knap så overvældende …

Åh timing, tak fordi du altid er der for mig!

Bittersød erfaringsnote #23

Kære mig selv

Hvis du vil undgå torsdagstømmermænd, skal du muligvis lade være med at bruge onsdagen på at dulme moderate tandsmerter ved at skylle en cocktail af Panodil, Ibuprofen og penicillin ned med Tuborg Classic. I stride strømme. Bare et lille tip.

Ding dong the wisdom i dead – part II

Den sidste helvedstand er død. Og jeg lever endnu. Jeg har endda samlet overskud til at skrive en top tre over sætninger, man ikke har lyst til at høre sin tandlæge sige:

1. Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at fjerne et stykke af hovedet (tilføjelsen: “hovedet på tanden” ville hjælpe meget i forhold til at undgå panisk anfald på briksen)

2. Hvis det fortsætter sådan, bliver vi jo nødt til at stå her til i morgen (sagt, efter knoglen var blevet fræset 8-9 gange i forsøget på at få en eller anden slipgivningskompliceret rodspids ud)

3. Ja, jeg kan altså ikke vurdere, om din kind stadig er meget hævet, eller om du bare ser sådan ud normalt (jeg fik beroliget hende med, at hamsterkind er en del af min hverdag)

Noget om alle verdens meningsløse konflikter

I går tror jeg, det gik op for mig, hvordan 99 procent af de meningsløse konflikter ude i verden opstår.

Jeg var på vej hjem fra Marokko med undulaten. Vi stod i køen til check-in, og den var uoverskuelig. Det var faktisk slet ikke en decideret kø. Mere en kæmpe klump af mennesker, som stod i fem-seks svajende rækker foran tre kasser.

Bag os stod et dansk ægtepar i midtlivsalderen. De var ikke tilfredse. For deres venner, som stod et par meter til højre for dem, rykkede meget hurtigere frem i feltet, end de selv gjorde. Så kvinden blev skide sur på sin mand. Hun råbte og skreg og beordrede ham til at holde sig til og presse sig på. Hvilket resulterede i, at han flere gang kørte deres vogn direkte op i os – sikkert i et desperat forsøg på at skubbe os fremad eller til siden eller ad helvedes til. Det hjalp ikke. Vi blev stående og nægtede at snyde foran andre, bare fordi vi blev presset bagfra. Det fik kvinden til at sende os dræberblikke og råbe endnu højere, mens vennerne nu stod oppe ved en af kasserne og grinede og vinkede.

Da parret kørte deres vogn op i os for femte gang, var jeg meget tæt på at vende mig om og smilende sige, at de da gerne måtte få vores plads i køen, hvis de havde travlt, for vi skulle bare nå samme fly som alle de andre, og det gik først to timer senere, så vi nåede det nok.

Men så langt kom jeg aldrig. For manden nåede at sige: “De kender tydeligvis ikke til køkultur i det her land”. Og kvinden nåede at råbe: “Nej! Men så må vi jo lære dem det!!”

Vi kom alle med flyet. Uden problemer. Og efter den sidste sætning blev undulaten og jeg enige om, at vi hellere ville sidde omgivet af skrigende møgunger, der sparkede i sæderne bag os, end at vi ville risikere at komme i nærheden af de to kø- og kulturforskrækkede personer. Vi endte med at være omringet af skrigunger i en grad, jeg aldrig har oplevet før i et fly. Det var helt okay, når man tænker på alternativet. Og heldigvis kan irriterende børn stadig nå at vokse sig til at blive en slags ordentlige mennesker …