Skudamuda

Mens vi venter på genforeningen …

Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.

Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.

Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …

PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.

Bittersød erfaringsnote #17

Kære mig selv

Hvis du i løbet af en weekend modtager fem sms-beskeder fra NETS med en engangskode, og du ikke selv er i gang med at shoppe amokka på nettet, så bør du lige undersøge, om du muligvis er godt i gang med at blive taget i visarøven af en købelysten, italiensk fup-jas.

To måneder nåede jeg at leve i discountsus og dus som dydsmønsterkunde i ny bank. Ikke én eneste gang har jeg hævet mere, end jeg burde. Faktisk har jeg været så pissehamrende irriterende fornuftig, at jeg burde straffes for det.

Det blev jeg så også, da jeg tjekkede min konto i morges og kunne konstatere, at jeg igen-igen er blevet hacket af sydlandsk svindlertype, som har festet og købt møbler til hele solskinshytten på mit kort. Mit spritternye kort. Som jeg ellers lige havde lært pinkoden til. Og som jeg nu har klippet over på grund af en forbrydelse, jeg ikke engang selv har begået.

Det hjalp stort på nedturen, da jeg klagede min ynkelige nød til kollega, som kvitterede med et: ‘Men hvordan har du dog båret dig ad med det?’ For jeg har jo ikke gjort noget. Jeg har virkelig ikke gjort noget som helst!! Jeg har knap nok brugt kortet i en rigtig butik.

Det hjalp i øvrigt lige så stort, da guldfisken kom med den yderst støttende bemærkning: ‘Det er sjovt, at sådan noget altid sker for dig!’

Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at jeg fik en opringning fra computerlavningstype, som fortalte, at han har genoplivet min Air. Og at forsikringen dækker de 2930 kroner, det åbenbart koster at fodre tænd-knappen med en halv håndbajer. Lykken lunede øjeblikkeligt. Men holdt desværre kun lige indtil det gik op for mig, at jeg har en selvrisiko på 2700.

Tycho, din stodder – så fik du alligevel ret. Fra nu af melder jeg mig ud af verden 32 dage om året …

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.

Alt du ikke behøver at vide og mere – part II

‘Hvorfor ved du så meget om løg??’

Spørgsmålet kom fra guldfisken tidligere i dag, efter jeg havde tvangsindlagt afdelingen til et længere foredrag om emnet, hvor jeg fik udøst min tilsyneladende uudtømmelige viden om alt fra ristede til frysetørrede løg.

Det var først bagefter, jeg kom til at tænke over, at jeg muligvis burde lave en omprioritering af hjernecelle-indholdet i mit hoved. For selvom jeg er glad for al min ubrugelige viden og gerne blærer mig med den, kunne det også være ret fedt, hvis jeg en gang imellem kunne imponere med viden i mere brugbar form. Eller som minimum lade være med at skilte med min mangel på samme ved offentligt af stille spørgsmål som: ‘Lever Anker Jørgensen?’. Det kunne også være fint, hvis jeg én gang for alle fik styr på, om det er Jens Unmack eller Jens Veggerby, der er med i Love Shop.

Og når jeg nu er i gang med at rode rundt i hjernen, kunne jeg måske også arbejde lidt på at sortere ud i blondinekommentarerne, så jeg, næste gang giraffen spørger, om han skal lave to store eller fire små burgerbøffer af en pakke oksekød, kan undlade at svare, at jeg helst vil have én stor, fordi jeg ikke kan spise to små.

Til gengæld har jeg opgivet at blive klog på moderne salt. I min verden krydrer man nemlig skinken med saltet, men jeg kan forstå på fancy pancy emballage, at det åbenbart forholder sig omvendt. Madlavning nu til dags, altså. Tsk …

Noget om min ø

Jeg har boet på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort, i 10 år. Det fejrede jeg i bedste Amagerstil lørdag aften på bodegaen i mit hus af Guld.

Søndag formiddag gik jeg til bageren iført joggingtøj og fedtet hår – med post-opkastelig kvalme i halsen og en dåse Hustler i den rystende tømmermændshånd, så jeg let og elegant kunne bøvse højlydt på åben gade. Alt var i den skønneste orden. Lige indtil jeg pludselig blev pinligt bevidst om ligheden mellem mig og en fordomsfuld parodi på lokalbefolkningen i mit kvarter.

10 år tog det, før øen definitivt fik bidt sig fast i mig. Jeg er bange for, at jeg snart må tage flugten …

Noget om rigtig forelskelse

For en lille evighed siden talte jeg med nogle veninder om, hvad rigtig forelskelse er. Jeg argumenterede for, at rigtig forelskelse er, når man er nået til det stadie, hvor man ville drikke hinandens spyt som shots, hvis man kunne. Den købte veninderne ikke. De syntes bare, det var klamt. Så jeg har grublet videre over emnet i et par år – vurderet og analyseret og målt og vejet for at finde frem til, hvornår man ved, at følelsen er helt bundhamrende rigtig og ikke bare resultatet af nogle vildfarne hormoner, der har gang i en midlertidig, sindssyg besættelse.

Det sidste har jeg prøvet nogle gange. Hver gang bliver jeg lige forundret over, hvor rigtigt forkert kan føles i et øjebliks evighed.

Det første har jeg prøvet en enkelt gang. Heldigvis kun den ene. Og selvom det topper listen over det vildeste og mest fantastiske, jeg har oplevet, håber jeg aldrig, jeg skal opleve det på ny.

Jeg håber til gengæld, at jeg kan få lov til at holde fast i alt det vilde og fantastiske, jeg har opdaget nu, hvor jeg har givet mig selv lov til at dykke endnu dybere ned i alt det rigtige. Nu, hvor jeg har lært, at rigtig forelskelse er den, som stadig er der, efter sindssygen er fordampet. Som vokser for hver en prut, der bliver slået. Rigtig forelskelse er den, der kan glæde sig helt ind til knoglerne over fortidsdyrs dugfine kærlighed, fordi den kender følelsen fra egen form. Rigtig forelskelse er den, som ikke kun deler alt det gode, men også tør dele alt det andet, fordi rigtigheden visker angsten for at blive dømt forkert væk.

Rigtig forelskelse findes i en madkasse fra sidste år. Den findes i en bas med nye strenge, i foldet papir og lige nu i min røde sofa. Og den findes i den helt rigtige version af mig.

I disse tider …

… hvor Air dør af alkoholforgiftning, og jeg forsøger at jonglere med to hænder på de resterende tre arbejdscomputere, mens hverdagstømmermændene lurer lige om hjørnet, og varmen strejker på kontoret, så koldt er koldere end et iskoldt slag med en kæp, gælder det om at holde fast i de små, lunende lyspunkter. For eksempel har jeg i dag taget fire armbøjninger. Hamsteren var overdommer og vurderede, at der var tale om vaskeægte bøjninger af begge arme – uden snyd eller noget. Dermed har jeg endnu en gang sat personlig rekord og kan konstatere, at 2014-versionen af mig allerede er 25 procent bedre end 2013-versionen.

Eller er det 33 procent? Godt, jeg endnu ikke er begyndt at blære mig med, at jeg kan regne …

Bittersød erfaringsnote #16

Kære mig selv

Din computer kan ikke lide øl, så lad for fanden i helvede være med at forsøge at drikke den fuld!

Ulykken skete egentlig i sidste uge, hvor jeg var så venlig at dele feriens sidste franske øl med min Air. Den indtog de våde varer direkte gennem tastaturet. Ikke nogen skide god idé, skulle jeg hilse og sige. Men takket være akut førstehjælp anført af langhalset type så den umiddelbart ud til at overleve. Den virkede da også næste morgen, og siden har jeg derfor holdt mig kørende i god tro om, at luftfætter levede i bedste velgående.

Jeg glemte desværre bare at tænke over, at jeg ikke har haft tændt for den siden på grund af crazy daisy travl uge foran arbejdscomputer 1, 2 og 3. Nu, hvor jeg så endelig har tid til at søndagshyggeblogge, er der ingen puls at finde. Og jeg er ikke nørdet nok til at bedømme, om der er tale om definitiv død, eller det snarere er et spørgsmål om utroligt langtrukne tømmermænd. Sidstnævnte kender jeg jo fra mig selv, og eftersom Air og jeg vel er i en form for familie, forsøger jeg at holde fast i et spinkelt håb om, at den kunne være ramt af det samme.

Hjælp!!! Hjælp mig, og du vil modtage evig taknemmelighed og øl i stride strømme. Med mindre det er upassende, det tragiske hændelsesforløb taget i betragtning? Pisselortefuck!!!

Noget om møgmorgener

Noget om P!K

Jeg er hoppet i sydfransk ferieskjul, og computertid er nedprioriteret til fordel for badekartid. Og P!K-tid. Det er fantastisk, at franskmænd er sjofle, selv når de ikke ved, at de er det …

PS: Vi ses i den virkelige verden, når jeg om alt for snart bliver tvunget tilbage til den.

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

PS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Noget om succes #2

Det er netop lykkes mig at få gjort rent efter nytårsaften, og jeg føler mig som sejrsgudinde numero uno, som har uddelt røvfuldssmåkager til fuldstændig uoverskuelig udfordring.

Nogle mener muligvis, det ville være en lidt større succes, hvis jeg havde formået at gennemføre rengøringen den 1. januar. Sagen er bare den, at jeg var nedlagt af giganttømmermænd grundet afsindig nytårsbrandert. Hvis det ikke var for giraffen, havde jeg ikke en gang formået at tømme sjatter den dag (jeg er utrolig taknemmelig over at kende så rummelig en langhalset type, der kan håndtere, at jeg havner med hovedet i tønden efter halvandet minuts oprydning …)

Selve rengøringen ville jeg dog gemme til den 2. januar. Som blev til d. 3. januar. Som så blev til den 11. Hvor jeg skal have gæster lige om lidt. Og jeg synes trods alt, det er meget god stil at gøre rent efter sidste fest, før man holder en ny.

De seneste par uger har jeg højlydt og sådan cirka dagligt mindet mig selv om, at jeg stadig manglede at støvsuge konfetti op. Og giraffen har kvitteret med sætning: ‘Det er meget sødt, at du tror, du kun mangler at støvsuge’.

Det var nok også en smule optimistisk at tro, støvsugningen kunne gøre det, for projektet endte med at tage på den forkerte side af tre timer. Til gengæld blev jeg meget klogere på, hvad der var sket i løbet af den nytårsaften, der ellers er så sløret for mig. For eksempel fandt jeg de udtørrede mynteblade, som hanmusvit efter sigende skulle have kastet efter midnat. Og jeg slettede sporene fra den champagneflaske, som ifølge rygterne eksploderede ud over stuen.

Nå ja, så fandt jeg selvfølgelig også ud af, at undulaten nok havde ret, da hun forsøgte at rekonstruere aftenen for mig og fortalte, at jeg havde været oppe at slås med mine møbler grundet balancebesvær. Lamper giver da ikke syv års uheld, vel?