Noget om at turde være glad

Jeg er glad. Sådan helt grundlæggende. Grundglad vel egentlig. På mange måder. Fordi jeg har så mange grunde til at være det. Mange flere end jeg før har haft.

Alt er skide godt. Alt udover grundangsten, som på ironisk vis vokser proportionelt med grundglæden. Og får mig til at tude helt hysterisk af ingen verdens grund og til ingen verdens nytte. Fordi jeg bliver bange for at miste det, der gør mig glad.

Måske er jeg i en form for choktilstand over, at så meget pludselig giver mening. Måske er jeg nervøs, fordi jeg har sluppet to tredjedele af mit sikkerhedsnet, og fordi den sidste del derfor får endnu større betydning, end den havde i forvejen. Og måske har jeg bare for meget tid til at tænke for tiden. Måske er det derfor, jeg lige har spontantudet for tredje gang i dag over et tilfældigt nummer på spillelisten. Og sandsynligvis kommer til at gøre det for fjerde gang, når jeg lige om lidt skal røre ved en dromedar, som er blød.

Måske synes jeg, det er lidt for overvældende at forsøge at blive en form for voksen. Måske har jeg svært ved at acceptere, at jeg nok aldrig vokser fra angsten. Eller angsten for angsten for, at jeg burde være bange for noget potentielt frygteligt lige nu.

Måske burde jeg bare give mig selv et los, tørre øjnene og beslutte mig for, at alt rent faktisk er lige nøjagtigt så skide godt, som jeg håber, det er. Måske prøver jeg den taktik lige om lidt. Hvis jeg tør …

IMG_2637.JPG

Noget om den første uge i resten af mit arbejdsliv

Status fra første uge som rigtig selvstændig:

– Min vigtigste og bedste arbejdscomputer (ja, jeg har fire og elsker dem alle) crashede efter en 16-timers arbejdsdag – bedst som jeg havde klippet noget, der var voldsomst tæt på genialt (tre et halvt år uden det mindste problem, og så vælger den at dø lige netop den her uge)

– Mit toilet på kontoret crashede i en meget kritisk tilstand (aldrig nogensinde før har jeg haft brug for at tilkalde professionel assistance til at fikse den slags, og så sker det lige netop den uge, hvor toilettet skal være repræsentativt for mulige kunder)

– Tandlægetype har informeret mig om, at endnu en helvedstand er groet sammen med kæben, og jeg derfor skal afsætte et par uger til operation og rekreation sidst på måneden (for jeg har jo uanede mængder af tid til at være ynkelig, nu hvor jeg ikke er sikret en fast indkomst)

– Min første arbejdsuge sluttede lige over midnat søndag, hvor jeg afsendte sidste arbejdsmail (hvilket vel egentlig på meget fin vis understreger, at sådan nogle selvstændige typer aldrig har fri)

Men hey – jeg har bland-selv-slik og rullegræs og havenisse og vin på køl. Og det regner kun en lille smule udenfor lige nu, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at jeg har det skide godt. For jeg har selv valgt at være lige der, hvor jeg er, og derfor føles alt det forkerte overraskende rigtigt!

nattekontor

Noget om alvorlig overvægtsfare

Jeg har engang været til møde hos Google. Der har de bland-selv-slik til deres medarbejdere. Og hvis Google kan, så kan jeg også! I hvert fald lige i den her sammenhæng. (Jeg har dog ikke fået så meget storhedsvanvid (endnu), at jeg tror, jeg kan hamle op med Google på alle punkter).

Så i går holdt vi slikindvielsesfest på mit nye kontor. Alle os to, som indtil videre holder til på den Gamle Mønt. Jeg tænker, det er begyndelsen på noget stort, og at folk fra nu af vil flokkes til mit lille firma som fluer om et stykke syntetguf. Ellers er det nok bare begyndelsen på, at jeg selv bliver meget stor på den sliktykke måde. Det kan jeg ikke helt overskue.

Så kig forbi, hvis du er i nærheden, vil du ikke nok? Der er både smølfer og svampe og dødningehoveder og sutter og fine cellofanposer til at blande det hele i. Det koster kun dit selskab.

bland_selv_slikPS: Jeg arbejder også på at udvide sortimentet med Labre Larver og en endnu ubestemt sliksort. Foreslag til, hvad der skal være i det sidste glas, modtages med jubelcancan.

 

Noget om noget der går op

Nogle gange går ting bare op på så fin vis, at det næsten er for godt til at være sandt.

Storebjørn har fortalt, at fyren, som skulle lave den første præcise udregning af, hvor højt Mount Everest er, nåede frem til et tal, der var så rundt og flot med tre nuller i enden, at han blev nødt til at lægge et par ekstra meter eller fod eller hvad-ved-jeg oveni, fordi han var bange for, at folk ellers ville tro, at han havde løjet sig til det pæne resultat. Så det mest præcise tal blev i virkeligheden upræcist, for at folk skulle tro på, at det nu også var helt præcist.

I går nåede jeg frem til et lige så smukt resultat, og set i lyset af bjerghistorien vil jeg undlade at lyve, men i stedet blære mig med, at der er præcis 100 skridt fra mit nye kontor til den Trykke Bar. Muligvis kun 72 bjørneskridt, men 100 af mine helt egne af slagsen.

Jeg lavede opmålingen på vej ned for at drikke mine flyttesmerter væk. Da jeg nåede til den anden (eller var det femte) fadøl, filosoferede jeg højlydt over, at der nu er flyttet en pige ind i min lejlighed, som jeg har skiftet ble på. Det imponerede ikke storebjørn voldsomt. Han svarede bare, at det så måske var på tide, at hun lærte at gå på toilettet. (Til lillesøs’ forsvar vil jeg gerne understrege, at hun altså lærte at tisse selv for flere år siden).

Musvitten skiftede emne og spurgte, hvilken karakter fra Matador, jeg bedst kan lide. Det spørgsmål var så svært, at tankens kraft fik mig til at lave et siddende rullefald helt ned på fortovet. Jeg aner ikke, hvad der skete, men det lykkedes mig at hive to stole med i faldet og smadre begge knæ plus en enkelt albue. Jeg spildte dog ikke en eneste dråbe af den drink, jeg havde i hånden.

Dét imponerede til gengæld mit publikum. Og jeg blev helt rolig ved tanken om, at lige meget hvor mange forandringer, der sker lige nu, bliver alt okay, fordi jeg helt instinktivt passer bedst på det, der er vigtigst for mig. Og så skal alting nok gå op i en højere enhed.

20140803-231748-83868727.jpg

Noget om at flytte sig selv

Sidste nat i mit hus af guld. Sådan rigtigt i hvert fald. I morgen tidlig bliver mit kassenedpakkede liv slæbt ned fra fjerde af to timelønnede bøffer, som sandsynligvis slet ikke er forberedte på det hysteriske stykke wannabe-voksentype, som venter dem.

Hvis det bliver bare halvt så slemt, som det var, da jeg skulle sige farvel til verdens bedste arbejdsplads i fredags, bliver det slemt nok. Men set fra den lyse side, så er jeg da i det mindste trænet i at tude offentligt. Jeg ved ikke, om flyttemændstyper rigtigt kan forstå hvor mange følelser, der ligger i den lejlighed, jeg har huseret i, siden min krop var teenager. Jeg ved heller ikke, om jeg helt selv forstår det. Men jeg ved i hvert fald, at jeg er blevet til mig i den tid, jeg har boet her. Og lige meget hvor vrælende sentimental, jeg bliver i morgen, ved jeg også, at jeg heldigvis stadig er mig, selvom jeg nu skal være mig et andet sted.

Det bliver skide godt!

20140727-232011-84011325.jpg

Noget om sommervarme og smæk i numsen

Jeg ved ikke, om det er hedebølgen, der gør det. Men ifølge analyserne tegner der sig for tiden et noget bekymrende søgemønster hos de folk, der kommer her til bloggen fra Google.

For en god ordens skyld vil jeg bare gerne pointere, at rap i røven ikke er noget, der bliver dokumenteret på siden. Kun den russiske slags. Og jeg tænker umiddelbart, det ikke er helt kinky nok i den her sammenhæng.

Så kære, smæksøgende typer – jeg vil nødig virke knibsk, men jeg tror, I får mere ud af at slå jeres folder et andet sted. God fornøjelse …

smaek_i_numsen
Udpluk af den sidste uges søgemønster.

 

 

 

Noget om lidt for vilde neuroser

Mine neuroser tvinger mig til at tjekke komfuret mere end én gang, inden jeg tager hjemmefra. De tvinger mig også til at sørge for, at stikket til hårtørreren er trukket ud, at computeren ikke står på noget let antændeligt, at glassene på bordet ikke rører hinanden, at badeværelsesmåtten ikke rører risten, og at stearinlysene fra aftenen før (med en standardbrændetid på seks timer) nu også er ordentligt slukket. For bare lige at nævne et par af de daglige ritualer.

Alt det har den langhalset accepteret uden (alt for mange) spørgsmål. Men i dag kunne han alligevel ikke lade være med at kommentere, at det måske er en smule unødvendigt, at jeg slår børnesikringen til, hver gang jeg lukker altandøren (eller hver gang han har lukket den uden at trykke på den livsvigtige knap). Når nu den for tiden yngste i lejligheden render rundt i en 29 år gammel krop.

Hans tålmodighed imponerer mig. I snart halvandet år har han bare slået børnesikringen fra igen og igen uden at blive åbenlyst irriteret over det. Til mine neurosers forsvar skal det dog siges, at jeg troede, det var en form for lås (note til selv: hvis der ikke er noget håndtag udvendigt, er døren helt automatisk låst). Og at jeg overvejer at søge hjælp (igen).

Gad vide, om der findes en mark et sted, hvor man kan omplante alle neuroserne fra hoved til jord én gang for alle? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at både jeg og resten af verden ville klare os noget så udmærket uden dem …

20140721-231655-83815902.jpg

Noget om at være gammel og rig

I sidste måned holdt min lillesøster studenterfest. Der er så stor aldersforskel på os, at jeg engang var weekendansvarlig for at skifte ble på hende. Og nu er hun gammel nok til at være en form for voksen. Det har jeg meget svært  ved at forstå. Specielt fordi jeg endnu ikke selv føler mig gammel nok til at kunne bære min egen hue med god samvittighed. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at drømme, at jeg har glemt, jeg stadig går i gymnasiet og nu er i fare for at dumpe alle mine fag på grund af for højt fravær.

Til studenterfesten præsenterede lillesøs mig for en af sine veninder. Jeg kiggede på den unge studine og sagde lidt for højt: ‘Vi har altså allerede mødt hinanden sidste år i Sunny Beach’ – og jeg kunne mærke, at jeg var for gammel til at sige sætningen, før ordene overhovedet var tænkt færdige i mit hoved.

En ting er, at jeg føler mig som en forvokset teenager (og lidt for ofte opfører mig som en). Men på en eller anden måde kaster tilfældighederne mig også konstant ud i scenarier, jeg burde have overstået for 10 år siden. For det var jo strengt taget ikke min egen, personlige beslutning, at jeg skulle havne i Sunny Beach for tredje år i træk. Det var på grund af mit arbejde. Hvis det stod til mig, var jeg nok gået efter et sted, hvor gennemsnitsalderen ligger på den rigtige side af 17, hvor koffein- og/eller fortrydelsespiller ikke er en fast del af den gennemsnitlige morgenmadsbuffet, og hvor drinks bliver drukket af andet end gigantiske plastikspande med fællessugerør. Men det stod ikke til mig, og derfor måtte jeg bare få det bedste ud af endnu en uge i teenageland.

Det fik jeg også. På godt og ondt. Og jeg forsøgte at ignorere, at hamsteren, guldfisken og jeg allerede inden vi forlod lufthavnen den første aften var blevet overfaldet af en gruppe kåde, ekstremt smølfesparksindbydende teenageknægte (blandt andet fyren med fisseparfumen), der gav os elevatorblikke, rynkede panderne og spurgte, hvor gamle vi egentlig var. Det spørgsmål gentog sig mange gange i løbet af ugen. Hver gang blev hamsteren skudt til at være først i 20’erne, mens ingen rigtigt kommenterede på min og guldfiskens alder, når vi kastede det (i deres verden) svimlende høje tal ind i samtalerne.

Så jeg må nok indse, at mit udseende ikke følger mit sind i forhold til aldersfølelsen. Til gengæld fik vi da en form for kompliment med på vejen, da vores faste restaurantfyr den sidste dag stillede samme spørgsmål, og vi gav de obligatoriske svar. Han pegede på hamsteren og sagde: ‘You look 23’ og kastede derefter et blik på guldfisken og mig efterfulgt af ordene: ‘You look rich’.

Desværre er vi nogenlunde lige så rige, som hamsteren er 23. Specielt blev vi blanket af, da jeg langt om længe fik overtalt pigerne til at tage med på casino for at prøve mit mågeklatteheld af. Heldet kan åbenbart ikke spille roulette med en promille på 7,2, lad mig bare sige det sådan. Men i det mindste kom vi levende hjem til voksenland igen. Og jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg har drukket min allersidste teenagespand i Sunny Beach!

casino

Lykken er …

… at undgå at pisse i bukserne, når jeg pludselig får skideballe fra helvede af fire kæmpestore, bulgarske sikkerhedsbrød, som vil konfiskere mit kamera og truer med at hive os ud bagved, fordi de er overbeviste om, at vi er i gang med en ulovlig reportage.

Aldrig før er jeg blevet åndet så aggressivt i nakken, mens jeg med rystende fingre har slettet optagelser. Aldrig før har guldfisken og hamsterens uskyldige blondinesmil haft så negativ en effekt (‘I DON’T FALL FOR YOUR FAKE SMILE!! WIPE IT OFF!!!!) Og aldrig før har jeg været så pissebange for at ryge i spjældet for ingenting.

Jeg synes ikke, der er noget mere ydmygende end at blive råbt ad af voksne mennesker (og det siger ikke så lidt med alle de ydmygelser, jeg har udsat mig selv for). Vi slap dog levende derfra. De endte endda med at give os en form for undskyldning, da de var færdige med at puste sig op og havde lukket så meget luft ud, at vi fik mulighed for at forklare, at vi bare var i gang med at interviewe to danske fyre om deres bedste feriescoring. Og der, hvor vi kommer fra, kan man altså ikke blive anholdt for at dokumentere nedlæggelse af lækre trunter.

Er der nogen, der ved, hvor lang tid der går, fra man er blevet ramt af en klat, til heldet begynder at virke?

Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.