Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …

spruttearme

Noget om festival og bar røv og balancegyser

Tre dage på græs har lært mig:

– at vende potentiel koldgang til øjeblikkelig optur ved at blande lige dele kondivand og gin og hvidvin og vingummi (min krop er mit tempel)

– at lækre, svenske damer altid stønner lummert (hvis jeg var mand, ville det drive mig til vanvid)

– at fællesmadlavning stadig er noget, fanden har skabt (jeg blev presset til det for andet år i træk. Og jeg var rasende!)

– at det bare er sjovere at købe en ramme øl ved siden af to ungersvende i bar røv og bollehår

– at guldfisk også kan tisselet

– at balancere på skuldrene af Storebjørn til årets smukkeste koncert (med hans lange krop og min lange ryg var vi højere end Orange scene. Mindst. Og jeg var verdens lykkeligste i over et minut, indtil bjørnebenene begyndte at ryste)

– at hidse mig gevaldigt op over anmeldere, der hører musik med røven

– at børste tænder i rød saft (undskyld, tandlægetype. Jeg gør det aldrig igen. Måske)

Det har været en fest. Men lige nu er det en mindst lige så stor fest at flade på sofaen, mens den langhalsede er i Netto for at hente nye forsyninger af bacon og cheddar og skub-op-is og energidrik. Som sagt – min krop er i sandhed mit tempel!

orange_feeling

Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om nødhjælp til selvhjælp

Jeg orker ikke at gå ind i en større politisk diskussion. I hvert fald ikke online. Jeg kender gode mennesker, der stemmer i alle lejre, og selvom jeg uden tvivl er mere uenig med nogen end med andre, forsøger jeg at lade være med at hidse mig alt for meget op. Jeg accepterer, at demokratiets grundvilkår er, at alle skal høres. Også dem, som jeg virkelig gerne vil lukke munden på.

Den obligatoriske, journalistiske objektivitet dikterer, at jeg gør klogt i at forholde mig nogenlunde politisk neutralt i det offentlige rum. Jeg tror dog ikke, det kommer som den store overraskelse, når jeg skriver, at dagens valgtømmermænd snarere er et resultat af gravøl end af festsjusser.

Jeg har aldrig været den store politiske aktivist, og derfor har det også overrasket mig, at et valg kunne tage så stor en del af min opmærksomhed, som det har gjort den her gang. At jeg er blevet så påvirket af den splittelse, jeg har følt er blevet trukket ned over hovedet på det land, jeg først og fremmest ønsker at se som et solidarisk fællesskab.

Jeg brugte den første del af dagen på at være frustreret. Anden del bruge jeg på at drikke øl (igen). Tredje del brugte jeg på at forsøge at tænke konstruktivt. Og fjerde del (ja, dagen har faktisk fire dele) brugte jeg på at lave en fast, månedlig overførsel til to nødhjælpsorganisationer. Fordi det pludselig gik op for mig, at det ikke kun handler om, hvad mit land kan gøre for verden, men at det heldigvis også handler om, hvad jeg kan gøre for verden. Og det kan ingen politiske partier tage fra mig.

Så med fare for at lyde som en gloriepudsende jubeloptimist, vil jeg gerne sende et stille blogpip til alle dem, der heller ikke har lyst til at lukke landets grænser og lade danskerne være sig selv nærmest.

Alt er ikke tabt. Du bestemmer selv.

moma
Billedet er fra MoMa i New York. Det har ikke (direkte) noget med politik at gøre …

Det var så året hvor jeg … – vol. 3

– Ikke fik skrevet en liste over alt det, der er sket.

Det gjorde jeg ellers både sidste år og året før det. Og gør man det to år i træk, er det en tradition. Og traditioner skal holdes ved lige. For alt i verden. I hvert fald hvis man er en OCD-agtig type, der skal følge alle de regler, som pludselig opstår i eget hoved.

Men det har også været året, hvor jeg har indset, at man ikke kan nå det hele. Den lærestreg forsøgte voksne typer muligvis allerede at banke på plads i mit hoved, dengang min krop var barn. Men det er først nu, jeg har lært at acceptere den (så godt, som jeg nu ellers kan).

Da jeg sagde mit job op i sommer og sprang ud i selvstændighedens vaklende frihed, troede jeg, det betød, at jeg fik tid til det hele. Men jeg fandt ud af, at det der med pludselig at have tid til det hele nærmere betyder, at man kun når det kvarte. Fordi mulighederne bliver lidt for mange.

Bloggen er blevet forsømt på det seneste. Og jeg hader at forsømme. Heldigvis betyder forsømmelsen i det her tilfælde, at mit liv har været sprængfyldt med andre gode ting. Andre projekter, som er vigtige lige nu. Og som er er svære at lægge fra sig. For eksempel kæmper jeg i skrivende stund en brav kamp for at komme igennem den 1,3 kilo tunge bland-selv-slikpose, jeg købte som en slags sidste nadver, inden den står på sukkerafvænning om et døgns tid. Og et projekt så omfattende kræver en ihærdig indsats.

Vigtigst af alt har det været året, hvor jeg virkelig har lært, at personer er vigtigere end projekter. Og at vigtige personer er vigtigere end noget andet. Gruppen af vigtige typer er blevet større. Heldigvis. Det føles skide godt. Så oven i alle gode intentioner om at bliver et sundere, sødere og smukkere menneske i 2015, er mit største nytårsforsæt, at jeg skal gøre det, der føles godt, med de personer, der får mig til at have det godt.

Derfor bliver 2015 året, hvor bloggen går i dvale. Den er på forhånd blevet fodret med rigelige mængder syntetslik og procenter, så jeg er sikker på, at den kan overleve længe i cyber-hiet. Og det er dejligt trygt at vide, at den stadig findes, hvis abstinenserne melder sig, og jeg får akut behov for at berette om afsindige pinligheder og andet gøgl. Den 2. januar eller deromkring.

Tak, fordi du læste med. Jeg håber, vi ses derude i den virkelig verden lige pludselig meget snart …

happy_end

Noget om verdens mindste juletræ

Jeg har købt mit livs første kontorjuletræ. Det er ca. 27 cm. højt, og selvom der findes mere voldsomme udgave, passer det helt perfekt til mig og min fetich for små-ting-der-burde-være-større.

Juletræskøbet har været arbejdsdagens højdepunkt – det slår endda øjeblikket, hvor jeg muligvis lærte, hvordan jeg fjerner lugten af kloak på kontoret. Og så slår det helt sikkert også øjeblikket, hvor jeg opdagede, at jeg havde brugt to timer på at opsøge en butik i den anden ende af byen kun for at konstatere, at det lydudstyr, jeg var på jagt efter til mine optagelser i morgen, i stedet skulle købes hos min lokale elektronikpusher 50 meter fra kontoret. Jeg nåede desværre/heldigvis tilbage til nabobutikken og fik brændt 4.500 bananer af – et par minutter inden morgendagens optagelser blev aflyst.

Oh well, man kan jo ikke vinde dem alle. Jeg har vundet mit helt eget juletræ, og så er alt faktisk rimelig skide godt …

IMG_3286.JPG

Noget om en elefantunge

Elefantungen i Zoo er død. Det er så trist, at jeg ikke engang har lyst til at skrive om det.

Jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg har været vild med ham, siden jeg besøgte ham første gang sammen med giraffen for snart to år siden. Derfor har jeg også hængt trofast ind over hegnet med mit kamera, hver gang muligheden bød sig.

Ingen kan bære hår på ryggen så flot som ham. Ingen kan dyrke mudderbad så lystigt og elefant.

Jeg burde muligvis skrive de sidste to sætninger i datid. Men jeg er ikke helt klar endnu.

Verden, din onde satan, vil du ikke nok prøve at opføre dig lidt pænere fra nu af? Bare lidt? elefantunge

Noget om relevante julefrokostemner

Jeg havde inviteret mine freelancere til julefrokost i går. I Grøften. Og på Jernbanecaféen. Selvfølgelig.

Vi kunne have diskuteret mulige arbejdsopgaver i det nye år. Vi endte med at diskutere foldning af toiletpapir.

Jeg bliver sandsynligvis aldrig sådan en rigtig konstruktive arbejdsgiver (føj for et voksenord). Men jeg tror faktisk, det er helt okay at indrømme, at jeg i bund og grund bare er en folder, der gerne vil have det sjovt med sjove mennesker. IMG_3206.JPG

Noget om skræmmende forandring

Jeg har ikke været alt for flittig til at besøge min ø de sidste mange måneder. I går fandt jeg ud af, at det manglende opsyn har givet bagslag. Jeg fik endelig tid til at gå en tur ned og klappe stranden. Før i tiden var jeg der mindst fire gange om ugen. Nu tror jeg, det er fire måneder siden, jeg har været der sidst.

Længere tid skal der åbenbart ikke til for at ændre det trygge og velkendte. Alt var anderledes. En byggeplads havde brækket skrammel op ud over den fine sti, så udsigten til Helgoland blev ødelagt. Der var store klumper af tang på steder, hvor store klumper af tang ikke skal være. Og værst af alt – mine to sten, som jeg har siddet på i årevis, havde pludselig rykket sig fra hinanden.

De har ellers altid ligge helt perfekt. To flade, urokkelige sten. En lille, som man kan sidde på, og en stor en til fødderne. De må veje mindst 50 kilo hver, så jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, men i den tid, jeg har forsømt dem, har den lille flyttet sig væk fra den store og er blevet til en rokkesten i stedet for en helt stabil en af slagsen.

Jeg kan jo dårligt tillade mig at blive fornærmet på stenene, fordi de udvikler sig under mit manglende opsyn. Men det var alligevel lidt trist. Samtidig med at det også var helt okay. Ting forandrer sig, situationer forandrer sig, mennesker forandrer sig, og sten forandrer sig.

Og i takt med det hele forandrer jeg mig nok også selv en lille smule. En skræmmende smule. Hvem ved, måske ender jeg endda med at blive sådan rigtig voksen et sted derude i fremtiden …

standlort

Bittersød erfaringsnote #24

Kære mig selv

Hvis du absolut skal vælge at halvbesvime i en propfyldt 6A, så prøv at time det så smart, at det ikke sker lige efter midnat på J-dag. For selvom du godt ved, at du bare har været i biffen og derfor er så langt fra spritter-teenage-stiv i julebajere, som man kan være, ser det altså ekstra sølle ud at blive slæbt ud af bussen i foruroligende bleg tilstand og vælte ned på fortovet på Vesterbrogade over for PlayHouse lige præcis den dag.

Heldigvis var den langhalsede der til at holde fast i mig. Og til at føre følgende samtale med slingrende teenagetøser, der havde fået øje på min ynkelighed.

Slingrende teenagetøs 1: “Vil hun have noget kakaomælk”.

Giraffen: “Nej tak, det tror jeg ikke”.

Slingrende teenagetøs 2: “Vil hun have noget vand?”

Giraffen: “Ja tak, har I noget?”

Slingrende teenagetøs 2: “Øh … nej”.

Ungdommen-nu-til-dags er nu så betænksomme. De har tydeligvis lært det der med, at det er tanken, der tæller, så den langhalsede måtte pakkere mig på en bænk foran 7-Eleven, hvor jeg sad og vrælede for mig selv, fordi jeg ikke kunne undvære ham de 45 sekunder, det tog at købe en flaske vand (det er altså helt ekstremt heldigt, at jeg har fundet verdens mest rummelige mand).

Bagefter fik han slæbt mig hjem i en nødstaxa. Og jeg lærte, at jeg slet ikke behøver alkohol for at virke sølle og stiv fredag aften. Det er nu så skønt at blive ældre og klogere …

briller_fundet

Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …