Noget om en guldfisk

Jeg har tidligere sagt, at jeg har været kronisk single de første 28 år af mit liv. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke helt rigtigt. I de år havde jeg muligvis ikke prøvet sådan noget klassisk kæresterishow. Men jeg har levet i, hvad der svarer til en form for venskabsægteskabeligt cirkus med guldfisken, siden vi mødte hinanden for syv år siden.

Jeg hapsede den purunge akvarievårhare allerede på vores rustur – primært fordi hun var den, jeg følte, jeg havde mest tilfælles med, når det kom til uhæmmet druk med tåkrummende historier til følge, frustration over manglende mad, smugrygning i krogene (jeg er altså holdt op for længe siden, mor) og generel uambitiøs journalistisk tilgang til målsætning om aktindsigt og regeringsvæltning. Vi ville bare gerne have det sjovt.

Og det har vi haft. Mange gange i selskab med solsorten og musvitten og musen og tusindbenet og andre fantastiske studiedyr, som heldigvis godt kan overskue den ægteskabelige tilstand, vi af og til falder ind i. Andre gange helt alene sammen.

Der gik ikke mange kvarte øjeblikke, fra jeg sendte den første venskabsflirtende sms med et helt ligegyldigt improviseret spørgsmål bare for at skabe kontakt (smooth operator), til hun flyttede ind i min ejendom, og vi indledte vores makkerskab, som varede hele studiet igennem.

Folk omkring os var bekymrede, da vi blev færdiguddannede, fordi de ikke kunne forestille sig, hvad der dog skulle blive af os, når vi ikke længere kunne få lov til at gå konstant kærligt småhakkende op og ned ad hinanden. Men måske findes der en eller anden højere magt, som også synes, vi hører sammen, for da guldfisken fik job, fulgte jeg efter på samme arbejdsplads i samme afdeling to uger efter – hvilket betyder, at jeg har siddet og kigget på hende over computerskærmen hver dag i snart tre år.

Kollegerne bytter om på os, ligesom studiekammeraterne gjorde, selvom guldfisken er høj og lyshåret (ret atypisk for en fisk af den art, men hun er også meget speciel), og jeg er lille og mørkhåret. Men vi er muligvis sådan et par, der ligner hinanden i vores forskellighed. Vi har altid noget at snakke om, og hvis vi alligevel ikke har, drikker vi os bare så fulde, at vi ikke kan huske noget, så vi kan snakke om det hele én gang til på bedste Groundhog Day-manér, som om det var første gang.

De første fire-fem år sov vi sammen noget nær hver anden nat, spiste sammen, næsten hver gang vi var sultne, og når jeg havde tømmermænd, vidste guldfisken altid, hvornår et glas lækkert danskvand og en våd klud på panden var altafgørende for min overlevelse. Derfor vil jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand, da storebjørn pludselig møvede sig ind og fratog mig min konstante adgang til våd ansigtsklud og andre fiskefortræffeligheder. Men jeg lærte hurtigt at se fordelene i, at det blev ham, der så måtte samle hende op fra Gothersgade, når hun besvimede ude foran Alpehytten, mens jeg kunne drikke videre og danse på bordene på af og til usvigtende bentøj. Og jeg fik da også hurtigt lov til at være tredjehjul (nej, ikke tredjeben) i deres forhold, hvilket betød, at jeg i en lang periode var fast inventar i deres søndagshyggekæresteshow.

I går gjorde guldfisken mig opmærksom på, at vi muligvis har en hang til at dyrke noget upassende kollegial opførsel (nej, ikke på den måde) – for ekempel når vi insisterer på at sove i samme seng i Mexico (stadig ikke på den måde) i stedet for at være lykkelige over, at vi er så heldige at have en luksushybel med to gigantsoveværelser. Men hvis jeg ligger helt inde i et andet værelse, hvem skal så berolige den stakkels isøvnesnakkende fisk, når hun panisk vågner om natten og tror, hun er ved at smide en baby på gulvet? Og hvem skal sørge for at få mig op, når jeg igen-igen har formået at slå mig selv ud med en overdosis af lige dele antihistamin og tequila-long-islands-fadøl-hvidvinssjusser?

Hun er en fantastisk kollega-rejsemakker-veninde-kone, og da hun i går luftede spørgsmålet om, hvad vi dog skal gøre, hvis vi en dag ikke kan få lov at arbejde sammen længere, skiftede vi begge hurtigt emne, fordi vi ikke kunne overskue konsekvenserne af det scenarium. Efter syv års parløb er vi enige om, at vi ikke fornemmer snerten af syvårskrise. Og helt ærligt, hvor mange kan lige sige det?

Derfor er dette indlæg en hyldest til fisken i mit liv!

guldfiskeseng

Noget om festivalslærdom

Dag tre på første rigtige Roskilde, og jeg står stadig. Eller … lige nu ligger jeg. I et lillebitte, lunkent telt med solsorten et sted omme på den anden side af det bjerg af bagage, som har rejst sig ned langs midtergangen (er et område på halvanden gange halvanden overhovedet berettiget til en midtergang?)

Min ryg føles 30 år for gammel, mine tæer er fyldt med trædemærker (mest på pegetåen), min mund er fuld af uld (nej, iPhone, ikke Ulf), min lever hader mig … og jeg er ret vild med det hele. Ikke mindst fordi det føles så meget bedre at komme på græs, når man er omgivet af en solsort og en mus og en storebjørn og en guldfisk (ja, fisk kan altså også godt komme på græs). Indtil videre har jeg lært at:

– fremmede teltnaboer har meget luft i maven om morgenen
– nogle titler bare egner sig bedre til pornofilm (favoritterne er stadig ‘Big Bang Theory’ og ‘How I Met Your Mother’
– Justin Bieber er uren i mundtøjet
– guldfisken er udstyret med en lillebitte tap
– Nik og Jay og Kay er blevet til Nik og Jay og Key
– teltsøvn byder på endnu vildere drømme (men vist ingen natlige scener og sort snak mellem drøm og virkelighed)
– musik fra en scene giver håndholdningsabstinenser
– jeg ifølge halvfremmet, 9-årig type er alt for ung til at hedde det, jeg hedder (det går skide godt med ungerne for tiden)

Mest af alt har jeg lært, at meget kan ændre sig på et år …

Det er fedt, jeg kan lide det og er i det hele taget ret træt af, at jeg aldrig har været rigtigt på Roskilde før. Samtidig føles festivalen også som en form for undtagelsestilstand. Et underligt intermezzo mellem onsdag og mandag. For på en eller anden mærkelig måde har mandag det seneste stykke tid kæmpet sig op og ligger nu overraskende højt på favoritdagslisten. Tænk engang …

20130706-094841.jpg

20130706-094900.jpg

20130706-094916.jpg

20130706-094927.jpg

20130706-094942.jpg

20130706-095001.jpg

Noget om tid

Forleden sagde en ret skøn type, at han godt kunne tænke sig at prøve at være inde i mit hoved. Det er modigt, synes jeg. Specielt når man tænker på, hvor meget jeg allerede har delt af lettere absurde tanker om dolke og ridning og det, der er værre.

Inde i mit hoved er der meget rod. Men der er også mange forsøg på at sætte tanker i systemer. Nogle systemer er mere logiske end andre. Nogle er logiske og ulogiske på samme tid. For eksempel har jeg systemer til tid. Uger og år kører i en form for cirkel i mit hoved, så når jeg tænker på mandag*, ser jeg et billede af dagen, ligesom jeg gør med juni, hvis jeg tænker på, hvad der skal ske af gode ting på tæpper, når solen skinner.

uger_og_aar

Normalt er jeg meget glad for ligevægt, men i mit tidssystem er der ikke ligevægt mellem den ene og den anden side af midten. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det fordi, jeg godt kan lide tanken om, at weekenden fylder lige så meget som hverdagene, og foråret fylder mere end efteråret. Jeg ved heller ikke, hvorfor ugen går med uret, mens året går mod uret. Sandsynligvis er det bare et tegn på, at systemerne blev til, dengang min krop var barn, og jeg endnu ikke havde lært klokken at kende. Eller også er det fordi, jeg altid har forsøgt at placere det bedste til højre.

Tanker om tid er i det hele taget noget, der fylder meget i mit hoved. ‘Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får’. De kloge ord hørte jeg for nylig – og måske er den sætning en af grundene til, at jeg godt kan lide ar. Ligesom jeg godt kan lide tanken om, at tid kan ændre tingenes tilstand til det bedre, før man overhovedet tør begynde at håbe på, at det sker.

Godt, vi har masser af tid!

PS: Hvis du skulle være i tvivl, så er mit tidsbæger helt klart halvt fyldt lige nu. Og det er jeg fuldstændig vildt og voldsomt hoved-over-hæle begejstret for.

Skærmbillede 2013-03-20 kl. 15.51.49

* Mandag er steget i graderne hos mig de seneste par uger. For et stykke tid siden sagde musen, at det eneste gode ved mandag er, at det er den dag på ugen, hvor der er længst tid til mandag. Jeg gav ham ret dengang. Men har heldigvis skiftet mening siden og synes nu virkelig, at det bedste ved mandag er, at mandag er starten på og fortsættelsen af og forventningen om noget skide godt …

I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Fuldautomatisk sofalykke

Man skal altid huske at overholde løfter til børn. Det er meget, meget vigtigt!

Dengang min krop var barn, lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen nok til at selv at bestemme, så ville jeg købe en slikautomat. Sådan en man kan tage med hjem og slet ikke behøver at putte penge i.

Jeg blev mindet om løftet, da jeg var i Berlin med musen, og vi kom til at snakke om de små, tekniske genialiteter. Jeg fandt faktisk også en automat i lufthavnen på vej hjem. Men den var alt for lille. En hån mod mit indre barn, vil jeg nærmest sige. Til gengæld var det heldigt, at Netto havde et lidt mere seriøst bud på barnedrømmen i spotvareafdelingen.

Så i dag gjorde jeg det. Ignorerede alle undrende voksenblikke, smed maskinen på båndet sammen med M&M’s til en værdi af flere måneders lommepenge og gik hjem for at indvie vidunderet.

Nu er der fest i den røde sofa. Singlefest på den bedste måde. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig synes faktisk, at jeg er en helt okay wannabe-voksen.

slikautomat

PS: Til reunion i weekenden sagde min filmlærer noget ret betryggende – at hun syntes, det var meget federe at være i 30’erne end i 20’erne. Og endnu federe at være i 40’erne end i 30’erne. Måske går det virkelig den rigtige vej …

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.

Luft under vingerne

Hjælper det at sige Ave Maria’er, hvis man ikke er katolik? Og kan det overhovedet betale sig at bede om syndsforladelse, hvis man ikke angrer? Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan man Ave’er de Maria’er – så jeg forsøger i stedet at improvisere med følgende:

’Tilgiv mig o høje bankrådgiver-type, thi jeg har syndet og brugt mere, end hvad jeg har. Men hvis folk som dig virkelig gerne ville undgå den slags, synes jeg ærligt talt, at opfindelsen af MasterCard er en streg i regning på jeres konto’.

Jeg er vinterkulret på den der måde, hvor jeg føler, at jeg kan tillade mig alt, fordi foråret endnu ikke har meldt sin ankomst. Derfor dømmer jeg afgang. Ikke nødvendigvis til mere solrige himmelstrøg, men til destinationer, som forhåbentlig varmer lige meget hvad.

For-sjov-søgning på Momondo resulterede i hovsa-køb på den helt rigtige måde. På den alt for dyre måde. Og for ligesom at skabe balance i regnskabet forsøgte jeg at opveje køb af dyr rejse med tillægskøb af billig rejse. Bare for at bevise, at jeg godt kan ferie-shoppe økonomisk.

Jeg burde have dårlig samvittighed. Men det er der ikke plads til i min krop, for den er fyldt op af glæde ved tanken om, at jeg om en god måned sidder i Berlin med musen, og at jeg til påske går op ad gaden ned igen i New York med mig selv.

Berlin har jeg ikke besøgt siden kort efter murens fald. Mit tydeligste minde derfra handler om et æg, som jeg syntes var lidt for hårdkogt (børnehjerner har en underligt skøn måde at selektere fremtidige minder på). Men så er det godt, at jeg har musen med, for han har været der mange gange før og kan huske detaljer, der ikke udelukkende handler om æg. Guldfisken har netop pointeret det ironiske i, at vi skal rejse på Valentine’s Day – forhåbentlig betyder det, at jeg kan kaste min kærlighed på endnu en fantastisk by, der kalder på at blive eventyrsopdaget.

New York skal jeg genopdage på eventyrlig vis for syvende gang. Mine ben savner at gå op og ned ad Bleecker og kigge på pladebutikker og sidde på kaffebar og sluge limonade i takt med tasterne for derefter at tage musik i ørerne og gå videre ned til bænkene i de mørke parker, hvor jeg kan være lige dele skræmt og fascineret af dyrene, som piler forbi mine fødder.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver alle pengene værd. Dobbelt op, endda. Berlin, Berlin og New York, New York.