Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke  gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

foto-16

Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …

Kørestol, siger du …

Jeg er en af mange børn. Det vidste jeg godt, men jeg fik det endnu engang bekræftet, da jeg i dag havde følgende telefonsamtale med min mor.

Mig: Tillykke med fødselsdagen. Har du haft en god dag?

Mutti: Tak (og en lang forklaring om noget med min søster og pizza og sms’er og lørdagsaftale i København om halvanden måned og …) Hvordan går det med dig?

Mig: Jeg er blevet ramt af en eller anden virus igen (efterfulgt af halvt tiltrængt/halvt fremprovokeret host. Det er om at høste mor-medlidenheden, når chancen er der)

Herefter følger endnu en længere sætningsudveksling, til vi når hen mod det, der minder om enden på samtalen, og jeg tilfældigvis lige når at nævne noget med nogle bøger, jeg skal hente hos dem om et par uger, hvor de er i Frankrig.

Mutti: Jamen, vi er alligevel hjemme den uge.

Mig: Nå. Skal I da ikke til Frankrig?

Mutti: Nej, det kan vi jo ikke på grund af Baloo (min papfar)

Mig: Nå, hvad er der da med ham?

Mutti: Ja, han har jo benet i gips.

Mig: Hvad? Det har du da ikke sagt noget om?

Mutti: Nå, men jeg har da sagt det til din søster.

Mig: Jamen, hun er da ikke mig!

Mutti: Nej, men jeg tænkte, at I måske talte sammen. Jeg har også sagt det til din anden søster.

Mig: Jamen, hun er da heller ikke mig! Og hvordan skulle de kunne vide, at jeg ikke har fået det at vide? Hvad er der dog sket?

Lang forklaring følger om, hvordan Baloo i torsdags (for over fire dage siden) har været på badmintonbanen, først var det meningen, han skulle spille med en mandsperson, jeg ikke ved, hvem er (måske hed han Leif eller Karsten), men den mandsperson skulle åbenbart på skiferie med sin familie (eller nogle venner, jeg er ikke helt sikker), så i stedet havde Baloo spurgt min svoger, som godt kunne, og de var kørt af sted, men så var min svogers mobiltelefon pludselig begyndt at ringe, og den lå hjemme hos min mor, og så vidste min mor ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede til Baloos telefon, men den lå til opladning, så det fik hun ikke så meget ud af, men så fik hun endelig fat i dem, og Baloo fortalte, at han havde vundet første sæt, og det var jo ret godt gået, aldersforskellen taget i betragtning, og de havde husket at varme op inden, for det er jo vigtigt i hans alder …

Og alle mulig andre for min mor ret vigtige detaljer. Indtil hun endelig nåede frem til en form for konklusion.

Mutti: Pludselig sagde det knak, og han har altså revet sin akillessene over, og han blev haste-opereret torsdag aften, og nu er han så bare herhjemme, men så ved jeg jo på den anden side, hvor jeg har ham, selvom det ikke er så godt, for folk siger jo, at den slags rask væk kan tage et halvt års tid, men vi er altså hjemme den weekend, for vi kan jo ikke rigtig komme nogen steder med den kørestol, så du kan bare komme og kigge på bøgerne, og jeg har i øvrigt også fået lavet en ny ekstranøgle til dig og …

Jeg elsker mine forældre. Men nogle gange er jeg lidt i tvivl om, hvem der er mest distræt. Det er mange år siden, jeg lærte at acceptere, at min far ikke er så god til det der med mærkedage, og derfor bliver jeg lige så glad for en hilsen fra ham på min egen fødselsdag, som jeg bliver på min søsters. Han får heller ikke altid lige nævnt, at han flytter til Grønland i et halvt års tid, før han ringer og spørger, om han kan låne en seng, inden han skal i lufthavnen. Men han kommer jo heldigvis altid hjem igen. Min mor glemte engang at fortælle mig, at min kusine var gravid, så da jeg så kusinen næste gang (sådan cirka ni måneder senere) var jeg et halvt sekund fra at spørge, hvad det dog var for en unge, hun rendte rundt og passede (jeg nåede dog at stoppe mig selv, da jeg opdagede, at hun rent faktisk ammede babyen. Det slags plejer jo at være et rimelig tydeligt tegn på, at man sidder med eget afkom).

Jeg ved godt, det kan være lidt svært at holde styr på dine, mine og vores i en moderne verden. Men der er visse regler. Ved operationer, graviditeter, flytninger og dødsfald ringer man altså lige hele vejen rundt. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde spurgt ind til det med de bøger, havde jeg muligvis aldrig fået noget at vide. Så var jeg sikkert brudt sammen af grin om to uger, når jeg kommer hjem og ser min papfar i en kørestol. Fordi jeg logisk nok ville tro, det var endnu et af hans dovenhedstricks. Ligesom den med cyklen med motor på (som altså ikke er en knallert. Åbenbart. Der er tilsyneladende en verden til forskel).

Hvis jeg var praktisk nok til at kunne finde ud af den slags, lavede jeg et telefonkædesystem over mine forældres børn, så jeg er sikker på, at vi alle bliver informeret – som minimum om de fire ovennævnte punkter. Men der er alt for mange navne at holde styr på. Måske jeg i stedet skulle starte en form for familiært nyhedsbureau. Jeg er jo en slags journalist …

normal_familie

Når regnen bare siler ned

I min stue står to store kasser. De indeholder et sted mellem 150 og 200 VHS-bånd (hårdt slag på tasken – jeg orker ikke at fintælle). Kasserne har stået stort set urørt i flere år, end jeg kan tælle til på min venstre hånd (den, der stadig kan høre). Og jeg havde lovet mig selv, at det var i dag, jeg skulle skille mig af med dem. Sortere og smide alt ud på nær få, livsvigtige minder som for eksempel min konfirmationsvideo (en odyssé i én indstilling) eller videobåndet med optagelserne fra filmholdet i 9. klasse. Dengang jeg lavede satireprogram med drengene og spillede vært i tv-programmet ’Dus med dræberslangen’ for efterfølgende at blive besat af en ikke-eksisterende heks ude i en meget farlig skov. Den slags kan man jo ikke smide ud (og hvem ved, en dag møder jeg måske en, som synes, det kunne være sjovt at se).

Så er der de andre optagebånd. En lang række med afsnit af ’Mad About You’. Serien, jeg elskede på grund af Helen Hunt og to linjer i titelmelodien*, og som redede mig igennem utallige regnfulde eftermiddage i München.

Der er båndet med gamle afsnit af Beverly Hills og korte beskrivelser af episoderne (Dylan er syg – Brandon er på disco). Det står med min søsters skrift og er derfor helt sikkert en del af de mange tyvekoster, jeg har raget til mig gennem årene, når jeg virkelig havde brug for dem og vurderede, at de sikkert ikke ville blive savnet (undskyld søs, jeg skal nok aflevere sammen med din ’Jagged Little Pill’-cd).

Der er båndet med Bodilfesten fra år 2000. Tryghedsbåndet, som blev set igen og igen og igen, fordi det er rart at se mennesker blive glade og hyldet for deres præstationer (ligesom det er rart at se Oscar-videoer på Youtube igen og igen og igen).

Og der optagebåndet med titlen ’Dronningen besøger Fredericia 14.9. 2000’. Det, som til en fest for et par år siden ved en stor fejl væltede ud af en af kasserne sammen med en 30-40 andre tilfældige bånd til stor underholdning for mine allerede halvstive gæster. Ja, jeg har et bånd med dronningen. Jeg har aldrig set det og kommer nok heller aldrig til det, men det er de allerførste journalistiske tv-optagelser, jeg var med til at lave, da jeg i 9. klasse var i praktik på TV Syd. Og den slags kan man da ikke skille sig af med. Det kan jeg i hvert fald slet ikke efter i dag, hvor jeg for første gang tog båndet ud af coveret og kunne læse, at min praktikantvejleder, en hyggelig, ældre fuldskægstype, havde skrevet en tilføjelse til titlen: ’Skudamuda og Dronningen mødtes i Fredericia. Det er Dronningen m. hatten’.

Så er der alle de bånd, der ikke står noget på, og hvem tør smide den slags ud? Der er også det, hvor der bare står tre prikker på, og det er Skudamudask teenagesprog for noget meget hemmeligt og vigtigt. Måske endda noget pinligt (og nej, det er ikke porno).

Der er også de uerstattelige bånd. Tre et halvt afsnit af ’Sådan er kvinder’. I det program stiftede jeg bekendtskab med mejsen for første gang (cirka 10 år inden jeg gjorde det i virkeligheden), og af uforklarlige årsager er programmet aldrig blevet udgivet på dvd. Det samme gælder for ‘Lex og Klatten’, men rygterne vil vide, at den er på vej. Martin Brygmann lovede mig i hvert fald for et par år siden, at han ville arbejde på sagen (men det var vist mest for at få mig til at holde op med at græde, efter han lige havde vist mig parken, hvor han skrev ’Strømmen’).

Til sidst er der de rigtige købebånd. Dem er der mange af, og jeg kunne godt bruge tid på at nævne nogle af de seje og lettere intellektuelle titler, der findes i min samling. For tro det eller ej – de er der faktisk. Men eftersom det netop er gået op for mig, at jeg ikke kan stave til intellektuel uden hjælp fra stavekontrollen, vil jeg hellere fokusere på de vigtige. Min første udgave af ’Up Close and Personal’, for eksempel. Det er min hemmelige yndlingsfilm. Den, der er for pinlig at nævne. Sådan en tror jeg, alle har, og dem, der påstår det modsatte, lyver sandsynligvis. Jeg har to dvd-versioner af filmen, men det er jo aldrig det samme som den første, der blev voldset på det grønne pubertetsværelse.

’Love Actually’ har jeg fået dvd-erstattet, men hvad med den film, hvor Hugh Grant ser meget ung ud på coveret. Den som ingen kender? Jeg fik den aldrig set, og den findes garanteret ikke på moderne afspilningsmidler, og hvis den nu er genial (det er den helt sikkert ikke – den ser håbløst dårlig ud), så er det jo en stor fejl at smide den ud.

Til sidst er der de livsvigtige film, som jeg ved, jeg kan købe på dvd, men som jeg ikke har fået fingrene i endnu. ’Lærerinden’, for eksempel. Den skal jeg altid eje. For slet ikke at tale om ’Fucking Åmål’ – filmen, der gav mig lyst til at rende ud og snave den første, den bedste pige bare for at se, om det mon føltes lige så godt, som filmen føltes i 8. klasse (det gjorde det ikke helt, så jeg må tage til takke med stadig at befinde mig i kategorien ’Helt almindelig dødelig heteroseksuel’).

Jeg ville have skrevet et kort indlæg om, at jeg har svært ved at give slip. På mine VHS-bånd. Det har nu taget så lang tid, at jeg heller ikke i dag fik tid til at skille mig af med dem. Og det får jeg nok heller ikke i morgen. Eller dagen efter. Heldigvis!

videovideo

* Tell me all your secrets and I’ll tell you most of mine,
They say nobody’s perfect but it’s really true this time

Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit

Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder.

Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager. Den har ikke ændret sig voldsomt det seneste årti, selvom den bevidner, at verden er forandret. Den stationære computer i hjørnet er skiftet ud med en bærbar (i sengen). Stereoanlægget med plads til tre cd’er (i Taulov var det banebrydende engang) er skiftet ud med en iPod-dock. Og mine VHS-bånd er skiftet ud med dvd’er og Blu-ray (okay, skiftet ud er måske så meget sagt. Jeg arbejder på sagen …) Derudover er der ikke sket det vilde.

Hvis jeg var en kendt type, som blev udsat for en omgang ’Vis mig dit køleskab’, tror jeg ikke, jeg turde få at vide, hvordan køleskabseksperten ville karakterisere mig som person. Efter dagens (sjældne) indkøbstur i Netto, indeholder køleren netop nu:

14 Carlsberg
1 Santa Ale
1 flaske Muscador
3 flasker hvidvin
3 tonic
2 Cola Zero
2 iste
2 Mountain Dew
1 rød sodavand
1 grøn sodavand
6 Lille Lise kakaomælk
Ketchup
Ristede løg
Rejeost
Toastost
Hamburgerryg

Ved siden af køleren med en 80/20-fordeling af flydende og fast indhold (okay, 85/15 – teknisk set tilhører ketchup vel flydende-kategorien) ligger tre poser chips og hygger sig ved siden af en pose Kinder-chokoladeæg og syntetiske Trolli-burgere (dem af slik). Og vi skal slet ikke forsøge at bevæge os ind i fryseren.

Jeg forestiller mig, at voksne typer har ting som fuldkornspasta og friske grøntsager i køleren. Jeg forestiller mig også, at de kalder det ’køleskabet’ og ikke ’køleren’. Derudover forestiller jeg mig, at de ikke behøver at vaske gryder og pander af for støv, inden de skal bruge dem. Måske har de endda et skab til den slags, så potter og pander slet ikke kan samle støv. Og så forestiller jeg mig, at de stoler på, at de er voksne nok til at have slukket for komfuret efter brug og derfor ikke behøver at tjekke det en time, et døgn eller en måned senere (de har selvfølgelig brugt komfuret mere end én gang på en måned, så den sidste tilføjelse er vel i princippet unødvendig).

Sidst jeg var i biografen, så jeg en film med en målgruppe på 12-18 år. En af de dybeste samtaler, jeg har haft inden for den seneste uge, var med min 9-årige niece (men hun er altså også ualmindeligt klog). Og efter sigende fandt følgende samtale sted i julen:

Nevø: ’Skal moster Bib egentlig ik’ snart ha’ en kæreste?’
Søster: ’Hun skal jo lige vente, til hun er blevet voksen nok til at finde den rigtige.’
Nevø: ’Nå ja.’
Søster: ’Men når hun engang bliver voksen, hvilken slags kæreste synes du så, hun skal finde?’
Nevø: ’En fodboldspiller!’

Min familie har altså tilsyneladende accepteret, at jeg ikke har turdet invadere de voksnes forjættede land endnu. Min nevø blev endda forarget, da han så mig drikke en øl juleaften (’Helt ærligt, moster Bib, må du gerne det?’) Og jeg har det faktisk også fint med at hønse rundt og lege barn/teenager/63-årig-nybarnlig-type et stykke tid endnu. Men nogle gange dumper forstyrrende elementer ind i mit liv og ryster min opfattelse af, hvem jeg er.

I dag var det et julekort fra min revisor, som dumpede ind i min postkasse. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet, siden … ja, siden jeg fik et tilsvarende kort sidste år. Det er jo kun voksne typer, som får den slags.

Åh gud, måske er jeg slet ikke den, jeg tror, jeg er. Måske er jeg en helt anden …

foto-26

Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg  jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

foto-24

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …