Noget om Taffeltraditioner

Der findes to slags mennesker i denne verden. Dem, der spiser Taffelchips juleaften, og dem, der ikke gør. Man lærer noget nyt hver dag, og lige netop den banebrydende observation tog jeg med mig hjem fra arbejde på denne grå novembertirsdag. Forud lå en grundig, kvalitativ undersøgelse foretaget af min kollega, som var dybt forundret over, at nogen kunne finde på at spise chips på den højhellige dag. Derfor besluttede hun sig for at lave en rundspørge i de forskellige afdelinger – blandt andet for at afklare, om der mon var tale om en geografisk betinget tradition. Den teori kunne vores afdeling afkræfte, da der både findes en sjællandsk hamster, en fynsk guldfisk og en jysk elefant, som har et dybt passioneret – tenderende religiøst – forhold til Taffelchips med brun sovs juleaften.

Emnet endte med at fylde gode dele af en halv times arbejdsdag (håber virkelig ikke, chefen læser med), hvilket endnu en gang bekræftede, hvor meget traditioner betyder.

I min familie er der altid dobbelt op på Taffelchips, fordi min søster og jeg hvert år bliver nervøse for, om den tredje søster nu har husket at købe dem. Så derfor svinger vi lige forbi tanken på vejen og provianterer sikkerhedskartofler. For de SKAL SKAL SKAL være der! Ellers er det ikke rigtig jul.

Jeg ville virkelig gerne være sådan en cool, afslappet type, der sagtens kan håndtere lidt forandring, men faktum er, at jeg var meget tæt på hysterisk tuderi det år, hvor min moster ved en fejl (en stor, stor fejl) valgte at spiffe risalamanden lidt op med noget appelsinsaft. Tuderialarmen kunne måske undskyldes med, at jeg var 10 år gammel, men jeg var lige så tæt på tårer, da min søster for et par år siden valgte at indføre plastikjuletræ, fordi det var lettere. Jeg var parat til at fælde en ægte granfætter med en neglefil bare for at sikre mig, at alt var, som det plejede at være (nu var det selvfølgelig heller ikke mig, der skulle støvsuge grannåle op helt frem til påske).

Jeg har altid elsket julen med alle de traditioner, der hører til lige netop min familie. En jul, som traditionen tro ender med, at min søster og jeg falder i søvn ved siden af hinanden, efter vi har været i åben kamp om fjernbetjeningen, og min mor har været inde på værelset for at konstatere, at vi stadig formår at få det til at lugte af teenagehummer, selvom vores hylstre er blevet voksne.

Sidste år var det dog lidt vemodigt, fordi jeg pludselig fik en klar fornemmelse af, at i hvert fald den sidste tradition ville stoppe der. Mange ting er sket i mellemtiden, og jeg går derfor ud fra, at fornemmelsen holder stik. Med mindre min søster stadig foretrækker at dele værelse med mig frem for delfinungen og delfinfaderen i al den nye familielykke, der er faldet ned over hende siden sidste jul. På forhånd har jeg dog en rimelig klar fornemmelse af, at jeg er sat ud af det spil.

Så traditionsposen skal rystes. Overraskende nok føles det slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Måske det endda er en perfekt lejlighed til at ryste posen en ekstra gang, kaste det hele op i luften, og se, hvad der falder ned af nye, gode ting. Den tanke er egentlig ret tryg, når bare jeg ved, at man kan tage en Taffelposechips med overalt.

Det bliver skide godt!

den_aegte_julemandPS: Billedet her er til for at dokumentere, at min familie traditionelt får besøg af den rigtige julemand. Den helt ægte fra Grønland. Og det er ikke med løg på …

 

Noget om noget jeg muligvis burde holde i mig

Sarte sjæle bør nok springe dette indlæg over. For det kommer til at handle om brækning. Den slags slap jeg for i rigtig mange år. Som barn kastede jeg næsten aldrig op. Og som teenager var det altid mig, der støttende holdt de andre på panden – ud over mine første to gigantbranderter, hvor jeg efter den anden af slagsen vågnede op inde under bruseren med alt mit tøj på, mens min mor og søster forsøgte at holde mig stående, samtidig med at de prøvede at fange min kat, som jeg havde bræksaliggjort, og som nu var i gang med at afsætte potespor i hele huset (stakkels, lille killing kunne bare godt lide at sove på hovedpuden. Det kunne den sjovt nok ikke efter den oplevelse …)

Så gik der mange år. Måske ti. Og bortset fra et par enkelte uheldige episoder holdt jeg hovedet nogenlunde fri af kummen. Lige indtil musvitten arrangerede melodunte-aften med cocktailpølser i brun-farin-og-baconsvøb og Birthe-kage med rød kjole og drinks lavet på halv Pisang Ambon/halv grums. Og jeg fyldte mig med det hele og lidt til, hvorefter jeg shakede mavecocktailen sammen under en rask omgang skihop i stuen. Så lærte jeg på den hårde måde, hvordan det føles, når man virkelig har det dårligt. Og jeg lærte, hvordan sådan en sjus smager anden gang.

Derefter gik det slag i slag, og nu føles det efterhånden som om, at jeg slet ikke kan holde op igen. Måske er der tale om en form for overkompensering for alle de år, hvor jeg trak kummefrinummer. For der er alt for mange dårlige eksempler alene inden for den seneste måned. Som da jeg måtte undskylde mig selv under festmiddagen i Mexico og kom tilbage ti minutter efter til bemærkningen: ‘Det er på en måde en utrolig voksen tilgang, du har til din brandert, hvis du kaster op undervejs, når du føler, du er blevet for fuld. Du rebooter jo bare. Har du tænkt over det?’ (sagt af samme fyr, som jeg fik med på kummevognen på Filippinerne for et par år siden, hvor jeg udfordrede ham i den anerkende drukdisciplin: Hvem-kan-hurtigst-bunde-flest-ting-uden-alkohol (‘Hej lunken mælk og gul saft og ananasjuice og yoghurt direkte fra bægeret og hele halve liter vand. Velkommen til min mave. Det bliver et kort visit’)).

Jeg følte dog for alvor, det tog overhånd, da jeg sidste weekend ramte kummen igen, fordi jeg var gået lidt for lystigt til musvittens fødselsdagskagekone. For som en kollega forleden så rigtigt påpegede, er det en lille smule foruroligende, hvis jeg kaster op, lige meget hvilken fest man inviterer mig til. Selv til en alkoholfri børnefødselsdag. Men når først man får åbnet for sluserne, du ved …

Gad vide, om der findes en støttegruppe for tangerende, ufrivillige bulimikere?

carlsjr

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke  gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

foto-16

Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …

Kørestol, siger du …

Jeg er en af mange børn. Det vidste jeg godt, men jeg fik det endnu engang bekræftet, da jeg i dag havde følgende telefonsamtale med min mor.

Mig: Tillykke med fødselsdagen. Har du haft en god dag?

Mutti: Tak (og en lang forklaring om noget med min søster og pizza og sms’er og lørdagsaftale i København om halvanden måned og …) Hvordan går det med dig?

Mig: Jeg er blevet ramt af en eller anden virus igen (efterfulgt af halvt tiltrængt/halvt fremprovokeret host. Det er om at høste mor-medlidenheden, når chancen er der)

Herefter følger endnu en længere sætningsudveksling, til vi når hen mod det, der minder om enden på samtalen, og jeg tilfældigvis lige når at nævne noget med nogle bøger, jeg skal hente hos dem om et par uger, hvor de er i Frankrig.

Mutti: Jamen, vi er alligevel hjemme den uge.

Mig: Nå. Skal I da ikke til Frankrig?

Mutti: Nej, det kan vi jo ikke på grund af Baloo (min papfar)

Mig: Nå, hvad er der da med ham?

Mutti: Ja, han har jo benet i gips.

Mig: Hvad? Det har du da ikke sagt noget om?

Mutti: Nå, men jeg har da sagt det til din søster.

Mig: Jamen, hun er da ikke mig!

Mutti: Nej, men jeg tænkte, at I måske talte sammen. Jeg har også sagt det til din anden søster.

Mig: Jamen, hun er da heller ikke mig! Og hvordan skulle de kunne vide, at jeg ikke har fået det at vide? Hvad er der dog sket?

Lang forklaring følger om, hvordan Baloo i torsdags (for over fire dage siden) har været på badmintonbanen, først var det meningen, han skulle spille med en mandsperson, jeg ikke ved, hvem er (måske hed han Leif eller Karsten), men den mandsperson skulle åbenbart på skiferie med sin familie (eller nogle venner, jeg er ikke helt sikker), så i stedet havde Baloo spurgt min svoger, som godt kunne, og de var kørt af sted, men så var min svogers mobiltelefon pludselig begyndt at ringe, og den lå hjemme hos min mor, og så vidste min mor ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede til Baloos telefon, men den lå til opladning, så det fik hun ikke så meget ud af, men så fik hun endelig fat i dem, og Baloo fortalte, at han havde vundet første sæt, og det var jo ret godt gået, aldersforskellen taget i betragtning, og de havde husket at varme op inden, for det er jo vigtigt i hans alder …

Og alle mulig andre for min mor ret vigtige detaljer. Indtil hun endelig nåede frem til en form for konklusion.

Mutti: Pludselig sagde det knak, og han har altså revet sin akillessene over, og han blev haste-opereret torsdag aften, og nu er han så bare herhjemme, men så ved jeg jo på den anden side, hvor jeg har ham, selvom det ikke er så godt, for folk siger jo, at den slags rask væk kan tage et halvt års tid, men vi er altså hjemme den weekend, for vi kan jo ikke rigtig komme nogen steder med den kørestol, så du kan bare komme og kigge på bøgerne, og jeg har i øvrigt også fået lavet en ny ekstranøgle til dig og …

Jeg elsker mine forældre. Men nogle gange er jeg lidt i tvivl om, hvem der er mest distræt. Det er mange år siden, jeg lærte at acceptere, at min far ikke er så god til det der med mærkedage, og derfor bliver jeg lige så glad for en hilsen fra ham på min egen fødselsdag, som jeg bliver på min søsters. Han får heller ikke altid lige nævnt, at han flytter til Grønland i et halvt års tid, før han ringer og spørger, om han kan låne en seng, inden han skal i lufthavnen. Men han kommer jo heldigvis altid hjem igen. Min mor glemte engang at fortælle mig, at min kusine var gravid, så da jeg så kusinen næste gang (sådan cirka ni måneder senere) var jeg et halvt sekund fra at spørge, hvad det dog var for en unge, hun rendte rundt og passede (jeg nåede dog at stoppe mig selv, da jeg opdagede, at hun rent faktisk ammede babyen. Det slags plejer jo at være et rimelig tydeligt tegn på, at man sidder med eget afkom).

Jeg ved godt, det kan være lidt svært at holde styr på dine, mine og vores i en moderne verden. Men der er visse regler. Ved operationer, graviditeter, flytninger og dødsfald ringer man altså lige hele vejen rundt. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde spurgt ind til det med de bøger, havde jeg muligvis aldrig fået noget at vide. Så var jeg sikkert brudt sammen af grin om to uger, når jeg kommer hjem og ser min papfar i en kørestol. Fordi jeg logisk nok ville tro, det var endnu et af hans dovenhedstricks. Ligesom den med cyklen med motor på (som altså ikke er en knallert. Åbenbart. Der er tilsyneladende en verden til forskel).

Hvis jeg var praktisk nok til at kunne finde ud af den slags, lavede jeg et telefonkædesystem over mine forældres børn, så jeg er sikker på, at vi alle bliver informeret – som minimum om de fire ovennævnte punkter. Men der er alt for mange navne at holde styr på. Måske jeg i stedet skulle starte en form for familiært nyhedsbureau. Jeg er jo en slags journalist …

normal_familie