Tabte kager og nøgen-kolbøtter

Jeg har været en tur nede ad minde-gaden. Undulaten, som jeg har kendt altid, fordi hun både er min veninde og min kusine (i den rækkefølge) har en far, som har et videokamera. Det havde han også, dengang min krop var barn, og derfor findes der nogle få optagelser af en meget ung Skudamuda. Videobåndene er nu blevet digitaliseret, og jeg fik lov til at se dem i går, hvor jeg var på kombineret skovturs-/video-visit hos den søde fugl. Det endte med at blive et ret interessant antropologisk studium.

For eksempel kunne jeg meget hurtigt konstatere, at jeg var ret begejstret for at rende nøgen rundt som 5-årig. At være nøgen, mens jeg spiste kager, var det helt store hit. Der findes blandt andet en skøn seance fra min oldemors sommerhus, hvor jeg snupper en kage fra det fine kagefad, taber den på græsplænen, samler den op og lægger den tilbage på fadet, hvorefter jeg tager en ny. Det var ret betryggende at se, at jeg i hvert fald på ét tidspunkt i mit liv har formået at gøre præcis, hvad der passede mig – helt egoistisk og uden at bekymre mig synderligt om konsekvenserne.

Den stil fortsætter jeg senere i samme film, hvor jeg med maven fuld af kager beslutter mig for at vise kameraet mine evner udi kolbøtte-slåning – stadig nøgen. Det fremgår tydeligt af optagelserne, at min finmotorik heller ikke dengang var imponerende. Til gengæld fornemmer jeg, at det var her, mit talent for gøgl med kroppen så småt begyndte at manifestere sig.

Jeg kommer muligvis til at fortryde, at jeg har lagt et kolbøtte-billede (øverst til højre) på det offentlige internet. Men jeg går ind for foto-dokumentation. Til gengæld har jeg valgt et meget sløret et af slagsen. Det er jo trods alt stadig samme røv, der sidder på mig den dag i dag (lover dog at holde mig fra den slags gøgl med kroppen fra nu af …)

Der findes også andre optagelser, som overraskede mig – blandt andet en lang scene med undulaten, hvor vi bliver ved med at kravle op på en stol og hoppe ned igen, kun afbrudt af korte pauser, hvor vi skriger utolkelige gloser og synger utolkelige strofer. Dengang havde jeg tydeligvis ikke lært, at højder er farlige. For jeg tør springe ned fra stolen igen og igen, og jeg ser faktisk ikke ud til at være det mindste bange. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det (og jeg kan nu lidt bedre forstå, hvorfor jeg var bange for min mormors underbo, som altså var lidt sur).

Hvis man dømmer ud fra mit ansigtsudtryk på sidste billede, er hatten helt sikkert en ja-hat, selvom jeg havde lidt problemer med at kontrollere den og derfor ikke kunne se noget i starten. (Bemærk venligst den flotte korthårs-frisure, som var resultatet af ti minutter på toilettet med min søster, en saks og en gryde. Konsekvensen blev årelang identitetsforvirring, fordi mange troede, at jeg var en dreng …)

De sidste optagelser med mig deltager jeg ikke så aktivt i. Der sover jeg. Helt tungt og midt på dagen. Undulaten og hendes lillesøster gør en ihærdig indsats for at vække mig, så de kan sige farvel. De skal nemlig hjem til deres egen ø langt, langt væk, mens jeg skal blive på fastlandet. Men jeg nægter at vågne. Også da de prøver med både kys og kram. Jeg husker ikke situationen, men jeg har en ret stærk fornemmelse af, at min reaktion var en form for adskillelses-protest. Jeg nægtede at være til stede, når de forlod mig, og derfor lukkede jeg i stedet øjnene, vendte ryggen til dem og lagde mig i fosterstilling. Et ikke helt så konstruktivt reaktions-mønster, men da jeg blev lidt ældre, fandt jeg heldigvis en bedre løsning på problemet. Jeg fulgte nemlig efter dem til deres ø langt, langt væk, så de slet ikke kunne få lov til at forlade mig. I hvert fald ikke særlig lang tid ad gangen. Det betyder heldigvis, at jeg i dag ikke behøver at langtidsplanlægge undulat-samvær – for hun er lige i nærheden og har altid Kinder-chokolade klar, når jeg kommer på besøg.

PS: Der var også nogle optagelser med min morfar, som døde for mange år siden. Dem havde jeg aldrig set før, og da han pludselig dukkede op på skærmen, begyndte mit hjerte at hamre helt oppe i halsen – på den gode melankoli-måde.

PPS: I øvrigt var der også en række optagelser af mig, der spiller violin (men heldigvis ingen, hvor jeg spiller jagthorn). Først tænkte jeg, at jeg ville lave et lydklip, fordi det simpelthen er umuligt at beskrive, hvor frygteligt det lød. Men jeg vil skåne jer. Den slags tortur har ingen ører fortjent!

Historien om en magisk måne

Jeg har ualmindeligt svært ved at håndtere situationer, hvor nogen bliver skuffet. Skuffede, gamle mennesker er det værste. På listen over ’ting, der giver mig ondt i maven’ ligger de lige over skuffede børn.

Jeg kunne ikke skrive om det, da det skete, fordi det var i min time-out-periode, hvor jeg var underlagt skrive-karantæne. Men nu må jeg godt. I sidste uge var jeg på Aros med kaninen – et forsøg på at distrahere tankerne fra mange ting, der skete. Lige netop derfor var det måske ikke verdens bedste idé at se en udstilling om angst. Men det gjorde vi altså. Og det føltes rigtigt på den melankolske måde. Måske fordi melankolien var en del af udstillingen.

I køen til udstillingen stod et ældre ægtepar. Sådan omkring-de-80-agtigt. Manden kiggede ud ad vinduet i lang tid. Det var ved at blive mørkt udenfor, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det var, han kiggede på. Efter et stykke tid prikkede han sin kone på skulderen, pegede på en stor, rund, lysende og ret magisk kugle og sagde, at månen var meget flot. Konen gav ham ikke ret. I stedet fandt hun det tilsyneladende strengt nødvendigt at fortælle ham, at det slet ikke var månen, han havde set. Det var bare en lampe, der gav genskær i ruden. Manden sagde ikke mere. Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg ville ønske, at hun ikke havde sagt noget.

Sandhedsfortielser er jeg som udgangspunkt ikke fan af (deciderede løgne er endnu værre). Men lige netop i den her situation ville jeg altså have givet ham ret i, at det var månen. For det var månen for ham. Og den var flot. Og magisk. Det gav mig ondt i maven, at den følelse blev taget fra ham, og det gav mig endnu mere ondt i maven at tænke på, at den magiske følelse sikkert blev afløst af en følelse af, at han var blevet dum og gammel. Mest fordi han ikke lignede en, der vidste, at ’dum og gammel’ er så meget bedre end ’klog og magi-dræbende (og gammel)’.

PS: Apropos gamle mennesker sidder jeg lige nu i et tog på vej til fastlandet for at fejre den bedste af slagsen. Min mormor bliver 90. Og hvis der nogensinde er nogen, der skuffer hende, kræver jeg øjeblikkelig afstraffelse. Muligvis uddelt i form af smølfespark. Eller det der er værre …

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …

Ordet er mit

Engang læste jeg en artikel om en statistik, som fortalte, hvor mange ord en gennemsnitlig mand og en gennemsnitlig kvinde siger om dagen. De fleste, der blev konfronteret med statistikken, hæftede sig ved, at kvinder bruger flere ord end mænd. Jeg hæftede mig mest ved, at nogen overhovedet havde formået lave sådan en statistik. Hvordan er den blevet til? Er der seriøst en, der har fulgt sådan-cirka-1200 vilkårlige mænd/kvinder en hel dag og talt alle de ord, som kom ud af deres munde, for derefter at sætte tallene ind i et kæmpe Excel-ark og regne et gennemsnit ud? Og hvis vedkommende har koncentreret sig om at tælle alle ordene, er der så overhovedet nogen, der har lyttet efter, hvad der blev sagt? Måske faldt vigtige budskaber til jorden, fordi tallene fik så meget opmærksomhed, at ordene aldrig fik den eftertænksomhed, som de egentlig fortjente. Måske blev ordene slet ikke mærket.


Jeg er helt-og-aldeles-herfra-og-til-enden-af-internettet begejstret for ord. Og jeg skriver meget. Det ved jeg godt. Jeg er stadig en grøn blogger og arbejder derfor på at finde et moderat niveau i længden og antallet af mine blogindlæg. Sagen er bare den, at jeg gennem de sidste par år har oparbejdet et kæmpe underskud på skrivekontoen (også på skrivekontoen), og så er det lidt svært at holde sig tilbage på det internet, som jeg nu én gang for alle har accepteret er uendeligt. Specielt nu hvor jeg har ferie. I dag havde jeg for eksempel lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive et nyt indlæg. I stedet oprettede jeg en ny side. For det er jo noget helt andet. Jeg sneg mig på snedig vis uden om den regel, jeg nu er i gang med at bryde med halvberuset overlæg. Til gengæld blev jeg enig med mig selv om, at jeg kun skulle skrive et meget kort indlæg om mit yndlingsord. Måske med et enkelt billede. Det går meget godt indtil videre.

Nogle ord er bedre en andre. Men det er svært at vælge det absolut bedste. Jeg kender en, som er specielt begejstret for ordet ’komfur’, og en anden, som er virkelig glad for ordet ’emhætte’ (måske man burde introducere de to for hinanden ved lejlighed …) Suzanne Brøggers yndlingsord er ’jazz’, og Bjarne Reuters yndlingsord er ’støvregn’. Jeg kan godt lide dem alle sammen, men hvis jeg skulle vælge et enkelt ord, som ryger ind på toppen af listen, må det være ’melankoli’. Jeg synes, det er rart at sige og rart at tænke på. Og da jeg for nogle år siden fandt den her T-shirt i London, gav ordet lige pludselig endnu mere mening.

For et par uger siden fandt jeg en gammel notesbog, som jeg engang har købt på en roadtrip i USA. Jeg har ikke skrevet i den i en del år, men det var sådan en, som jeg brugte til at gemme ord, der var blevet sat sammen til sætninger, som gav en helt speciel mening for mig på det tidspunkt. Og selvom min kærlighed til ord er uendelig, er jeg stadig helt enig i den betragtning fra Lars Muhl, som fik lov til at stå nederst på siden …