Solen skinner. I hvert fald i Aarhus. Det er lørdag, jeg er tømmermændsfri og lige nu væsentligt lettere i hovedet end for en uge siden. Det kan hurtigt vende, så jeg vil skynde mig at markere situationen.
Jeg har tidligere opfordret til revolution mod de rene linjer og mere kærlighed i gadebilledet. Selvom jeg tvivler på, at de hjertelige gerningsmænd er flittige læsere af denne blog, er revolutionen tydeligvis i fuld gang hjemme på min ø. Her er et beskedent udvalg af bevismateriel kærlighed – både den røde og den blå (men mest den røde).
Forhåbentlig kan den bemalede beton en dag smitte af på både mig og dig (hvis du altså ikke allerede er typen, der står hjemme i køkkenet og tilbereder fyldte Karl Johan-svampe til din kæreste …)
Skudamuda 
Til kamp for mere kærlighed!
Og flere Karl Johan-svampe! Og bøf bearnaiser 🙂
Hørt! Lad hjertepolitiet rykke ud…
Jeg er allerede typen, der står hjemme i køkkenet og fylder Karl Johan svampe, minus kæreste… What to do?! Når man har alt den kærlighed at give? 🙂 Men iøvrigt INGEN tid, for tiden anyways. Mit gamle liv er på kold tyrker, min nye liv kræver al min tid, lige for tiden anyways. Mit nye liv indtager flere og flere sider af mit liv, jeg drømmer sågar om det i løbet af natten(det har jeg ihvertfald psyko-drømme-analyseret mig til) Drømte(læs: havde mareridt) i går, jeg pludselig blev mor(jeg vælger at tolke det i en anden retning af skruk-hed, fordi jeg helst ikke vil erkende at jeg muligvis har nået den alder, hvor moderskab forventes af omgivelserne og længtes efter i hjertet – jeg har jo fået Frank, for at holde de følelser på afstand). Barnet(billede på mit nye liv) erobrede al min tid, jeg forsøgte at gemme det væk, lægge det i en lille plastic-beholder(barnet var praktisk nok lavet af moddeler-voks, så man kunne bare lige pakke det ud og forme det igen) Og så foregav jeg bare at jeg var barnløs og levede mit liv som hidtil. Men den dårlige samvittighed gravede sig konstant frem, for hvis jeg ikke gav det nye barn opmærksomhed, kunne det jo dø eller blive socialt besværet, måske fysisk handicappet. Men jeg håber med tiden, jeg finder en gylden mellemvej, hvor mit nye og gamle liv kan co-eksistere 🙂 jeg er bare lige overvældet over starten på noget nyt. Og skulle lige hilse og sige, det er pisse hårdt at blive enlig mor for første gang!
Men jeg savner den virtuelle verden, måske vi snart skulle arrangere navle-piller-møde, jeg er klar(forhåbentligt) i slut oktober, når vi kommer hjem fra felttur i Berlin.
Kærlighed fra den skøre og skæve eksistens 🙂
Godt at høre, at du ikke helt har forladt os her i cyberspace!
Graviditetsdrømme er noget af det værste. Jeg har dem alt for tit. Og sjovt nok er mine drømmende omstændigheder aldrig særlig lykkelige. Men vi er altså ikke de eneste. Min søster drømte engang, at hun fødte mig nede i den lokale telefonboks og blev så forskrækket, at hun begyndte at spæne op ad hovedgaden med mig hængene bagefter i navlestrengen. Den drøm forsøger vi at lade være med at analysere alt for meget på!
Felttur til Berlin lyder som en fest. Jeg snupper Mexico i stedet for. Det bliver en anden slags fest, der forhåbentlig bliver lige så fantastisk, som jeg forestiller mig 🙂