I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Gode dage

Der findes dage, som er gode i sig selv. Lige meget hvad der sker, vil 4. december altid være en af årets bedste. Det har den været, siden jeg lærte mig selv noget om vigtige tal, dengang min krop var et ikke særlig gammelt barn. Der er flere årsager til datoens vigtighed. For det første er den placeret i december. Plus. Så er der det med firetallet. Fire er det bedste tal. Et andet rigtig godt tal er tolv, og det næstbedste tal er tre. Hvis man dividerer tolv med tre, giver det … fire. Derfor er 4. december en helt igennem god dag.

4

PS: Nej, jeg er ikke (nødvendigvis) sindssyg. Jeg har bare et meget passioneret had/kærlighedsforhold til tal og dato.

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.

Hvor mon den er …

Kloge voksne siger, at alkohol ikke har den heldigste effekt på hjernen. Jeg er dybt uenig. Altså, jeg vil da gerne give dem ret i, at sprutten får tanketusserne til at slingre lige lovlig meget på genialitetsvejen. Men jeg ser tit verden på en helt anden måde, når alkoholen går ind – og specielt når den er på vej ud igen. Tømmermænd kan få mig til at speed-snakke i en sådan grad, at jeg slet ikke når at overveje mine ord, inden de bliver formet (det kan dog også ske uden påvirkning af alkohol). På den måde får jeg tit sat ord på tanker, jeg ikke vidste, jeg tænkte.

Nu har jeg jo en hel del forskellige personligheder, jeg kan hygge mig med, så når jeg er alene med tømmermænd, er der ofte heftige diskussioner i mit hoved. Specielt mellem den-11-årige-pige (hende med drømmene, håbene og ambitionerne) og den-63-årige-mand (ham med moralen, realitetssansen og jantelovs-troen). Der var fri leg mellem de to i går, da jeg tulrede rundt på Fælleden og forsøgte at nyde solen uden at få en nedsmeltning over, at vi lige om lidt når dertil, hvor sommeren er forbi. Den indre generations-diskussion blev sat på standby, da jeg fik øje på en hest, som stod helt alene og græssede. Den var fin og rød-brun på den der måde, hvor solen virkelig fik den til at skinne. Men der var noget anderledes ved den. Hovedet var helt sort. Det så faktisk lidt skræmmende ud og fik alle mine tømmermænd til at tænke 1000 tanker på en gang. De mest dominerende var: Hvordan kan det lade sig gøre at få et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Hvordan er det at være inde i et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Ved hesten overhovedet, at den har et helt sort hoved – den har vel aldrig set sig i spejlet, og hvis den så sig i spejlet, ville den vel ikke vide, at den så sig selv? Og hvorfor tror jeg i øvrigt, at sort er andet end en farve*? Jeg blev så optaget af hesten, at jeg fik lyst til at tage et billede af den. Da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg, at hovedet slet ikke var rigtig sort. Hesten havde en eller anden form for maske på. En ret uhyggelig en, faktisk. Havde jeg været helt upåvirket af post-brandert, havde jeg nok set det med det samme. Men så var jeg jo aldrig kommet til at tænke over det med det sorte hoved.

Idéen om hesten og det sorte hoved fik på mærkelig vis sat gang i en af de helt voldsomme nedsmeltninger, som kan starte i alle verdenshjørner, men altid ender med samme spørgsmål: Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig? Der er mange mulige svar på det spørgsmål. Også dem, som jeg helst ikke vil høre. Mens mine tømmermænd skiftedes til at remse dem op, fandt jeg den pludselig. Den røde tråd. Den hang lige til venstre for mig og skinnede i solen. Det gjorde mig både glad og lettet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg så i det mindste havde fundet meningen – at jeg ikke havde forstået den endnu, var en mindre detalje. Men der var en mening.

Desværre blev forvirringen total, da jeg lidt senere opdagede endnu en rød tråd. For hvad skulle det betyde. At der er mere end én mening og mulig vej? Som om det hele ikke var uoverskueligt nok i forvejen. Når jeg nu ikke engang kan regne den første ud, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne flere veje ud? Og betyder det så, at man kan vælge imellem dem?

Spørgsmålene fik samtlige tømmermænd til at gå op og lægge sig i revnen mellem den 11-årige og den 63-årige. Der havde de nok ligget endnu, hvis ikke det var fordi, jeg også fandt en tredje og sidste rød tråd. En af mine neuroser kan godt lide tallet tre. Og mine tømmermænd kunne bedst lide den tredje tråd. Den drak de en lille sejrs-skål for. Alt er godt, og det hele skal nok gå. Hvis jeg bliver i tvivl, så har jeg heldigvis altid Ole Wedels vise ord i baghovedet. Meningen er der, og jeg kan klare alt – med eller uden tømmermænd. Jeg er stærk som titanium!

* Jeg ved godt, at sort reelt set ikke er en farve. Ligesom hvid. Men hvad er det så? En anti-farve?

Anden-dags-tømmermændene taler det utydelige sprog

Tømmermænd er trygge. Det er den eneste form for mænd, der har et helt igennem gennemskueligt reaktionsmønster. Og du ved som regel på forhånd, hvornår de forlader dig. Jeg er vågnet op med dem igen i dag. Dem alle sammen. Min seng er fuld af mænd, men jeg er alligevel alene.

Det bedste ved at have tømmermænd to dage i træk er helt klart, at pizza-brochuren allerede ligger klar ved siden af sengen. Da jeg rakte ud efter den, kom jeg i tanke om tre ting:

1. Man kan nok ikke bestille pizza kl. 7.06 om morgenen, når man bor på en ø (kom til at skrive ’øl’ – Freudian slip), der ikke udelukkende er lavet af lort.

2. I mit urengjorte, udskiftningsparate køleskab findes der faktisk en komplet rest-pizza fra tømmermændene i går. Alt er godt. Næsten. For

3. Jeg har faktisk ikke lyst til at spise noget. Og har heller ikke lyst til at få lyst til det.

Tømmermændene i går blev udnyttet konstruktivt. Solsorten blev for at holde mig med selskab og spise pizza. Den største beslutning, vi skulle træffe, var, hvad der skulle smækkes på dvd-afspilleren. Den indlysende idé var selvfølgelig ’Min søsters børn’. Den gode. Den med landsfis’kalen og champagne og kaviar. Men den har vi næsten lige set. Så vi besluttede os for at springe i en serie. Valget faldt på ’Nynne’.

Jeg har før nævnt mine neuroser. De er trofaste. En af dem insisterer blandt andet på at tage alt i den rigtige rækkefølge. Specielt når det kommer til serier. Man starter ikke med afsnit 4, selvom man godt kan få lyst til det, hvis man for eksempel ser ‘Matador’ (hukommelsesopfriskning: Afsnit 4 er der, hvor Elisabeth og Kristen møder hinanden for første gang. De bliver umuligt forelskede og kan ikke få hinanden. Før  afsnit 23. Mange spildte år senere. Afsnit 4 er mit yndlings-afsnit. Fordi de griner på den helt rigtige måde og ved, at de hører sammen).

Jeg er inde i en periode, hvor jeg forsøger at gøre oprør mod neuroserne på bedste teenage-manér. I går var jeg meget, meget modig. Jeg fik nemlig lyst til at starte med det sidste afsnit af ’Nynne’-serien. Det med den lykkelige slutning. For hvorfor bruge tid på alt det ind imellem – alle ydmygelserne, alle sorgerne, alle bommerterne, alle fejlene – når man kan springe direkte til den lykkelige slutning? It’s my party, and I’ll springe-alt-det-svære-over if I want to!

Solsorten var frisk på idéen, så jeg fodrede dvd-afspilleren med den sidste skive i rækken. Den nægtede at spise, hvad den fik serveret. Jeg prøvede alt. Tjekkede stikkene, slukkede maskinen, skiftede batterier i fjernbetjeningen, startede forfra. Ingenting hjalp. Vi var lige ved at give op, og jeg fik pizza-stress, fordi maden var ved at blive kold, og en anden af mine neuroser siger mig, at jeg først må gå i gang med at spise, når der er styr på situationen (i dette tilfælde dvd-afspilleren – situationen i det hele taget får jeg nok aldrig styr på). Men så var det, jeg kom i tanke om, at det måske slet ikke var afspilleren, men skiven, der var noget galt med. Derfor prøvede jeg at sætte det første afsnit af serien på. Som virkede fint.

Jeg blev vildt provokeret over dvd-afspillerens signaler. Hvad fanden ligner det at insinuere, at man ikke kan skyde genvej, skrotte den lange rute på den gule stenvej og springe direkte til herfra-og-til-evigheden-kærlighed? Jeg var rasende. Men så så jeg første afsnit. Og det var faktisk meget godt. Kaotisk godt på den måde, hvor man ved, at alt det rigtig gode venter efter alt det besværlige. Jeg har set den serie mange gange. Den gør mig tryg. Men i dag tror jeg, den skal skiftes ud. Ny serie, ny vej, ny happy ending. Jeg ved endnu ikke, hvad valget falder på, men jeg ved, at jeg starter med første afsnit. Og forsøger at slutte med det sidste.